Da jeg ledte efter links I forbindelse med et andet indlæg om journalister og deres specielle privilegier, stødte jeg på denne foruroligende historie om en journalist med råoptagelser fra rydningen af ungdomshuset.
Politiet havde bedt om en dommerkendelse til at ransage den journaliststuderende Ditte Marie Nielsens hjem. Men det blev afvist af retten med den begrundelse, at Ditte Marie Nielsen har pressekort, at optagelserne skulle offentliggøres, og at Ditte Marie Nielsen ikke selv spillede en aktiv rolle som aktivist.
Afgørelsen er efter min mening korrekt, men begrundelsen er fuldstændig hen i vejret, og aldeles uværdigt for et retssamfund.
Domstolen begrunder blandt andet afslaget med at hun er journalist, hvilket må betyde, at hvis man ikke er journalist, så ville man blive ransaget eller tvunget til at udlevere sine optagelser. Journalister står altså over alle andre borgere i samfundet med henvisning til kildebeskyttelse og alt muligt andet. Det er da helt hen i vejret.
Jeg siger på ingen måde at Ditte Marie Nielsens burde få ransaget sin lejlighed ligesom alle andre, men derimod bør den beskyttelse hun nyder som journalist gælde for alle borgere i samfundet. Det er den manglende beskyttelse, der er en skamplet. Journalisternes særstatus på det punkt kunne være grunden til at journalisterne ikke er mere fortørnede over situationen end de er – for fortørnede bliver de når det rammer dem selv.
Den altovervejende begrundelse for ikke at ransage Ditte Marie Nielsens hjem, er dog medtaget i kendelsen, for hvis hun selv havde begået ulovligheder ligesom Nyhedsavisens stenkastende journalist, så ville der være frit slag, for at bruge hendes materiale til at dømme både hende og hendes medskyldige.
