Irak

Lad irakerne i stikken

Posted on by Leclerc / 0 Comment

Det står helt ad helvede til i Irak, og indsatsen er en katastrofe med og det bliver kun værre og værre. Det er i hvert fald den forståelse man får hvis man følger medierne her i landet. Store dele af det politiske landskab er også med på vognen.

Senest er der publiceret en evaluering på baggrund af flere målepunkter. Hvis vi forholder os realistisk til den virkelige verden, så må vi forvente at nogen ting lykkedes og andre gør ikke. Men man bør se på hvad der er lykkedes og hvad der ikke er, i stedet for at tælle at der er 8 mangler og 8 succeser med 2 midt i mellem. Størstedelen af manglerne handler om at det irakiske parlament ikke har fået løst nogen politiske stridigheder – politiske stridigheder. Men hvad kan man forvente sig af et demokrati? For der er demokrati i Irak, og demokrati skal ikke være supereffektivt. Politiske problemer er ikke det samme som demokratiske problemer, medmindre man er antidemokrat.

Sikkerhedsspørgsmålet er om noget det vigtigste, da det er grunden til vi overhovedet er i Irak endnu. Her er der mange positive tendenser, og selvfølgelig er det ikke afgjort. Ingen havde regnet med det. Men det er stadig bemærkelsesværdigt at antallet af mord er nede på 300 i juni i modsætning til 2.100 i januar. Et eller andet er sket.

Stammeledere er begyndt at bekæmpe terroristerne, og irakerne strømmer til når politiet søger nye rekrutter. Irakiske politifolk og soldater har nok det farligste job i verden (bortset fra terroristerne), og alligevel er interessen enorm, og opbakningen til koalitionsstyrkerne stiger. Irakerne ser i højere grad de udenlandske soldater som nogen man kan stole på, og nogen som ikke gider blive i Irak for evigt.

Alle, både modstandere og tilhængere af befrielsen af Irak, ønsker at vores soldater skal ud af Irak så hurtigt som muligt. Uenigheden består bare i, om en af mulighederne er at lade irakerne i stikken.

Diskrimination/Nyhedskommentar

L’Oréal’ dømt for racisme for at ansætte effektive sælgere

Posted on by Leclerc / 2 Comments

På modspil.dk har Carsten Agger skrevet lidt om L’Oréal’s dom for racisme. Sagen kort: L’Oréal laver en rekrutteringskampagne for at hyre salgspersonale til at sælge en af deres produktgrupper. Dem firmaet søgte, skulle stå i supermarkeder, og fremvise produkterne. Ansøgerne skulle være mellem 12 og 22 år, size 38-42 og “BBR” (en slet skjult reference til hvide personer). L’Oréal kommer med en halvdårlig udtalelse om at de går ind for diversitet, men bliver idømt en bøde på €30,000 og en tidligere direktør i firmaet idømmes 3 måneders betinget fængsel.

Carsten Agger får så kædet dommen sammen en historie med om at grundlæggeren af L’Oréal skulle have støttet Hitler i 1942, og postulerer, at L’Oréal’s produkter kun skulle være for hvide mennesker.

Hvorvidt historien om firmaets grundlægger er sand eller ej, så er det useriøst at påstå at det skulle have en sammenhæng med at firmaet ønske om at fremvise deres produkter på en bestemt måde med en bestemt profil. Hvis de mener en ”BBR” profil er bedst til at sælge deres produkt, så må det være deres sag. Hvis andre mener at afrikanere vil være bedst til at sælge deres produkt, så burde det også være i orden. Men lige nu skulle det også give bøde og fængselsstraf.

Hvis vi antager at L’Oréal har dygtige folk ansat, og det mener jeg godt man kan, når man ser på firmaets størrelse og økonomi. Hvis de er dygtige, så er det fordi de formår at lave de rigtige produkter, og sælge dem kampagner og brands, som kunderne tiltrækkes af. Hvis kunderne tiltrækkes af unge blonde kvinder med smalle hofter, så reagerer firmaet på det. Når firmaet, så får bøder og cheferne smides i fængsel, så er det altså på baggrund af præferencer hos kunderne.

