Politico: Forsikringsbranchens ønske om at få viden om kundernes gener bekymrer Etisk Råd. Det kan blive en glidebane, hvor folk med risiko for uhelbredelige sygdomme ikke kan blive forsikret.
Formanden for Etisk Råd prøver at gøre forsikringsbranchens ønske om indsigt i kundernes genetiske oplysninger til et etisk spørgsmål. Men der er ikke noget etisk spørgsmål, der er kun praktiske spørgsmål.
Det er nødvendigt, at forstå hvad det er for en ydelse forsikringsselskaberne leverer. Selskabet beregner risikoen for at en bestemt negativ begivenhed sker på baggrund af en række kendte risikofaktorer. I en gruppe med lignende risikofaktorer kan man med rimelig sikkerhed forudsige hvor ofte den negative begivenhed sker i løbet af et år, og dermed hvad prisen er for erstatningerne til gruppen. Den pris kan divideres med antallet af kunder i gruppen, og dermed kundens pris for kunden for at være med i gruppen. Forsikringskunden kan ved at betale et lille beløb i et år, ophæve den økonomiske risiko for en kæmpe regning hvis kunden rammes af begivenheden i samme år.
Forsikringsselskabet ved, at de genetiske oplysninger indeholder viden om risikofaktorer. Kender selskabet dem, kan de mere præcist beregne hvilken risikogruppe kunden tilhører, og dermed hvilken pris kunden skal betale for at være med i gruppen. Kunder med flere risikofaktorer i de genetiske oplysninger, vil blive placeret i en dyrere gruppe, og en kunde med få risikofaktorer vil komme i en billigere gruppe.
Udfordringen er, at hvis en ny kunde med sine genetiske oplysninger i hånden ved, at han har en overrisiko for at dø tidligt, kan det være fristende at tegne livsforsikring med ekstra høj dækning til samme pris som en normal kunde skal betale. Resultatet er, at risikogruppen ender med at have flere risikopersoner end normalt, med højere dækning end normalt, men til normal pris. Prisen for at være med i gruppen er dermed beregnet forkert, og forsikringsselskabet har svært ved at korrigere prisen.
Forsikringsselskabet kan teoretisk indberegne ekstraprisen for at have disse højrisikokunder med, men det vil på resultere i højere forsikringspriser for alle andre og forhøjede udbetalinger til risikopersoner. Det vil sige en direkte uigennemskuelig overførsel af penge fra lavrisikokunder til højrisikokunder.
Politikerne må derfor afveje om lavrisikokunder, med forbuddet mod brug af genetiske oplysninger, skal betale direkte til højrisikokunderne. Eller om alle skal betale den rigtige pris for deres faktiske risikoprofil med den genetiske information iberegnet. Det giver til gengæld en risiko for at nogen slet ikke kan forsikres, fordi prisen vil blive for høj eller uberegnelig. En helt basal politisk afvejning med minimale etiske dilemmaer.
Den første situation er åbenlys urimelig, og den anden situation er beklagelig. Ligesom nogen ikke er i stand til at forsørge sig selv i form af tag over hovedet, brød på bordet eller betaling af almindelige forsikringer. De skal fanges og hjælpes af det offentlige sikkerhedsnet. Det samme kan de risikopersoner, der ikke kan få en betalelig forsikring selvom de ellers er i stand til at forsørge sig selv.
Dem, der ikke ønsker at kende deres genetiske informationer kan fint placeres sammen i den normale risikogruppe, men de må leve med at betale ekstra til dem i gruppen, der har snydt på vægten, og ved at de er højrisikokunder. Der er ikke nogen etiske udfordringer. Alle valg har en omkostning, og vælger man ikke at kende sine gener, så har det denne omkostning. TANSTAAFL.
Formanden for etisk råd kan selvfølgelig udfordre etikken i TANSTAAFL, men jeg er bange for at det i sig selv vil skabe uoverstigelige etiske problemer at gøre det.
