Ytringsfrihed

En hyldest til ytringsfrihedsfundamentalisterne

Posted on by Kian Conteh / 0 Comment

Mona Sheik bebrejder ytringsfrihedsfundamentalister for at tage ytringsfriheden alvorlig. Det lykkedes hende dog at demonstrere total uvidenhed om hvad ytringsfrihed er og hvorfor det er vigtigt.

Mona Sheik: Hertil kommer, at folk der på demokratisk vis frasiger sig nedgørelse ikke kan kastes i samme gryde som terrorister, der begår voldshandlinger. (…) Men går der virkelig en lige linje fra det at frasige sig nedgørelse på demokratisk vis, at gå ind for racismeparagraffen, eller for den sags skyld blasfemilovgivning, til voldsforherligende terrorisme? Nej, det gør der ikke, og det er præcis dette miskmask af sager, der udgør en farlig ideologisering.

Tidligere i artiklen klandrer mona Sheik ideologerne for at være blinde overfor kontekst og detaljer. Men her misbruger hun demokratiet på det groveste, på en måde der bedst kan kaldes “demokratisme”, og intet har med demokrati at gøre.

Ved at kalde krænkelser af ytringsfriheden “demokratisk frasigelse af nedgørelse”, er hun fuldstændig blind overfor det faktum at ethvert forslag om forbud i sin natur er en trussel om vold mod alle der er er uenige i forslaget. Demokratisk eller ej, så er alle forbud en trussel om vold mod enhver der trodser forbudet. Sådan en trussel er en rigtig god idé når det handler om at stoppe naboen i, at dyrke sex med sin fem-årige datter. Det er en god idé når det handler om at stoppe overfald på sagesløse mennesker på gaden. Det er ikke en god idé når man vil stoppe andre i at sige noget man ikke kan lide. Så er det i stedet en voldelig krænkelse at medmenneskerne.

Så jo, der går i aller højeste grad en lige linie fra ønsket om racismeparagraffer og blasfemiforbud til voldforherligende terrorisme. Ideologen, Mona Sheik, er helt blind for at hendes trang til forbud i særdeleshed er voldsforherligende. Velfungerende stater, som den danske er endda kendetegnet ved have et politi og et restssystem, der effektivt kan sætte handling bag Mona Sheiks trusler.

Alverdens terrorgrupper når ikke den danske stat til sokkeholderne når det handler om evnen til at undertrykke ytringer. Det er den evne vi hylder, når det handler om håndhæve retfærdighed og frihed. Det er den evne slyngelstater bruger til at undertrykke deres befolkninger. Budskabet jeg tager med fra Mona Sheiks artikel er, at hun i sin ideologiske blindhed vil gøre den danske stat til en slyngelstat. Jeg må med skam sige, at det kan jeg ikke støtte.

Mona Sheik: Men så vidt jeg ved, har mange vestlige lande stadig blasfemiparagraffer, der værner om kristendommen, folks religiøse følelser eller den offentlige orden. Som jurist burde Mchangama vide, at det ikke var muslimer der indførte disse love i vesten.

Som selvudnævnt ytringsfrihedsfundamentalist, kan jeg fortælle Mona Sheik, at vestens blasfemiparagraffer også er grove krænkelser af ytringsfriheden. Deres eksistens hverken frikender, ligestiller eller retfærdiggør truslen mod ytringsfriheden fra islamister eller ideologiske “demokratister”.

Jeg har aldrig hørt eller set Mchangama angribe muslimer for at være muslimer eller for at komme fra muslimske lande. Men jeg har set ham kæmpe en prisværdig kamp mod islamisters og andres kampagne mod ytringsfrihed. At den trussel primært kommer fra muslimske kredse er indiskutabel. De største ofre for den trussel er ligeledes muslimer.

