Nyhedskommentar/Præsidentvalget i USA

Obamas historieforfalskning

Posted on by Kian Conteh / 2 Comments

Der er en gennemgående myte om, at Demokraterne i USA kæmper for de fattige og de sorte hvorimod Republikanerne er for de rige og hvide. I weekenden kolportede DR Udland Obamas spin om, at Republikanerne er de riges parti. Men sandheden er en helt anden. Det var de fattigste stater i USA, der valgte Geroge W. Bush begge gange, hvorimod de rige stater konsekvent pegede på modkandidaterne.

Historisk set har det altid været Republikanerne, der har kæmpet for borgerrettighederne. Abraham Lincoln befriede slaverne, Eisenhower gennemførte borgerrettighederne, og begge har til fælles med Martin Luther King Jr. og hans far, at de var republikanere. Derimod var det Demokraterne, der kæmpede for slaveriet og imod borgerrettighederne i Syden.

Ligesom Sin Fein i Nordirland havde IRA som en militær fløj af partiet, så havde demokraterne også deres militære afdeling, som udøvede terrorisme mod både hvide og sorte republikanere. Demokraternes militære fløj er bedre kendt som KKK eller Ku Klux Klan. Den nylige afdøde nestor for det demokratiske Robert Byrd var indtil 1952 et ledende medlem af Ku Klux Klan. I mindetalerne, blev hans tid i KKK affærdige som ungdommelig kådhed, selvom Byrd var i trediverne dengang.

Med Demokraternes senere omfavnelse af socialisme, har de brugt den store pensel til hvidvaskning af partiet, så de kunne indfange de fattige amerikanere, hvor sorte er alt for godt repræsenteret, med letfordøjelige budskaber. Ligesom i Danmark, hvor velbeslåede mennesker stemmer på SF for at lindre den dårlige samvittighed over forræderiet af deres egne idealer, så er det lykkedes Demokraterne at bruge socialismen til, at indfange de såkaldte trust-fund demokrater.

Heldigvis har ikke alle amerikanere svigtet den amerikanske iværksætter- og succeskultur. Efter valget af Obama og hans massive overforbrug af skatteydernes penge, er modstanden begyndt at samle sig i Tea Party-bevægelsen, som Demokraterne ironisk nok desperat forsøger, at brande som en flok racister. YouTube flyder over med videoer, hvor Tea Party deltagerne bortviser modstandere, der foregiver at være racister.

Specielt Republikanerne lytter til Tea Party-bevægelsen, og det er på den baggrund Obamas seneste udfald mod Republikanerne skal ses. Republikanerne er i markant mindretal, og kæmper med Tea Party-bevægelsens støtte med alle parlamentariske midler mod Obama. Det har været en torn i øjet på Obama, som nu føler behov for, at bruge fordomme i udfaldet mod det politiske mindretal. Det gør ikke noget, for sådan er spillets regler, men lidt kritisk journalistik ville nu klæde DR.

Miljø

Tigerbøffer

Posted on by Kian Conteh / 0 Comment

Henry George: Both the jayhawk and the man eat chickens; but the more jayhawks, the fewer chickens, while the more men, the more chickens.

Aldrig har der været så få tigre tilbage i naturen. Man regner med, at der kun er 3.200 tilbage, fordelt over et kæmpe område, for at de ikke helt skal uddø vil man i efteråret holde en konference for at koordinere indsatsen, så bestanden kan fordobles inden det kinesiske tigerens år i 2022.

Problemerne for tigrene er store, for deres leveområder bliver konstant mindre, og vigtigst af alt, så er efterspørgslen efter tigerprodukter og dermed krybskytteri meget stor. 23 tigre blev dræbt på Sumatra i Indonesien i 2008 på trods af, at CITES traktaten forbød handel med tigerprodukter i 1975. Siden da er tigerbestanden faldet og millioner af dollars er brugt uden det har nogen effekt. Den eneste løsning man åbenbart forfølger er yderligere stramninger for handlen med tigerprodukter og fortsatte restriktioner på tigerfarme i Kina.

