Fattigdoms porno

Op mod 90% af billederne fra Afrika er taget af hvide fotografer fra USA og Europa. Det altovervejende mediebillede er et Afrika i fattigdom og sult, men det er ikke nødvendigvis et sandt billede af situationen i Afrika.

Afrika er et kontinent og ikke en katastrofe. Diversiteten i Afrika er enorm, og Afrika er meget andet end nød og hjælpeløshed. Ethan Zuckerman beskriver det helt fantastisk.

Africa’s not an issue. It’s not a cause or a problem. It’s a continent – a complicated, confusing, beautiful continent, with wealth and poverty, peace and strife, success and tragedy. When Africa becomes a cause, we tend to see only one side of the continent – a helpless, dependent, starving side that “needs our help”.

To actually accomplish the goal of Live 8 – the elimination of poverty in Africa – Americans and Europeans have to get a great deal smarter about this other Africa. This Africa needs investment and trade, rather than just aid and debt forgiveness This Africa is open for business. This Africa is as important and as real as the Africa that needs help.

Imagining Famine tager kritisk fat på emnet om hvordan sult bliver fremvist I vesten, og det er ikke et kønt billede. Det er dog et par munitter værd at se lidt på siden.

Det er påfaldende at billederne ofte fokuserer på kvinder og børn, som værende passive ofre. Billederne er stort set alle sammen nogen, der får vores hjerter til at græde, og giver os dårlig samvittighed. Den dårlige samvittighed kan man selvfølgelig betale sig fra ved at give penge til forskellige hjælpeorganisationer – som tilfældigvis også af dem, der producerer billederne. Porno sælger, og det gælder også når det er fattigdomsporno.

Billederne bruges til at fremprovokere en skyldfølelse, ved at trække et spor tilbage til kolonitiden, og derved prøve at forklare nutidens elendighed. Måske er det en begrundet årsagssammenhæng, men resultatet er også at afrikanere gøres ansvarsløse for deres nuværende og fremtidige situation. Følelsen af afrikansk ansvarsløshed er udbredt hos de blødende hjerter i vesten, hvilket er slemt nok. Endnu værre er det når afrikanerne og de afrikanske ledere også føler ansvarsløsheden og falder ind i en offerrolle.

Fattigdomspornoen og den afrikanske ansvarsløshed viste sig i fuldt flor til de verdensomspændende Live8 koncerter i 2006. Her kunne alverdens blødende hjerter lindre deres dårlige samvittighed ved at gå til koncert. Vel at mærke koncerter, der aldrig vil kunne opnå deres formål, men som gav en masse musikere mulighed for at vise deres egne blødende hjerter til verden (uden betaling selvfølgelig).

Live8 er en direkte udløber fra Bob Geldorfs ”Band Aid” koncerter i 80’erne. Band Aid gik ud på at afhjælpe en fattigdom i Etiopien (somaldrig har været koloniseret), hvor militærdiktatoren Mengistu gerne brugte sult som våben mod oprørere, og havde den største foragt overfor hjælp fra udlandet, selvom det gjorde at han lettere kunne fortsætte hans regime med militær støtte fra både Rusland og Cuba. Hungersnøden kom ikke fra noget fremmed sted når man tager Mengistu socialistiske planøkonomi i betragtning.

Selvom billederne af et lidende Afrika kan finansiere vestlige hjælpeorganisationers dårlige samvittighed på den korte bane, så lider Afrika uden tvivl under det på den lange bane. Hjælpen til de sultende bliver også en hjælp til frygtelige regimers overlevelse. Billedet af Afrika får vesten til at blive paternalistisk overfor de afrikanske lande, og det er synd. Afrika er ikke fuld af ansvarsløse børn i voksne kroppe. Afrikanerne er voksne mennesker, der ønsker at forbedre deres liv til trods for fattigdom og regimer, der har værdifællesskab med sovjet og store dele af venstrefløjen her hjemme.

