Vold og tvang er to side af samme sag

De mange Tea Parties beskyldes af af en venstreorienteret i New York Times for at være voldelige, hvilket venstrefløjen ifølge ham ikke er. Årsagen er at der tales meget om at omstyrte regeringen med vold. Det bliver der spundet en meget vigtig lille tråd om på Pajamas Media:

Amit Ghate @ Pajamas Media: New York Times udgav for nyligt en kronik af Frank Rich, hvor han angreb tilsvinede den vokesende Tea Party-bevægelse. Det meste af hans tirade er blevet besvaret på behørig vis, men én vigtig logisk fejl er ikke blevet behandlet af nogen. Måske blev den overset fordi venstrefløjen har udbredt fejlen i så lang tid at der ikke længere sættes spørgsmålstegn ved det. Det gør det bare endnu vigtigere at tage fat på den.

Den logiske fejl er lighedstegnet mellem vold [violence] og tvang [force]. Fejlen og dens konsekvenser er klare hvis man tænker over hvad venstrefløjen fordømmer og ønsker. Den centrale anke i Rich’s kronik handler om at Tea Party støtterne skulle elske vold.

(…) Rich’s egne “aktivister” er stolte over at kaste med sten under studenteroprør, sit-ins med tvang og anden fratagelse eller ødelæggelse af andres ejendom. Endnu vigtigere er, at de aktivt fortiede beviser på Stalins grusomheder, aktivt støttede diktatorerne i Sovjet og støttede uden at blinke Mao Zedongs eksperimenter med Det Store Spring Frem og Kultur Revolutionen.

Det er helt klart at deres handlinger involverede og støttede forskellige grader af tvang; lidt men stadig betydelig i forbindelse med sit-ins, og stort i forbindelse med kommunismen. Men intet af det bekymrede dem, for i deres verdensbillede er det ikke vold at tage ejendom, eller presse nogen til at gøre noget de ikke vil, ved at true dem med tvang, og derfor er det ikke afskyeligt for dem. Man kan tage en mands ejendom, smide ham ud af byerne, tvinge ham ind i kollektive landbrug og tvinge ham til at udføre hårdt arbejde, men så længe truslen er så stor at han ikke kan stå imod, så er der ingen vold, og dermed ikke noget problem. Folk liv ødelægges, men venstrefløjen bifalder det, for der er ikke noget blod der spildes – eller i tilfældet med kommunismen, holdes floderne af blod væk fra kameralinserne. (Venstrefløjen vil gå med til alt så længe mennesker gøres til statens slaver.)

Venstrefløjens opus operandi er at fordømme enhver brug af åbenlys vold, samtidig med at de bifalder enhver anden brug af tvang.

Under venstrefjøjens indflydelse og tilskyndelser kan myndighederne udøve tvang mod dens egne borgere på et utal af allestedsnærværende måder. De bruger tvang til at tage vores skattekroner til at betale for offentlige skoler, og efterlader os med få valg og muligheder for at give vores børn den uddannelse vi finder bedst. De beslutter hvilke lægemidler, der kan og ikke kan blive testet, hvordan godkendte lægemidler markedsføres til hvilke patienter, uanset hvor villige de er til at påtage sig en risiko for at få et bedre liv. De regulerer handlen, lige fra det trivielle til det kritiske. Spørg bare enhver forretningsmand hvor mange arbitrære regler han skal overholde hver dag under trusler om bødestraf, tvangslukning og ligefrem fængselsstraf.

(…) Selvom venstrefløjen ser det onde i at en bandit skyder og dræber et uskyldigt offer, så ønsker de samtidig at fremme love, der forhindrer folk fra at købe livsreddende medicin. De ulykker og lidelser venstrefløjen forårsager ved at slippe myndighedernes magtanvendelse fri, gør ingen indtryk på dem. Så længe ofrene er anonyme og beslutningerne træffes bag lukkede døre (helst af bureaukrater og ekspertpaneler, der giver legitimitet), så er venstrefløjen mere end villige til at bruge tvang for at fremme deres mål.

(…) Uanset formen og hvem det rammer, så er tvang ondt fordi det hæmmer eller besejrer mennesker brug af deres intellekt og det de kan få ud af det.

Pointen er helt klar og burde være tankevækkende for alle. Af en eller anden grund er det de færreste der tænker over, at tvang netop er brug af vold eller trusler om vold, og at frihed er fraværet af tvang. Trusler om vold har den samme effekt i forhold til at få folk til at gøre ting de ikke ønsker, og derfor bør de behandles som et og samme.