Diskrimination betyder egentligt at man har en præference for en af flere forskellige muligheder. Om det så er hudfarve eller andet gør principielt ingen forskel, og præferencen er der uanset hvad loven siger. Der er åbenbart ikke nogen, der bemærker at L’Oréal diskriminerer på baggrund af både alder og kropsbygning, og dermed holder mange andre mennesker fra at kunne få et salgsjob hos dem.

Det er naivt at tro at reklamer hvor der ikke optræder mørklødede kvinder, på en eller anden måde skulle fremme racisme og fremmedhad i samfundet. Hvis der er en kundegruppe, der bliver overset af reklamer med blondiner, så er det helt oplagt at andre firmaer eller andre kampagner forsøger at ramme dem med brunetter eller lignende. Medmindre brunetter også hellere køber produkter med blondinereklamer.

Hvis der er noget, der skaber dårlig stemning på baggrund af oprindelse og hudfarve, så er det sådan nogle dommen kombineret med reaktionerne fra folk som Carsten Agger. De holder meget af at slå andre oven i hovedet, som har andre præferencer end dem selv, og de kan slet ikke se at det er deres handlinger, som skaber foragt og misstemning mellem mennesker.

Frihed

”Rettigheder” som ejendomsret

Posted on by Leclerc / 4 Comments

Mises Instituttet og Murray N. Rothbard er ret ofte ude på et skråplan, som efter min mening næsten bliver helt religiøst. Men på nogen punkter rammes der altså plet. Denne artikel af Rothbard synes jeg dog er rigtig god. (Hvis nogen mener jeg ikke bør udbrede disse sandheder fordi jeg krænker deres ophavsret, så må de lige sige til i kommentarerne.)

Venstreorienterede ønsker at forbeholde begrebet ”rettigheder” til ”menneskerettigheder” såsom ytringsfrihed, alt imens ejendomsretten ikke kommer ind under den kategori. Men når alt kommer til alt, så giver ”rettigheder” kun mening i lyset af ejendomsretten. Ikke nok med, at der ikke er nogen menneskerettighed, som ikke også er en ejendomsret, men ”rettighder” bliver også udvandet og mærkelige hvis man ikke bruger ejendomsretten som udgangspunkt.

Der er der to måder hvor ejendomsret er identisk med menneskeret. For det første kan ejendom kun tilskrives mennesker. For det andet er en persons ret til sin egen krop, hans personlige frihed, en ejendomsret til sin krop, såvel som en menneskeret. Men endnu vigtigere er det for denne diskussion, at når menneskerettighederne ikke ses som en ejendomsret, så blive de svage og selvmodsigende. Det tillader, at de venstreorienterede svækker rettighederne på baggrund af begreber som ”det fælles bedste”. Som jeg har skrevet et andet sted:

Tag f.eks. menneskeretten ytringsfrihed. Ytringsfrihed bør betyde at alle har ret til at sige hvad de vil. Det forsømte spørgsmål er: Hvor? Hvor har men ret til ytringsfrihed? Man har det bestemt ikke på ejendom hvor man ikke har lov til at være. Kort fortalt, så har man det kun på sin egen ejendom eller på ejendom hvor ejeren tillader det. Faktisk er der ikke nogen separat ”ret fri tale”. Der er kun ejendomsretten; retten til at gøre som man vil med sit eget, eller lave aftaler andre om brug af deres ejendom.

Kort fortalt, så har en person ikke nogen ret til fri tale. Der er kun en ret til at leje en sal, og tale til dem, der kommer derind. Der er ikke nogen frihed til medierne. Men der er en ret til at skrive og udgive aviser og bøger, og sælge det til dem, der er villig til at købe det. (Eller forære det til dem, der gider have det). Det vil sige, at alt hvad man har i alle eksemplerne er ejendomsret, inklusiv retten til at indgå kontrakter og bytte ejendom. Der er ikke nogen ekstra ret til at ytre sig udover den ret til ejendom, som man har.

