Svar: Fordi fælles eller ingen ejerskab fører til udplyndring øg ødelæggelse.
Danmark har meddelt de øvrige lande omkring Arktis og FN, at Danmark gør krav på Nordpolen. Det er hverken Greenpeace eller Enhedslisten glade for, da de i stedet ønsker en “bæredygtig model” for fælles ejerskab fremfor et “grådighedskapløb.
Greenpeaces generaldirektør, Mads Christensen, er skuffet over udmeldingen. »Med denne strategi melder rigsfællesskabet sig nu for alvor i kapløbet om at tilrane sig mest mulig land. En visionær arktisk strategi ville i stedet være at arbejde for en fælles løsning, der sikrer, at Arktisk får den beskyttelse, som både det lokale miljø og det globale klima har desperat brug for,«
Generaldirektøren demonstrerer en fænomenal historisk og økonomisk uvidenhed. Tragedy of the commons er ikke bare en smart økonomisk teori, men et alvorligt problem. Kort fortalt går det ud på, at hvis ingen ejer et område, så er der ingen grund for nogen til at passe på ressourcerne, for gør man det, så er der bare andre, der kommer og tager dem, hvilket de er i deres fulde ret til. Derfor gælder det for alle om, at høste så mange rigdomme så hurtigt som muligt før de andre. Ingen har noget incitament til at passe på området, og sørge for, at der også er ressourcer der i fremtiden. Fiskeriet er et godt eksempel, hvor det for fiskeren kun gælder om at fange så mange fisk som muligt, og resultatet er nær udrydelse af mange vigtige fiskearter.
Skal man forhindre et altødelæggende grådighedskapløb, så gælder det om hurtigst muligt at få defineret ejerskabet. Kun en ejer med fremtidige interesser i området, har grund til at passe godt på det. Uanset om Danmark eller Rusland får ret til området, så er det langt bedre end mangel på ejerskab. Selv russerne har en interesse i at passe godt på Arktis. Det har ikke altid været sådan, for før murens fald, havde ingen i Rusland ejendom, og resultatet var voldsom forurening og massive ødelæggelser af naturen. Efter indførelsen af ejendomsretten, er det ikke længere sådan.
Greenpeaces generaldirektør henviser til Antarktis, hvor der skulle være fælles ejerskab med mulighed for økonomiske gevinster. Man kunne ønske, at Anna von Sperling brugte lidt mere kildekritik, da hun skrev artiklen til Information, for Antarktis er netop opdelt i territorialkrav fra mange forskellige lande, og Greenpeace har voldsomt modsat sig mulighederne for udvinding af naturressourcerne på kontinentet.
Greenpeace har en god målsætning for Arktis, det er bare en skam de aktivt modvirker formålet.
Forestil dig, at vi får fat på fødevarer på samme måde som vores børn modtager deres uddannelse i Folkeskolen.
Vi betaler alle sammen skat, og en stor del af de skalle ville blive brugt af offentligt ansatte til at bygge og drive supermarkeder. Afhængigt af hvor vi bor vil vi blive tilknyttet et bestemt supermarked, hvor hver familie gratis kunne hente de varer, der er blevet tildelt dem. Forvaltningen, der administrerer supermarkerderne har til opgave, at finde ud hvilke varer hver familie bør have, og hvor meget de skal have. Kun sjældent får en familie lov til at besøge et andet offentligt supermarked end det, der er i deres eget distrikt.
Beboerer i rige kommuner, såsom Gentofte og Frederiksberg, vil selvfølgelig have bedre supermarkeder med mere attraktive varer, end man finder i andre kommuner, og af samme grund vil supermarkedernes kvalitet have stor indflydelse på hvor folk helst vil bo. Det er dog tilladt at handle i private supermarkeder, som kræver betaling for de varer, de tilbyder. Familier, der hander i de private supermarkeder skal stadig betale fuld skat, men kommunen betaler dog lidt af regningen i det private supermarked.
Når næsten alle anerkender, at kvaliteten af supermarkederne er i bund, vil forslag om frit valg af supermarkeder blive forkastet af de offentligt ansattes organisationer og andre politiske kollektivister, som et forsøg på, at snyde kunderne for god service; som forsøg på at nægte almindelige familier den mad, de behøver for at overleve. De vil påstå, at sådanne valgmuligheder vil tømme budgetterne for de offentlige supermarkeder, og den dårlige service i de offentlige supermarkeder skyldes, at de ikke har nok ressourcer.
