Uffe Elbæk og Alternativet mener ikke, at vi bør eje jord, og bør leje den i stedet. For kan man eje vores fælles luft, vand og jord, spørger de gennem Simon Nørgaard Iversen.
En ejer af en frugtplantage kan således tjene på at dyrke frugterne, men kan ikke bare få lov at konvertere jorden til en kulmine. Den beslutning skal tages af fællesskabet, der har ejendomsretten over jorden.
Den forståelse af jordejerskab har været udbredt, særligt i ikkevestlige samfund, hvor man ofte har forstået, at man kan bruge jorden, samtidig med at jorden er et fælleseje, alle skal have gavn af.
(…) Den private ejendomsret over jord er altså en idé, én specifik gruppe af mennesker har etableret. Og blot fordi det historisk er lykkedes at stadfæste den ret, er det ikke nødvendigvis gavnligt at opretholde den fremadrettet.
Som sædvanligt ligger djævelen begravet i detaljen, men det er værd først at sætte nogle fundamentale ting på plads:
Ressourcer som jord er en begrænset ressource (scarce resource), hvilket betyder at der ikke er en uendelig mængde jord tilgængelig, og den der er, kan kun kontolleres af en person af gangen. Der kan ikke både være en frugtplantage og en mine på det samme stykke jord på samme tid. Ej heller kan der være to plantager på det samme stykke jord på samme tid.
Konsekvensen er, at en ressource, der bruges, altid vil være kontrolleret af en person. Retten til at kontrolle en begrænset ressource kaldes ejendomsretten.
Det er altså ikke en “forståelse” at man kan eje jorden. Det er umuligt ikke at eje jorden. Det er kun et spørgsmål om hvem. Ønsket om at det er fællesskabet, der skal eje jorden rejser spørgsmålet om hvem fællesskabet er, og hvem, det er vi lejer jorden af? Vi kan som individuelle mennesker være en del af et fællesskab, men vi kan som personer ikke være fællesskabet. Vi kan på den ene eller anden måde blive repræsentant for et fællesskab. Folkevalgte og tillidsfolk i foreninger udøver et repræsentantskab, men de udgør ikke fællesskabet. Det bliver derfor repræsentanterne for fællesskabet, der udøver kontrollen med ressourcen og dermed har ejendomsretten.
Selvom Uffe argumenterer for at fællesskabet skal eje al jorden, så vil resultatet blive at det er Uffe, der skal eje al jorden – på samfundets vegne, naturligvis. Men kan vi stole på at Uffe kan administrere så meget magt? Kan vi stole på, at nogen som helst kan administrere så meget magt og tage hensyn til alle personer i fællesskabet? Magt korrumperer. Absolut magt korrumperer absolut.
Et andet fundamentalt spørgsmål er, hvordan en person har opnået kontrollen med en begrænset ressource. Hvis man afskyr vold, er non-aggressions-princippet et godt udgangspunkt, der dybest set siger, at man ikke må true eller bruge vold og bedrag mod andre mennesker. Opnår man kontrol med en ressource ved brug af aggression, er kontrollen derfor uretfærdig. Uden aggression er kontrollen retfærdig.
Vil Uffe tage kontrol med jorden på vegne af fællesskabet gennem aggression eller ej? Hvis nej, er det jo bare gå i gang med at overtale jordejerne til at overdrage ejerskabet til Uffe. Det kunne være donationer, eller ved at Uffe betaler dem for det.
Hvis det er gennem lovgivning, og derfor gennem aggression han vil tage ejerskabet, så må han enten være tilhænger af vold eller tilhænger af uretfærdighed. Men det er nok to sider af samme sag.
Kan vi stole på en voldsforherligende tilhænger af uretfærdighed? Jeg tænker det er gavnligt at holde fast i den private ejendomsret.
