Privathospitaler på det offentliges regning

Sjælsø gruppen er angiveligt ved at etablere et nyt hospital for Hamlet i de gamle DR bygninger i Gladsaxe. Hamlet har åbenbart succes med at tiltrække mange nye patienter.

Det har helt sikkert noget at gøre med regeringens behandlingsgarantier, som de offentlige hospitaler ikke kan opfylde. Flere regioner barsler nu med ” garantiklinikker” hvis eneste formål er at holde privathospitaler ude. Læger og sygeplejersker skal endda arbejde der mod ekstrabetaling. Dvs. den eneste forskel til et privathospital er, at klinikkernes økonomi er fuldstændigt rodet ind i alle mulige andre offentlige udgifter og ineffektivitet.

Argumentet fra regionernes formand, Bent Hansen, er at hvis man blande offentlige og private hospitaler, så skal ”vi for alvor til lommerne”. En ting er at han kan skjule en masse af de offentlige udgifter i budgetterne for både sig selv og offentligheden. Noget andet er, at Bent Hansen tydeligvis ikke vil betale prisen for et ordentligt sundhedsvæsen. Se bare her, hvor han vil trælbinde lægerne, så regionerne ikke behøver betale fuld løn for de mere kedelige stillinger. De radikales Kirsten Lee i hovedstadsregionen er helt på linie med Bent Hansen når hun aktivt vil modarbejde, at flere privathospitaler åbnes.

Problemet med offentlige hospitaler er, at de pr. definition vil have kronisk underkapacitet. Private hospitaler skal have en overkapacitet, og de skal være effektive, hvis de vil gøre sig nogle forhåbninger om at hente markedsandele fra konkurrenterne. Politikerne kan umuligt bygge effektive systemer, da der ude på hospitalerne ikke er tilstrækkelig incitament til at effektivisere. Budgetterne i offentlige virksomheder og institutioner er altid til forhandling, hvilket Kenneth Plummer og DR udnytter til fulde for tiden. Samtidig er det politisk selvmord at ”ødsle” penge væk på kapacitet der ikke bruges. Så er det politisk let at overføre pengene til andre områder.

Hvis politikerne i stedet arbejdede på at købe ydelse hos private hospitaler i stedet for at eje nogen selv, så vil der altid være rigeligt med kapacitet. Hvis der er noget private er gode til, så er det at forudsige fremtiden, for det er deres hoved på blokken hvis pengene fejlinvesteres. Hvis der sker fejl, så går det kun ud over investorerne og ikke skatteborgerne.

Den største fordel er, at prisen for sundhedssystemet ikke længere kan skjules, og så er det muligt for patienterne at købe ekstra ydelser som det offentlige ikke dækker; f.eks. enkeltmandsværelser og gourmetmad. Hvis politikerne nøjes med at udstede checks til patienterne på f.eks. en hofteoperation, som så kan indløses på et hospital efter frit valg.

Politikerne vil have lettere ved at fastsætte og garantere et minimumsniveau for dem, der ikke har råd eller lyst til at betale ekstra selv. Der bliver ikke længere nogen undskyldninger for dårlig behandling. Der skal træffes en beslutning, og den må man stå ved. Det vil altså kræve ansvarlige politikere. Ikke nok med det, så er der ikke nogen grund til at kommunerne ikke selv kan stå for udstedelsen af medicinske checks, og så kan vi nedlægge regionerne og smide Bent Hansen og Kirsten Lee på porten.

Leave a Comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.