Panama har ingen nationalbank

Vi har vænnet os så meget til Nationalbanken, at de fleste tror at vi ikke kan undvære nationalbanken til at udstede penge og fastsætte renten. Men Panama har ingen nationalbank, og det går ganske godt. Panama har en fuldstændig markedsdrevet pengesystem. I markedet er det normalt at bruge amerikanske dollars.

Vi har helt mistet forståelsen for hvad penge er. Det er let at tro at penge er noget værd, fordi penge har værdi. Men det er ikke sandt. Penge er noget værd, fordi de er et symbol for værdi; fordi vi har en forventning om at kunne bytte pengene for noget vi har brug for. Hvis tilliden til pengene bliver mindre, så vil have flere penge for de varer vi bytter for penge, og resultatet er inflation. Problemet er bare, at med inflation vil vi ikke kunne købe så meget for vores opsparing, efterhånden som tiden går.

Selvom Panama bruger amerikanske dollars, så har de en mindre inflation end amerikanerne, og siden deres uafhængighed i 1903 har de ikke haft et økonomisk kollaps eller pengekrise, ligesom stort set resten af verden, og i særdeleshed Mellem- og Sydarmerika.

Nøglen til succesen er at den Panamanske regering ikke kan ”opfinde” penge, ligesom den danske nationalbank kan. Alle penge skal tjenes, og den eneste måde panamanerne kan få fat på dollars, er ved at købe dem med varer eller arbejdskraft.

Hvis der kommer for mange penge til landet til at udbuddet af varer kan følge med, så er de mange internationale banker i stand til at investere pengene ude i verden, så inflationen holdes nede. Hvis det går den anden vej, er der let at trække pengene tilbage til Panama gennem salg af aktiver eller lån, således at pengeforsyningen bliver stabil.

Det samme kunne udmærket foregå i Danmark. Om det så er dollars, euro eller guld, der anvendes som betalingsmiddel er ligegyldigt. Det vigtige er at staten ikke har indflydelse, og at der er konkurrence mellem betalingsmidlerne om at være mest stabile. Mister danskerne tilliden til euro, så skifter opsparinger og priser over til noget andet.

Danske Bank kunne fint udstede deres egne penge, men hvis de er i konkurrence med andre mere stabile former for valuta, så vil de have det hårdt, hvis ikke der er tilstrækkelig dækning for de penge de udsteder. En nationalbank med monopol på udstedelse af penge vil ikke have sådanne hensyn at tage. De kan udstede lige så mange penge de vil med inflation og fattigdom til følge.

Det er klart, at hvis Danske Bank er ved at gå konkurs, så kan det blive kritisk for dem, der har penge fra banken. Risikoen for de såkaldte ”bank runs”, hvor banker går fallit bliver reel, men det kan imødegåes ved at flere banker går sammen om at udstede en valuta, hvis de da ikke anvender en guldstandard.

At udstede valuta svarer dybest set til at låne penge af kunderne, og ligesom med alle andre lån er der en risiko, som man må tage højde for, og ligesom alle andre økonomiske risici er det muligt at betale andre for at påtage sig den. Danske Bank kunne købe en forsikring hos andre banker for at stabilisere deres egen valuta.

Forskellen fra den gang hvor bank runs var almindelig til i dag er, at de finansielle markeder er væsentlig mere udbyggede med hurtig respons på ændrede omstændigheder. Netop derfor har Panama formået at gå fra sølvpesos til de mere fleksible papirpenge uden de store problemer.

Update: Panama har godt nok en valuta, nemlig Balboa, men den har fastkurs 1:1 med dollars, som anvendes i praksis.

Drop kommuneaftalerne

Regeringen indgik forlig med kommunerne den anden dag om deres økonomi. Det er en stor forkromet løsning, hvor kommunerne og regeringen prioriterer forskellige indsatsområder, og hvor meget staten skal betale til kommunerne i bloktilskud. I harmoni med Venstres skattestop sænker regeringen skatten med 500 millioner, så kommunerne kan sætte deres skat op.

