Lov og økonomi i The Godfather

Ilya Somin har på The Volokh Conspiracy en interessant artikel om Mario Puzo’s ”The Godfather”. Selvom det udfordrer grænserne for størrelsen på et citat vil jeg komme med et uddrag her.

Alle husker Don Corleone’s når han siger, at han kommer med ”et tilbud du ikke kan afslå.” Men af en eller anden grund glemmer folk, at han også sagde at ”en advokat med hans attachemappe kan stjæle mere hundrede bevæbnede mænd kan.” En af de gentagne elementer i romanen er, at folk henvender sig til mafiaen for at få hjælp, fordi de politiske og juridiske systemer er korrupte, og systematisk tillader den politiske elite at plyndre de politisk svage. Puzo så, ligesom sociologen Diego Gambetta forklarede mere forklarede mere systematisk, at den sicilianske mafia blomstrede fordi den ydede en bedre ”beskyttelse” mod kriminalitet, kontraktbrud og brud på ejendomsretten end myndighederne, som generelt kun beskyttede den politiske elite. I mindre grad, men på lignende vis opstod den amerikanske mafia i det italienske indvandremiljø. Det var netop det Puzo så farverigt beskrev i kapitlet om Don Corleones opstigning.

Puzo viser også hvordan forbudstiden og den efterfølgende ”war on drugs” gav organiseret kriminalitet mulighed for vokse og blive stor. Det var forbudstiden, der gjorde det muligt for Godfather at gå fra at være en ”almindelig…forretningsmand” til en stor ”Don i den kriminelle underverden af kriminelle forretninger”. Og selvfølgelig er det centrale plot i bogen den store gangsterkrig, som handler om at Don Corleone’s ikke vil hjælpe de andre mafiafamilier med at gå ind i den illegale narkohandel.

Puzo forklarer, som økonomer vil forudsige, at forbudstiden, forbud mod spil, krigen mod narko og andre love, der skabe sorte markeder vil stimulere voldelig kriminalitet på anden vis. Når bootleggere og narkohandlere ikke kan gå i retten for at få håndhævet deres kontrakter og andre forretninger, så har de ofte ikke mange andre valg end at ty til privat voldsudøvelse. Og selvfølgelig vil en organisation, der starter ud med at tilbyde ”beskyttende” defensiv vold, også have stærke incitamenter til også at starte med offensiv vold. Det er præcis hvad personerne henviser til når de gentagne gange forklarer deres voldelige handlinger med at det bare er ”forretning”, og ikke noget ”personligt.” Puzo fortæller også hvordan alkohol-, spil- og narkoforbuddet stimulerede politikorruption. Kaptajn McCluskey, den korrupte NYPD betjent Michael myrder, modtager enorme summer i bestikkelse fordi han er en nøgleperson for adgang til de yderst lukrative men illegale markeder (spil, narko og prostitution).

Sidst, men ikke mindst understreger Puzo i højere grad ligheden end forskellen mellem mafialederne og almindelige politikere med deres embedsmænd. Begge tvinger almindelige mennesker til at betale for ”beskyttelse,” og begge er beskrevet som korrupte og selviske. Begge undskylder deres kriminalitet med en fernis af moralsk retorik.

Det er tankevækkende at staten og organiseret kriminalitet har så mange lighedspunkter. Også selvom politikerne ikke bryder nogen love, så minder deres incitamenter, handlinger og retorik stadig om mafiaens. Ligesom mange politikere, så omfordeler mafiaen goder fra en gruppe, de ikke har meget til overs for, til en gruppe de ønsker at have et godt forhold til. Den store, men ikke specielt betydelige forskel, er at politikere i lande som Danmark ikke arbejder for egen vinding – i hvert fald ikke anden vinding end den politiske kapital de kan opnå.

Jeg siger på ingen måde at en demokratisk stat, som den danske, i virkeligheden er organiseret kriminalitet. Men lighederne er så påfaldende, at de burde få folk til at tænke sig om en ekstra gang, før de stiller krav om ny love og reguleringer.

At kende tumperne fra alle andre

Asmaa vil ikke give hånd til mænd, og nogle præster i folkekirken vil ikke give hånd til kvindelige præster. Nu mener Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen fra Venstre at præsterne skal fyres, for alle offentlige ansatte skal give hånd.

