Nu er det på tide det helt store idékætteri, for Abdul Wahid Pedersen er kommet for skade at sige at flerkoneri kan være i orden.
Hvis der kommer en til mig, og jeg kan fornemme, at der er tale om en kone nummer to, så vil jeg normalt sige nej. Med mindre kone nummer et står der og siger, at det er helt i orden, og siger, at hun ikke kan få børn, eller at der er en anden grund. Men normalt vil jeg sige nej.
Det skulle han aldrig have sagt. Den konservative Henriette Kjær var hurtig på aftrækkeren, og erklærer at han burde på genopdragelsesrejse i den danske straffelov. Pia Kjærsgaard holder sig heller ikke tilbage og giver udtryk for at flerkoneri er kvindeundertrykkende.
Selv ministeren (hende med uagtsom voldtægt) taler nu om at lave et lovindgreb.
Den voldsomme reaktion må komme af, at der er forskellige opfattelser af hvad ægteskab er for en institution. I andre lande og i andre tider er ægteskabet i højere grad en praktisk foranstaltning, der om noget bidrager til bedre muligheder for overlevelse. Eksempelvis kan en mand forpligte sig til at forsørge broderens kone og børn hvis broderen går hen og dør. Der er altså tale om at manden gør en god gerning ved at tage broderens kone ind i sin husholdning, så hun reelt og på alle måder bliver en kone nummer to. Man kan så opnå status ved at vise barmhjertighed når han gifter sig for anden gang.
I Danmark og i den vestlige verden er ægteskab noget andet. Her er det drømmen om den evige kærlighed, som manifesteres i ægteskabet. Det er måske også derfor der er så mange skilsmisser. Hvis man kombinerer den forståelse med forestillingen om, at muslimske ægteskaber bare går ud på, at manden skal have en kvindelig husholdningsslave, så bliver reaktionen fra Henriette, Pia og Eva pludselig mere forståelig. Og ikke nok med det, så kunne jeg forestille mig at de tre stærke kvinder ikke ønsker at leve som kone nummer to, uanset hvilket syn på ægteskab, der bruges.
Man lad os ligge alle fordomme og personlige præferencer fra os et øjeblik, og se på den situation, som Abdul Wahid Pedersen fortæller om. En mand og to kvinder møder op, og erklærer at de alle sammen gerne vil leve sammen inden for ægteskabelige rammer. Hvad er problemet? Nøgternt set, så vil manden ikke kun være gift med to kvinder, de to kvinder vil også være gift med hinanden udover manden. Der er altså ét ægteskab med tre frivillige deltagere, som ønsker at være med. Det kunne for den sags skyld også være en kvinde og to mænd, det gør ingen forskel.
I sådan en situation med tre frivillige parter, kan der ikke være tale om kvindeundertrykkelse eller diskriminering af mænd, som det modsatte ville være. Der er ikke nogen, der er blevet bedraget, og alle er gået ind i ordningen med åbne øjne. Et lovindgreb vil måske nok hjælpe på kvindeundertrykkelse i nogle tilfælde, men det vil hos alle andre tilfælde være et signal om at kvinderne er dumme, og ikke er i stand til at træffe selvstændige valg. Sådan et signal er jeg ikke helt tryg ved. De samme protester vil nok ikke komme hvis det var to mænd og en kvinde. Her vil det bare være forbudet mod polygami, der står i vejen.
Der vil givetvis være et hav af problemer, hvis man fjerner forbuddet mod polygami, og kun forbyder at indgå flere ægteskaber, hvis ikke de eksisterende ægtefæller er indforstået. Man kan også diskutere om polygami skal være en del af det kirkelige ægteskab, den borgerlige vielse eller bare skal sidestilles med registreret partnerskab.
Update: Her troede jeg at jeg virkelig var på vej ud over afgrunden, og så er både Venstres Ungdom og Radikal Ungdom helt på linie. På Konservativ Ungdoms debatforum ser der heller ikke ud til at være modstand mod ideen:
”Hvem siger at man ikke kan leve lige så lykkeligt, eller måske endda lykkeligere i et polygamt forhold? I mange tilfælde kan et ekstra sæt hænder i hjemmet sikkert få hverdagen til at glide lidt lettere for alle, og hvis en 3. ægtefælle gør livet dejligere for de to andre, kan jeg ikke se nogen grund til at vi andre skal blande os.” skriver Asser Gregersen, retsordfører for Radikal Ungdom, i en pressemeddelelse.
”Staten skal ikke bestemme hvorvidt man må have mere end en ægtefælle, dette må være op til de enkelte par at afgøre. Eneste krav for at få flere ægtefæller skal være den/de nuværende ægtefæller(s) samtykke,” står der i en resolution, som blev vedtaget af et flertal af de delegerede på ungdomsorganisationens landsstævne i 2005.
Nogen gange kan virkeligheden overraske!