Ikke nok med det, men hvis man pakker analysen ind som en separat ret til at ytre sig i stedet for som en ejendomsret, så fører det til forvirring og svækkelse af hele rettighedsbegrebet. Det mest berømte eksempel er Højesteretsdommer Holmes’ konstatering, at ingen har ret til på falsk baggrund at råbe ”Brand” i et fyldt teater. Ytringsfriheden kan derfor ikke være absolut, og den må begrænses af hensyn til offentligheden. Men hvis vi ser problemet i forhold til ejendomsretten, vil vi opdage, at der ikke er sket nogen begrænsning af nogen rettigheder.

Logisk, så vil råberen enten være en gæst eller ejeren af teatret. Hvis han er ejer, så krænker han gæsternes ejendomsret til at nyde forestillingen i fred og ro, som de har betalt for ham for. Hvis det er en gæst, så krænker han både de andre gæsters rettigheder, men også ejerens rettigheder, idet han bryder betingelser for hans egen tilstedeværelse. De betingelser indeholder bestemt ikke nogen ret til at afbryde den forestilling ejeren viser. Uanset hvad, så kan råberen retsforfølges for brud på ejendomsretten. Hvis vi ser på ejendomsretten involveret, så vil vi se, at Holmes’ eksempel ikke vil give anledning til svækkelse af nogen rettigheder.

Artiklen er noget længere, men essensen er med her. Det er dog værd at påpege, at Rothbard kun anerkender de negative frihedsrettigheder som værende menneskerettigheder. I FN’s menneskerettighedskonvention er der også en lang række positive sociale rettigheder, som bestemt ikke kan passes ind under ejendomsretten. Men det er i højere grad en kritik af begrebet ”sociale rettigheder” end en kritik af at se frihedsrettighederne som en del af ejendomsretten.

Nyhedskommentar

Dobbeltstraf til landmænd

Posted on by Leclerc / 0 Comment

300 får meldes druknet i Vadehavet i sommerstormene i juni. En kedelig hændelse uanset hvordan man vender og drejer det. Hvordan kunne det dog ske, og hvordan kan man forhindre at det sker i fremtiden? Svaret på begge spørgsmål er sikkert, at det kan man ikke. Det forhindrer dog ikke Dyrenes Beskyttelse i at melde landmændene til politiet for at lade deres dyr i stikken.

Men fordi landmændene sikkert ikke kan straffes, så har Dyrenes Beskyttelse skrevet til Justitsministeren for at få Dyreværnsloven ændret.

Jeg har meget svært ved at se hvorfor det skulle være en god idé at straffe landmændene. Et får koster alligevel ca. 1.500 kr pr stk, hvilket giver et direkte tab på 450.000 kr, og så er alt bøvlet med at få flokken op at stå igen ikke regnet med. Hvad skulle formålet med yderligere straf være? Det er ikke fordi dyrene er vanrøgtet eller noget. Det eneste landmændene har gjort er at lave et forkert gæt på hvor langt vandet kom op. Det vil jeg mene er en ærlig fejl.

Hvis Dyrenes Beskyttelse vælger at tage sådan en sag op og kræve endnu mere indgreb fra staten, så er Dyrenes Beskyttelse hastigt på vej til, at miste enhver betydning og dermed sin eksistensberettigelse. Det her er et klart eksempel på at kampen ikke er en kamp for mere dyrevelfærd, men en kamp mod landmændene.

Det kan godt være at det har givet avisartikler og omtale, men prisen er efter min mening høj. Det her er en svækkelse svækkelse af den gode kamp for bedre dyrevelfærd. Landmændene kan på baggrund af sådanne sager med berettigelse opfatte Dyrenes Beskyttelse som en pestilens, frem for en kompetent samarbejdspartner, der kan hjælpe med at hæve standarderne i branchen, og luge ud i de brodne kar.