Det er selvfølgelig ikke rart at føle sig nedgjort af andres udtalelser, men forbud er ikke den eneste mulige reaktion. Det fantastiske ved ytringsfriheden er at den er et tveægget sværd; tosser (som Mona Sheik) udstiller også sig selv med deres ytringer, og ikke nok med det, så har “ofrene” også ytringsfrihed og kan give svar på tiltale. Det er ren dovenskab når Mona Sheik vil have politiet til modvirke holdninger hun ikke kan lide, i stedet for selv at gribe til tasterne.

Frihed

Ejendomsret, selvejerskab og homesteading

Posted on by Kian Conteh / 0 Comment

Ejendomsretten er formodentlig en af de mest omstridte principper, som de fleste kan forstå når deres egen er truet, men hvor kommer ejendomsretten egentlig fra? Er et bare en fiks idé, man kan tilsidesætte når det ikke længere er bekvemt? Der er ingen tvivl om at ejendomsretten kan misforståes og i forkvaklede udgaver bruges som forsvar for slaveri og andre uhyrligheder. Netop derfor er det nødvendigt at forstå principperne bag ejendomsretten, og dermed kan man også forstå alle de afledte frihedsrettigheder, som ytringsfrihed, forsamlingsfrihed og religions frihed.

Selvejerskab
Selvejerskabet er en funktion af menneskets mentale evne til at sige og mene: “Jeg ejer mig selv!” Når du siger det, så gør du krav på dig selv, og ingen anden har et bedre krav på dig selv end du selv har. Mennesket er som den eneste skabning vi kender, i stand til at gøre krav på sig selv. Er selvejerskabet så menneskeskabt? Jeg ved det ikke, og det er også ligegyldigt.

Bemærk, at selvejerskabet følger evnen og ikke udøvelsen af den, da du til hver en tid er i stand til at udøve den. Du kan lade være med at udøve evnen og hengive dig i andres tjeneste, men de kan ikke eje dig, og du kan altid sige fra overfor deres behandling. I praksis er det ikke sikkert det gør nogen forskel, men så kan du i det mindste hævde at de krænker dig, og være berettiget til at forhindre dem i det. Det kan en gris ikke, og derfor kan du eje en gris, slå den ihjel og spise den uden at have krænket noget selvejerskab.

Du kan ikke fraskrive dig selvejerskabet, for du kan ikke overdrage det til andre. Forsøger du på det, så udøver du evnen, der netop gør, at du har selvejerskab.

Homesteading
Homesteading handler i bund og grund om hvem der har det bedste krav på et stykke ejendom. Du har det bedste krav på dig selv, og derfor har ingen andre ret til aggression overfor dit krav. Gør du krav på jord eller anden ejendom som ingen anden ejer, så har du et bedre krav på ejendommen end nogen som helst andre. Prøver andre at tage ejendommen fra dig, så er det en utilladelig aggression. Men da du homesteadede det uejede, da udøvede du ikke aggression mod nogen, og derfor er det helt i orden at du homesteader. Kernen er, at der ikke er nogen at spørge om lov, når du homesteader. Hvis nogen havde krav på at blive spurgt, så betyder det, at de allerede har gjort krav på jorden, og derfor er det ikke uejet. Hvordan fik de så krav på at blive spurgt? Gennem homestading!

Produktion er ikke en metode til at opnå ejerskab, da der nødvendigvis skal bruges råmaterialer til en produktion, og de skal ejes. Hvis jeg ejer en blok marmor, og du uden min tilladelse udhugger den smukkeste statue verden har set, som andre vil betale en formue for, så opnår du igen som helst ejerskab over statuen. Jeg ejer helt og holdent statuen, og kan endda gøre krav på erstatning fordi du har ødelagt min marmorblok.

Børn
Børn er ret interessante, for de har evnen i sig til at sige og mene: “Jeg ejer mig selv!” De er bare endnu ikke i stand til at udøve den; men udøvelse var heller ikke et krav. De har hengivet sig til forældrene indtil de er i stand til og vælger at udøve selvejerskabet, typisk ved at løbe hjemmefra. Den hengivelse tillader ikke forældrene at udøve aggression på barnet, som ikke er i barnets interesse, f.eks vold eller mord.