En simpel bøde for at gå over for rødt indeholder en trussel om ekstrem vold – så ekstremt at mange bare tror det er en pligt at betale. Er man af den ene eller anden grund uenig i betjentens ret til at udskrive bøden og ellers er god til selvforsvar, så går sagen fra venlige henvendelser til besøg af fogeden med mere og mere politi, og er man stadig i stand til at forsvare sig, så kommer dødbringende våben hurtigt i brug. Det ved alle inderst inde og truslen er så troværdig at ingen med nogen som helst lyst til at leve vil udfordre det.

Selvom man betragter en konkret tvang som retfærdig og helt i orden, så er det stadig tvang, og man bør under alle omstændigheder forstå hvad tvang er, så respekten for den ikke forsvinder og man forledes til at bruge den til alt.

Insiderhandel er ikke en forbrydelse

Hvorfor er insiderhandel en forbrydelse? Der er ikke nogen, der lider tab ved det. Informationer om op og nedture i en virksomhed når hurtigere frem til markedet, hvilket er i alles interesse.

Dinepenge.dk: Efter knap halvandet års efterforskning er Bagmandspolitiet klar til at gå i retten med den hidtil mest alvorlige sag om insiderhandel i Danmark.

Sagen drejer sig om en tidligere investor relationsmanager i Novo Nordisk med ansvar for det amerikanske marked, som 13 gange mellem 2005 og 2008 handlede med Novo-derivater i dagene op til fondsbørsmeddelelser.

Hvad er problemet? Dem der købte aktierne ville have købt dem til den gældende kurs under alle omstændigheder. Ligeledes hvis en insider køber aktier ville sælgeren have solgt aktierne til den kurs. Insidernes gevinster bliver ofte beskrevet som uretfærdige fordi de er i besiddelse af information andre ikke har, men handlen i sig selv er et signal om at jeg har informationer du ikke har og at jeg satser på at mine er bedre end dine.

Det står selvfølgelig de forskellige børser og virksomheder frit for at forbyde tillidspersoner i virksomhederne at lave insiderhandel, men det følger ikke naturligt deraf, at det skal forbydes ved lov. Hvis jeg ejede aktier i en virksomhed, så vil jeg da hellere end gerne vide hvad direktøren og andre med meget information gør med deres egne aktier, da det siger mig noget om hvordan virkeligheden ser ud for virksomheden.

Man kunne skrive ind i diverse kontrakter at at handler skal offentliggøres til ejerkredsen med det samme. Det kunne også tænkes at muligheden for at kunne udnytte oplysninger før offentliggørelse var den del af direktørens løn – det kunne ligefrem tænkes at det jeg som aktionær kunne slippe helt for at betale en dyr direktørløn, og så bare betale ham med de informationer han allerede har adgang til – så kan han selv klare at omsætte det til kontanter. Ligeledes kunne man forestille sig at kurtage og gebyrer tradere kunne ophøre, da de har mulighed for at bruge deres kunders handelsmønstre til selv at udnytte værdifulde informationer.

Resultatet er at der kommer flere informationer hurtigere ud i markedet, så man ikke skal vente på at virksomheden tager sig sammen til at fortælle deres hemmeligheder samtidig med at der ikke er nogen ofre i spillet. Endnu mere vigtigt er det at insidere har mulighed for at samle informationer fra mange kilder, som hver for sig ikke berettiger til en børsmeddelelse.

Hvis folkene i en lægemiddelvirksomheds R&D-afdeling pludselig begynder at shorte virksomhedens aktier, så er det ret værdifuld viden.

Skoler behøver ikke nogen stat

I Haiti er over 80% af skolerne styrtet sammen og uddannelsessystemet er under kollaps, men betyder det er børnene ikke går i skole? På ingen måde.

Makeshift schools popping up in Haiti’s tent cities: makeshift schools are springing up in the encampments that shelter children and their families. Inside the national soccer stadium — now a bustling tent city home to several hundred people — Longchamp leads more than 60 children in daily exercises. On a recent morning, the children formed a massive circle.