De skal fyres. Så klar i mælet er beskæftigelsesministeren om de præster, der ikke vil give hånd til kvindelige præster.

Derved gentager Claus Hjort Frederiksen (V) sin hårde retorik over for offentligt ansatte, som ikke vil trykke det modsatte køn på næven. Og han skelner ikke mellem muslimer og kristne, dagplejere og præster.

(…) ”Det er i strid med ligebehandlingsloven. Offentligt ansatte må ikke diskriminere mellem mænd og kvinder. Og politisk er det helt uacceptabelt, at offentligt ansatte tiltager sig den ret at diskriminere mellem mænd og kvinder ved gerne at ville give mænd hånden, men ikke ville give kvinder hånden”, fortsætter beskæftigelsesministeren.

Jeg synes nu nok det er en hård fortolkning af ligebehandlingsloven, men noget helt andet er om det er hensigtsmæssig med en omfattende ligebehandlingslov; for hvordan kan man se forskel på tumperne og alle andre i samfundet, når loven tvinger tumperne til at opføre sig som alle andre?

Hvis man ikke vil give hånd, og dermed udvise den høflighed som velopdragende mennesker bør udvise, så udstiller man sig selv som en tumpe. Det omgivende samfund kan så genkende tumperne, og nedlægge de sociale sanktioner, man finder nødvendig. Ingen politikere, love, regler eller politi kan få tumper til at opføre sig ordentlig, som sociale sanktioner fra individer i samfundet kan. Men det kræver at individerne kan identificere tumperne, og dem er Asmaa Abdol-Hamid og de tåbelige præster i gode eksempler på.

Når jeg nu har udråbt Asmaa til at være en tumpe værdig til social udstødelse, så er det lidt ærgerligt at jeg må give hende ret et andet sted. Det har altid undret mig, hvorfor religiøse regimer i f.eks. Iran og det hendengangne Taliban i Afganistan går så meget op i, at pålægge ikke-troende alle mulige mærkværdige religiøse dogmer. Ud fra et religiøst perspektiv må det være værre med en masse falsk og påtaget religiøsitet, end at der er syndere i samfundet. Syndere er syndere uanset om de viser deres syndighed offentligt eller ej. Hvis man ikke tvinger synderne i skjul, så må det blive uendelig meget lettere at finde og dermed overbevise synderne til at gå dydens vej. Og det er netop her Asmaa har ret nå hun sammenligner det iranske præstestyres attitude med ministerens.

”Claus Hjort Frederiksen gør akkurat det samme som det iranske præstestyre: Nemlig at kræve en bestemt påklædning. Det er en tankevækkende udvikling vi får, når vi skal begynde at diskutere hvordan, folk skal være påklædte – og hvordan de skal hilse eller lade være”, siger Asmaa Abdol-Hamid.

Hvis Claus Hjort Frederiksen ikke ønsker at understøtte tumper ved at ansætte dem i det offentlige, så må han finde en måde at ansætte færre mennesker i offentlige stillinger, for tumperne betaler også skat, og har også krav på offentlige ydelser ligesom alle andre – medmindre ministeren vil gøre som iranerne, og holde syndere og tumper nede med loven i hånden.

Polygami i Danmark

Nu er det på tide det helt store idékætteri, for Abdul Wahid Pedersen er kommet for skade at sige at flerkoneri kan være i orden.

Hvis der kommer en til mig, og jeg kan fornemme, at der er tale om en kone nummer to, så vil jeg normalt sige nej. Med mindre kone nummer et står der og siger, at det er helt i orden, og siger, at hun ikke kan få børn, eller at der er en anden grund. Men normalt vil jeg sige nej.

Det skulle han aldrig have sagt. Den konservative Henriette Kjær var hurtig på aftrækkeren, og erklærer at han burde på genopdragelsesrejse i den danske straffelov. Pia Kjærsgaard holder sig heller ikke tilbage og giver udtryk for at flerkoneri er kvindeundertrykkende.

Selv ministeren (hende med uagtsom voldtægt) taler nu om at lave et lovindgreb.

