Council on Foreign Relations: Mange lande, der er på vej ind i den moderne verden, har fundet ud af at en monark kan være en kilde til autoritet og national identitet, som adskiller sig de politiske skænderier. Han eller hun kan fungerer som en national galionsfigur, eller som et uafhængigt magtcenter, der kan holde de værste påfund fra de valgte politikere i skak (…)
Selvom en ceremoniel præsident kan udfylde den rolle, som i Israel og Tyskland, så har monarken en helt unik tag på den offentlige fantasi. Neil Blain, der er ekspert i moderne monarkier ved University of Stiling, fortæller at monarkiets symboler, som scepter og krone, ikke kan overføres til en ceremoniel præsident.
En konstitutionel monark er ikke bare en hyggelig kransekagefigur, der står for besværlige gammeldags traditioner. Diverse republikanere slår på den fremstilling, og fremhæver konstitutionelt monarki som en demokratisk synd. Svaret fra monarkisterne, hvis de overhovedet kommer med et, er ofte noget i retning af at kongehuset har lidt reklameværdi i forhold til omverdenen. Mit gæt er at begge holdninger udspringer af en blind tro på, at demokratiet opretholder sig selv, og forhindrer at nogen valgte politikere uretmæssigt tilraner sig magt. Det har bestemt været sådan i Danmark, hvor politikerne ikke at tilranet sig stor magt med pludselige indgreb. Desværre er Danmark nærmest undtagelsen, der bekræfter reglen.
Den konstitutionelle monark har en umådelig vigtig funktion i forbindelse med at forhindre politiske kriser i at komme ud af kontrol. I Belgien har kongen været en samlende faktor for både befolkningen og politikerne, selvom det har været noget nært umuligt at samle en stabil regering. Dagligdagen i Belgien er fortsat på trods af politikernes udfordring med at samle en regering, og det skyldes i høj grad den stabiliserende faktor monarken er.
Ligeledes har kongen i Thailand formået at holde landet på en demokratisk kurs. Flere politikere har gennem årene forsøgt at tage magten og undertrykke befolkningen, og hver gang har militæret med kongens tilladelse afsat de politikere fra magten. Men ikke nok med det, så har kongen gennem sit arbejde som samlende faktor, også opnået nok magt til at han med et bestemt blik i øjnene kan få generalerne i militæret til hurtigt at overdrage magten til folkevalgte politikere igen. Befolkningens tillid til kongen er så stor, at mange borgere knap nok tager notits af at militæret har væltet regeringen. Til trods for de nuværende problemer i Thailand, så fungerer kongen stadig som en stabiliserende faktor.
En af de største af de nulevende monarker er uden tvivl Spaniens Juan Carlos I, som blev udpeget af Franco som hans efterfølger som diktator i Spanien, og alligevel sørger han for at Spanien overgår til demokrati. Få år senere afværger han et militærkup, som angiveligt blev udført i hans navn. Han han så også irettesætter Hugo Chavez, er bare et ekstra plus.
i en tid med stramninger af sikkerhed og kontrol, hvor valgte politikere tager en hidtil uhørt mængde magt til sig, og hvor domstolene vægrer sig ved at udfordre dem, kan en monark stå vagt ved borgernes frihedsrettigheder.
Det er uden tvivl en balancegang, hvor monarken konstant skal gøre sig fortjent til befolkningens respekt og tillid, for at kunne bruge den når krisen indtræder. Når monarkens magtbase er befolkningens tillid, så skal regenten også handle hurtigt for at genskabe demokratiet igen. Det lykkedes i både Thailand og Spanien, men prøver monarken noget andet, så går det galt, som i Nepal og Grækenland.
Hvis det danske kongehus skal kunne varetage rollen som demokratiets og befolkningens beskytter, så duer det ikke at kongehuset tilsidesættes, som når diverse fundamentalistiske demokratister ønsker at afskaffe statsrådet, hvor regeringen opdaterer monarken om rigets tilstand. Det duer ikke, at Dronningerunden afskaffes, når en ny regering skal dannes efter valgene. Det duer ikke, at statsministeren ikke længere skal udpeges af monarken. Uden disse tilsyneladende ceremonielle funktioner når at går godt, så ville monarken ikke have viden eller lejlighed til at kunne udføre hvervet som frihedens beskytter.