Har man bare en smule tillid til at forældre, som de er flest, vil det bedste for deres børn, så burde det ikke komme som nogen overraskelse at de ønsker at deres børn skal lære og dygtiggøre sig. Forældrene søger helt naturligt uddannelsesmuligheder for deres børn hvis de kan se en fremtid for dem. Det kan de åbenbart på Haiti, og hvorfor skulle danske forældre ikke også kunne se en fremtid for deres børn?

Lytter man til politikerne og det meste af venstrefløjen, så får man dog et andet indtryk. Hvis ikke politikerne, og her menes de røde politikere, ikke sikrede at staten uddannede børnene, så ville ingen få nogen uddannelse, og det hele ville gå af H til. Det er i høj grad den filosofi, der ligger bag synet på private grundskoler. Holder man ikke dem stramt i ørerne, så får børnene jo ikke en ordentlig uddannelse, lyder det. I deres optik er privatskolerne bare et sted hvor de ressourcestærke forældre kan holde deres børn væk fra pøblen på det offentliges regning.

Men eksemplet fra Haiti viser lige det modsatte. Et fattigt samfund, der er blevet totalt smadret, og alligevel bliver børnene undervist og kommer i skole. Skolerne behøver ikke en stat tila t sørge for at der er skoler til børnene, og derfor bør det negative syn på private grundskoler blive revideret. Skal myndighederne have en rolle på skoleområdet, så bør det kun handle om at hjælpe dårligt stillede familier med at kunne give deres børn en god en uddannelse. Måske kan myndighederne hjælpe med vejledning i hvilken type skole der er bedst for det enkelte barn. Men myndighederne har ikke nogen grund til at drive og bestemme over skolerne – medmindre det handler om at politikerne gerne vil have magt.

Den næste generation af atomkraft

The Economist havde i december en glimrende artikel, der nøgternt gennemgår de nye designs indenfor atomkraft, og hvorfor de er så interessante.

The Economist: Ifølge den Internationale Atomenergi Kommission (IAEA) består 356 af de 436 operationelle atomreaktorer af typen PWR eller af kogende-vand-reaktorer – en forsimplet version af samme design.

Langt den største del af de nuværende reaktorer bruger en én-gang-igennem brændselscyklus, hvor en mængde brændsel kun bruges én enkelt gang i reaktoren, hvorefter det fjernes op opmagasineres. Den brugte brændsel giver et opbevaringsproblem, men det åbner også for nogle muligheder. Ifølge World Nuclear Association, en industriorganisation, har det brugte brændsel stadig i omegnen af 96% af det oprindelige uran sammen med plutonium, som blev dannet i kernen.

Det er plutonium og nogle endnu tungere stoffer, der er radioaktive nok til at være farligt, men ikke radioaktivt nok til at radioaktiviteten forsvinder i tusinder af år. De sidste fire procent består hovedsaglige af resterne af den spaltede uran. Det er derimod så ekstremt radioaktivt, at det radioaktiviteten hurtigt brænder ud. Efter 10 år er kun halvdelen af resterne radioaktive og tilbage er nogle meget værdifulde metaller.

I artiklen bliver seks mest lovende reaktordesigns gennemgået.