Den voldsomme reaktion må komme af, at der er forskellige opfattelser af hvad ægteskab er for en institution. I andre lande og i andre tider er ægteskabet i højere grad en praktisk foranstaltning, der om noget bidrager til bedre muligheder for overlevelse. Eksempelvis kan en mand forpligte sig til at forsørge broderens kone og børn hvis broderen går hen og dør. Der er altså tale om at manden gør en god gerning ved at tage broderens kone ind i sin husholdning, så hun reelt og på alle måder bliver en kone nummer to. Man kan så opnå status ved at vise barmhjertighed når han gifter sig for anden gang.

I Danmark og i den vestlige verden er ægteskab noget andet. Her er det drømmen om den evige kærlighed, som manifesteres i ægteskabet. Det er måske også derfor der er så mange skilsmisser. Hvis man kombinerer den forståelse med forestillingen om, at muslimske ægteskaber bare går ud på, at manden skal have en kvindelig husholdningsslave, så bliver reaktionen fra Henriette, Pia og Eva pludselig mere forståelig. Og ikke nok med det, så kunne jeg forestille mig at de tre stærke kvinder ikke ønsker at leve som kone nummer to, uanset hvilket syn på ægteskab, der bruges.

Man lad os ligge alle fordomme og personlige præferencer fra os et øjeblik, og se på den situation, som Abdul Wahid Pedersen fortæller om. En mand og to kvinder møder op, og erklærer at de alle sammen gerne vil leve sammen inden for ægteskabelige rammer. Hvad er problemet? Nøgternt set, så vil manden ikke kun være gift med to kvinder, de to kvinder vil også være gift med hinanden udover manden. Der er altså ét ægteskab med tre frivillige deltagere, som ønsker at være med. Det kunne for den sags skyld også være en kvinde og to mænd, det gør ingen forskel.

I sådan en situation med tre frivillige parter, kan der ikke være tale om kvindeundertrykkelse eller diskriminering af mænd, som det modsatte ville være. Der er ikke nogen, der er blevet bedraget, og alle er gået ind i ordningen med åbne øjne. Et lovindgreb vil måske nok hjælpe på kvindeundertrykkelse i nogle tilfælde, men det vil hos alle andre tilfælde være et signal om at kvinderne er dumme, og ikke er i stand til at træffe selvstændige valg. Sådan et signal er jeg ikke helt tryg ved. De samme protester vil nok ikke komme hvis det var to mænd og en kvinde. Her vil det bare være forbudet mod polygami, der står i vejen.

Der vil givetvis være et hav af problemer, hvis man fjerner forbuddet mod polygami, og kun forbyder at indgå flere ægteskaber, hvis ikke de eksisterende ægtefæller er indforstået. Man kan også diskutere om polygami skal være en del af det kirkelige ægteskab, den borgerlige vielse eller bare skal sidestilles med registreret partnerskab.

Update: Her troede jeg at jeg virkelig var på vej ud over afgrunden, og så er både Venstres Ungdom og Radikal Ungdom helt på linie. På Konservativ Ungdoms debatforum ser der heller ikke ud til at være modstand mod ideen:

Radikal Ungdom:

”Hvem siger at man ikke kan leve lige så lykkeligt, eller måske endda lykkeligere i et polygamt forhold? I mange tilfælde kan et ekstra sæt hænder i hjemmet sikkert få hverdagen til at glide lidt lettere for alle, og hvis en 3. ægtefælle gør livet dejligere for de to andre, kan jeg ikke se nogen grund til at vi andre skal blande os.” skriver Asser Gregersen, retsordfører for Radikal Ungdom, i en pressemeddelelse.

Venstres Ungdom::

”Staten skal ikke bestemme hvorvidt man må have mere end en ægtefælle, dette må være op til de enkelte par at afgøre. Eneste krav for at få flere ægtefæller skal være den/de nuværende ægtefæller(s) samtykke,” står der i en resolution, som blev vedtaget af et flertal af de delegerede på ungdomsorganisationens landsstævne i 2005.

Nogen gange kan virkeligheden overraske!

Venstre og Uagtsom Voldtægt

For snart et år siden var det SF, der her og her ønskede straf for uagtsom voldtægt. Nu er det så Venstres ligestillingsminister Eva Kjer Hansen, der er ude med den samme tåbelige idé på baggrund af en meningsmåling på kun 1000 personer. I Søndagsavisen står der:

Justitsminister Lene Espersen (K) er ikke begejstret for tanken, som i praksis vil betyde, at en gerningsmand i en voldtægtssag ikke kan slippe ustraffet, fordi han ’ikke troede, kvinden mente det, da hun sagde nej’.