Den lille håndfuld mennesker, som ønsker fuldstændig adskillelse af staten og supermarkederne, vil blive kritiseret af næsten alle som for at være ultaliberalister og fantaster. Folk mener at ønsket er udtryk for en foragt for andre mennesker, og at de er ligeglade med den underernæring og sult, der vil feje gennem hele landet, hvis kun private markedsdrevne supermarkeder eksisterede. Nogen ville endda mener, at det er forkert, at kalde madforbrugerne “kunder”, for forholdet mellem leverandørerne af livgivende madvarer og folk, der behøver maden, bør ikke forfladiges til noget kommercielt.
Er der nogen, der tror sådan et system ville fungere? Eller bare fungere halvt så godt som vores nuværende private system til distribution af fødevarer? Folkeskolen er bare et eksempel, for det samme gælder de offentlige hospitaler, hjemmepleje, børnepasning og meget mere.
Forresten, hvis du tror sådan et system virker bedre med fødevarer, så er du ikke rigtig klog.
Whats Up With That? har en artikel om farerne ved radioaktivitet, eller nærmere den overdrevene frygt for radioaktivitet. Nævner man radioaktivitet for nogen, kan man sætte gode penge på at man kan se frygten i øjnene på dem ved ordet alene.
De færreste er klar over at vi hele tiden udsættes for temmelig store mængder mængder radioaktivitet fra naturen. Den kosmiske stråling giver en helt del, og undergrunden giver mange steder en voldsom dosis radioaktivitet, uden man af den grund ser flere syge end andre steder. Selv brandalarmer bruger radioaktive stof americium til at detektere røg.
En af de mere overraskende kilder til radioaktiv stråling er bananer. Lækre gule bananer. Årsagen er, at bananer indeholder meget kalium, som mennesker også skal bruge for at vores muskler kan virker. Kalium består mest af kalium-39, men også af en smule kalium-40 som er ganske radioaktiv. Efter 911 blev det noget sværere at få fat på radioaktive materialer til at demonstrere og teste geigertællere. Heldigvis kan man bare gå ned til den lokale købmand og købe en pakke Seltin salterstatning. Kalium-40 i Seltin kan så rigelig vise at geigertælleren virker, og det kan en banan også.
Derfor har man lavet en enhed for radioaktiv stråling baseret på den dosis man får fra én banan. En banan på 150 g leverer 520 picocurie stråling, hvilket er nok til at lastbiler med bananer jævnligt udløser alarmen på toldernes sensorer, der leder efter atomsmuglere til USA. Efter atomulykken på Tremileøen sporede man radioaktiv iod i mælk, der afgiver 20 picocurie pr. liter hvilket svarer til at skære en banan i 26 stykker og spise en af dem. Det var en atomulykke, men kun en financiel katastrofe.
Boiling Water Reactor (BWR) som reaktor 1 på Fukushima. Eksplosionen skete i hulrummed med kranen i toppen af bygningen.
Medierne har været fulde af skræmmehistorier og fantasifulde spekulationer, men det har været med meget lidt hold i virkeligheden. Alle kernereaktioner blev stoppet lige efter jordskælvet. Nedsmeltning er kun farligt i sovjettiske værker, og dette er ikke et af dem. Eksplosionen skete ikke i kernereaktoren, og skete kun på grund af dårlig konstruktion. Reaktoren er ødelagt og Japan mangler strøm, og derudover er der absolut ingen fare for omgivelserne.
Klokken 14.46 den 11. marts blev Japan ramt af et 9.0 jordskælv, der er det kraftigste i Japans historie og det femte kraftigste jordskælv i verden. I det øjeblik jordskælvet blev registreret nødlukkede de ramte atomkraftværker deres reaktorer for en sikkerheds skyld. Alle kernereaktionerne stoppede, men da spaltningsprodukterne i reaktoren er voldsomt radioaktive, er det nødvendigt at køle dem ned et par dage efter nedlukningen, da brændselsstavene i reaktoren ellers kan smelte og ødelægge reaktoren.
Fukushima Daiichi atomkraftværket før tsunami.Fukushima Daiichi efter tsunami.
