På Overcoming Bias fortæller Robin Hanson at studenter i højere grad går på universitet for at få papirerne på, at de har været der, end at de faktisk lærer noget.
Eksemplet er, at da han arbejde på et NASA laboratorium i nærheden af Stanford, da to han ofte over og deltog i undervisningen selvom han ikke var studerende der eller havde betalt for det. Der var ikke nogen, der bad om identifikation eller kontrollerede at han havde betalt for undervisningen. Og hvis de havde, så tvivler jeg på at kontrollen ville have noget med undervisningen og betalignen at gøre. Måske ville der komme en kontrol hvis mange gjorde sådan, men sagen er at der ikke er mange, og det kan tyde på at kun meget få gider studere hvis de ikke får papirer på det. Insixitive fortæller om nogen lignende overvejelser.
Bryan Caplan på EconLog går med på spekulationerne, da han har skrevet en bog blandt andet om at modellen om signalværdien af eksamensbeviser overstiger human capital modellen.
Hvis det er signalværdien i eksamensbeviset, der betyder noget, og evnerne man har erhvervet sig betyder mindre, så er det uhensigtsmæssigt at satse på masseuddannelser, hvor alle får det samme bevis. Resultat vil bare være at signalværdien af at kunne gennemføre en universitetsuddannelse forsvinder, og dem der i forvejen har det svært vil ikke få øget deres ”human capital” nævneværdigt.
Min egen opfattelse af de danske universiteter er, at fagene ikke er målrettet på at give de studerende konkrete færdigheder, men bare underviser i akademiske viden – dvs. viden, som ikke kan bruges til andet end at vide. Når en kandidat så er færdig, og har en masse akademiske færdigheder, så er det ikke altid at de færdigheder kan bruges til noget som helst. Der er ikke noget at sige til at praktisk anlagte personer uden kandidatgrader kan tale meget nedsættende om akademikerne.
Hvis man er opmærksom på de her problemer, så er jeg overbevist om at man kunne gøre uddannelsessystemet bedre. For dem, der lige nu kun går på universitet for kunne sende et signal med deres eksamensbevis, kunne man oprette ekstra svære uddannelser, som ikke alle vil kunne gennemføre. Dem der kan gennemføre vil derfor kunne sende et kraftigt signal til de kommende arbejdsgivere, samtidig med at deres human capital vil stige pga. af den sværere uddannelse. Til dem, der går på universitetet primært for at øge deres ”human capital”, og ikke har evnerne til de meget svære uddannelser, kunne man satse meget hårdere på konkrete evner frem for den akademiske viden.
Under alle omstændigheder, så kræver dette en helt anden forståelse selvforståelse på de danske universiteter, end den der eksisterer i dag. Ønsket om lighed og de sidste rester af rundkredspædagogikken må ud og erstattes af nogle mere håndfaste kvalitetskrav.