Der er ikke noget at sige til, at krybskytteri er en god forretning for fattige mennesker, når man kan sælge skindet for 20.000 dollars og knoglerne for 250.000 dollars på det sorte marked, og alle andre dele er tigeren kan også sælges for enorme summer.

I Kina har man opdrættet næsten 6.000 tigre i fangenskab med henblik på at genudsætte dem i naturen, men mange af farmene opdrætter flere end de har behov for, så de kan sælge de døde dyr på det sorte marked. Kritikken af Kina for ikke at slå hårdt ned på den handel er hård. The New York Times formulerede kritikken:

one particularly horrifying practice is Chinese tiger farms, which supply pelts, worth up to $20,000 apiece, and tiger bones used in medicines and aphrodisiacs. These farms are thinly masked as efforts at tiger conservation. In reality, their purpose is to raise tigers to be butchered and consumed. (…)

Unless China does both — shuts down the tiger trade and finds a way to alter consumers’ tastes — the wild tiger is almost surely doomed.

At opdrætte dyr i fangenskab og så slagte dem og spise dem, er tilsyneladende helt horribelt for The New York Times på trods af det er præcis det samme formål med alle husdyrhold i hele verden. Men er det nu også rigtigt, at hvis ikke Kina lukker tigerfarmene, så de de vilde tigre dødsdømte? WWF er i hvert fald også af den holdning. Grunden skulle være at opdræt og salg skulle stimulere efterspørgslen efter tigerprodukter, og da det er forholdsvist dyrt at opdrætte tigre, vil det være billige at skyde og sælge de vilde tigre.

Det er sikkert rigtigt, at legalisering af salget vil stimulere efterspørgslen efter tigerprodukter. Men der kan ikke være nogen tvivl om, at hvis handlen legaliseres, så vil udbuddet eksplodere og priserne vil styrtdykke. Selv med forbuddet er der 6.000 tigre i fangenskab i Kina, og man regner med, at i USA alene er der over 5.000 tigre, og kinesiske mebedsmænd mener de kan opdrætte 100.000 tigre på 15 år. Tigre i fangenskab er altså ikke truede overhovedet. Af en eller anden grund anses antallet af opdrættede tigre i USA som en trussel mod de vilde tigre i Asien.

Det handler om simpel udbud og efterspørgsel. Lige nu er der en stor nok efterspørgsel til, at priserne er tårnhøje. Uanset hvor stort forbruget ville være, så vil det mindre kunne betale sig, at være krybskytte hvis priserne er relativt lave. Krybskytteri bliver endnu mindre eftertragtet ved, at det er farligt jage tigre, og i øvrigt er det også et besværligt, for den enkelte tiger har et kæmpe territorium. Så er det lettere at smide en død ko ind i buret til tigrene en gang om ugen.

Forbud mod handel og forsøg på holdningsændring hos kunderne har tydeligvis slået fejl, der nægtes hårdnakket at benytte visdommen i det indledende citat, selvom det gang på gang er bevist, at det er rigtigt. Kan markedet mættes med opdrættede tigre, så bliver de vilde tigre lige pludselig penge værd i live, ligesom vilde elefanter er i Sydafrika. Vilde elefanter er så værdifulde, at bestanden fordobles hver 15. år. Det har ført til, at der nu er alt for mange vilde elefanter i Sydafrika, og man føler sig nødsaget til at skyde nogen af dem. Levende vilde tigre er mange penge værd, medmindre forbuddet driver priserne så højt op, at de er mere værd døde – sådan er det i dag.

John Stossel lavede for noget tid siden et program om at man kan redde tigeren ved at spise dem.

Glanscitat:
JM: “You didn’t drink the Coolaid with these people at PERC, did you?”
Stossel: “Yes I did. I found them totally convincing because I don’t think you can stop human nature.”

Økonomi og penge/Statens opgaver

Public service og kvaliteten

Posted on by Kian Conteh / 2 Comments

Palle Strøm leverede i Politiken et forsvar for kommercielt public service, som næsten og kun næsten er overbevisende. Palle Strøm har tydeligvis en rød tilgang til public service, hvilket er interessant, for han forsvarede mod nogle virkeligt røde argumenter af Henrik Palle og Bo Tao Michaëlis.