  • Den superkritiske vand-kølede reaktor (SCWR) varmer vandet langt højere op end de gamle vandkølede reaktorer. Det giver meget højere effektivitet når varmen skal gennem turbinerne, der producerer strømmen. Prisen på denne reaktor kan komme langt ned da meget af den nyeteknologi til turbinerne allerede er udviklet til fossile kraftværker. Problemet er de meget høje temperaturer også giver et meget højt tryk i rørerene, og samtid får rørerene til at ruste.
  • Den anden type kaldes Meget Høj Temperatur Reaktor (VHTR) har ligesom SCWR en én-gang-igennem brændselscyklus, men bruger helium til at køle og overføre energi til strømproduktionen. Temperaturen kan med helium bliver tre gange højere end de nuværende designs og kan nærme sig tusind grader celcius. Obama har tilsyneladende valgt dette design til videreudvikling.
  • Natriumkølet hurtig reaktor (SFR) er indtil videre den mest succesfulde af en helt anderledes type reaktor, som fungerer med hurtige neutroner. Hurtige reaktorer kan bruge det radioaktive affald og lave energi af det hele og ikke kun af den 1 % af naturligt uran, som de almindelige reaktorer kan. De gør det ved blandt andet at producere plutonium, som derefter spaltes. Problemet er at de producerer mere plutonium end de bruger, hvilket er bekymrende i forhold til spredning af atomvåben. Fordelen ved at bruge natrium som kølemiddel i stedet for vand eller helium er, at rørene ikke er under tryk. Opstår der en læk, så sprøjter det ikke ud med radioaktiv damp, som i de nuværende reaktorer. Et andet problem er bare at natrium ved de nødvendige temperaturer ødelægger rørene og det bærnder hvis det kommer i kontakt med luften.
  • Den gaskølede hurtige reaktor (GFR) fungerer ligesom den natriumkølede hurtige reaktor, men bruger helium som kølemiddel. Den har de samme problemer med plutonium, og i stedet for at æde rørene, så er rørene under meget højt tryk.
  • Den blykølede hurtige reaktor (LFR) fungerer ligesom de to foregående med samme problemer med plutonium, men bruger smeltet bly som kølemiddel.
  • Smeltet salt reaktoren (MSR) er min personlige favorit, som også kan bruge almindeligt atomaffald som brændsel. I stedet for at lave dyre brændselsstave som placeres i reaktoren, så smelter man det salt af fluor, som også bruges i tandpasta. Ved tusind grader bliver det flydende som vand, og kan opløse brændslet på samme måde som bordsalt kan opløses i vand. Opløsningen af brændsel pumpes så igennem reaktoren hvor brændslet spaltes og bliver varm. Fordelen er, at med en lille og simpel kemisk fabrik tilsluttet kraftværket, kan man løbende fjerne affaldet sammen med nogle stoffer der ellers ville ødelægge kædereaktionen. Samtidig kan man hælde nyt brændsel på uden at sluke reaktoren og skille den ad som alle andre reaktorer skal. En variant af MSR kaldes LFTR (udtales “lifter”) og forskellen er at den kan brænde thorium, som der er meget mere af i jorden end der er uran. I praksis en uudtømmelig energikilde. I atomkraftens barndom blev der bygget forsøgs reaktorer af MSR typen, men de blev skrottet da de ikke var gode at lave plutonium på, som man havde brug for under den Kolde Krig.

Artiklen fortæller desværre ikke meget om sikkerheden ved disse nye reaktorer, for den er helt i top. De udnytter alle sammen fysikkens love i stedet for mekanik til at lukke sikkert ned hvis noget går galt. Der er simpelthen ingen risiko for ulykker som i Chernobyl eller Tremileøen. Det er fysisk umuligt.

Afskaf vielser på Rådhuset

Som det er nu kan man vælge at blive viet af de godkendte trossamfund eller på Rådhuset af en kommunalpolitiker. I flere lande har man helt afskaffet vielsen i kirken, så kun ceremonien er tilbage i kirken. Alle, uden undtagelse, skal en tur på Rådhuset for at blive gift.

Anders Jerichow @ Politiken: Derfor kan vi vel også lige så godt gå endnu et skridt videre og vedtage, at selve det juridisk bindende ’ægteskab’ altid indgås på Rådhuset – som en juridisk kontrakt mellem to voksne mennesker, der satser på at leve sammen – uanset om man lever mand & kvinde eller i andre interessante konstellationer?

Derefter kan man søge velsignelse af ægteskabet i en kirke eller moske eller synagoge, hvis det føles trygt og godt – og hvis trossamfundet i øvrigt vil bidrage med denne velsignelse.

Men hvorfor stoppe her? Hvorfor skal Rådhuset involveres i ægteskabet?

Det juridiske ægteskab er på alle måder bare en kontrakt, og i alle andre sammenhænge er det ikke nødvendigt at troppe op på rådhuset for at indgå kontrakter. Hvis to personer uanset kønssammensætning, hvorfor skulle de så ikke kunne invitere et par vidner hjem i stuen så alle kan skrive under på en ægteskabskontrakt? For at få myndighederne til at anerkende ægteskabet, skal kontrakten nok tinglyses, hvilket på trods at IT vanskeligheder burde være en smal sag.

Vielsen er derimod noget man kun bør kunne blive i det trossamfund eller organisation man end ønsker skal stå for det. Det er ikke noget myndighederne bør blande sig i overhovedet. En almindelig vielse i Folkekirken i dag involverer i forvejen underskrifter og vidner, så i praksis er der her ikke nogen ændring. Trossamfundet kan så helt uden indblanding fra myndighederne beslutte om de vil vie homoseksuelle eller ej. Ægteskab kan de altid indgå, men måske vil ikke alle vielser vil være tilgængelige. Og hvad så?

