Børsen: Står det til landets borgmestre, skal det skattestop, som Anders Fogh Rasmussen indførte, da han kom til magten, snart være fortid.
Forhandlingerne mellem staten og kommunerne er fuld gang. Staten vil spare eller fryse kommunernes budgetter, og kommunerne vil hæve skatten og bruge flere penge.
I stedet for at forhandle med kommunerne, så ville det være meget bedre at gøre lokalpolitikerne mere ansvarlige for deres egen økonomi. Drop alle aftalerne med kommunerne, og lad dem gøre som det passer dem. Drop overførelserne fra staten, og lad kommunerne selv finde ud af hvordan de gør tingene og hvor høj en skat de mener er en god idé – så kan vælgerne skille de lokalpolitiske får fra bukkene ved valgene.
Det bedste ville være at folketinget definerer nogle minimumsydelser, som alle borgere skal have adgang til. Så er det op til kommunerne, at finde ud af hvordan de skal leveres og financieres. Ønsker nogle kommuner en højere ydelse, så er det helt op til dem. Det skal være slut med at borgmestrene sidder med hænderne i skødet og anklager regeringen og folketinget for at udsulte kommunerne og forhindre dem i, at gøre det godt for borgerne. Desværre har borgmestrene ofte ret i, at regeringen er i vejen for dem, men det er også en sovepude, der holder dem fra at gøre kommunen så god som mulig med mindst mulige ressourcer.
Skattestoppet har altid haft meget til fælles med modellervoks – man kan altid give det en anden form – og har Venstre alligevel erkendt at skattestoppet er brudt. Regeringen skulle i stedet fokusere på at holde statsbudgetterne i ro, og så overlade kommunernes budgetter til kommunalpolitikerne. Måske hæver de skatten, måske ikke! Måske går det op for vælgerne, at socialdemokratisk politik ikke virker, når den nabokommunen kan levere bedre ydelser for færre penge og mindre skat. At holde statens budgetter i ro er tilsyneladende en stor udfordring i sig selv.