En time senere rammer en over 10 meter høj tsunami Fukushima kraftværket, der har seks Boiling Water Reaktorer (BWR), der tilsammen producerer over 4.700 MW, hvilket er mere end Danmarks samlede elforbrug. Det er formodentlig tsumanien, der ødelægger generatorerne til kølesystemet på reaktor 1. De radioaktive spaltningsprodukter i reaktoren får temperaturen til at stige til over det dobbelte af hvad den er bygget til. For at sænke trykket i reaktoren lukkes en del af dampen, der er svagt forurenet med radioaktive materialer, ud i toppen af reaktorbygningen. Reaktorbygningen er designet til at holde dampen og forureningen inde.
Når brændselsstavene smelter på grund af radioaktiviteten fra spaltningsprodukterne og den manglende køling, sker der en kemisk reaktion mellem brændslet, vandet og den zirkonium brændslet er pakket i, som frigiver større mængder hydrogen. Hydrogenen lukkes også ud i toppen af reaktorbygningen. Her blandes den med ilten fra luften i rummet og luft, der siver ind udefra, og 15.36 den 12. marts eksploderer hydrogen og oxygenblandingen og river taget af reaktorbygningen, og frigiver den forurenede damp til overgivelserne. Man kan forhindre oxygen fra luften i at blande sig med hydrogen, ved at pumpe eksempelvis argon ind i bygningen, men så kan teknikkerne heller ikke komme til reaktoren. Forureningen bliver hurtigt fortyndet til ingenting i luften, består af små mængder xenon, krypton og jod, som efter få timer og dage ophører med at være radioaktivt. Stod man lige udenfor værket, ville man få en radioaktiv dosis svarende til et enkelt røntgenbillede. Målerne man bruger på værkerne er så følsomme, at de måler radioaktiviten fra en banan, som er naturligt radioaktive.
Fukushima 1 med ødelagt tagkonstruktion efter eksplosionen
Eftersom reaktoren producerer hydrogen, må dele af brændslet være smeltet, hvilket betyder at reaktoren har taget alvorlig skade. Operatørerne besluttede derfor, at lede havvand ind i reaktoren for at køle spaltningsprodukterne, og saltet i havvandet ødelægger reaktoren og alle rørene, og reaktoren er gået helt tabt, men uden fare for omgivelserne.
Vi ser nu, at det samme er ved at ske i andre Japanske reaktorer, men risikoen er stadig lige ikke-eksisterende.
Nedsmeltning
Frygten for nedsmeltning er ikke baseret på viden. Hvis kernereaktionen i en atomreaktor kommer ud af kontrol, så vil brændslet smelte sammen til en klump så reaktionen stiger, og helvede kan bryde løs som i Chernobyl. Det problem har man kendt til lige siden man byggede den første atomreaktor, og derfor har man designet reaktoren sådan, at hvis brændslet smelter så dikterer fysikkens love at kernereaktionen stopper. Mister man kontrollen med reaktoren, så kan man med vilje stoppe kølevandet så reaktoren nedsmelter og kernereaktionen stopper. Det var langt hen ad vejen det man gjorde på Tremileøen, og det virkede perfekt. Nedsmeltningen er ikke farlig, og reaktorbeholderen er bygget til at holde på det smeltede brændsel. Reaktoren bliver helt smadret, og de mange milliarder kroner den koster er gået tabt, så derfor er det naturligvis sidste udvej. Katastrofen er økonomisk, og ikke menneskeligt.
I Fukushima kunne man ikke køle reaktoren ned selvom man ville, og derfor nedsmeltede bændslet og ødelagde reaktoren. Nedsmeltning er ikke farligt, men investorerne mister mange penge på det.
Reaktordesign
Det er værd at holde for øje, at reaktoren blev startet i 1970, og er dermed over 40 år gammel. Selvom værket er sikkert nok for omgivelserne, så er det et problem, at reaktoren anvender aktiv køling. Der skal altså være et system til aktivt at pumpe kølemidlet rundt, og det var netop det, der fejlede. Nyere designs bruger passiv køling, hvor rørledningerne er bygget sådan, at reaktoren køles alene ved hjælp fysikkens love, der ved konvektion trækker kølemidlet igennem reaktoren.
