Det står helt ad helvede til i Irak, og indsatsen er en katastrofe med og det bliver kun værre og værre. Det er i hvert fald den forståelse man får hvis man følger medierne her i landet. Store dele af det politiske landskab er også med på vognen.
Senest er der publiceret en evaluering på baggrund af flere målepunkter. Hvis vi forholder os realistisk til den virkelige verden, så må vi forvente at nogen ting lykkedes og andre gør ikke. Men man bør se på hvad der er lykkedes og hvad der ikke er, i stedet for at tælle at der er 8 mangler og 8 succeser med 2 midt i mellem. Størstedelen af manglerne handler om at det irakiske parlament ikke har fået løst nogen politiske stridigheder – politiske stridigheder. Men hvad kan man forvente sig af et demokrati? For der er demokrati i Irak, og demokrati skal ikke være supereffektivt. Politiske problemer er ikke det samme som demokratiske problemer, medmindre man er antidemokrat.
Sikkerhedsspørgsmålet er om noget det vigtigste, da det er grunden til vi overhovedet er i Irak endnu. Her er der mange positive tendenser, og selvfølgelig er det ikke afgjort. Ingen havde regnet med det. Men det er stadig bemærkelsesværdigt at antallet af mord er nede på 300 i juni i modsætning til 2.100 i januar. Et eller andet er sket.
Stammeledere er begyndt at bekæmpe terroristerne, og irakerne strømmer til når politiet søger nye rekrutter. Irakiske politifolk og soldater har nok det farligste job i verden (bortset fra terroristerne), og alligevel er interessen enorm, og opbakningen til koalitionsstyrkerne stiger. Irakerne ser i højere grad de udenlandske soldater som nogen man kan stole på, og nogen som ikke gider blive i Irak for evigt.
Alle, både modstandere og tilhængere af befrielsen af Irak, ønsker at vores soldater skal ud af Irak så hurtigt som muligt. Uenigheden består bare i, om en af mulighederne er at lade irakerne i stikken.