Palle Strøm: I øjeblikket raser der i hele Europa en tv-krig. På den ene side står de europæiske public service-stationer, også de kommercielle som TV 2. På den anden side står de store og rent kommercielle koncerner.

Forskellen er, at de første tjener penge for at lave tv. De sidste laver tv for at tjene penge. Det gør en forskel.

Når præmissen for diskussionen har et klart rødt udgangspunkt, så er jeg overbevist om, at deltagerne ikke behøver en uddybning af hvorfor det gør en forskel. Palle Strøm slår fornuftigt nok fast, at det i hans øjne slet ikke er public service, hvis et program kun rammer de samme hundrede mennesker fra Kartoffelrækkerne, og derfor skal vellavet public service have en bredere appel. I sig selv en ganske fornuftigt synspunkt. Seertal er derfor en vigtig måleenhed for public service-stationerne, og det samme er det for de rent kommercielle stationer. Palle Strøms underforståede præmis er altså, at der skal noget mere til, som kommercielt public service har; noget idealisme, noget samfundssind og et ønske om at levere kvalitet, som rent kommercielt TV ikke har. Det ubesvarede spørgsmål er så hvorfor i alverden skulle de ikke have det?
Continue reading →

Statens opgaver

Forskel på offentligt og privatansatte

Posted on by Leclerc / 0 Comment

For de fleste er det velkendt, at der er forskellige incitamenter, når man sammenligner offentlig og private. Men det viser sig, at de ansatte motiveres forskelligt afhængigt af om de at privat eller offentligt ansat:

Anvendt Kommunalforskning: Offentlige og private sygeplejersker motiveres forskelligt. Den offentligt ansatte sygeplejerske lægger i højere grad vægt på samfundsgavnlig forebyggelse, mens den privatansatte sygeplejerske lægger mere vægt på den enkelte patients ønsker. De ansattes motivation har betydning for, hvilken service de leverer. Derfor er det vigtigt at tage højde for denne forskel, når kommunerne skal beslutte, hvilke ydelser der skal udliciteres, og hvilke der skal blive i offentligt regi.

Det er værd at bemærke, at der ikke er tale om enten-eller, men om hvordan et både-og vægtes. Jeg ser det som en klar styrke for undersøgelsen, at afhængigt af hvilke ideologiske briller man har på, så kan man tolke undersøgelsen som man vil. Det siger for mig, at forskerne har lavet et sagligt stykke arbejde uden at ligge alt for meget bias ind i undersøgelsen.

Begge grupper er motiveret af at gøre godt for andre, og for mig er det ikke nogen overraskelse. Men det er et meget interessant spørgsmål om man mener sygeplejersken skal varetage andres interesse eller fokusere på mig, når jeg har brug for hjælp med et brækket ben, eller min søn har brækket benet. Jeg mener helt ubetinget, at sygeplejersken, lægen, læreren, elektrikeren eller hvem vi nu skal have en ydelse fra, skal have sit fokus på mig og mine behov og ingen andre. Det samme gælder når naboen skal have en service, så skal fokus ubetinget være på ham. Men jeg ved også at andre ikke er enige med mig i det, og mener at det er egoistisk.

Jeg kan levende forestille mig, at mange danskere instinktivt føler, at “samfundet” kommer før individet. Mange af dem skammer sig formentligt over, at de ikke kan leve op til det, når junior har brækket benet og står nede på skadestuen. Når jeg sætter “samfundet” i anførelsestegn, så er der gerne henvises til en underlig blanding mellem stat og samfund, og ikke til (civil) Samfundet. Jeg anerkender alligevel, at dem med “samfundssind” har en pointe, for når vi har en velfærdsstat, hvor forbrug af mange ydelser er uden omkostning for brugeren, så har vi et problem. Jeg vil kunne afkræve uforholdsmæssigt mange ressourcer af en personorienteret sygeplejerske, som både vil gå ud over andre patienter og ikke mindst over alle skattebetalerne. Men det er mere en anklage mod indretningen af velfærdsstaten end mod sygeplejerskernes og borgernes adfærd og ønsker.