”Det er et klart signal om, at gerningsmanden ikke bare skal kunne slippe af sted med et overgreb”, siger social- og ligestillingsminister Eva Kjer Hansen (V).

Problemet med Eva Kjers og i særdeleshed journalistens opstilling af tingene er, at de allerede har udråbt manden til at være en gerningsmand inden det overhovedet er afgjort, om der er begået en forbrydelse.

Hvis ikke kvinden har givet tilstrækkeligt udtryk for at ”samværet” er imod hendes vilje, til at manden burde vide at hun mener det, så kan der dårligt være tale om en forbrydelse. Hvis man indfører uagtsom voldtægt, så kan manden ikke vide, at han er ved at begå en forbrydelse, og han kan slet ikke have forudset at det skulle være tilfældet. Hvad er så formålet med at straffe? Det er i forvejen ikke en acceptabel undskyldning at være dum, da man stadig kan straffes hvis domstolen mener manden burde have opfattet kvindens signal – det er altså ikke det forslaget handler om.

Professor i strafferet ved Københavns Universitet Vagn Greve kan slet ikke se nogen indvendinger imod forslaget, som efter hans mening forhindrer at kvinden udstilles som løgner, når nu forbryderen nu kan straffes. Jeg synes det er bekymrende at en professor i strafferet også dømmer mændende som forbryedere på forhåne, og så kan han ikke engang se at kvinden rent faktisk kunne ske at være en løgner – det er set!

I realiteten lægges bevisbyrden over på manden, da det næsten er nok til en dom at kvinden abre anmelder en voldtægt. Omvendt bevisbyrde er efter min mening ikke noget der hører hjemme i en retssamfund, men det kan godt være man ser anderledes på det når man er professor ved Københavns Universitet.

Jeg fandt tidligere et videoklip om hvad konsekvenserne af sådan en lov kunne være (den er ret morsom).

Heldigvis har justitsminister Lene Espersen lidt mere forståelse for problemet når ”ikke er begejstret” for forslaget.

Udlicitering giver dårlig rengøring

3F bringer en historie om at patienter på hospitalerne kan blive syge af for dårlig rengøring. Det er der for så vidt ikke noget nyt eller overraskende i. 3F går bare videre og påstår, at den dårlige standard skyldes udlicitering af rengøringen, som netop var situationen på Amager Hospital efter rengøringen blev udliciteret her. Angrebet på udliciteringer rundes af med en 3F-rapport, der sviner Margaret Thatchers reformer i Storbritannien i 80’erne.

Rapporten er både fejlbehæftet og usaglig, men det er til en anden dag. 3F’s syn på udliciteringer viser hvor blåøjet og fordrejende 3F’s socialdemokratiske politik er. Fordelen ved udlicitering er ikke kun at markedskræfterne er med til at effektivisere ydelsen, den gør også prisen på ydelsen mere synlig. Men bedst af alt, så giver udlicitering mulighed for at fastsætte en standard for ydelsen, sikre at den bliver leveret, og sætte alvorlige konsekvenser bag hvis den ikke bliver. Ingen af delene er praktisk mulige hvis ydelsen produceres i offentlig regi. Men det er også derfor man skal tage udbudsprocessen alvorlig.

Den normale måde at løse problemer på en god socialdemokratisk måde er, at når man opdager et problem, så bevilliger man flere penge til området. Er der problemer med rengøringen, så øger man bare rengøringsbudgettet. Bruger mand en samme metode ved udliciteringer, så forsvinder pengene bare i virksomhederne, for den ydelse de leverer, afhænger kun af hvad deres kontrakt siger de skal levere. Pris og ydelse har intet med hinanden at gøre, når kontrakten først er indgået. Forstår kommunerne ikke det, så gå det galt. Og det vil gå galt hver eneste gang.