Flere generation IV reaktorer går skridtet videre og er konstrueret således, at kernereaktionen går helt i stå hvis temperaturen stiger over en designet grænse, og LFTR designet gør det muligt på få øjeblikke, at tømme reaktoren for brændsel og kølemiddel og opbevare det i en lagerbeholder, der kan tåle varmen fra spaltningsprodukterne.
Atomkraft i Danmark
Bygger man et moderne atomkraftværk i Danmark, ville den økonomiske risiko ved en nedsmeltning slet ikke være til stede. Det eneste problem ved atomkraft i Danmark er den enorme og utroligt usaglige skræmmekampagne, der lige nu føres i medierne. Japanerne er i fuldstændig sikkerhed for kraftværkerne, men panikken er farlig.
Skal vi drage nogle konklusioner på bagrund af problemerne i Japan, så er det at selvom et atomkraftværk rammes af både et gigantisk jordskælv, tsunamier og eksplosioner på samme tid, så virker sikkerhedssystemerne alligevel på de gamle atomkraftværker. Det så vi også på Tremileøen, som også var en fantastisk demonstration af den gode sikkerhed ved atomkraft. Men dengang løb atomkraftmodstanderne med meningsmålingerne, og næsten ingen atomkraftværker er bygget siden, med dyr og forurenende kulkraft til følge. Bekymrer man sig det mindste om menneskeskabt global opvarmning, så kan man takke atomkraftmodstandernes bedrageriske propaganda efter Tremileøen i 1979 og ingen andre. Det må ikke ske igen, og derfor skal budskabet i denne artikel ud. Ingen med faktuel viden bør sidde nogen skræmmekampagne overhørig, men fortælle om hvad der faktisk er sket og hvor sikkert det er. Japanerne er lige nu ved at dø af skræk uden grund.
Ikke kun amerikanerne har store problemer med afgrænsning af insiderhandel med værdipapirer. Reglerne er yderst komplicerede, og selv i Danmark kan selv professionelle ikke vide sig sikre. For nylig blev en revisor dømt for insiderhandel i Københavns Byret for, at handle med aktier på baggrund af lovlig, men ikke offentlig viden om en virksomhed han ikke havde noget professionelt forhold til. Altså en mand, der kommer i fængsel for at have gjort sit hjemmearbejde inden han handlede. Sagen er som sådan klar: Han har handlet på baggrund af insiderviden, og det er ulovligt. Problemer er bare, at ingen er blevet bedraget af ham. Alle handler er lavet frivilligt og med vilje for alle parter. Er der nogen, der har svigtet, så er det ledelsen i virksomheden, som har tilbageholdt oplysninger for der aktionærer og offentligheden i lang nok til til at nogen på den ene eller den anden baggrund har handlet med aktien. Man kan bare konstaterer, at insiderhandel ikke er en forbrydelse.
Daniel Fisher er kommet til samme konklusion i Forbes. Markedets vigtigste funktion er, at prissætte varer korrekt. Insidere ved i sagnes natur mere om hvordan det går i en virksomhed end nogen andre, og derfor er det også helt naturligt at lade dem handle på baggrund af deres viden. På den måde vil den viden hurtigere og mere effektivt blive udbredt, og prisen på aktien finder hurtigere det rigtige leje. Sådan en viden ville hurtigere og mere smertefrit have taget luften ud af ballonen på både Enron og Worldcom, for viste insidere lige fra begyndelsen, at der var noget galt. Insiderhandel skaber værdi når priserne er korrekte.