Det er en rigtig fornuftig konklusion på undersøgelsen, at man må bruge resultaterne når man skal vurdere hvilket offentlige opgaver, der skal udliciteres eller privatiseres. Eksempelvis taler dette imod, at skattevæsenet udliciteres. Jeg mener alle serviceopgaver burde udliciteres eller privatiseres, eventuelt med støtte til borgerne, der har brug for ydelserne. I den forbindelse opfatter jeg på ingen måde skattevæsenets arbejde som en serviceydelse.

Jeg tænker, at min sit på resultaterne har det noget at gøre med, at jeg er enig med gamle Adam Smith i, at hvis man handler i egeninteresse uden at krænke andre, så er det til samfundets bedste.

Undersøgelsen er også behandlet i P1 formiddag.

Økonomi og penge/Statens opgaver

Lad kommunerne bestemme selv

Posted on by Kian Conteh / 0 Comment

Børsen: Står det til landets borgmestre, skal det skattestop, som Anders Fogh Rasmussen indførte, da han kom til magten, snart være fortid.

Forhandlingerne mellem staten og kommunerne er fuld gang. Staten vil spare eller fryse kommunernes budgetter, og kommunerne vil hæve skatten og bruge flere penge.

I stedet for at forhandle med kommunerne, så ville det være meget bedre at gøre lokalpolitikerne mere ansvarlige for deres egen økonomi. Drop alle aftalerne med kommunerne, og lad dem gøre som det passer dem. Drop overførelserne fra staten, og lad kommunerne selv finde ud af hvordan de gør tingene og hvor høj en skat de mener er en god idé – så kan vælgerne skille de lokalpolitiske får fra bukkene ved valgene.

Det bedste ville være at folketinget definerer nogle minimumsydelser, som alle borgere skal have adgang til. Så er det op til kommunerne, at finde ud af hvordan de skal leveres og financieres. Ønsker nogle kommuner en højere ydelse, så er det helt op til dem. Det skal være slut med at borgmestrene sidder med hænderne i skødet og anklager regeringen og folketinget for at udsulte kommunerne og forhindre dem i, at gøre det godt for borgerne. Desværre har borgmestrene ofte ret i, at regeringen er i vejen for dem, men det er også en sovepude, der holder dem fra at gøre kommunen så god som mulig med mindst mulige ressourcer.

Skattestoppet har altid haft meget til fælles med modellervoks – man kan altid give det en anden form – og har Venstre alligevel erkendt at skattestoppet er brudt. Regeringen skulle i stedet fokusere på at holde statsbudgetterne i ro, og så overlade kommunernes budgetter til kommunalpolitikerne. Måske hæver de skatten, måske ikke! Måske går det op for vælgerne, at socialdemokratisk politik ikke virker, når den nabokommunen kan levere bedre ydelser for færre penge og mindre skat. At holde statens budgetter i ro er tilsyneladende en stor udfordring i sig selv.

Ligestilling

Lesbiske og deres børn

Posted on by Kian Conteh / 0 Comment

Homoseksuelle par har ligesom alle andre et ønske om at blive forældre. Men spørgsmålet i forbindelse med adoption og kunstig befrugtning handler i høj grad om børnenes tarv, og hvorvidt det er i orden at planlægge at bringe børn ind i en familie uden en mor og en far. Derfor er det godt at spørgsmålet bliver undersøgt grundigt. Der er netop offentliggjort en undersøgelse, som bliver refereret i meget positive vendinger af både Politiken og Avisen.dk.

Politiken: Børnene klarer sig bedre i skolen og tackler problemer mindre agressivt.

Hvis man mener, at børn, som vokser op med lesbiske forældre ikke får en lige så god barndom som andre børn, kan man godt tro om igen.

I hvert fald hvis man skal tro et amerikansk studie, der er det hidtil mest omfattende af den psykologiske udvikling hos børn, der er født ved donorinsemination og opvokset med lesbiske forældre.

