300 får meldes druknet i Vadehavet i sommerstormene i juni. En kedelig hændelse uanset hvordan man vender og drejer det. Hvordan kunne det dog ske, og hvordan kan man forhindre at det sker i fremtiden? Svaret på begge spørgsmål er sikkert, at det kan man ikke. Det forhindrer dog ikke Dyrenes Beskyttelse i at melde landmændene til politiet for at lade deres dyr i stikken.
Men fordi landmændene sikkert ikke kan straffes, så har Dyrenes Beskyttelse skrevet til Justitsministeren for at få Dyreværnsloven ændret.
Jeg har meget svært ved at se hvorfor det skulle være en god idé at straffe landmændene. Et får koster alligevel ca. 1.500 kr pr stk, hvilket giver et direkte tab på 450.000 kr, og så er alt bøvlet med at få flokken op at stå igen ikke regnet med. Hvad skulle formålet med yderligere straf være? Det er ikke fordi dyrene er vanrøgtet eller noget. Det eneste landmændene har gjort er at lave et forkert gæt på hvor langt vandet kom op. Det vil jeg mene er en ærlig fejl.
Hvis Dyrenes Beskyttelse vælger at tage sådan en sag op og kræve endnu mere indgreb fra staten, så er Dyrenes Beskyttelse hastigt på vej til, at miste enhver betydning og dermed sin eksistensberettigelse. Det her er et klart eksempel på at kampen ikke er en kamp for mere dyrevelfærd, men en kamp mod landmændene.
Det kan godt være at det har givet avisartikler og omtale, men prisen er efter min mening høj. Det her er en svækkelse svækkelse af den gode kamp for bedre dyrevelfærd. Landmændene kan på baggrund af sådanne sager med berettigelse opfatte Dyrenes Beskyttelse som en pestilens, frem for en kompetent samarbejdspartner, der kan hjælpe med at hæve standarderne i branchen, og luge ud i de brodne kar.
Det er en sørgelig dag for dyrevelfærden, og skylden ligger hos dem, der skulle gå forrest. Og alt det for et par elendige avisartikler, som offentligheden sikkert ikke læser – men landmændene læser!