De onde velgørenhedsorganisationer

De slemme velgørenhedsorganisationer skal reguleres, så de ikke render danskerne på døren i tide og utide.

Ritzau @ Kristligt Dsgblad: For at borgerne ikke bliver overrendt og trætte, skal der stadig være loft over, hvor mange dage i året, der må være landsindsamlinger, siger hun [Anne Baastrup, SF]. (…)

Både Anne Baastrup og Venstres retsordfører, Kim Andersen, siger, at det skal være forbundet med en vis status og seriøsitet at være berettiget til at samle penge ind.

Historien er egentligt, at der stå 30 organisationer på en 40 år gammel liste over hvem, der må lave landsindsamlinger, og den vil de have revideret. Begrundelsen for overhovedet at have sådan en liste er ekstrem dårlig, og endnu værre bliver det når Venstre vil til at status til organisationer de mener er seriøse.

Det kan da godt være at det er irriterende at blive rendt på døren den ene gang efter den anden om velgørenhed, men i forhold til at det handler om at gøre godt, så er det svært at se at folk skal beskyttes mod det af politikerne. Det kan sagtens være at organisationer med lav status vil benytte sig af indsamlinger, men man må formode at en organisations status spiller ind på hvor meget de kan samle ind, og dermed om det er besværet værd for dem og deres formål. Der burde heller ikke være noget i vejen for, at man kan kan skilte med at man ikke ønsker besøg på samme måde som man har skilte med “Nej tak til reklamer.”

Det kan ikke udelukkes at der vil være svindelorganisationer blandt indsamlingerne, men det er der allerede lovgivning, der tager hånd om, for bondefangeri, svindel og dokumentfalsk er under ingen omstændigheder tilladt. Lad det være ved det, og slip filantropien fri.

Miniatomreaktor til fabrikken

Det nystartede firma ARC tilbyder at installere miniatomraktorer på 50 eller 100 MW. Til sammenligning leverer Amagerværket næsten 500 MW.

Ideen er at man køber en samlet reaktor med nok brændsel til 20 års drift. Det vil sige at man ved helt præcis hvor meget man kommer til at betale for strømmen i brændslets levetid. Når brændslet er brugt, kan brændlet let og sikkert udskiftes som om det var batterier i en lommelygte. Men det slutter ikke her, for reaktoren er en Integral Fast Reactor, det vil sige en raktor, som ved almindelig drift laver mere brændsel end den bruger.

Fordelen er at den bruger både uran-235 som almindelige atomkraftværker, men den bruger også uran-238 som udgør næsten 99% af naturligt uran, og som almindelige atomkraftværker ikke kan bruge til noget. Uran-238 udgør størstedelen af lagrene af atomaffald. Det uheldige ved uran-238 er, at i almindelige atomreaktorer omdannes det delvist til såkaldt transuraner, som er meget radioaktivt affald som skal gemmes i hundrede tusind år. Men en Integraf Fast Reactor forbrænder også alle transuranerne til spaltningsprodukterne. Spaltningsprodukterne er ekstremt radioaktive, men det betyder samtidig at efter kun 10 år er halvdelen af radioaktiviteten forsvundet, og tilbage er nogle meget værdifulde metaller. Spaltningsprodukterne er der ikke nogen grund til at grave ned i jorden, for man begraver heller ikke guld.

Sikkerheden ved Integral Fast Reactor er også helt anderledes end ved de nuværende reaktorer. Sker der et uheld på et almindeligt atomkraftværk, så gør reaktoren i stykker og der er fare for at der slipper radioaktivtet ud i omgivelserne. Til det har man bygget store betonbarrierer, så naboer ikke udsættes for nogen risiko. Den type uheld kan fysisk ikke ske med Integral Fast Reactor. Bliver reaktoren for varm, så lukker den ned af sig selv med fysikkens love. Ulempen er dog at kølemidlet er meget svært at håndtere, blandt andet fordi det ikke må komme i kontakt med luften, men det er overkommeligt at forhindre det i at ske.

Det fantastiske marked

Mobiltelefoner, online arbejde og små apps, der kan gøre de mest fantastiske ting. Men det er på ingen måde slut endnu.

Businessweek: The tech industry has had its share of legendary rivalries: IBM (IBM) vs. Digital Equipment Corp., Microsoft vs. Netscape, America Online vs. Yahoo! (YHOO) Apple vs. Google could dwarf them all. Both companies are revered by consumers with a passion usually reserved for movie stars and pro athletes. They have multibillion-dollar war chests, visionary founders, and ambitions for smartphones, Web browsers, music, and tablet computers that set them on a collision course.