I Nørrebro lokaludvalg, hvor jeg er medlem, er der en større fortørnelse over, at flere områder på Nørrebro har fået betegnelsen “ghetto” af regeringen. Den generelle holdning har været, at det er nedladende og stigmatiserende, og derfor er betegnelsen helt utilstedelig. Fokus har alene været på fordømmelsen af betegnelsen, og en generel afvisning af regeringens initiativer til at tage bedre hånd om problemerne i områderne. Jeg ser selv begrebet ghetto som ganske dækkende for problemerne, og med regeringens initiativ gør, at hele det politiske system vil være særdeles lydhør hvis vi kommer med konstruktive forslag og ønsker om forbedringer. Derfor skrev jeg dette forslag til lokaludvalget velvidende, at det ville blive afvist eller bare ignoreret:
Den officielle anerkendelse af eksistensen af boligområder med massive sociale problemer giver en enestående mulighed for at sætte ord på problemerne, og få en saglig diskussion om hvad man skal gøre for at tage hånd om problemerne. Der er fra flere sider ytret modstand mod, at kalde disse områder for ghettoer, på trods af at det er det mest beskrivende ord for områderne. Begrundelsen er, at “ghetto” er stigmatiserende, og at ord kan være med til at skabe virkeligheden. Vi må bare se i øjnene, at situationen i disse boligområder ikke ændres gennem orwelliansk newspeak, og at situationen i områderne vil definere alle nye og kreative betegnelser, man kunne finde på at bruge. Forståelsen af ordet ghetto er desværre alt for beskrivende for områderne, og kun gennem ren kommunikation, er det muligt at tage en løsningsorienteret diskussion om, hvad der kan gøre for at bedre situationen.
Med Folketingets og Regeringens anerkendelse af de 29 ghettoer i Danmark, har vi nu en enestående mulighed for tænke på løsninger, og få den politiske og folkelige opbakning til at iværksætte og gennemføre dem. Det er essentielt, at have en ren og forståelig kommunikation for at kunne drage nytte af den politiske fokus på ghettoerne. I den forbindelse vil det ikke være formålstjenesteligt, at indføre en række nye begreber med et uklart indhold, som søger at skjule visse problemer helt eller delvist.
Med ghetto menes der et område større område med en stor andel med ikke-vestlig baggrund eller en stor andel uden tilknytning til arbejdsmarkedet eller en stor andel med kriminel baggrund. Hver for sig kræver de enkelte dele opmærksomhed fra resten af samfundet og fra myndighederne, men kombineres de bliver problemerne større end summen af dem hver for sig. Fælles for dem er, at de ikke i sig selv er et problem, men er symptomer på nogle underliggende problemer.
En stor andel med ikke-vestlig baggrund giver risiko for disintegration, og for at området lukker sig sammen om sig selv med parallelsamfund og andre problemer til følge. Problemet er som sådan ikke koncentrationen i de relativt små ghettoområder, men derimod ønsket om at skabe lukkede sociale netværk med minimal kontakt til det øvrige samfund. For personer med det ønske, vil det ikke have nogen effekt, at flytte dem til andre boliger på Nørrebro eller i København for den sags skyld. Har beboerne ikke et ønske om at skabe lukke netværk, er den høje andel med ikke-vestlig baggrund ikke problematisk. Fra myndighedernes side vil målrettede sprogkurser og hjælp til at blive introduceret til foreningslivet, og dermed kontakt til andre danskere være den primære indsats.
Tilknytningen til arbejdsmarkedet er vigtig i forhold til at lære og få brugt det danske sprog, og til at få en personlig kontakt til andre danskere. En væsentlig årsag til manglende tilknytning til arbejdsmarkedet, skal ses i den udprægede klientgørelse, der eksisterer i velfærdssystemet. Effekten af klientgørelsen afhænger af den kulturelle bagage den enkelte kommer med, samt ens personlige ressourcer og drivkraft. Resultatet er ikke kun en afhængighed af myndighederne, og en afventende attitude, hvor jobtilbud er noget man forventer kommer til en, fremfor noget man selv skal opsøge. Det har også massive konsekvenser for selvværd og identitet, at man lever på andres nåde og ikke er herre i eget hus. Ændringer i måden velfærdsydelserne tildeles på er en nødvendighed, men det skal gøre på en måde, der ikke kompromitterer hjælpen til personer, der selv med den bedste vilje ikke er i stand til at forsørge sig selv. En måde ville være, at lade modtagere af offentlig forsørgelse arbejde og tjene så meget de er i stand, og kun modregne en mindre andel i den forsørgelse de modtager. På den måde vil der altid være incitament til at gøre en indsats uanset hvor lille den er. En anden indsats kunne være hjælp til at se muligheder og finde frem til hvordan man kan udnytte dem, dvs. coaching- tutor- og mentorordninger.