At lave børn er indtil videre den eneste måde hvor man med materialer man ejer, kan skabe noget man på ingen måde kan eje. Måske kan man en dag genmanipulere en gris til at have evnen, og den vil dermed have selvejerskabet. Mon ikke der vil være nogle ikke-aggressive sociale sanktioner mod nogen der forsøger på det.

Man kan udmærket diskutere om stærkt hjerneskadede personer har evnen til at sige og mene: “Jeg ejer mig selv!” Almindelig konsensus synes at sige, at det har de, men at hjernedøde ikke har. Derfor vil det være mord at dræbe hjerneskadede, men i orden at bruge hjernedøde som ejendom, til for eksempel transplantation af organer.

Atomkraft

Fukushima og den overdrevne frygt

Posted on by Kian Conteh / 0 Comment

Intet i verden er sikkert, og det er vi rigtigt gode til at håndtere i hverdagen. Det er relativt farligt at gå over gaden, men det gør ikke, at vi afskaffer hverken gader eller vejkryds selvom det koster mange liv hvert år. Hver dødsfald i trafikken er en tragedie, men det er ikke rigtigt en katastrofe.

Man kunne mistænke Charles Perrow, en tidligere sociologiprofessor fra Yale, i at have en bias, når han i en artikel overdriver farerne ved atomkraft med forfejlede eksempler og konkluderer, at når den heltmodige stats reguleringer ikke kan forhindre ulykker, så må vi helt forlade atomkraften uden videre hensyn til de stærkt negative konsekvenser af alle alternativerne til atomkraft, herunder risikoen ved klimaforandringer de vedvarende energikilder massive skader på naturen.

Charles Perrow: Alligevel er nogen komplicerede systemer, med potentiale for katastrofer så farlige, at de ikke bør eksistere, simplethen fordi de ikke kan gøres sikre, uanset hvor meget vi gør os umage.(…)

Intet er perfekt uanset hvor meget vi arbejder på det, og i industrien vil der altid ske fejl i design, komponenter eller procedurer. Der vil altid være operatørfejl og uventede miljøpåvirkninger.

Logikken fejler for sociologiprofessoren, for en simpel konstatering af, at intet er perfekt fører ikke naturligt til at en given risiko ikke er værd at tage. Det hele handler om hvor lille risikoen er, og hvor stor gevinsten er. Ved atomkraft er risikoen for noget katastrofalt meget lille, men gevinsten ved atomkraft er enorm for både mennesker og natur. Store mængder billig energi uden massive ødelæggelser af naturen, er en kæmpe gevinst.

Når ulykken på Tremileøen og Fukushima bruges som eksmepler på katastrofer, så hopper kæden af. Fodgængerfeltet ved Forum station har i november krævet flere døde end Tremileøen og Fukushima til sammen.

Atomsikkerheden er i problemer når atomkraftværkerne er på private hænder, for virksomhederne har incitamenterne og ofte den politiske og økonomiske magt til at modsætte sig effektiv regulering. Den modstand resulterer ofte i ‘regulatory capture’ på den ene eller den anden måde fra industriens side. (…)

I det store og hele er de europæiske værker, som generelt er en del af en statslig industri, ser ud til at være mere sikre end de privatejede og dårligt regulerede værker i USA, Japan og andre lande.

’Regulatory capture’ er et kæmpe og alvorligt problem, men diagnosen og behandlingen er en helt anden end Charles Perrow beskriver. ‘Regulatory Capture’ er ikke resultatet af at der foregår en rotation af eksperter mellem industrien og myndighederne. Det ville forudsætte, at eksperterne sælger deres sjæl for tid og evighed i det øjeblik de første gang ansættes af industrien. Den forestilling er helt absurd. Man bliver ikke en zombie af at arbejde eller have arbejdet i industrien.

Desuden er industriernes formål med ‘regulatory capture er ikke at modvirke regulation. Tværtimod, så handler det om at indføre alle mulige reguleringer, som kan forhindre konkurrenter på deres domæner. Det om noget har ført til en overregulering, der cementerer de gamle spilleres position, så de kan tage de priser de vil uden frygt for nye smidige spillere.