I lederspalterne på 180grader får aftalen nogle velfortjente hug.

Kommunerne opfører sig lige så uansvarligt som små børn, men det er forventeligt, for de behandles også som små børn. Næsten uanset hvor tåbeligt en kommune bærer sig ad, så har det ikke nogen konsekvenser. Hvis en kommune bruger uhæmmet løs og må hæve skatterne, så ville den i en bedre verden blive straffet ved, at skatteydere med høje indkomster ville foretrække de mere økonomisk ansvarlige nabokommuner at bosætte sig i.

Lederen bringer op at staten burde bruge sin autoritet, og skære i bloktilskuddet hvis kommunerne ikke har styr på økonomien. Jeg vil mene det var bedre at gå den anden vej.

Som det er nu kan politikerne ude i kommunerne slippe for at tage de grimme beslutninger, og bare skyde skylden på regeringen og den aftale som de frivilligt blev tvunget ind i. Nicolai Wammen fra Århus har kørt det spil som en mester. Kommunerne får lige nu lov til at opføre sig som små børn, der ikke kan få deres vilje. I stedet for at behandle dem endnu mere som børn, så burde de behandles som voksne – og mærke konsekvenserne af deres handlinger som voksne.

Drop aftalerne og drop bloktilskuddet. Regeringen håndhæver de minimumsregler om hjemmehjælp og lignende, som folketinget fastsætter, og så må kommunerne opkræve fastsætte deres skatteprocent som de finder nødvendigt. Slut, ikke mere diskussion. Kommunerne kan få lov til at sejle lige så meget de har lyst til, og skattestoppet i regeringsgrundlaget skal kun gælde for statens finanser.

Hvis kommunerne ikke kan få budgetterne til at hænge sammen, så må de hæve skatterne uden at kunne skyde skylden på andre. Hvis borgerne er tilfredse med det, så er alt godt, men hvis ikke, så må det koste hoveder til næste valg. Borgerne i den enkelte kommune får meget lettere ved at holde politikerne ansvarlige når det kun er borgmesteren, der skal væltes og ikke landets statsminister.

Det farligste sted i verden

I 2006 var Ramadi det farligste sted i Irak. Time bragte tilbage i maj 2006 en artikel om situationen i Ramadi.

Der er ingen grund til at tro, at amerikanernes kamp mod irakiske oprører kommer til at gå bedre. Med faldende støtte i USA for krigen, er Bush regeringen ivrig efter at vise, at der er nok fremgang mod at slå oprøret ned (…)

Ingen steder er kampene så hårde end i Ramadi, hovedstaden i Anbar provinsen og i øjeblikket centrum Sunni oprøret. Byen er stadig højborg for oprører loyale til Abu Mousab al-Zarqawi, lederen af al-Qaeda i Irak, som den amerikanske efterretningstjeneste mener gemmer sig i et område nord for byen. I de sidste par uger har soldater og Marines i Ramadi været under konstant angreb, der har tvunget ledelsen til at sende forstærkninger til den belejrede by.

Det så ikke godt ud. Det var farligt og de hjemlige medier holdt sig ikke tilbage for at udspy dommedagsprofetier. Men for et par dage siden rapporterede rapporterede Badger 6 om den nuværende situation i Ramadi.

Over this last six days, in this city there have been no reported insurgent attacks.

None.

Zip.

Zero.

Nada.

No roadside bombs.

No snipers.

No “other small arms fire.”

No car bombs.

No RPGs.

Last fall there was virtually no government here and the report that was ballyhooed as an admission of failure, had every reason to be perceived as accurate.

And then things changed. The people of Al Anbar understood what the Islamist vision for them was and they did not like it. The decided to help the coalition.