Avisen.dk: Børn af lesbiske forældre klarer sig bedre end deres jævnaldrende kammerater på en række punkter, viser amerikansk undersøgelse.

Det vigtige i denne forbindelse er om undersøgelsen så også holder vand. Det forholder ingen af artiklerne sig til, selvom Politiken har et lille pligtforbehold med, som de ikke følger op på. Det fremgår ret tydeligt, at enten har journalisterne en agenda på emnet, eller også har de bare planket historien fra andre medier, som sikkert heller ikke har læst eller forstået forskernes artikel. Men det har Peter Friedman, der også er søn af Milton Friedman. Artiklen kan findes lige her.

Det første problem er, at de to grupper ikke ligner hinanden. De lesbiske familier er samlet geografisk, hvor kontrolgruppen er spredt over hele USA. Der var ingen kontrol for race, hvor de lesbiske mødre langt oftere var hvide kvinder. I resten af befolkningen er der langt flere sorte, og desværre er der ret stor socioøkonomisk forskel på sorte og hvide i USA, og den lesbiske gruppe havde generelt et ret højt socio-økonomisk niveau, hvor kontrolgruppen var almindelig. Alle faktorerne kan påvirke konklusionen.

Ikke nok med det, så var undersøgelsen baseret på at forældre selv skulle rapportere deres egne data til forskerne. Konklusionen kunne lige så godt have været at lesbiske mødre har højere tanker om deres børn end heteroseksuelle mødre har. Friedman konkluderer:

Nyhedshistorierne lader os forstå, at undersøgelsen dokumenterer stærke beviser på at lesbiske forældre i gennemsnit er bedre til at opfostre børn end heteroseksuelle forældre. En læser, der gjorde sig ulejligheden med at finde og læse den originale artikel, som kun få vil gøre, ville opdage at den forståelse er forkert. Undersøgelsen giver noget dokumentation for konklusionen, men ikke ret meget. Det kunne let tolkes til at rige forældre er bedre til at opfostre børn end fattigere, at sorte er dårligere end hvide, at forældre ved kysterne er bedre end forældre i de midterste stater eller at lesbiske forældre har en stærkere bias for deres egne børn end andre har.

Det eneste overskrifterne beviser er, hvad det var forfatterne gerne ville have deres læsere til at tro.

Skal vi have klar viden om børns opvækst i homoseksuelle familier, så kræver det lidt mere hjemmearbejde for journalisterne og lidt mere videnskabelig grundighed fra forskernes side, så det ikke bare kommer til at handle om hvorvidt man kan dokumentere sine egne fordomme. Undersøgelsen og journalisterne, der har omtalt den, har ikke bidraget til klarhed på et svært emne, men har kun bibragt mere polemik og kastet grus i maskinen for en saglig debat.

Samfund

Konstitutionelt monarki er den bedste statsform

Posted on by Kian Conteh / 0 Comment

Council on Foreign Relations: Mange lande, der er på vej ind i den moderne verden, har fundet ud af at en monark kan være en kilde til autoritet og national identitet, som adskiller sig de politiske skænderier. Han eller hun kan fungerer som en national galionsfigur, eller som et uafhængigt magtcenter, der kan holde de værste påfund fra de valgte politikere i skak (…)

Selvom en ceremoniel præsident kan udfylde den rolle, som i Israel og Tyskland, så har monarken en helt unik tag på den offentlige fantasi. Neil Blain, der er ekspert i moderne monarkier ved University of Stiling, fortæller at monarkiets symboler, som scepter og krone, ikke kan overføres til en ceremoniel præsident.

En konstitutionel monark er ikke bare en hyggelig kransekagefigur, der står for besværlige gammeldags traditioner. Diverse republikanere slår på den fremstilling, og fremhæver konstitutionelt monarki som en demokratisk synd. Svaret fra monarkisterne, hvis de overhovedet kommer med et, er ofte noget i retning af at kongehuset har lidt reklameværdi i forhold til omverdenen. Mit gæt er at begge holdninger udspringer af en blind tro på, at demokratiet opretholder sig selv, og forhindrer at nogen valgte politikere uretmæssigt tilraner sig magt. Det har bestemt været sådan i Danmark, hvor politikerne ikke at tilranet sig stor magt med pludselige indgreb. Desværre er Danmark nærmest undtagelsen, der bekræfter reglen.