Når den udliciterede rengøring på Amager Hospital ikke fungerer, så reflekterer det på ingen måde på selve det at udlicitere. Det reflekterer en smule på virksomheden, der fik licitationen, men mest af alt reflekterer det på de embedsmænd der lavede udliciteringen, og de politikere der godkendte den. Derfor er det ikke nogen overraskelse, at socialdemokraterne og deres håndlangere i 3F hellere skyder skylden på udlicitering frem for at lave nogen selvransagelse

Det kommer ikke som nogen overraskelse at borgerlige kommuner, her specielt de konservative kommuner, er gode til udlicitering og sparer mange penge. De borgerlige politikere kommer enten fra det private erhvervsliv, eller har gode kontakter til erhvervslivet, hvor indgåelse og håndhævelse af kontrakter er den del af hverdagen.

I en artikel i politiken viser den socialdemokratiske venstremand, Erik Fabrin, sit sande ansigt når han kritiserer private virksomheder for kun at tænke på penge. Hvad havde han forventet? Når virksomheder kun tænker på penge, så burde det være det letteste i verden at få dem til at levere de ydelser man ønsker. Man skal bare vifte dem med penge under næsen. Heldigvis giver Frank Bill godt igen i artiklen:

Jeg tror faktisk ikke på, at kommunerne løser opgaverne billigere end de private virksomheder, for de ved reelt ikke, hvad det koster. Kommunernes regnskabspraksis er så kompliceret, at det ikke er den reelle pris, der kommer frem, når de regner på det.

(…) Og det har gjort det svært for mange af vores medlemmer at indgå realistiske kontrakter. For når først alle ting er lagt oven i regningen, så bliver det dyrere end det, kommunerne nogensinde kan regne sig frem til.

Privathospitaler på det offentliges regning

Sjælsø gruppen er angiveligt ved at etablere et nyt hospital for Hamlet i de gamle DR bygninger i Gladsaxe. Hamlet har åbenbart succes med at tiltrække mange nye patienter.

Det har helt sikkert noget at gøre med regeringens behandlingsgarantier, som de offentlige hospitaler ikke kan opfylde. Flere regioner barsler nu med ” garantiklinikker” hvis eneste formål er at holde privathospitaler ude. Læger og sygeplejersker skal endda arbejde der mod ekstrabetaling. Dvs. den eneste forskel til et privathospital er, at klinikkernes økonomi er fuldstændigt rodet ind i alle mulige andre offentlige udgifter og ineffektivitet.

Argumentet fra regionernes formand, Bent Hansen, er at hvis man blande offentlige og private hospitaler, så skal ”vi for alvor til lommerne”. En ting er at han kan skjule en masse af de offentlige udgifter i budgetterne for både sig selv og offentligheden. Noget andet er, at Bent Hansen tydeligvis ikke vil betale prisen for et ordentligt sundhedsvæsen. Se bare her, hvor han vil trælbinde lægerne, så regionerne ikke behøver betale fuld løn for de mere kedelige stillinger. De radikales Kirsten Lee i hovedstadsregionen er helt på linie med Bent Hansen når hun aktivt vil modarbejde, at flere privathospitaler åbnes.

Problemet med offentlige hospitaler er, at de pr. definition vil have kronisk underkapacitet. Private hospitaler skal have en overkapacitet, og de skal være effektive, hvis de vil gøre sig nogle forhåbninger om at hente markedsandele fra konkurrenterne. Politikerne kan umuligt bygge effektive systemer, da der ude på hospitalerne ikke er tilstrækkelig incitament til at effektivisere. Budgetterne i offentlige virksomheder og institutioner er altid til forhandling, hvilket Kenneth Plummer og DR udnytter til fulde for tiden. Samtidig er det politisk selvmord at ”ødsle” penge væk på kapacitet der ikke bruges. Så er det politisk let at overføre pengene til andre områder.

Hvis politikerne i stedet arbejdede på at købe ydelse hos private hospitaler i stedet for at eje nogen selv, så vil der altid være rigeligt med kapacitet. Hvis der er noget private er gode til, så er det at forudsige fremtiden, for det er deres hoved på blokken hvis pengene fejlinvesteres. Hvis der sker fejl, så går det kun ud over investorerne og ikke skatteborgerne.

Den største fordel er, at prisen for sundhedssystemet ikke længere kan skjules, og så er det muligt for patienterne at købe ekstra ydelser som det offentlige ikke dækker; f.eks. enkeltmandsværelser og gourmetmad. Hvis politikerne nøjes med at udstede checks til patienterne på f.eks. en hofteoperation, som så kan indløses på et hospital efter frit valg.