Hvor meget har man hørt om det i de danske medier? Jeg kan ikke finde noget. Det blev dog rapporteret i forbifarten at Zarqawi er blevet dræbt.

Jeg skrev tidligere at kampen er både hård og farlig, men at det nytter noget. Irak pessimisterne hos det venstreorienterede New York Times holder sig ikke tilbage for at komme med de samme forudsigelser om Bagdad.

Men lad os nu se.

Organtestamente

Først kom det falske donorshow på Hollandsk TV, som fik man til at melde sig som donorer. Så melder de konservative, at man skal tage stilling til donation for at få et kørekort. Næste trin kom fra Venstre om at man som udgangspunkt er donor, medmindre man melder det fra – en såkaldt opt-out ordning, som er det modsatte at opt-in, hvor man skal tilmelde sig som i dag. Endelig kommer Christopher Arzrouni på banen med kritik af opt-out ordningen. Kan bruger det nærliggende, men dårlige argument om at hans organer som udgangspunkt ikke tilhører det offentlige.

“Jeg synes, det er dybt umoralsk, at man som udgangspunkt nationaliserer vores alle sammens organer. Det er simpelt tyveri. Det er den mest fundamentale krænkelse af privatlivet, man kan tænke sig.”

Argumentet er fuldstændig meningsløs. Man kan ikke have ejendomsret over noget som helst når man er død. Det er derfor man skriver testamenter, så ens ejendom kan overdrages til andre i dødsøjeblikket.

Hvis man ikke lader sig registrere i donorregistret, så må det være fordi man er ligeglad, og er man ligeglad, så kan jeg ikke se noget til hinder for at meget syge mennesker kan få livet tilbage. Der er ikke nogen, der bliver dårligere stillet, hvilket bør være et krav hvis man skal tænke lidt utilitaristisk.

Arzrouni drager fornuftigt nok ejendomsretsbegrebet ind i debatten, men han bruger det forkert. Hvis man ikke har meldt noget til donorregistret, så svarer det på alle måder til, at man ikke har skrevet testamente. De efterladte gør ikke krav på organerne, og derfor står organerne i en form for ejendomsretlig ingenmandsland, ligesom hvis der ikke er arvinger, og ingen testamente. På alle andre områder gør staten krav på sådan ejendom på vegne af almenvældet. Det er der ikke nogen specielt ved, for alternativet ville være at ejendomsretten blev tildelt efter først til mølle princippet. Det synes jeg i hvert fald ikke er rimeligt i en mangelsituation.

Man kunne selvfølgelig tillade arvingerne at gøre krav på organerne, og sælge dem til de mest trængende (dvs. de højestbydende). Det ville ikke være anderledes end hvis arvingerne sælger afdødes hus til højestbydende. På den måde vil alle raske mennesker kunne efterlade særdeles mange penge til de efterladte. Bønene til ofrene for spøgelsesbilisten vil dermed have pengene til, at kunne komme videre økonomisk, uden at være afhængig af andres lyst til at donere penge.

Den ordning er lidt ekstrem og kan med rette opfattes makaber. En mindre makaber variation på ordningen bliver foreslået af Dansk Transplantations Selskab (samme link som Arzrouni), hvor man kun kan modtage organer hvis man på forhånd er registreret som donor. Den ordning kunne passende kombineres med opt-out, så man kan nøjes med at donere til andre donorer. Man skal bare tillade oprettelsen af donorforeninger, hvor medlemmer donerer og modtager organer på den måde medlemmerne har skrevet ind i reglerne.

Geo-politisk selvforsvar

Barcepundit har en lille analogi om optakten til befrielsen af Irak.

En 18 årig havde røvet en flere butikker med et uladt våben, da han mødte sin overmand; et våben med kugler i. Teenageren blev dræbt af en 53 årig mand, som efter afhøring hos politiet fik sit våben tilbage og blev løsladt. Han havde handlet i selvforsvar.

