Homoseksuelle par har ligesom alle andre et ønske om at blive forældre. Men spørgsmålet i forbindelse med adoption og kunstig befrugtning handler i høj grad om børnenes tarv, og hvorvidt det er i orden at planlægge at bringe børn ind i en familie uden en mor og en far. Derfor er det godt at spørgsmålet bliver undersøgt grundigt. Der er netop offentliggjort en undersøgelse, som bliver refereret i meget positive vendinger af både Politiken og Avisen.dk.
Politiken: Børnene klarer sig bedre i skolen og tackler problemer mindre agressivt.
Hvis man mener, at børn, som vokser op med lesbiske forældre ikke får en lige så god barndom som andre børn, kan man godt tro om igen.
I hvert fald hvis man skal tro et amerikansk studie, der er det hidtil mest omfattende af den psykologiske udvikling hos børn, der er født ved donorinsemination og opvokset med lesbiske forældre.
Avisen.dk: Børn af lesbiske forældre klarer sig bedre end deres jævnaldrende kammerater på en række punkter, viser amerikansk undersøgelse.
Det vigtige i denne forbindelse er om undersøgelsen så også holder vand. Det forholder ingen af artiklerne sig til, selvom Politiken har et lille pligtforbehold med, som de ikke følger op på. Det fremgår ret tydeligt, at enten har journalisterne en agenda på emnet, eller også har de bare planket historien fra andre medier, som sikkert heller ikke har læst eller forstået forskernes artikel. Men det har Peter Friedman, der også er søn af Milton Friedman. Artiklen kan findes lige her.
Det første problem er, at de to grupper ikke ligner hinanden. De lesbiske familier er samlet geografisk, hvor kontrolgruppen er spredt over hele USA. Der var ingen kontrol for race, hvor de lesbiske mødre langt oftere var hvide kvinder. I resten af befolkningen er der langt flere sorte, og desværre er der ret stor socioøkonomisk forskel på sorte og hvide i USA, og den lesbiske gruppe havde generelt et ret højt socio-økonomisk niveau, hvor kontrolgruppen var almindelig. Alle faktorerne kan påvirke konklusionen.
Ikke nok med det, så var undersøgelsen baseret på at forældre selv skulle rapportere deres egne data til forskerne. Konklusionen kunne lige så godt have været at lesbiske mødre har højere tanker om deres børn end heteroseksuelle mødre har. Friedman konkluderer:
Nyhedshistorierne lader os forstå, at undersøgelsen dokumenterer stærke beviser på at lesbiske forældre i gennemsnit er bedre til at opfostre børn end heteroseksuelle forældre. En læser, der gjorde sig ulejligheden med at finde og læse den originale artikel, som kun få vil gøre, ville opdage at den forståelse er forkert. Undersøgelsen giver noget dokumentation for konklusionen, men ikke ret meget. Det kunne let tolkes til at rige forældre er bedre til at opfostre børn end fattigere, at sorte er dårligere end hvide, at forældre ved kysterne er bedre end forældre i de midterste stater eller at lesbiske forældre har en stærkere bias for deres egne børn end andre har.
Det eneste overskrifterne beviser er, hvad det var forfatterne gerne ville have deres læsere til at tro.
Skal vi have klar viden om børns opvækst i homoseksuelle familier, så kræver det lidt mere hjemmearbejde for journalisterne og lidt mere videnskabelig grundighed fra forskernes side, så det ikke bare kommer til at handle om hvorvidt man kan dokumentere sine egne fordomme. Undersøgelsen og journalisterne, der har omtalt den, har ikke bidraget til klarhed på et svært emne, men har kun bibragt mere polemik og kastet grus i maskinen for en saglig debat.