Den konstitutionelle monark har en umådelig vigtig funktion i forbindelse med at forhindre politiske kriser i at komme ud af kontrol. I Belgien har kongen været en samlende faktor for både befolkningen og politikerne, selvom det har været noget nært umuligt at samle en stabil regering. Dagligdagen i Belgien er fortsat på trods af politikernes udfordring med at samle en regering, og det skyldes i høj grad den stabiliserende faktor monarken er.

Ligeledes har kongen i Thailand formået at holde landet på en demokratisk kurs. Flere politikere har gennem årene forsøgt at tage magten og undertrykke befolkningen, og hver gang har militæret med kongens tilladelse afsat de politikere fra magten. Men ikke nok med det, så har kongen gennem sit arbejde som samlende faktor, også opnået nok magt til at han med et bestemt blik i øjnene kan få generalerne i militæret til hurtigt at overdrage magten til folkevalgte politikere igen. Befolkningens tillid til kongen er så stor, at mange borgere knap nok tager notits af at militæret har væltet regeringen. Til trods for de nuværende problemer i Thailand, så fungerer kongen stadig som en stabiliserende faktor.

En af de største af de nulevende monarker er uden tvivl Spaniens Juan Carlos I, som blev udpeget af Franco som hans efterfølger som diktator i Spanien, og alligevel sørger han for at Spanien overgår til demokrati. Få år senere afværger han et militærkup, som angiveligt blev udført i hans navn. Han han så også irettesætter Hugo Chavez, er bare et ekstra plus.

i en tid med stramninger af sikkerhed og kontrol, hvor valgte politikere tager en hidtil uhørt mængde magt til sig, og hvor domstolene vægrer sig ved at udfordre dem, kan en monark stå vagt ved borgernes frihedsrettigheder.

Det er uden tvivl en balancegang, hvor monarken konstant skal gøre sig fortjent til befolkningens respekt og tillid, for at kunne bruge den når krisen indtræder. Når monarkens magtbase er befolkningens tillid, så skal regenten også handle hurtigt for at genskabe demokratiet igen. Det lykkedes i både Thailand og Spanien, men prøver monarken noget andet, så går det galt, som i Nepal og Grækenland.

Hvis det danske kongehus skal kunne varetage rollen som demokratiets og befolkningens beskytter, så duer det ikke at kongehuset tilsidesættes, som når diverse fundamentalistiske demokratister ønsker at afskaffe statsrådet, hvor regeringen opdaterer monarken om rigets tilstand. Det duer ikke, at Dronningerunden afskaffes, når en ny regering skal dannes efter valgene. Det duer ikke, at statsministeren ikke længere skal udpeges af monarken. Uden disse tilsyneladende ceremonielle funktioner når at går godt, så ville monarken ikke have viden eller lejlighed til at kunne udføre hvervet som frihedens beskytter.

Statens opgaver/Sundhed

Barnløshed er ikke en behandlingskrævende sygdom

Posted on by Kian Conteh / 0 Comment

Avisen.dk: “Jeg forstår ikke, at politikere fra regeringen pludselig kan beslutte, at det her ikke er nogen sygdom. Videnskaben er enige om noget andet,” siger Lone Smidt fra Københavns Universitet, der er ekspert i reproduktion i Danmark.

Det er måkse lige frisk nok at påstå at videnskaben siger barnløshed er en sygdom, når nu der ikke eksisterer en videnskabelig definition på en sygdom. En meget spændende diskussion om netop det emne er at finde i Claus Møldrups bog “Den medicinerede normalitet.” Det nærmeste vi kan komme på en definition af sygdom er, at det er en fysiologisk tilstand vi ønsker eller kan behandle. Problemet er, at den definition er så bred at hvis nogen ønsker noget er en sygdom, så er det det, og derfor er det et ubrugeligt begreb når vi skal afgøre hvad, der det offentlige skal betale for. Det er formodentlig den definition WHO bruger, men at påstå, at videnskaben har talt, er useriøst.