Politikerne vil have lettere ved at fastsætte og garantere et minimumsniveau for dem, der ikke har råd eller lyst til at betale ekstra selv. Der bliver ikke længere nogen undskyldninger for dårlig behandling. Der skal træffes en beslutning, og den må man stå ved. Det vil altså kræve ansvarlige politikere. Ikke nok med det, så er der ikke nogen grund til at kommunerne ikke selv kan stå for udstedelsen af medicinske checks, og så kan vi nedlægge regionerne og smide Bent Hansen og Kirsten Lee på porten.

Signalværdi i eksamensbeviset

Overcoming Bias fortæller Robin Hanson at studenter i højere grad går på universitet for at få papirerne på, at de har været der, end at de faktisk lærer noget.

Eksemplet er, at da han arbejde på et NASA laboratorium i nærheden af Stanford, da to han ofte over og deltog i undervisningen selvom han ikke var studerende der eller havde betalt for det. Der var ikke nogen, der bad om identifikation eller kontrollerede at han havde betalt for undervisningen. Og hvis de havde, så tvivler jeg på at kontrollen ville have noget med undervisningen og betalignen at gøre. Måske ville der komme en kontrol hvis mange gjorde sådan, men sagen er at der ikke er mange, og det kan tyde på at kun meget få gider studere hvis de ikke får papirer på det. Insixitive fortæller om nogen lignende overvejelser.

Bryan Caplan på EconLog går med på spekulationerne, da han har skrevet en bog blandt andet om at modellen om signalværdien af eksamensbeviser overstiger human capital modellen.

Hvis det er signalværdien i eksamensbeviset, der betyder noget, og evnerne man har erhvervet sig betyder mindre, så er det uhensigtsmæssigt at satse på masseuddannelser, hvor alle får det samme bevis. Resultat vil bare være at signalværdien af at kunne gennemføre en universitetsuddannelse forsvinder, og dem der i forvejen har det svært vil ikke få øget deres ”human capital” nævneværdigt.

Min egen opfattelse af de danske universiteter er, at fagene ikke er målrettet på at give de studerende konkrete færdigheder, men bare underviser i akademiske viden – dvs. viden, som ikke kan bruges til andet end at vide. Når en kandidat så er færdig, og har en masse akademiske færdigheder, så er det ikke altid at de færdigheder kan bruges til noget som helst. Der er ikke noget at sige til at praktisk anlagte personer uden kandidatgrader kan tale meget nedsættende om akademikerne.

Hvis man er opmærksom på de her problemer, så er jeg overbevist om at man kunne gøre uddannelsessystemet bedre. For dem, der lige nu kun går på universitet for kunne sende et signal med deres eksamensbevis, kunne man oprette ekstra svære uddannelser, som ikke alle vil kunne gennemføre. Dem der kan gennemføre vil derfor kunne sende et kraftigt signal til de kommende arbejdsgivere, samtidig med at deres human capital vil stige pga. af den sværere uddannelse. Til dem, der går på universitetet primært for at øge deres ”human capital”, og ikke har evnerne til de meget svære uddannelser, kunne man satse meget hårdere på konkrete evner frem for den akademiske viden.

Under alle omstændigheder, så kræver dette en helt anden forståelse selvforståelse på de danske universiteter, end den der eksisterer i dag. Ønsket om lighed og de sidste rester af rundkredspædagogikken må ud og erstattes af nogle mere håndfaste kvalitetskrav.

Ritt’s ”københavnerboliger” og nepotisme

12 af Ritt Bjerregaards billige boliger er nu sat til salg, og ikke mindre end 1.531 personer har ansøgt ifølge Berlingske. Boligen må som bekendt ikke koste mere end 5000 kr om måneden.

I artiklen mener de at når der kun er 1.531 personer, der melder sig på banen og der skal bygges 5.000 af dem, så må der jo være nok til alle. Det virker lidt som om journalisten fungerer som taleskriver for Ritt siden han kan skrive det så ukritisk. Det kunne også være fordi at den målgruppe Ritt ønsker at favoriserer ikke er ret stor eller ikke ved at de kan søge. Alle andre har opgivet at få en af dem.