Det er en sørgelig dag for dyrevelfærden, og skylden ligger hos dem, der skulle gå forrest. Og alt det for et par elendige avisartikler, som offentligheden sikkert ikke læser – men landmændene læser!

Miljø/Samfund

Ateisme er mere end kamp mod muslimer og kristne.

Posted on by Kian Conteh / 5 Comments

Jeg ser ikke mig selv som ateist, men ateisten Karl Reitz har skrevet en interessant artikel om forskellen på kampen mod de traditionelle religioner, som kristendom og islam, og ægte ateisme. Artiklen er et svar til en række (selvudnævnte) ateistiske forfattere, som Karl Reitz mener begår nogle fatale fejl.

Jeg er ateist fordi jeg ikke tror på “tro”, og ”tro” er efter min mening det de traditionelle religioner har til fælles med de sekulariserede religioner. Det betyder at min ateisme er en smule sløret, for ligesom man ikke kan bevise at Gud ikke eksisterer, så kan man heller ikke bevise at han gør. Begge dele er umuligt at teste. Ved at rase imod Gud, i særdeleshed den kristne Gud, rammer de ved siden af målet, nemlig ”troen”.

Jeg synes det er en interessant pointe han kommer med, når han forkaster anti-kristnes og anti-muslimer kamp mod religionerne. Altså handler ateisme i virkeligheden om at man ønsker at være rationel realist uden noget element af ”tro”. Man kan så diskutere langt og længe om det så kan lade sig gøre, men uanset hvad, så står dem, der kæmper mod den kristne kirke og islam isoleret i den diskussion.

Modstanderne af de traditionelle religioner falder ofte i den anden grøft og bliver forkæmpere for det Karl Reitz kalder sekulariserede religioner. Et andet sted i artiklen får de dødsstødet.

De åbenlyse eksempler på sekulariserede religioner er kommunisme, socialisme og fascisme. Hver af dem har dem har et element af tilbedelse af staten med små forskelle ritualer og små forskelle i begrundelser. Efterhånden som de overbevisninger fik mindre betydning, opstod troen på velfærdsstaten og specielt troen på miljøbevægelsen, og blev de nye årsager til at tilbede staten. Miljøbevægelsens disciple påstår at vi vil opleve dommedag katastrofer, og derfor er nogen begyndt at bygge Noah’s ark. Katastroferne kan undgås hvis vi tager imod råd fra profeterne, folk som Al Gore. Men hvis vi synder forurener lidt for meget, så kan vi altid bare købe aflad CO2 kreditter.

. At betragte socialisme, fascisme, velfærdsstat og miljøaktivisme som religioner synes jeg giver meget mening. Tilhængerne er fuldstændig afvisende overfor selv de bedste argumenter, og holder hårdt fast i deres tro selvom der kan findes både indicier og beviser, der peger i en anden retning.

I debatten om global opvarmning er det nærmest kættersk at sige dommedagsprofeterne imod. Det fremføres gang på gang at FN’s klimapanel er enige om den menneskeskabte globale opvarmning, og det bruges nøjagtige på samme måde som hvis man i den katolske verden sagde at alle kardinalerne i Rom var enige. Uenighed tolereres ikke.

Jeg vil som sagt ikke kalde mig ateist. Når nu Gud hverken kan bevises eller modbevises, har jeg valgt at tro på noget guddommeligt, fordi jeg synes det er lettere at få det til at give mening. Men når det kommer til isme-religionerne, så er jeg gennemsyret ateist. Her er det den benhårde realistiske rationalisme der gælder, og hvis der er noget vi ikke ved, så må vi forholde os til det som om vi ikke kender sandheden. Det nytter ikke noget bare at tro på et eller andet, og så i øvrigt ignorere alle indicier for det modsatte.