Måske er det at strække det lidt, men burde den samme logik ikke gælde med krigen i Irak? Saddam brugte et uladt våben (da han lod som om han havde masseødelæggelsesvåben, eller i det mindste lod han ikke inspektørerne vise at han ikke havde nogen), og så blev han skudt fordi han udgjorde en trussel. En trussel, som ethvert ansvarligt menneske, ville forsøge at fjerne.

Det er på tide at give Bush hans våben tilbage, så vi kan få en ende på den absurde påstand om at ”Bush løj om trusselen fra Saddam.” Det var også geo-politisk selvforsvar

I Saddams tilfælde var hans muligheder for hurtigt, at anskaffe eller fremstille masseødelæggelsesvåben så gode, at det svarer til at røveren havde kuglerne i lommen. Uanset hvad, så er det klart selvforsvar. Alle troede på truslen, men nogen havde bare ikke modet på at gøre noget ved det, og andre har ikke mod og mandshjerte til at gøre arbejdet færdigt.

Myten om de stiltiende moderate muslimer

Der er en myte om at moderate muslimer aldrig siger fra overfor de fanatiske islamister. Når myten slæbes frem er formålet ikke så meget en opfordring til de moderate muslimer om at komme ud af busken, men snarere at give et indtryk af, at der ikke findes moderate muslimer. Uanset hvad formålet med myten er, så er og bliver det en myte. Der er et hav af muslimer, som er lige så muslimske, som de fleste danskere er kristne. Naser Khader og Manu Sareen er udmærkede eksempeler på eksponenter for dem. Der er også mange mere eller mindre religiøse muslimer, heriblandt Asmaa Abdol-Hamid (som jeg ikke bryder mig fordi hun stiller op for enhedslisten). Af borgerligt/konservativt orienterede findes blandt andet Safia Aoude, og tager man radikale og socialdemokratiske muslimer med, så er der pludselig temmelig mange.

Stephen Schwartz har skrevet et udmærket artikel på TCSdaily, hvor han netop angriber medierne for kun at fokusere på de ekstreme muslimer og ignorere de moderate. Et eksempel på det, kom efter terroristplottet i Fort Dix blev forpurret af myndighederne.

Fire ud af de seks tilbageholdte mistænkte viste sig at være etniske albanere. Bestemte kommentatorer erklærede hurtigt at alle tilbageholdte var albanere fra Kosovo, og udskældte dem som utaknemmelige fra en krig hvor USA greb ind for at redde muslimerne. En vrede spredte mod alle albanere, tilsyneladende også albanske kristne, som kun ganske få ved noget om, og det inkluderede den mest berømte af alle moderne albanere, nemlig Moder Theresa. Det viste sig dog at de tre anklagede Duka-brødre kom fra byen Diber i de vestlige Makedonien. Ingen fra de vestlige medier tog sig tid til at undskylde overfor Kosovo Albanerne for beskyldningerne mod dem helhed. Beskyldninger, som var baseret på formodninger, alarmisme og ond vilje.

Ikke nok med det, så havde Duka-brødrene intet med Kosovokrigen og flygtningestrømmene at gøre. De var kommet til landet da de var helt små.

En hel gruppe af muslimer blev her lagt for had. Stephen Schwartz er selv muslim med rødder på Balkan. Han bruger meget tid og kræfter på at fortælle historien om islam på Balkan, og ikke mindst på at bekæmpe den Wahhabisme, som udsender den ekstreme fundamentalisme fra Saudi Arabien, og som Osama Bin-Laden er en del af.

Medierne overså/ignorerede. at de tilbageholdte slet ikke var den del af det albansk-muslimske samfund. Det blev helt ignoreret, at præsidenten for “Albanian Muslim Community in the U.S. and Canada” fordømte vold og teorrisme begået I islams navn, og efterfølgende erklærede sin fulde støtte til det amerikanske samfund og myndigheder. For to år siden skrev han en anden lignende artikel , hvor han prøvede at forklare fænomenet.