Den høje andel med kriminel baggrund er kun problematisk i forhold til risikoen for ny kriminalitet. For de nuværende kriminelle skal problemet løses gennem en politiindsats og i kriminalforsorgen. Rekrutteringen af nye kriminelle er i vid udstrækning et udslag af manglende interesse for den unge fra familierne og problemerne med identitet og selvværd, der følger med myndighedernes klientgørelse. En offentlig indsats til, at understøtte de familier og indførelse af konsekvens vil være en fordel. Her ville coaching- tutor- og mentorordninger også kunne have en positiv effekt.
Et væsentligt problem i ghettoerne handler om manglen på “samfundssind” og villigheden til at påtage sig et personligt ansvar for at påvirke lokalområdet positivt. Samfundssindet handler om forståelsen for, at selvom jeg ikke personligt kan ændre det hele, så kan min lille positive påvirkning sammen med mange andres små påvirkninger have en stor effekt. Samfundssindet handler om ansvar, respekt og pli kombineret med udsigten til en positiv fremtid. En almen lejebolig i et lukket samfund på offentlig forsørgelse er ikke fordrende for nogen af delene. En strategi for at gøre lejerne til ejere af deres bolig, vil være et stort skridt i den rigtige retning. På den måde vil der være en fremtid i form af opsparing i boligen, og dermed mulighed for at finde bedre boligforhold. Man vil i højere grad have incitament til, at tage et ansvar for sig og sine, men også for lokalområdet generelt. Det hele vil have en positiv effekt på værdien af boligen og dermed de fremtidige muligheder. Med omdannelsen af de almene lejemål til ejerlejligheder, vil tilstrømningen af nye familier med sociale problemer blive mindre, og muligheden for forbedringer i området vil blive større.
George Ayittey skriver på CNN, at de vestlige demokratiske traditioner med flertalsstyre ikke altid egner sig andre steder, da denne form ignorerer mindretal. I lande hvor etniske grupperinger spiller en stor rolle for folk, kan det være et alvorligt problem. I lande hvor de afhængige bliver flere end de selvforsørgende, vil det blive et problem.
Den største gruppe kommer til magten, favoriserer sig selv og forfordeler alle andre i demokratiets navn og med demokratiske metoder. Listen over lande, hvor det er sket er lang, og konsekvenserne med borgerkrig og etniske udrensninger er ikke sjældne. Rwanda og Somalia er nogle meget tydelige eksempler. Hvor Rwanda ikke behøver uddybning, så er det interessant, at konflikterne mellem grupperne i Somalia blusser op hver gang, der gøres forsøg på at indfære det vestlige flertalsstyre, for hvem der er i flertal, kan let ændres med våben tilsat en smule brutalitet.
En afrikansk demokratisk tradition kan løse nogle af de problemer. Landsbysamfund i Somalia, Ghana, Nigeria, Botswana, Zimbabwe og Sydafrika har tradition for et konsensusdemokrati, hvor en høvding udpeges på livstid af kongefamilien. Udpegningen skal godkendes af Ældrerådet, som består overhovederne fra byens storfamilier. Høvdingen skal i alle vigtige sager opnå konsensus med Ældrerådet, og har ingen magt uden den konsensus. Kan der ikke opnåes et konsensus vil det blive debatteret af hele byen indtil der er konsensus. Viser det sig at høvdingen er en skurk, så kan han afsættes af kongefamilien eller af ældrerådet. Sker det ikke, stemmer folk med fødderne og forlader ham og flytter andre steder hen.
Gevinsten ved at ignorere mindretallet er, at demokratiet kan fungere hurtigt og effektivt. Den politiske sfære bliver ikke begrænset af praktiske hensyn. Konsensusdemokratiet kan arbejde meget langsomt, men ingen udelukkes fra beslutningerne. Begrænses den politiske sfære, er det formodentligt ikke noget problem.