Atomkraft/Nyhedskommentar

Usaglig fremstilling af atomkraft

Posted on by Kian Conteh / 0 Comment

I torsdags deltog jeg i en debat på P1 om atomkraft, hvor et af de underliggende spørgsmål var at når nu danskerne ved for lidt om atomkraft, har politikerne så ikke et ansvar for at gå forrest med de saglige holdninger. Jeg synes ikke man kan bebrejde politikerne at de ikke tager sagen op, for det er en tabersag; og det vil det blive ved med at være så længe medierne udlægger alle nyheder fra atomkraftværker, som eksempler på hvor dårlig atomkraft er.

Svenskerne opdagede for noget tid siden mikroskopiske revner på et af deres kraftværker, og det blev udlagt som en sikkerhedsrisiko. Men alle bygninger slår revner på et eller andet tidspunkt. Spørgsmålet er bare om det bliver opdaget. Nyheden fra Sverige var i virkeligheden at sikkerhedssystemerne fungerer.

Nu er der kommet et endnu mere usagligt eksempel, hvor der udbrød brand i en transformerstation på et atomkraftværk i Hamborg. Journalistens første spørgsmål er om den danske beredskabsstyrelse blev alarmeret. I opfølgningsartiklen pointeres det at atomreaktoren af sikkerhedsmæssige årsager blev sat ud af drift. Der mistænkeliggøres så lige med en påstand fra Greenpeace om, at de kalder det for ”katastrofereaktoren”. Sagen er nu kulmineret med en artikel om at nogle tyske partier vil have værket lukket:

»Hændelserne viser, at det er uansvarligt uagtsomt at se hen over sikkerhedsspørgsmålene, sådan som atomlobbyen gerne vil gøre det, sagde De Grønnes partiformand«, Reinhard Bütikofer, til avisen Hannoversche Neue Presse.

Hændelsen viser absolut intet. En transformatorstation har absolut intet med atomkraft at gøre. Den strømproduceredne del af et atomkraftværk er nøjagtig magen til den strømproducerende del af et kulkraftværk. Hvis værket ikke kan producere strøm, er det helt naturligt at lukke ned for kedlerne.

Et nedbrud i strømenheden har ingen effekt på sikkerheden af reaktoren, og det er direkte usagligt at udlægge det som sådan. Ritzau og Line Prasz fra Politiken burde skamme sig. Hvis der virkelig var sikkerhedsproblemer, så ville det selvfølgelig være relevant at fremføre dem, men det er ikke i orden at opfinde sikkerhedsproblemer. Hvis andre opfinder problemer, er det lige så useriøst at viderebringe dem helt ukritisk.

Samfund

Journalisternes særstatus

Posted on by Leclerc / 0 Comment

Da jeg ledte efter links I forbindelse med et andet indlæg om journalister og deres specielle privilegier, stødte jeg på denne foruroligende historie om en journalist med råoptagelser fra rydningen af ungdomshuset.

Politiet havde bedt om en dommerkendelse til at ransage den journaliststuderende Ditte Marie Nielsens hjem. Men det blev afvist af retten med den begrundelse, at Ditte Marie Nielsen har pressekort, at optagelserne skulle offentliggøres, og at Ditte Marie Nielsen ikke selv spillede en aktiv rolle som aktivist.

Afgørelsen er efter min mening korrekt, men begrundelsen er fuldstændig hen i vejret, og aldeles uværdigt for et retssamfund.

Domstolen begrunder blandt andet afslaget med at hun er journalist, hvilket må betyde, at hvis man ikke er journalist, så ville man blive ransaget eller tvunget til at udlevere sine optagelser. Journalister står altså over alle andre borgere i samfundet med henvisning til kildebeskyttelse og alt muligt andet. Det er da helt hen i vejret.

Jeg siger på ingen måde at Ditte Marie Nielsens burde få ransaget sin lejlighed ligesom alle andre, men derimod bør den beskyttelse hun nyder som journalist gælde for alle borgere i samfundet. Det er den manglende beskyttelse, der er en skamplet. Journalisternes særstatus på det punkt kunne være grunden til at journalisterne ikke er mere fortørnede over situationen end de er – for fortørnede bliver de når det rammer dem selv.