Vestlige medier har ikke til opgave at dække islam. Deres opgave er at dække begivenheder, der involverer islam. Der er en åbenbar forskel.

(…) Når de [medierne] har brug for ekspertise og analyse, så henvender de sig til akademikere og myndighedernes eksperter, hvis viden om islam er enten fordrejet eller begrænset. Alternativt henvender de sig til repræsentanter for de muslimske trends, som er velfunderede i vesten, men har værdier, som ikke harmonerer med vestlige værdier. Ved at henvende sig til sådanne akademikere og grupper, får medierne bekræftet deres fordomme og fejltagelser, frem for at få dem afkræftet.

Men det er ikke kun misrepræsentationen i medierne der er problematisk. Èn ting er, at medierne giver en stimatisering af muslimer, men de muslimer, som træder frem, og står ved at de er muslimer, får en hård medfart. Noget andet er at når nogen, som går lidt op i deres religion, endelig træder frem, så bliver der fra forskellige kanter gjort det yderste for at dæmonisere og miskreditere dem. Senest er det sket for Safia og Asmaa. Det er muligt Asmaa og Safia har nogle afvigende holdninger som jeg og mange andre danskere ikke deler, men ligefrem at sætte dem i bås med Bin-Laden tilhængere og terrorister er vildt overdrevet. Der drives næsten en heksejagt på dem, og folk gør sig umage for at finde holdninger og påståede holdninger, som kan bruges som undskyldning for at udstøde dem.

Det tragiske er at hvis vi i vesten effektivt skal bekæmpe Bin-Laden og den wahhabisme, som lever i bedste velgående i det meste af verden, så er det netop dem vi skal alliere os med. Det er dem, som står i frontlinien mod wahhabierne. Det er dem, som kender forholdene. Dem er om nogen dem, som kender retorikken, der kan bruges imamerne med muhammedtegningerne, og det er dem, som kommer i miljøerne hvor den farlige ekstremisme kan gror.

Det eneste krav er at vi andre anerkender at islam ikke er en entydig størrelse. Der er kæmpe meningsforskelle, og i mange af de mellemøstlige lande får de frihedsorienterede muslimer lov til at hilse på bødlerne sværd hvis de er for højrøstede.

Kollektivt ansvar er ingens ansvar

Bente Klarlund Pedersen Allen Flyvbjerg (begge professor, overlæge, dr. med.) havde en tankevækkende kronik i JP i går, og det er tankevækkende på den kedelige måde.

Sundhed er et fælles ansvar. Hvis danskernes sundhed skal forbedres, skal vi alle indse, at det er nødvendigt med en øget indsats på forebyggelsesområdet.

(…) Den kendte frase, at »det er billigere at forebygge end at helbrede« er sand, men kun på sigt.

Selvom lægerne i deres dagligdag (burde være) udsat for situationer, hvor de skal vurdere om fordelene ved en behandling opvejer ulemperne, så er de totalt blinde for at forebyggelsen kunne tænkes, at være værre end sygdommen.

Hele tankegangen om, at noget kan være et fælles ansvar er skræmmende, og så lige sygdom, som om noget afhænger af livsstil og vaner. Noget andet er at et fælles ansvar altid ender med at blive ingens ansvar.

I virkeligheden påstår lægerne at det er politikernes ansvar, men hvis man ser på hvad de lover i skåltalerne, og på hvad resultatet faktisk bliver, så er vi tilbage ved at det er ingens ansvar. Desuden er politikernes eneste værktøjer i sundhedsdebatten at begrænse folks frihed og dermed signalere, at folk ikke har noget ansvar. Hvordan kan man løfte et ansvar uden at have frihed til at gøre det?

