3F bringer en historie om at patienter på hospitalerne kan blive syge af for dårlig rengøring. Det er der for så vidt ikke noget nyt eller overraskende i. 3F går bare videre og påstår, at den dårlige standard skyldes udlicitering af rengøringen, som netop var situationen på Amager Hospital efter rengøringen blev udliciteret her. Angrebet på udliciteringer rundes af med en 3F-rapport, der sviner Margaret Thatchers reformer i Storbritannien i 80’erne.
Rapporten er både fejlbehæftet og usaglig, men det er til en anden dag. 3F’s syn på udliciteringer viser hvor blåøjet og fordrejende 3F’s socialdemokratiske politik er. Fordelen ved udlicitering er ikke kun at markedskræfterne er med til at effektivisere ydelsen, den gør også prisen på ydelsen mere synlig. Men bedst af alt, så giver udlicitering mulighed for at fastsætte en standard for ydelsen, sikre at den bliver leveret, og sætte alvorlige konsekvenser bag hvis den ikke bliver. Ingen af delene er praktisk mulige hvis ydelsen produceres i offentlig regi. Men det er også derfor man skal tage udbudsprocessen alvorlig.
Den normale måde at løse problemer på en god socialdemokratisk måde er, at når man opdager et problem, så bevilliger man flere penge til området. Er der problemer med rengøringen, så øger man bare rengøringsbudgettet. Bruger mand en samme metode ved udliciteringer, så forsvinder pengene bare i virksomhederne, for den ydelse de leverer, afhænger kun af hvad deres kontrakt siger de skal levere. Pris og ydelse har intet med hinanden at gøre, når kontrakten først er indgået. Forstår kommunerne ikke det, så gå det galt. Og det vil gå galt hver eneste gang.
Når den udliciterede rengøring på Amager Hospital ikke fungerer, så reflekterer det på ingen måde på selve det at udlicitere. Det reflekterer en smule på virksomheden, der fik licitationen, men mest af alt reflekterer det på de embedsmænd der lavede udliciteringen, og de politikere der godkendte den. Derfor er det ikke nogen overraskelse, at socialdemokraterne og deres håndlangere i 3F hellere skyder skylden på udlicitering frem for at lave nogen selvransagelse
Det kommer ikke som nogen overraskelse at borgerlige kommuner, her specielt de konservative kommuner, er gode til udlicitering og sparer mange penge. De borgerlige politikere kommer enten fra det private erhvervsliv, eller har gode kontakter til erhvervslivet, hvor indgåelse og håndhævelse af kontrakter er den del af hverdagen.
I en artikel i politiken viser den socialdemokratiske venstremand, Erik Fabrin, sit sande ansigt når han kritiserer private virksomheder for kun at tænke på penge. Hvad havde han forventet? Når virksomheder kun tænker på penge, så burde det være det letteste i verden at få dem til at levere de ydelser man ønsker. Man skal bare vifte dem med penge under næsen. Heldigvis giver Frank Bill godt igen i artiklen:
Jeg tror faktisk ikke på, at kommunerne løser opgaverne billigere end de private virksomheder, for de ved reelt ikke, hvad det koster. Kommunernes regnskabspraksis er så kompliceret, at det ikke er den reelle pris, der kommer frem, når de regner på det.
(…) Og det har gjort det svært for mange af vores medlemmer at indgå realistiske kontrakter. For når først alle ting er lagt oven i regningen, så bliver det dyrere end det, kommunerne nogensinde kan regne sig frem til.