Den altovervejende begrundelse for ikke at ransage Ditte Marie Nielsens hjem, er dog medtaget i kendelsen, for hvis hun selv havde begået ulovligheder ligesom Nyhedsavisens stenkastende journalist, så ville der være frit slag, for at bruge hendes materiale til at dømme både hende og hendes medskyldige.

Atomkraft

Genbrug af atomaffald

Posted on by Leclerc / 0 Comment

I La Hague i Normandiet har Frankrig et kæmpe anlæg til genbrug af atomaffald. Genanvendelse af brugt atombændsel er ikke let, og i USA er det helt forbudt fordi tidligere tiders forsøg på genanvendelse har resulteret i meget radiaktivt forurening i forbindelse med forarbejdningen. La Hague er interessant, for her har de forarbejdet brændslet i mange uden problemer med udslip.

Et alvorligt problem med genanvendelsen er at et af trinnene består i at isolere plutonium fra det brugte brændsel, og derefter blande det med det friste brændsel. Problemet er selve isoleringen, for kan man det, så er man også i stand til at isolere plutonium til atomvåben, og følgelig er det ikke godt at udbrede den teknologi for meget. Det problem kunne løses ved at kun ”betroede” lande driver genanvendelsesanlæg, og går man skridtet videre kunne disse lande også stå for al den svære håndtering af de radioaktive materialer, ved at bygge reaktorerne på store pramme, og så sejle dem hjem, når det er nødvendigt.

Men modstanderne af atomkraft i specielt set sig sur på genanvendelsen. Blandt andet er Greenpeace stærkt imod genanvendelse fordi det brugte højradioaktive brændsel skal transporteres og fordi genanvendelsen er forurenende. De bruger også et par besynderlige argumenter om at genanvendelsen ikke mindsker radioaktiviteten, og at det derfor ikke er rigtig genbrug. Argumentet om at genanvendelsen forurener, bliver også brugt af andre aktivistgrupper.

Desværre har mange genanvendelsesanlæg forurenet voldsomt, og på trods af at La Hague udleder en tilladt mængde radioaktivt spildevand, så er der styr på processerne, og man ser ikke tidligere tiders svineri. En typisk reaktor giver ca. 30 ton brugt brændsel hvert år. Ca. 27 ton af det kan genanvendes, og bruges som nyt brændsel igen.

Men genanvendelse ser ud til at blive ligegyldig for de nye generation IV reaktorer. Efterhånden er man ved at have styr på hvordan man kan brænde de højradioaktive actinider, incl. plutonium og det ellers ubrugelige Uran-238 i en proces i reaktorerne. Det vil både forlænge reserverne af atombrændsel, men også afhjælpe udfordringerne med opbevaring af brugte brændsel. Men under alle omstændigheder er genanvendelse interessant for alle de nuværende reaktorer.

Samfund

“Moralsk tvivlsomme” journalister

Posted on by Leclerc / 4 Comments

Skal pressen af specielle privilegier til sige og gøre ting andre ikke må? Noget tyder på at de allerede har privilegierne, og journalisterne kæmper indædt for at bevare dem. Jeg har tidligere taget emnet op, hvor jeg blandt andet kritiserer at journalister åbenbart har lov til at offentliggøre hemmeligheder, hvilket skete i Grevil-sagen, og efterfølgende mente TV2 at de gerne må bryde våbenloven fordi de ønsker at lave en historie.

Men der findes også mere fornuftige journalister, såsom Ole Nørskov. Han har efter min mening et meget spændende indlæg på sin blog omkring brug af pressekort.

Jens misbruger ifølge mange DJ’ere sit pressekort, fordi han bruger det privat. Lise misbruger ikke sit, for hun bruger det i arbejdsøjemed.

For mig at se er det lige omvendt. Det er helt og aldeles uproblematisk, at Jens “misbruger” sit pressekort i sin fritid, mens det er på kanten af det etisk ansvarlige, at Lise bruger sit professionelt.