I det hele taget er ideen om at industrien har incitament til at slække på sikkerheden helt absurd. De franske atomkraftværker er ejet af det private Electricité de France S.A. ADR, og er der noget elselskab, der er fedtet ind i staten, så er det TEPCO, der ejer Fukushima. Chernobyl var også statsejet. Et privat selskab investerer milliarder i kraftværkerne, og sker der en alvorlig ulykke, så går de fallit, hvilket private virksomheder ikke er glade for. Statslige virksomheder er i en god position til ‘regulatory capture’, og er de ved at gå fallit, så har de staten i ryggen.

Fejl på fejl på fejl på Tremileøen med en ødelagt reaktor til følge plus fire totalt nedsmeltede reaktorer på et gammel atomkraftværk i Fukushima, der blev ramt af et stort jordskælv og en tsunami er tilsammen mindre dødelig end fodgængerfeltet ved Forum station i november. Jeg er ikke bange for atomkraft.

Statens opgaver

Niels Holck skal retsforfølges

Posted on by Kian Conteh / 1 Comment

Niels Holck har tilsyneladende begået alvorlige forbrydelser i Indien (JP, Politiken, Berlingske), men at udlevere en dansk statsborger til retsforfølgelse i et andet helt andre standarder for retsforfølgelse og straf end vi kender i Danmark, er ikke helt betryggende. Løsningen er simpel nok: Tillad de indiske myndigheder at agere anklager i en retssag mod Holck i Danmark.

Både de indiske og de danske myndigheder er tilsyneladende overbeviste om, at Niels Holck har leveret våben til terrorister i Vestbengalen i 1995. Tilsyneladende handler sagen kun om eventuelle formildende omstændigheder ved forbrydelsen.

Helt grundlæggende bør danske statsborgere i Danmark ikke kunne restsforfølges for lovovertrædelser, der ikke er en forbrydelse i Danmark. Når det er sagt, så er våbenleverancer til terrorister også en alvorlig forbrydelse i Danmark. Af samme grund burde det være en smal sag for de indiske myndigheder, at få Holck dømt af en dansk domstol. Dømmes han, udmåles dommen efter danske principper.

Det er klart, at de indiske myndigheder hellere vil få ham til at tilstå med sandhedsserum og andre lovlige metoder i Indien, for derefter at smide ham i et hul, inderne almindeligvis kalder et fængsel. Men hvis det står i vejen for overhovedet at få fat på ham, hvilket det burde, så må der være en hvis tilfredsstillelse i, at han trods alt bliver straffet.

Selvom det ville være en skuffelse for inderne, at Holck “kun” straffes i Danmark, så vil de som ankalgere få mulighed for at ligge alle de ressourcer de vil i sagen. Man kan ikke fortænke inderne i, at tro en dansk anklager ikke vil være tilstrækkeligt motiveret i at retsforfølge en så alvorlig forbrydelse, som inderne mener det er.

Med sådan en mulighed, ville det ikke være utænkeligt, at de danske myndigheder får mulighed for at retsforfølge indere ved indiske domstole, for forbrydelser de har begået Danmark.

Skulle Hock blive dømt, kunne man overeje, at inderne står for omkostningerne ved en eventuel fængselsstraf. Inderne kunne endda være interesserede i, at få regningen, da det vil imødekomme mistanken om, at de danske domstole ville dømme anderledes for at undgå de store udgifter ved en dansk fængselsstraf.