Det er komplet umuligt at forestille sig hvad der kan komme ud af titanernes kamp om kundernes gunst.

Kunderne vil have noget der virker, og som gør en forskel i deres hverdag, men ingen ved hvad det er, og slet ikke kunderne. Det er nyt uudforsket territorium, hvor de bedste hoveder kun kan gætte på hvad der skal til. Den eneste mulighed er at prøve sig frem og se hvad der rammer rigtigt, og falder i brugernes smag. Èn ting er at finde et produkt brugerne vil elske, en helt anden ting er at opdage en måde at tjene penge på det, og griber mand et forkert an, så kan selv den mest fantastiske og revolutionerende idé falde til jorden. Forbrugernes magt er enorm.

Forbrugernes magt er ikke bare enorm, den er også brutal. Apple og Google er to enorme firmaer med milliarder og atter milliarder af dollars til deres rådighed, men tag endelig ikke fejl; dette er en kamp på liv og død. Netscape var engang synonymt med internettet. Man gik ikke på internettet, man gik på Netscape. Netscape var en af de største og mest succesfulde firmaer, men de tabte kampen om kundernes gunst og efter at være blevet opkøbt af AOL (tidligere America Online) blev firmat opløst i 2003. AOL var i sine velmagtsdage enorme og købte ikke bare Netscape, men også filmselskaber, som de senere måtte skulle sig af med igen. AOL er nu nærmest ingenting, og ligger i forhandlinger om at fusionere med Yahoo, som eftertrykkeligt er gået bag om dansen efter Google vandt kunderne over. Digital Equipment Corp. har jeg aldrig hørt om før, hvilket siger noget om resultatet af deres kamp mod IBM, som bestemt ikke er ukendt.

Det er ikke nogen triviel rivalisering der er ved at blusse op; det er creative destruction når det bliver vildest, og det bliver fantasttik for os forbrugere at nyde frugterne af kampen. En af dem kan let risikere at knække ryggen i kampen, og det kan let være at et lille firma i en garage i dag kan ende med at knække ryggen på dem begge ved at være de bedste til at tilfredsstille forbrugernes krav.

Man kan med gru tænke på hvordan det ville have været for forbrugerne hvis myndighederne havde grebet ind og og støttet taberne med skattekroner. Men sådan noget kunne myndighederne jo aldrig finde på….

Kritik af danske dødspaneler

Dødspanelerne i Danmark har fået massiv kritik i Berlingske, eller det vil sige, systemet har fået kritik for at nedprioritere brystkraft og for at andre alvorlige sygdomme ikke får den bedste behandling. Vi har jo officielt ikke dødspaneler, for så kunne nogen jo gøres ansvarlige for systemets tilstand.

Kronik: Brystkræftramte nedprioriteres:
En anden rammende overskrift end ovenstående kunne være: »Øgede bevillinger til kræftbehandling når ikke frem«. For den sandhed, vi i stigende grad må se i øjnene, når det gælder kirurgisk behandling af kvinder med brystkræft, er nemlig, at området nedprioriteres. I udtalt grad endda. Og med hastigt stigende ventetider til følge.

Kritikken er at politikerne lover ét, og et eller andet sted i systemet, som politkerne er en del af, sker der noget andet. Kronikørerne er ikke specifikke på hvem der konkret er skyld i nedprioriteringen, men en ting er helt sikkert: Patienterne har ikke noget at skulle have sagt.

Sygdomsbehandling, og i særdelehed kræftbehandling handler om liv og død for patienten, men patienten har ingen magt. Værre er det at langt de fleste patienters mulighed for at tage magten ved at betale selv og blive kunde i kraftbehandlingen – kunden har altid ret – bliver amputeret når skattesystemet indkræver en stor del af patienternes indkomst. Men det er ikke kun ved brystkræft de uhåndgibelige dødspaneler regerer:

Få patienter får topbehandling: En stor del af landets akutpatienter får ikke den optimale behandling, når de indlægges med f.eks. blodpropper i hjernen og blødende mavesår. På visse sygdomsområder er det sågar flertallet af patienterne, der ikke får den rette behandling, og det øger patientens risiko for at dø, skriver berlingske.dk.