Der er store underskud på de offentlige budgetter, derfor er det helt rimeligt at reservere pengene til dem, der har brug for hjælp. Når vi skal afgøre om der overhovedet skal bruges tvangsindkrævede offentlige penge på noget, så må det være helt rimeligt at skelne mellem om en tilstand er behandlingskrævende eller ej.

Lone Smidt: “Det er en mærkelig tankegang, at reproduktive malfunktioner i kroppen er de eneste, der ikke er sygdomme. Hvis man har en person, der ikke er i stand til at producere tilstrækkelig med insulin, så kalder vi ham syg og giver ham insulin. Men hvis den samme mand samtidig har en testikel, der ikke producerer nok sædceller, så må han klare sig selv”

Selvom Lone smidt mener det er en mærkelig tankegang, så er der stor forskel på need-to-have og nice-to-have. Uanset hvilken grund der er til, at man ikke kan få børn, så er børn nice-to-have. Det er insulin ikke; det er stærkt need-to-have. Får en diabetiker ikke sin insulin, så er det med invaliditet og død til følge. Det offentlige betaler heller ikke for behandlingen af tømmermænd selvom de også falder ind under definitionen af sen sygdom – selvforskyldt, men stadig en sygdom.

Måske skulle Henriette Kjær have sagt, at barnløshed ikke er en behandlingskrævende sygdom i stedet for, at sige det ikke er en sygdom. Det er vist rimeligt at sige, at hvis man graver sig ned i den sproglige petitesse, så er det polemik og ikke saglighed man arbejder med.

Formanden for Dansk Fertilitetsselskab maler et skæbnesvangert demografisk billede af beslutningen med et hurtigt regnestykke om, at kunstig befrugtning er bag op til 10 % af fødslerne, og det offentlige står for halvdelen. Så er det jo klart for enhver, at 5 % af fødslerne vil forsvinde, og ældrebyrden bliver tungere for de resterende børn. Først og fremmest, så er det en afskyelig ide, at vi skal presse og betale folk for at få børn, vi senere kan plyndre frugterne af deres arbejde. Det er slaveejermentalitet, og det bliver ikke mindre afskyeligt af at vi kalder “solidaritet” og “økonomisk fornuft.” Ældrebyrden skal løses ved at sunde og raske ældre ikke længere skal være en byrde for alle andre. Dernæst, så er det at male fanden på væggen, at tro dem der tidligere kunne få børn med den offentlige, ikke vil betale for det fremover. Selvfølgelig vil de det; måske ikke hundrede procent, men nok tæt på. Man kan rimeligvis mene, at hvis man ikke er kan eller vil spare 25 – 50.000 kroner op til kunstig befrugtning, så har man heller ikke råd til at have børn.

Global opvarmning/Miljø

Vindmøllernes beskidte hemmelighed

Posted on by Kian Conteh / 0 Comment

Fossile energikilder er noget skidt. Det er en sandhed uanset om man bekymrer sig CO2 og klima eller man ikke gør. Men selvom vindmøller sælges til overpris i hele deres levetid som en erstatning for fossile energikilder, så er der en beskidt lille hemmelighed, der ikke tales meget om: Vindkraft er dybt afhængig af fossile kilder.

Og så er vi slet ikke begyndt at tale om hvor ødelæggende vindmøllerne er for den natur de bliver opstillet i.

Atomkraft

10 gode grunde til atomkraft

Posted on by Leclerc / 11 Comments

Man kan diskutere de mange fordele ved atomkraft i lang tid, og ikke mindst rækkefølgen af en top 10. Men Pro Nuclear Democrats har lavet deres egen liste:

10. Atomkraft udleder ikke drivhusgasser.
Rene energiformer er nødvendige, og derfor er mange miljøtilhængere blevet støtter af atomkraft. Allerede nu produceres 73% af den grønne energi på atomkraftværker i USA, men desværre er kun 10% af den amerikanske energiproduktion fra atomkraft.

