Endelig fik jeg tid til at læse Den Politiske Brødrister (oversat af Anette Rosenlund, Forlaget Forum), som Fernando Savaters efterfølger til Tanker fra en Kannibal. Hvor ”Tanker fra en Kannibal” handler om moral og etik, så handler ”Den Politiske Brødrister” om politik og grundlaget for politik.
Ligesom ”Tanker fra en Kannibal”, så er ”Den Politiske Brødrister” en lille letlæst bog på 223 sider, som ligesom sin forgænger er henvendt til forfatterens søn. Sproget er let og personlig uden at den taler ned til læseren.
Indledningen og konklusionen er et citat af Albert Camus: ”I politik er det midlerne, der skal hellige målet, og ikke omvendt.” Med mit eget poliske udgangspunkt er det en vigtig sandhed. Men det er slet ikke alt i bogen hvor jeg er enig, men alligevel er der rigtig mange punkter jeg kan nikke genkendende til.
De fleste sande individualister er derimod tolerante overfor andres opfattelser, fordi de ikke føler sig truet, når andre mener noget andet end dem selv. (s. 41)
Men når det kommer til synet på staten, så synes jeg det går galt for Savater. Det primære problem er, at han kun opererer med to samfundselementer, nemlig staten og individet. Under staten henregner han så civilsamfundet, hvilket kommer til udtryk et par gange, og leder ham ud i nogle komplicerede og lidt selvmodsigende argumenter.
Samfundets love og forskrifter er aldrig andet og mere en konsventioner. (s. 20)
Det er staterne selv, der ud af forskellige grupper og samfund har skabt en enhed, som de så siden hen har udstyret med en politisk ”sjæl”. (s. 118)
Det er som om han slet ikke har øje på det spontant organiserede civilsamfund med dets uskrevne regler, som på intet tidspunkt er vedtaget, hvilket konventioner må formodes at være. Hvis det spontane civilsamfund kan opdeles i enheder, så vil et passende navn være nationer, og det er her han går fejl med det sidste citat.
Men når det kommer til forståelsen af frihed, og den modstand mod frihed hos selv almindelige mennesker, så finder jeg ham ganske fornuftig, hvilket citat om individualister også viser.
De [fleste] ved heller ikke hvad det gode er, og forveksler det hele tiden med, hvad de selv kan lide, eller hvad der passer dem bedst. (s. 87)
At gå ind for nogle universelle menneskerettigheder betyder, at vi anerkender, at alle mennesker bør have ens rettigheder, uanset hvilke forskelle, der er på de grupper vi tilhører, og det indebærer endvidere, at det er vigtigere at være menneske end at tilhøre en tilfældig race nation eller kultur. (s. 112)
Det enkelte menneske er bange for sin egen frihed, for det store udbud af valg og fristelser, der er tilgængelig for ham, for de fejl eller grusomheder han kan begå…hvis han vil (…) Men frem for alt er han bange for de andres frihed. (s. 118)
Det man bør respektere, er personen (og hans rettigheder), men ikke hans meninger eller tro. (s. 203)
Citaterne får ham næsten til at lyde som om han er mod frihed, men det kan ikke være længere fra sandheden. De citerede steder bruges til at forklare den relative mangel på frihed i verden, og skal også ses i kontekst med, at Savater selv er vokset under diktaturstyret i Spanien.
Kombinationen af synet på samfund/stat og forsvarstalen for frihed og universelle rettigheder, gør Savater til en ægte liberal, efter min mening. Hvis jeg skal skyde mig endnu mere ind på hans politiske ståsted, så er hans ambivalente forhold til kapitalisme et interessant spor.
Lige siden dens [kapitalismen] har det været som om begreber som omsorg for næsten, og forståelse for hans problemer har været strøget af programmet (…) lod de kapitalistiske virksomhedsejere arbejderne arbejde maksimalt, og betalte dem kun, så de lige kunne overleve. (s. 146)
Det er altså ikke frimarkedstænkningen, der tynger Savater ned, og derfor vil jeg gætte på at han hører til i den liberale fraktion, som i Danmark kommer til udtryk hos de radikale. Men det er ikke hele historien, for fanatikere og uansvarlige får også lige et velfortjent hak i tuden.
Da fanatikere sjældent er særligt sikre på, at de selv er for kloge, vil de gerne have, at alle i deres omgivelser tænker og lever på samme måde som dem selv, så de kan føle sig bekræftet. (s. 115)
De uansvarlige er indædte fjender af friheden, uanset om de ved det eller ej. Den, der ikke vil acceptere ansvaret, afviser i virkeligheden de borgerlige frihedsrettigheder, der er utænkelige, hvis de løsrives fra pligten til at svare for sig selv. (s. 195)
Her er der en forståelse for ansvar, som kan minde lidt om det konservative (ikke at forveksle med reaktionær). Og det er jeg sikker på bakkes op af det sidste citat.
Altså nærer jeg ikke noget ønske om at du skal slå dig på utopier (…) Til gengæld kunne jeg godt tænke mig, at du fik poliske idealer, for mens utopierne spærer for tankerne, åbner idealerne opfor dem. (s. 218)
