Intet i verden er sikkert, og det er vi rigtigt gode til at håndtere i hverdagen. Det er relativt farligt at gå over gaden, men det gør ikke, at vi afskaffer hverken gader eller vejkryds selvom det koster mange liv hvert år. Hver dødsfald i trafikken er en tragedie, men det er ikke rigtigt en katastrofe.
Man kunne mistænke Charles Perrow, en tidligere sociologiprofessor fra Yale, i at have en bias, når han i en artikel overdriver farerne ved atomkraft med forfejlede eksempler og konkluderer, at når den heltmodige stats reguleringer ikke kan forhindre ulykker, så må vi helt forlade atomkraften uden videre hensyn til de stærkt negative konsekvenser af alle alternativerne til atomkraft, herunder risikoen ved klimaforandringer de vedvarende energikilder massive skader på naturen.
Charles Perrow: Alligevel er nogen komplicerede systemer, med potentiale for katastrofer så farlige, at de ikke bør eksistere, simplethen fordi de ikke kan gøres sikre, uanset hvor meget vi gør os umage.(…)
Intet er perfekt uanset hvor meget vi arbejder på det, og i industrien vil der altid ske fejl i design, komponenter eller procedurer. Der vil altid være operatørfejl og uventede miljøpåvirkninger.
Logikken fejler for sociologiprofessoren, for en simpel konstatering af, at intet er perfekt fører ikke naturligt til at en given risiko ikke er værd at tage. Det hele handler om hvor lille risikoen er, og hvor stor gevinsten er. Ved atomkraft er risikoen for noget katastrofalt meget lille, men gevinsten ved atomkraft er enorm for både mennesker og natur. Store mængder billig energi uden massive ødelæggelser af naturen, er en kæmpe gevinst.
Når ulykken på Tremileøen og Fukushima bruges som eksmepler på katastrofer, så hopper kæden af. Fodgængerfeltet ved Forum station har i november krævet flere døde end Tremileøen og Fukushima til sammen.
Atomsikkerheden er i problemer når atomkraftværkerne er på private hænder, for virksomhederne har incitamenterne og ofte den politiske og økonomiske magt til at modsætte sig effektiv regulering. Den modstand resulterer ofte i ‘regulatory capture’ på den ene eller den anden måde fra industriens side. (…)
I det store og hele er de europæiske værker, som generelt er en del af en statslig industri, ser ud til at være mere sikre end de privatejede og dårligt regulerede værker i USA, Japan og andre lande.
’Regulatory capture’ er et kæmpe og alvorligt problem, men diagnosen og behandlingen er en helt anden end Charles Perrow beskriver. ‘Regulatory Capture’ er ikke resultatet af at der foregår en rotation af eksperter mellem industrien og myndighederne. Det ville forudsætte, at eksperterne sælger deres sjæl for tid og evighed i det øjeblik de første gang ansættes af industrien. Den forestilling er helt absurd. Man bliver ikke en zombie af at arbejde eller have arbejdet i industrien.
Desuden er industriernes formål med ‘regulatory capture er ikke at modvirke regulation. Tværtimod, så handler det om at indføre alle mulige reguleringer, som kan forhindre konkurrenter på deres domæner. Det om noget har ført til en overregulering, der cementerer de gamle spilleres position, så de kan tage de priser de vil uden frygt for nye smidige spillere.
I det hele taget er ideen om at industrien har incitament til at slække på sikkerheden helt absurd. De franske atomkraftværker er ejet af det private Electricité de France S.A. ADR, og er der noget elselskab, der er fedtet ind i staten, så er det TEPCO, der ejer Fukushima. Chernobyl var også statsejet. Et privat selskab investerer milliarder i kraftværkerne, og sker der en alvorlig ulykke, så går de fallit, hvilket private virksomheder ikke er glade for. Statslige virksomheder er i en god position til ‘regulatory capture’, og er de ved at gå fallit, så har de staten i ryggen.
Fejl på fejl på fejl på Tremileøen med en ødelagt reaktor til følge plus fire totalt nedsmeltede reaktorer på et gammel atomkraftværk i Fukushima, der blev ramt af et stort jordskælv og en tsunami er tilsammen mindre dødelig end fodgængerfeltet ved Forum station i november. Jeg er ikke bange for atomkraft.
