For de fleste er det velkendt, at der er forskellige incitamenter, når man sammenligner offentlig og private. Men det viser sig, at de ansatte motiveres forskelligt afhængigt af om de at privat eller offentligt ansat:
Anvendt Kommunalforskning: Offentlige og private sygeplejersker motiveres forskelligt. Den offentligt ansatte sygeplejerske lægger i højere grad vægt på samfundsgavnlig forebyggelse, mens den privatansatte sygeplejerske lægger mere vægt på den enkelte patients ønsker. De ansattes motivation har betydning for, hvilken service de leverer. Derfor er det vigtigt at tage højde for denne forskel, når kommunerne skal beslutte, hvilke ydelser der skal udliciteres, og hvilke der skal blive i offentligt regi.
Det er værd at bemærke, at der ikke er tale om enten-eller, men om hvordan et både-og vægtes. Jeg ser det som en klar styrke for undersøgelsen, at afhængigt af hvilke ideologiske briller man har på, så kan man tolke undersøgelsen som man vil. Det siger for mig, at forskerne har lavet et sagligt stykke arbejde uden at ligge alt for meget bias ind i undersøgelsen.
Begge grupper er motiveret af at gøre godt for andre, og for mig er det ikke nogen overraskelse. Men det er et meget interessant spørgsmål om man mener sygeplejersken skal varetage andres interesse eller fokusere på mig, når jeg har brug for hjælp med et brækket ben, eller min søn har brækket benet. Jeg mener helt ubetinget, at sygeplejersken, lægen, læreren, elektrikeren eller hvem vi nu skal have en ydelse fra, skal have sit fokus på mig og mine behov og ingen andre. Det samme gælder når naboen skal have en service, så skal fokus ubetinget være på ham. Men jeg ved også at andre ikke er enige med mig i det, og mener at det er egoistisk.
Jeg kan levende forestille mig, at mange danskere instinktivt føler, at “samfundet” kommer før individet. Mange af dem skammer sig formentligt over, at de ikke kan leve op til det, når junior har brækket benet og står nede på skadestuen. Når jeg sætter “samfundet” i anførelsestegn, så er der gerne henvises til en underlig blanding mellem stat og samfund, og ikke til (civil) Samfundet. Jeg anerkender alligevel, at dem med “samfundssind” har en pointe, for når vi har en velfærdsstat, hvor forbrug af mange ydelser er uden omkostning for brugeren, så har vi et problem. Jeg vil kunne afkræve uforholdsmæssigt mange ressourcer af en personorienteret sygeplejerske, som både vil gå ud over andre patienter og ikke mindst over alle skattebetalerne. Men det er mere en anklage mod indretningen af velfærdsstaten end mod sygeplejerskernes og borgernes adfærd og ønsker.
Det er en rigtig fornuftig konklusion på undersøgelsen, at man må bruge resultaterne når man skal vurdere hvilket offentlige opgaver, der skal udliciteres eller privatiseres. Eksempelvis taler dette imod, at skattevæsenet udliciteres. Jeg mener alle serviceopgaver burde udliciteres eller privatiseres, eventuelt med støtte til borgerne, der har brug for ydelserne. I den forbindelse opfatter jeg på ingen måde skattevæsenets arbejde som en serviceydelse.
Jeg tænker, at min sit på resultaterne har det noget at gøre med, at jeg er enig med gamle Adam Smith i, at hvis man handler i egeninteresse uden at krænke andre, så er det til samfundets bedste.
Undersøgelsen er også behandlet i P1 formiddag.