Frihed/Statens opgaver

Jehovas Vidner gør det rigtigt

Posted on by Kian Conteh / 4 Comments

Jeg har intet til overs for Jehovas Vidner og deres formål, men alligevel må deres metoder anerkendes: De bruger ikke vold! Modsat mange andre religioner gennem tiderne, så er Jehovas Vidner påfaldende ikke-voldelige. Selvom det kan være irriterende at blive udsat for, så rekrutterer de kun ved at overbevise nye medlemmer. De holder heller ikke på medlemmerne med vold eller trusler. Tværtimod, så bruger de kun social pression, hvilket simpelthen går ud på, at medlemmerne, at man ikke synes om det, når de gør noget Jehovas Vidner mener er forkert. Gør man noget meget forkert, så banker de ikke en på plads, men vender en ryggen i stedet. Ingen vold og ingen tvang bruges. Hvis man er en dommedagssekt, hvor man kun kan reddes gennem medlemsskab, hvad er så værre end at melde sig ud af sekten?

Mener man, at andre ikke opfører sig ordentligt, så han man vælge mellem at banke dem på plads, hvilket i yderste konsekvens kan have døden til følge, eller man undsige deres negative handlinger, hvilket i yderste konsekvens betyder social udstødelse. Man kan også lade være med at gøre noget, men så underminerer man sit eget samfund, og for mennesker vil det være absurd og uansvarligt.

Det er ikke nogen overraskelse at socialister mener, at det er en problematisk metode, for socialister hader social udstødelse mere end noget andet, inklusiv vold. Sagen er, at Støttegruppen for tidligere Jehovas Vidner anklager ledelsen i Jehovas Vidner for at opfordre medlemmerne til at vende ryggen til frafaldne Vidner, hvilket naturligvis har store konsekvenser for de frafaldne.

Af forskellige årsager benægter ledelsen af Jehovas Vidner, at de opfordrer til det, men det er ikke særligt troværdigt. Som ledere af og autoriteter i et ikke-voldeligt samfund, som Jehovas Vidner, ville det være stærkt uansvarligt ikke, at vejlede medlemmerne i hvordan det kan opretholde det samfund de ønsker at bevare.

Social pression er nærmest umuligt, at misbruge i nogen større grupper. Uden brug af vold eller trusler om vold, som lovgivning er et eksempel på, er det stort set umuligt at etablere sig som autoritet, medmindre man vejleder andre med udgangspunkt i samfundets kultur og normer. Gør autoriteten ikke det, vil folk ikke lytte og man er ikke længere en autoritet. Når ledelsen i Jehovas Vidner vejleder medlemmerne i, at udstøde de frafaldne, så kan det kun lade sig gøre fordi der er en generel enighed i deres samfund om, at det er det rigtige at gøre.

Støttegruppen har fået overbevist en række politikere i, at Jehovas Vidner dermed ikke respekterer menneskerettighedernes krav om religions- og trosfrihed, og dermed retten til, at fravælge en religiøs tilknytning, som et krav i lovgivningen for at være et anerkendt trossamfund. Problemet i den udlægning er bare, at man umuligt kan krænke nogens frihed ved at vende dem ryggen. Tværtimod, hvis nogen kan gøre krav på mit samværd, så er jeg både prioncipielt og i praksis deres slave. Hvis du har en anden religiøs overbevisning, og jeg ikke må vende dig ryggen, så er min ret til at fravælge din religiøse tilknytning krænket. De Radikales kirkeordfører ønsker at gøre mod Jehovas Vidner, præcis det hun anklager dem for at gøre:

»Som politikere skal vi ikke blande os i folks private, sociale relationer. Men, hvis ledelsen i et trossamfund anbefaler, at dets medlemmer skal undgå kontakt og samvær med personer, som forlader trossamfundet, så er den gal,« fastslår Bente Dahl.

Nej, den er ikke gal. Bente Dahl er godt igang med at bruge vold gennem lovgivningen til at krænke et trossamfund for deres ikke-voldelige og ikke-krænkende metoder.

Gid samfundet generelt brugte samme metoder som Jehovas Vidner, i stedet for alle de forbud i lovgivningen, som påbyder, at alle uenige skal bankes på plads af retssystemet.

Forestil dig at islamisterne vendte ryggen til de frafaldne i stedet for at hugge hovederne af dem. Selvom de Radikale ikke vil hugge hoveder af, så er de på præcis det samme spor som islamisterne er, og som Jehovas Vidner har vendt ryggen til.