Jens er ikke luder – jo, han modtager en gave – men den påvirker på ingen måde hans journalistiske arbejde. Lise er luder, for de gaver, hun modtager, påvirker i høj grad hendes arbejde.

Selve eksistensen af pressekort og de privilegier der følger med, er efter min mening foruroligende. Ole Nørskov har fuldkommen ret i sin kritik af hans kolleger brug af pressekortet. En ting er at journalisterne risikerer at smide deres objektivitet overbords, hvilket glimrende illustreres i kommentarerne.

Det eneste sted jeg er nægtet adgang er Glasmuseet i Ebeltoft. Kunne jeg ikke garantere, at jeg skrev pænt om museet, måtte jeg betale for at komme ind, sagde den underlige billetdame. Det har naturligvis resulteret i, at jeg aldrig vil skrive om dette sted. Noget for noget.

Det pæneste man kan sige om Preben Juul Madsen, der skrev kommentaren er, at han står ved sin moralsk tvivlsomme brug af sit pressekort. Journalisterne er i kraft af deres fortrolighedsforhold til læserne, betroet at han er ærlig og objektiv. Preben Juul Madsen og sikkert flere af hans kolleger bruger den fortrolighed til at afpresse privilegier fra resten af samfundet.

Med hvordan er det så med de goder Jens, fra eksemplet, får i kraft af hans pressekort? Ja, det er ikke et moralsk tvivlsom brug af hans pressekort, for han stiller ikke nogen i udsigt, at de vil få gavn af at give ham fordele. Når han (mis)bruger sit pressekort, så svarer det fuldstændigt til når et medlem af fagforeningen 3F får billigere forsikringer ved at vise sit medlemsbevis. Af samme årsag kan jeg ikke se noget problem i at en journalistpraktikant laver en rabataftale med et in-sted. In-stedet ser ikke ud til at forvente god omtale, men har måske en rimelig forventning om flere kunder i form af praktikantens kolleger.

Journalisternes privilegier vil sikkert komme mere i fokus fremover, efterhånden som flere bloggere udfordrer ”rigtige” journalister, og enten gør krav på de samme privilegier, eller simpelthen udvander journalisternes magt overmediebilledet, og dermed deres muligheder for at opkræve korruptionen.

Update: I den oprindelige udgave af denne artikel har jeg brugt ordet korrupt om flere journalister generelt og Preben Juul Madsen specifikt. Da korruption er strafbart, og jeg på ingen måde mener Preben Juul Madsen og hans kolleger er kriminelle ifølge gældende lov, vil jeg gerne undskylde for den misvisende brug af ordet. Jeg har efter henvendelse fra Preben Juul Madsen, erstattet det problematiske ord i både overskriften og i teksten.

Bøger/Frihed/Samfund

“Den Politiske Brødrister”

Posted on by Leclerc / 0 Comment

Endelig fik jeg tid til at læse Den Politiske Brødrister (oversat af Anette Rosenlund, Forlaget Forum), som Fernando Savaters efterfølger til Tanker fra en Kannibal. Hvor ”Tanker fra en Kannibal” handler om moral og etik, så handler ”Den Politiske Brødrister” om politik og grundlaget for politik.

Ligesom ”Tanker fra en Kannibal”, så er ”Den Politiske Brødrister” en lille letlæst bog på 223 sider, som ligesom sin forgænger er henvendt til forfatterens søn. Sproget er let og personlig uden at den taler ned til læseren.

Indledningen og konklusionen er et citat af Albert Camus: ”I politik er det midlerne, der skal hellige målet, og ikke omvendt.” Med mit eget poliske udgangspunkt er det en vigtig sandhed. Men det er slet ikke alt i bogen hvor jeg er enig, men alligevel er der rigtig mange punkter jeg kan nikke genkendende til.

De fleste sande individualister er derimod tolerante overfor andres opfattelser, fordi de ikke føler sig truet, når andre mener noget andet end dem selv. (s. 41)

Continue reading →