George Ayittey foreslår en model hvor hver gruppe vælge deres egne ledere, som danner Den Nationale Forsamling. Sideløbende vælger hver provins sine ledere, som samles i Det Nationale Råd. Præsidenten vælges af Rådet og han kan kun handle på baggrund af konsensus med Rådet. Kan der ikke opnås konsensus, sendes spørgsmålet til Forsamlingen, som så træffer beslutning
Sådan et system passer kun til lande hvor der eksisterer veldefinerede gruppe, og hvor ingen ønsker at stemme på tværs af sin egen gruppe. I Vesten findes der ikke veldefinerede grupper, og i Irak ser vi, at mange stemmer på partier, der ikke har et etnisk eller religiøst tilhørsforhold. At samle et Råd ved at vælge et antal medlemmer fra hver kommune er ikke meget anderledes et vores nuværende system. At de skal godkende en regering udpeget af kongehuset er heller ikke anderledes, men at alle beslutninger skal være konsensus, vil være noget nyt. Forsamlingen kan dannes med lidt teknisk snilde, hvor hver borger med deres digitale signatur kan støtte en politiker de har tillid til. Mister man tilliden, kan man til hver en tid skifte støtten til en anden politiker. Før hvert møde i forsamlingen, kan man hurtigt opgøre, hvilke politikere, der har nok støtter til at have stemmeret, eksempelvis 10.000 støtter. For at undgå stemmespild kan systemet raffineres med et elektronisk ventelistesystem, så man kan støtte andre politikere, hvis ens favorit allerede har nok støtter før et møde.
En Carlsberg-reklame skjult i “Vild med Dans”, alle beboerne på “Lærkevej” er Danske Bank-kunder og i sportsprogrammet “Huttelihut” spiser de kun is fra Frisko. (…)
– Vi har hele tiden ment, at det her er et forfærdeligt lovforslag. Det er et brud på en helt fundamental forbrugerrettighed, som handler om, at vi har ret til at vide, hvornår vi udsættes for reklame, siger formand for Forbrugerrådet, Camilla Hersom til DR Kultur.
Hvad det er for en rettighed, og hvorfor den skulle være relevant, står hen i det uvisse. Men selvom vi forbrugere skulle have sådan en rettighed, så kan det dårligt siges at den krænkes af product placement; når man ser et varemærke på TV, så er det altid en reklame. Om placeringen har hjulpet med financieringen af programmet, ved vi ikke. Ser vi et varemærke, som der ikke er betalt for, så har det nøjagtigt samme effekt alligevel. Bemærker vi ikke varemærket, så er der ikke nogen påvirkning.
Men lad os sige, at vi bliver påvirket af Danske Banks eksponering i “Lærkevej.” Hvem er det, der kommer for skade i den situation? Man sidder ikke i sofaen og ser Danske Bank reklamen i “Lærkevej,” og pludselig finder man på at man vil skifte bank. Bankreklamer virker kun hvis man i forvejen leder efter en ny bank. Bliver man med reklamen mere opmærksom på Danske Bank, så betyder det ikke noget for os forbrugere, men det kan være at Jyske Bank eller Nordea bliver lidt ærgelige over det. Hvorfor skal vi overhovedet bekymre sig om, at en virksomhed er i stand til at få større opmærksomhed fra kunderne end andre virksomheder?
Jeg finder reklameblokke voldsomt irriterende. Biografbilletter og licenspengene er ganske dyre, og med massivt brug af product placement vil det være muligt at konkurrere prisen endnu længere ned, og i nogen situationer spare lidt på reklamerne. Producenten af en film med product placement tjener endnu mere, jo flere der ser den, og dermed er der et incitament til at sænke priserne for, at komme ud over rampen. Programmer, der overfyldes åbenlyst med product placement bliver helt uinteressant for seerne næsten uanset hvor godt det øvrige program er.
Lovliggørelsen af product placement er så absolut en god idé for forbrugere, annoncører og TV-serier. Men indtil videre giver det bare forbrugerrådet en god lejlighed til at være forargede.
Nogen gange kan fremgang ses ved at observere hvilke nye problemer, der opstår. I Irak er de kommet så langt i kampen mod al-Qaeda, at problemer nu kommer frem, for udenlandske selvmordsbombere har åbenbart haft for vane at gifte sig med irakiske kvinder og få børn med dem. De har så sprængt civile irakere ihjel, så enkerne og deres fædreløse børn nu er uønskede i Irak.
Enkerne kræver nu af al-Qaeda, at de hjælper med at forsørge dem og sørger for at de får et udenlandsk pas – for de har gjort deres del for sagen. Ingen vil gifte sig med enkerne og forsørge deres børn, og hvad værre er, at da deres fædre ikke er irakere, så er børnene det heller ikke. Forståeligt nok er selvmordsbombernes hjemlande heller ikke meget for at hjælpe al-Qaeda enkerne.
