Public service og kvaliteten

Palle Strøm leverede i Politiken et forsvar for kommercielt public service, som næsten og kun næsten er overbevisende. Palle Strøm har tydeligvis en rød tilgang til public service, hvilket er interessant, for han forsvarede mod nogle virkeligt røde argumenter af Henrik Palle og Bo Tao Michaëlis.

Palle Strøm: I øjeblikket raser der i hele Europa en tv-krig. På den ene side står de europæiske public service-stationer, også de kommercielle som TV 2. På den anden side står de store og rent kommercielle koncerner.

Forskellen er, at de første tjener penge for at lave tv. De sidste laver tv for at tjene penge. Det gør en forskel.

Når præmissen for diskussionen har et klart rødt udgangspunkt, så er jeg overbevist om, at deltagerne ikke behøver en uddybning af hvorfor det gør en forskel. Palle Strøm slår fornuftigt nok fast, at det i hans øjne slet ikke er public service, hvis et program kun rammer de samme hundrede mennesker fra Kartoffelrækkerne, og derfor skal vellavet public service have en bredere appel. I sig selv en ganske fornuftigt synspunkt. Seertal er derfor en vigtig måleenhed for public service-stationerne, og det samme er det for de rent kommercielle stationer. Palle Strøms underforståede præmis er altså, at der skal noget mere til, som kommercielt public service har; noget idealisme, noget samfundssind og et ønske om at levere kvalitet, som rent kommercielt TV ikke har. Det ubesvarede spørgsmål er så hvorfor i alverden skulle de ikke have det?
Ren public service, kommercielt public service og rent kommercielt TV styres fra direktionsgangen og deres økonomiske styring. Fælles for kommercielt public service og rent kommercielt er, at seertal dikterer økonomien til direktionen. Hvis en fantastisk journalist kommer med et fantastisk program, som alle bare vil se, og som har alle Palle Strøms public service kvaliteter, hvorfor skulle direktionen i den rent kommercielle station så sige nej? Selvfølgelig vil de ikke det. Selvfølgelig vil de heller ikke sige nej til et program, som alle gerne vil se, men som er fuldstændigt blottet for alle public service kvaliteterne – hvilket de rene public service stationer i øvrigt heller ikke gør. Palle Strøm må altså have en ide om, at programskaberne, journalisterne og produktionsfolkene på de rent kommercielle stationer ikke interesserer sig kvalitet og samfund og i øvrigt ikke har er idealistiske ligesom Palle Strøms folk. På udenlandsk ville man kalde det bullshit.

Palle Strøms forsvar for eksistensen af TV2 som kommerciel kanal er rigtig god, men når han skyder på de rent kommercielle kanaler falder kæden af.

Palle Strøm: I 70’erne var tv ikke kommet længere i udviklingen af sit sprog, end at man stadig filmede de gamle kunstarter. TV-Teater hed det f.eks., når man satte store teatralske værker op.

I dag hedder det tv-serier, og de er bedre end nogensinde. Både de udenlandske og de danske. Udviklet til mediet på mediets præmisser. Hold lige Jesper Jensens tonstunge og docerende tv-spil fra 70’erne op mod ’Riget’, ’Edderkoppen’ eller ’Lærkevej’.

Det er helt rigtigt. TV2 har tilført dansk TV en masse kreativitet og udvikling til TV-mediet, men det har TV3 og Kanal5, og hvad de ellers hedder også. Der er ikke noget unikt ved TV2’s programflade, og det er der heller ikke ved DR’s. Sammenligner man de mange programflader, og samtidig ser på hvad rent kommercielt amerikansk TV leverer af programmer med de klassiske public service kvaliteter, så er der ikke meget tilbage, som retfærdiggør, at DR og TV2 kan kalde sig public servicestationer.

Henrik Palle og Bo Tao Michaëlis kommer med en meget rammende kritik af DR og TV2, som Palle Strøm dårligt undviger, men årsagsanalysen er forkert.

Henrik Palle og Bo Tao Michaëlis: Men det må være muligt at kunne diskutere fordele ved den kvalitet, som forsvandt med monopolbruddet og den markedsdrevne medieverdens opkomst. (…)

Begge kanaler, DR og TV 2, sender stort set samme store amatøristiske underholdningsflade. Fra ’X Factor’ til ’Vild med dans’ og mange andre i virkeligheden dilettantiske afdansningsballer med glade medvirkende, mere eller mindre kendte, hvis eneste ønske det er at blive endnu mere kendte.

Selve interviewkulturen er blevet til fladt og intetsigende mikrofonholderi, hvad enten det drejer sig om Aftenshowet eller det journalistiske profilprogram 21 Søndag.

De har tydeligvis et lidt slidte og elitære syn på de meget populære ‘X Factor’ og ‘Vild med dans’, som i øvrigt er købt af nogle fantastisk dygtige TV skabere i udlandet. Men deres observationer om interviewkulturen er på pinlig vis sand. Jeg tvivler på det var anderledes i monopolets dage; da kendte man bare ikke andet. Men se eksempelvis på det amerikanske kommercielle Comedy Central, der viser The Daily Show med Jon Stewart. Venstreorienterede spasmagere, der ikke tager nyhederne seriøst, men interviewteknikken er benhård, og resultaterne derefter. Da John Yoo tørrede Steward i et ellers benhårdt og under overfladen meget seriøst interview, måtte Steward undskylde for hans nederlag i flere efterfølgende programmer. Reimar Bo og hans kritikere kan gå hjem og vug – det her er i en helt anden liga. Reimar Bo var i hans famøse interviews hårdere og mere saglig end de fleste andre interviews vi ser på DR og TV2. Afbrydelse af svar og gentagelse af besvarede spørgsmål i et højere toneleje er ikke kritisk interviewteknik.

Problemet med TV kvaliteten er ikke bruddet på monopolet og den markedsdrevne medieverdens opkomst, men derimod at DR og TV2 er blevet beskyttet mod markedets krav om kvalitet. Både DR og TV2 har en priviligeret særstatus i lovgivningen, som rene kommercielle stationer ikke kan konkurrere med i en direkte duel. Derfor finder de nicherne, og med stor succes. Resultatet af beskyttelsen af DR og TV2 minder meget beskyttelsen af den kommunale hjemmepleje, hvor Palle Strøm står som den loyale borgmester og fortæller, at det ikke er alle, der er lodne i kanten hos ham.