Hvad ville der ske hvis supermarkederne solgte varer af samme kvalitet? Måske kan Super Best tale med om det efter de blev afsløret i at sælge dårlige varer og mistede over 300 millioner i omsætning og måtte bruge 400.000 kr om dagen på at sige undskyld til forbrugerne.

Der var ikke nogen offentlige paneler elle instanser, der besluttede at det skulle slå Super Best så dyrt. Hvis de overhovedet fik en bøde for deres bedrag, så er det nærmest en dråbe i havet af den samlede pris det har kostet Super Best. Men hvad er det så der gør det så dyrt for supermarkederne at levere en dårlig vare, og så almindeligt for det offentlige sundhedssystem at lade patienterne i stikken når det gælder liv og død? Forskellen er at i supermarkederne har kunderne magten, og i det offentlige har de ingen magt. Kunderne bestemmer hvilken vare de vil have og hvor god den skal være. Kan Super Best ikke levere, så går de et andet sted hen. De stemmer med fødderne butikkerne ryster i bukserne af skræk for at blive valgt fra. Mister de den skræk, så havner de som Super Best, som har betalt i dyre domme for deres fejltrin.

På de offentlige hospitaler bestemmer patienterne ikke, ja de er ikke engang kunder. Nogen kunne påstå at de som borgere i landet er medejere af det offentlige system, men det er så tåbelig en påstand at ingen tror på den. Prøver patienterne at stemme med fødderne, så får de en lang næse, for de andre hospitaler er også offentlige i det samme system. Kun ved at tage på privathospitalerne kan man finde sundhedspersonale der er bange for kundernes dom, men pengene det koster at tage derhen er for de fleste blevet betalt i skat, så det er ikke nogen mulighed.

Den eneste måde at komme ud af suppedasen er at gøre patienterne til kunder, som kan stemme med fødderne så det har konsekvenser for hospitalerne, hvis de ikke leverer en ordentlig vare. Det er slet ikke svært at gøre. Sælg hospitalerne og giv borgerne en check på de behandlinger de har brug for, og hold ellers fingrerne væk. Endnu bedre ville det være at lade borgerne beholde skattekronerne helt til at begynde med, og så holde fingrene væk. Er man lidt sentimental og man gerne vil sikre selv de fattige ordentlige behandlinger selvom de ikke har råd til dem eller til forsikringer, så kunne man give dem en check på behandlingerne når de har bug for det, og så lade alle andre være i fred.

Chernobylkraftværk lukket i Litauen

Vi kan nu ånde lettet op, for Litauen har endelig lukket Ignalina værket, som er/var af samme design som Chernobyl. Kl. 22 den 31. december var værket lukket. Værket producerede 70% af Litauens elektricitet, og lukningen giver massive prisstigninger på el, hvilket bliver hårdt for landet, som har en særdeles trængt økonomi. Forhåbentlig lykkedes det for de baltiske lande og Polen at bygge et nyt værk til tiden, som efter planen skal stå færdigt i 2018.

Når helle skræmmehistorien om Chernobyl har lagt sagt, så er det nok på sin plads at kaste et blik på hvorfor det gik galt i Chernobyl, så frygten ikke overføres til vestlige atomkraftværker, og i særdeleshed de nye værker, som er på vej. Charles Barton har på Nuclear Green en god gennemgang, som ikke kan gentages ofte nok:

Atomsikkerhed har været en vigtig problemstilling for reaktordesignerne siden den første reaktor blev designet. De første reaktordesignere indså at nogle reaktordesigns var mere sikre end andre. Man vidste, at der var sikkerhedsfejl i reaktorerne på Hanfordværket i Washington. Af samme grund blev værket placeret langt væk fra alting i et tyndt befolket område.

Sikkerhedsproblemerne på Hanfordreaktoren stammede fra brugen af vand til afkøling af en grafitreaktor. Hvis reaktoren blev for varm, ville vandet i den begynde at koge i rørene. Vandet inde i en grafitmodereret kerne virker lidt som en bremse på kædereaktionen. Når vandet forsvinder fra en vandkølet grafitreaktor svarer det til at bremsen løftes og kædereaktionen kører hurtigere. Det bidrager til mere varme i kernen, og den ekstra varme koger endnu mere vand af reaktoren. Den process kan ske meget hurtigt indtil der sker en dampeksplosion, som potentielt kan ødelægge reaktorkernen.

Continue reading →