Niels Holck har tilsyneladende begået alvorlige forbrydelser i Indien (JP, Politiken, Berlingske), men at udlevere en dansk statsborger til retsforfølgelse i et andet helt andre standarder for retsforfølgelse og straf end vi kender i Danmark, er ikke helt betryggende. Løsningen er simpel nok: Tillad de indiske myndigheder at agere anklager i en retssag mod Holck i Danmark.
Både de indiske og de danske myndigheder er tilsyneladende overbeviste om, at Niels Holck har leveret våben til terrorister i Vestbengalen i 1995. Tilsyneladende handler sagen kun om eventuelle formildende omstændigheder ved forbrydelsen.
Helt grundlæggende bør danske statsborgere i Danmark ikke kunne restsforfølges for lovovertrædelser, der ikke er en forbrydelse i Danmark. Når det er sagt, så er våbenleverancer til terrorister også en alvorlig forbrydelse i Danmark. Af samme grund burde det være en smal sag for de indiske myndigheder, at få Holck dømt af en dansk domstol. Dømmes han, udmåles dommen efter danske principper.
Det er klart, at de indiske myndigheder hellere vil få ham til at tilstå med sandhedsserum og andre lovlige metoder i Indien, for derefter at smide ham i et hul, inderne almindeligvis kalder et fængsel. Men hvis det står i vejen for overhovedet at få fat på ham, hvilket det burde, så må der være en hvis tilfredsstillelse i, at han trods alt bliver straffet.
Selvom det ville være en skuffelse for inderne, at Holck “kun” straffes i Danmark, så vil de som ankalgere få mulighed for at ligge alle de ressourcer de vil i sagen. Man kan ikke fortænke inderne i, at tro en dansk anklager ikke vil være tilstrækkeligt motiveret i at retsforfølge en så alvorlig forbrydelse, som inderne mener det er.
Med sådan en mulighed, ville det ikke være utænkeligt, at de danske myndigheder får mulighed for at retsforfølge indere ved indiske domstole, for forbrydelser de har begået Danmark.
Skulle Hock blive dømt, kunne man overeje, at inderne står for omkostningerne ved en eventuel fængselsstraf. Inderne kunne endda være interesserede i, at få regningen, da det vil imødekomme mistanken om, at de danske domstole ville dømme anderledes for at undgå de store udgifter ved en dansk fængselsstraf.
En god idé. Anklageren bør altid have en klar personlig interesse i at få anklagede dømt. Nøjagtig lige som forsvareren ønsker at vinde sine sager. Det er dommeren – ikke anklager og forsvarer – som skal garantere objektiviteten.