Værst af alt er den fuldstændigt tankeløse forståelse af ansvar. Ansvar må komme et sted fra. Enten har man et ansvar fordi man har forårsaget en bestemt situation, eller også fordi man moralsk har valgt at påtage sig et ansvar frivilligt. Ansvar kan ikke komme ud af den blå luft. I forhold til sundhed, så kan jeg umuligt have forårsaget min kollegas dårlige sundhed, og jeg kan umuligt påtage mig ansvaret for hendes sundhed, uden at krænke hendes person på groveste vis. Vi må antage, at min kollega har sin egen frie vilje. Men det mener lægerne ikke!

Det er problematisk at se sundhed som et snævert spørgsmål om selvvalgt livsstil, da man derved udelukker samfundets afgørende rolle og dermed muligheden for at gøre noget ved problemerne. Jeg kan fortælle min kollega at rygning er ufedt. Jeg kan fortælle at jeg ikke gider være i nærheden af røg. Det lyder simpelt og uorganiseret, men det virker. Nedgangen i antallet af rygere i visse kredse i samfundet, skyldes helt klart et socialt pres, og ikke nogle skræmmende tekster på cigaretpakkerne.

Livsstilsbetragtningen overser, at fx rygning skyldes en afhængighed, hvor den enkelte har svært ved at ændre adfærd. Livsstilsbetragtningen overser også, at vore spise- og bevægelsesadfærd i høj grad er skabt af ydre rammer som fx arbejdsrutiner, byplanlægning, transportsystemer, afgiftspolitik, tilgængelighed såvel som indretningen af vores arbejdspladser og skoler.

Man udelukker bestemt ikke samfundets rolle ved den livsstilsbetragtning, men man udelukker tydeligvis de muligheder lægerne ønsker at gøre ved problemerne. Ideen med et offentligt center til forske i disse såkaldte livsstilssygdomme er ganske god, hvis man ønsker at informere, uddanne og påvirke folk med viden af høj kvalitet. Hvis formålet derimod er at lovgive og umyndiggøre borgerne, så er det den værste idé. Den måde lægerne anser den frie vilje, så er det tydeligvis den sidste mulighed ønsker.

Det klinger hult når lægerne andetsteds siger at vi selv også har et ansvar for vores sundhed, når de afviser den frie vilje med henvisning til afhængighed og vaner. Afhængighed og vaner er bare dårlige undskyldninger for ikke at påtage sig et personligt ansvar, og i dette tilfælde en undskyldning for at tage frihed og ansvar fra borgerne.

Afhængighed kan brydes hvis man ønsker, og ligeledes kan vaner. Ønsker man det ikke så, slipper man aldrig nogensinde af med dem. Men det er egentlig ikke overraskende når afhængighed og vaner strengt taget er udtryk for personlige præferencer. Folk søger at opfylde deres præferencer bedst muligt, så det lægerne egentligt ønsker er at folk ikke skal leve som de gerne vil. De skal leve på den måde som lægerne ønsker (dvs. den måde deres offentlige center ønsker).

Der er et enormt potentiale for at påvirke folk til at ændre adfærd, men det er en langsom proces at få social pression til at virke. Det tager lang tid at nå ud til folk, måske uuddannede folk, med information, så de kan se at deres nuværende valg måske ikke opfylder deres sande præference. Uanset hvad, så er det folk selv, der har ansvaret for deres sundhed, og det er folk selv, der skal gøre det der kan gøres. Fra staten/samfundets side kan vi kun gøre os forhåbninger om at understørre den proces, vi må aldrig forsøge at gennemtvinge den.

Succes i Irak

Hver gang en dansk soldat kommer til skade i Irak eller Afganistan kommer debatten frem om Danmarks deltagelse i de to lande. Er det risikoen værd? Kan vi klare det? Er det for farligt for vores soldater?