I Forbes har Rick Ungar en interessant kritik af markedsbaserede sundhedsordninger. Interessant fordi kritikken virker ærlig, og ikke gør brug af stråmænd og semantiske kneb, og derfor er det værd at bruge nogle ord på de mange misforståelser om hvordan markedet fungerer, og hvorfor konkurrence presser prisen i bund.
Rick Ungar @ Forbes: Når jeg køber et TV med stor skærm, så har jeg flere muligheder hvis jeg ikke bryder mig om den bedst tilgængelige pris. Jeg kan beholde det TV jeg har, og vente på at prisen falder. Jeg kan købe et mindre TV end jeg egentligt ønskede mig, men som passer bedre til mit budget, eller jeg kan købe et billigere og dårligere mærke, som i det mindste passer til min væg. Det er sådan det frie marked virker. Den kollektive tilbageholdenhed blandt forbrugerne til den bedst tilgængelige pris, vil tvinge prisen ned til gavn for forbrugerne. Det er bestemt en fantastisk ting.
Men når det kommer til alvorlig sygdom, så er der ingen chance for at vil shoppe for den bedste handel på kemoterapi, hvis det er det jeg har brug for. Der er ingen chance for at jeg vil gå på internettet for at finde hjertekirugen med ugens tilbud på hjerteoperationer, eller at jeg ville kigge efter prissammenligninger på hospitalerne når jeg ahr sprængt en tarm, som er ved at forgifte mig og slå mig ihjel. Jeg vil se efter én ting; hvem, hvad og hvor giver mig den bedste chance for at overleve en alvorlig sygdom. Prisen vil være det sidste i mine tanker når mit barn er alvorligt sygt. Jeg vil have et raskt barn. Slut.
Ungar nævner faktisk en ganske vigtig effekt på markedet, men ignorer det så fuldstændigt, selvom det er det vigtigste. Han antager på en eller anden måde at markedets bedste pris er en entydig størrelse, som er den man tager udgangspunkt i, når man endelig går på kompromis med kvaliteten. Den bedste pris på den bedste vare er på et frit marked ikke en ensartet størrelse. Flere udbydere vil udbyde den samme vare til ofte vidt forskellige priser, og prispresset kommer i høj grad i den variation, og ikke kun på grund af presset alternative behandlinger.
En anden effekt Ungar overser er, at i ethvert sygdomsforløb er der ikke noget der kan klassificeres som den bedste behandling. I sygdomsforløbet og uanset hvor god en behandling man får, så er der marginale tests og behandliger, som måske (måske ikke) giver en minimal øget chance for et bedre forløb. Mange af de marginale behandlinger er voldsomt dyre, og jo mere marginalt, jo flere og dyrere behandlinger findes der. Det er skruen uden ende. Det eneste interessante spørgsmål er hvem der siger stop og trækker en grænse for hvilken behandling du skal have: Du (eventuelt gennem valg af forsikring) eller politikere, som også skal tænke på ældrepleje, børnepasning, vedligeholdelse af vejene og ikke mindst genvalg. Jeg synes det er let at svare, og selv i situationer, hvor nogen mennesker ikke selv kan betale, så er det bedst at lade pengene følge borgeren, så han selv kan vælge fremfor at give pengene direkte til halvpolitiske bureaukrater.
Så hvad sker der når lægen finder noget ved undersøgelsen, som er til at betale takket være det frie marked? Hun anbefaler en test, hvor der sikkert skal bruges noget meget dyrt udstyr, som ikke fandtes i de gode gamle dage, da undersøgelserne var billigere, men ikke lige så effektive.
Svar: Fordi fælles eller ingen ejerskab fører til udplyndring øg ødelæggelse.
En alternativ overskrift i forhold til artiklen 
Nogen gange kan fremgang ses ved at observere hvilke nye problemer, der opstår. I Irak er de kommet så langt i kampen mod al-Qaeda, at 
I Forbes har Rick Ungar en interessant kritik af markedsbaserede sundhedsordninger. Interessant fordi kritikken virker ærlig, og ikke gør brug af stråmænd og semantiske kneb, og derfor er det værd at bruge nogle ord på de mange misforståelser om hvordan markedet fungerer, og hvorfor konkurrence presser prisen i bund.