9. Atomkraft skaber højt betalte jobs, der bliver i landet.
Kraftværkerne bliver hvor de er, og arbejdspladserne kan ikke sendes til udlandet. Flere byer er vokset op omkring et atomkraftværk fordi de højtlønnede jobs skaber vækst i hele lokalsamfundet.

8. Atomkraft er en central del af et højteknologisk samfund.
Atomkraft handler ikke kun om at producere elektricitet. Læger bruger medicinske isotoper fra reaktorerne til at redde liv hver dag ved at diagnosticere og behandle patienter. Brandalarmernes detektor indeholder også materialer lavet i atomreaktorer. Fødevaresikkerheden kunne højnes ved at bestråle madvarerne inden de sælges. Og dertil kommer alle de relaterede forskningsområder indenfor alle disse emner.

7. Atomkraft er den mest priseffektive måde at reducere CO2 udledningen.
Atomkraft er den billigste måde at producere baseload-elektricitet på. Der skal være strøm i ledningerne hele tiden, og ikke kun når det blæser eller solen skinner. De amerikanske atomkraftværker leverer nok ren energi, svarende til at udstødningen fra alle amerikanske biler blev fjernet.

6. Atomkraft leverer billig elektricitet.
Punktet minder meget om nummer syv, men regningen man får, betyder ofte mere end hvor meget CO2 der er beskåret. Atomkraft er billigt, og afhænger meget lidt af de øvrige priser på markedet. Selv store ændringer i prisen på atombrændsel har meget lille effekt på prisen på strømmen. Det er helt anderledes for de fosile brændsler. Omkostningerne ved atomkraft er primært kapitalomkostninger og lønninger.

5. Atomkraft er sikkert.
Kommerciel atomkraft i USA har ingen dødsfald på samvittigheden. Det kan aldrig sprænge i luften som en bombe (og som et gasværk gjorde for nyligt). Ingen kom til skade på Tremileøen da værket havde et uheld, og ulykken må betegnes som en succes, da det beviste at sikkerheden fungerede under de værst tænkelige omstændigheder. Men det var dyrt, for reaktoren gik tabt.

4. Atomkraft er tilgængeligt i millioner af år.
Nogen tror uran er sjældent. Det er det ikke. Der er omkring lige så meget uran som er kobber og tin og der er 40 gange mere end der er sølv. Nye breeder reaktorer vil kunne udnytte langt mere af den tilgængelige uran. Thorium findes i meget større mængder end uran, og kan også bruges helt op som atombrændsel. Uran kan også udvindes fra havvand, men det er endnu ikke rentabelt at gøre det.

3. Atomteknologi kan bruges til mange forskellige ting.
Atomkraft er bare et element af atomteknologien. Nogen isotoper der produceres i reaktorerne kan bruges i luftfarten, sikkerhed, medicin, landbrug. Uden nuklear medicin ville hundrede tusinder af mennesker ikke have været i live i dag. Atomkraft kan afsalte vand, hvilket det atomdrevne hangarskib Carl Vinson pt. gør på Haiti efter jordskælvet.

2. Atomkraft giver højere energi selvstændighed.
Afhængigheden af diverse diktaturstater bliver langt mindre med atomkraft. Uran og thorium kan købes billigt af vestlige og frie lande som Australien, Canada og Norge eller vi kan producere det selv fra havvand.

1. Atomkraft er den mest koncentrerede form for energi.
Dette er måske den mindst åbenlyse fordel. Koncentreret energi betyder at fodaftrykket af en energiform er meget lille. Der skal kun graves meget lidt uran op i forhold olie, kul og gas. Kraftværkerne fylder meget lidt i forhold til sol og vind, hvis de skulle producere lige så meget energi. Energi sikkerheden er høj, da produktionen på sol og vind er meget ustabil. Der er 1500 kulfyrede værker i USA, men der skal kun bruges 200 atomkraftværker til at erstatte dem helt.

Via Seeker Blog.