Det sidste er det mest tåbelige spørgsmål, for hver gang en dansk soldat bliver dræbt, er det et tegn på at der er brug for de danske soldater. De gør en positiv forskel. Uden sikkerhed vil det politiske system aldrig nogensinde komme op at stå. Medierne er helt vilde med at bringe historier om hvor skidt det står til, og hvor håbløst det er. Det underlige er bare, at hver gang en udsendt eller tidligere udsendt soldat får lov at udtale sig, så fortæller de begejstret hvor meningsfuldt deres arbejde har været på trods af farerne. Antallet af amerikanske soldater, der tager flere ture i Irak er skyhøjt, også de kan se det nytter noget.

Det er meget tydeligt på de forskellige millblogs, skrevet af soldaterne, at de er frustrerede over at deres succes ikke bliver rapporteret, men at alle problem villigt rapporteres. Badgers Forward er skrevet af en amerikansk soldat I Irak. Jeg synes den er utrolig informativ og virker ærlig. Specielt indlæggene da nogen af hans folk blev dræbt var hårde at læse. Alligevel lyser optimismen, på trods af strabadserne, ud af bloggen. Men også frustrationerne med medierne kommer op her, efter Associated Press rapporterede at indsatsen havde fået et tilbageslag.

How were US claims of success dealt a blow exactly? We are having a great deal of success in the city, that does not mean the bad guys are going to take getting moved out lying down. The enemy gets a vote. They have had to resort to car bombs because we control the city. They cannot work in the city so they need to make their weapons platforms more mobile.

As long as any attack is reported as indicating Coalition failure, the markers are set for guaranteed failure, but no difficult endeavor is ever one easy path of always improving markers. AP should be ashamed.

Det er netop sagen. Fjenden slår igen. De gør modstand, men et slag er ikke nødvendigvis et tilbageslag. Det er først når vores hjemlige medier rapporterer det som et tilbageslag, at det bliver virkeligt bliver et tilbageslag. Den største fare er at vi trækker vores soldater ud for tidligt, fordi vi tror vi har tabt. Mohammed fra Iraq the Model, bor i Bagdad, og her fortæller han i utvetydige vendinger hvad der er på spil.

I had said it over and over again that some of us in Iraq and America are sending wrong messages to the terrorists and the dictators behind them; in fact I wasn’t surprised when I saw Zawahiri appear on al-Jazeera to announce America’s defeat, not long after Reid did.

Zawahiri claims al-Qaeda has won and Reid claims America has lost but I see only a war that’s still ongoing and I see no victory for al-Qaeda or any other entity. On the contrary I see that al-Qaeda has the shortest stick.
We are going through a fierce war and sending more wrong messages could only further complicate an already complicated situation and create more mess that would be exploited by Iran, Syria and Saudi Arabia for their own purposes—more iron-fist control on the peoples and treasures of the region and pushing the middle east to crises and confrontations with the world not forgetting spreading their dark, backward ideologies.

Danmark gør en forskel. Det er risikoen værd, men det er pisse farligt. Hvorfor kan medierne ikke se, at det billede de viser kun hjælper fjenden?

Glem alt om brintbiler

En konkurrent til brintbiler har set dagens lys: En bil, der kører på luft! Ja, du læste rigtigt. I Indien har de produceret en bil, der kører på komprimeret luft. Den kan køre 100km/t og har en rækkevidde på 200 km.

Ifølge producenten vil det kun tage et par minutter at genoptanke bilen på tankstationer med en speciel kompressor. Det burde ikke koste mere end $2 at fylde kulfibertankene med 340 liter luft ved 4350 psi. Er man ikke i nærheden af en station, så kan bilen også sættes i en stikkontakt, så den indbyggede kompressor kan klare optankningen på 4 timer.

Selvom rækkevidden ikke er stor, så hastigheden ikke er høj, så er konceptet genialt til bykørsel, hvor luftforureningen fra biler er et alvorligt problem.

Det store spørgsmål er selvfølgelig prisen, og ikke mindst om kulfibertankene er gode nok og om effektiviteten af motoren er tilstrækkelig. Men om ikke andet, så er det en sjov idé (og så er den lavet i Indien).

(Pointer fra Instapundit.com)