Ingen medier stiller spørgsmål ved måden Ritt ønsker at fordele boligerne. Hvem vil ikke eje en central placeret bolig i København til kun 5.000 kr om måneden? Når det ikke er markedet, der fordeler boligerne, så er der kun vennetjenester og nepotisme tilbage. En af kravene, der er nævnt i artiklen siger at man skal arbejde i Københavns kommune. Det lyder sikkert meget flot, men København er mere end bare kommunens ansatte.

Det ville da være mere reelt hvis kommunen bare gav et boligtilskud til sine ansatte, hvis det var det de ville. I stedet bliver der gennem en fond givet de mest kritiserede lån, og centrale byggegrunde billigt af kommunen. I stedet for at bygge noget, der kan tiltrække ressourcer til byen, enten i form af virksomheder eller ressourcestærke personer, der kan betale markedsprisen, bliver der bygget nogle tvivlsomme boliger, der er helt skrabede.

Jeg kan ikke få øje på noget som helst positivt ved Ritt’s planer. Hun har fået en masse omtale og forskellige interesseorganisationer er vilde med at fedte for hende, så deres medlemmer også få lov at købe.

Genstart FN

Nu skal denne blog leve op til sit navn, for i dansk politik er det bestemt kætterisk at undsige FN, men nu er det vist ved at være på tide. FN’s menneskerettighedsråd består blandt andet af Kina, Cuba og Saudi-Arabien, og det svarer om noget til at sætte ræven til at vogte gæs, som skrevet i Berlingske.

På rådets hjemmeside kan man se alle medlemmerne og alle kandidatlandene til valget her i maj. Her er Egypten sikker på at komme ind sammen med Angola som repræsentanter for Afrika. For Østeuropa er Hviderusland næsten sikker på også at komme med. De øvrige landes håndtering af menneskerettighederne behøver slet ikke at blive nævnt. For Hvideruslands vedkomne behøver man kun at vide at efterretningstjenesten hedder KGB.

Ikke nok med det, så har Zimbabwe nu fået formandskabet i kommissionen for bæredygtig udvikling (kommissionens hjemmeside). Alene det faktum at Zimbabwe har en inflation på over 2000 % siger noget om problemet.

FN har ikke engang været i stand til at gøre noget meningsfuldt ved Darfur i Sudan (se også her). Saddam Hussein kunne holde FN for nar i et årti indtil USA og Storbritannien i spidsen for en koalition, egenhændigt valgte at håndhæve en tidligere FN-resolution. Det er næsten umuligt at tælle antallet af skandaler og kriser hvor FN totalt har manglet handlekraft. Men det er der ikke noget at sige til når FN nærmest er blevet en ”social-club” for diktatorer.

Et nyt FN kunne passende tage udgangspunkt i OECD eller starte som en kopi af OECD. Centralt er kriterierne for optagelse i organisationen:

Each country must have demonstrated its attachment to the basic values shared by all OECD members: an open market economy, democratic pluralism and respect for human rights.

Lige nu er der 30 medlemslande fordelt på hele verden, og samarbejde med over 70 andre lande.

Det nye FN/OECD skal have mandat fra medlemslandene til at tage affære i kriser som Irak, Kosovo og Sudan. Samarbejde med blandt andet NATO, EU’s fælles forsvar og andre skulle være en integreret del af arbejdet. Kandidatlande, såvel som fuldgyldige medlemmer, kan vise deres engagement og ønske om medlemskab ved at stille militære og økonomiske ressourcer til rådighed i krisesituationer. Ved afstemninger kunne stemmevægte afgøres af hvor store bidrag de enkelte lande er kommet med, og vigtigst af alt skal ingen lande have vetoret. Frafalder et medlemsland de basale værdier, bør suspension og eventuel eksklusion være en realitet.

Så når blandt andet Ny Alliance proklamerer at de ønsker ”fornyet respekt for FN”, så kan jeg kun ryste på hovedet. Hvornår har der nogensinde været respekt for FN? Og hvad er det for en respekt det nuværende FN gør sig fortjent til? Lur mig om alliancens ønske ikke refererer til, at USA skulle være respektløs når de går i spidsen for at gennemføre det FN ikke magter.

Navnet på det nye FN/OECD kunne passende være ”Frie Forenede Stater” eller på engelsk ”Free United Nations” forkortet FUN.