Økonomi og penge/Statens opgaver

Folketinget har talt, Bastiat har tabt

Posted on by Kian Conteh / 0 Comment

Nyt marked for el-installatører er netop blevet skabt, efter folketinget har påbudt en gennemgang af el-installationerne ved hussalg.

Flere hundrede millioner i ekstra omsætning kan blive resultatet for landets el-installatører, efter at Folketinget netop har revideret lovgivningen om huseftersyn.
Det bliver nemlig obligatorisk at få el-installationerne gennemgået af et autoriseret el-firma, når en boligkøber vælger at tegne ejerskifteforsikring. Og det gør to ud af tre boligkøbere svarende til et gennemsnit over tid på 40.000 årlige eftersyn, vurderer brancheorganisationen Tekniq med 3.000 el- og vvs-installatører som medlemmer.

Der er tale om ikke mindre end lovligt tyveri, hvor el-installatørerne med loven i hånden kan plyndre husejerne. Omkostningerne ved sådan et tvunget eftersyn går direkte fra de penge, husejerne kunne bruge på de forbedringer de selv ønsker at gøre.

Allerede i 1850 skrev Frederic Batiat hans berømte essay om Det det synlige og usynlige. Her beskriver han hvordan det er let, at se glarmesterens fortjeneste når bagerens rude smadres, men man ser ikke alle de ting bageren ville kunne bruge sine penge på, hvis han ikke skulle reparere sin rude i stedet. I de 161 år, der er gået siden det udkom, er det åbenbart ikke nået til Danmark endnu.

Det bliver ikke bedre af den hånlige begrundelse, der gives for at tvinge forbrugerne til at betale for noget de ikke har brug for.

– Eftersyn er en fordel for forbrugerene, fordi de får sikkerhed for mod brand og stød.

At beslutte om man har brug for et el-eftersyn er ikke just rocket-science. Hvad værre er, så er det slet ikke nødvendigt med lovgivning. Hvis en el-gennemgang er effektiv til at forhindre brand, så ville det hurtigt blive et krav fra forsikringsselskaberne med sådan en gennemgang, når man vil tegne forsikring? Det er åbenbart ikke tilfældet.

Stød skulle heller ikke være noget problem. Hvem kan lide at få stød? Hvis elsystemet giver beboerne stød, så skulle man tro folk vil gøre noget ved det. Oplyser sælger ikke om det til køberen af huset, så burde det være rigeligt at føre sag på alligevel.

Tillykke til el-installatørernes branceorganisation med et succesfuldt lovarbejde. Men lad være med at håne os ved, at sige det er for vores egen skyld.

Samfund

Kriminalitet skaber fattigdom, ikke omvendt

Posted on by Kian Conteh / 2 Comments

FBI har netop offentliggjort en statistik, der viser at den voldelige kriminalitet i USA er den laveste i 40 år. Et lignende fald har vi også set i Danmark. Det underlige er, at det er på trods af et par år med økonomisk depression. Almindeligvis mener man, at den øgede fattigdom, som følge af de økonomiske vanskeligheder, skulle give mere kriminalitet; fattige tyer til kriminalitet. Det bakkes bare ikke op af data.

Det er ikke kun de nye data, der afviser ideen om, at fattigdom fører til kriminalitet, for under den store depression i 30’erne, faldt kriminalitetsraten.

Der er mange mulige forklaringer på hvorfor kriminaliteten faldt, blandt andet har længere fængselsstraffe en effekt, men tilsyneladende ikke mere end en fjerdedel af faldet. Når forbrydere sidder i fængsel, kan de trods alt ikke begå nye forbrydelser.

Det mest sandsynlige er, at der er sket ændringer i kultur, som gør kriminalitet mindre acceptabelt. Måske er det også i sammenhæng med, at befolkningerne bliver ældre.

Hvad end forklaringen er, så kan teorien om, at fattigdom (eller mindre velstand) fører kriminalitet med sig, lægges i graven. Men der er stadig en klar sammenhæng mellem kriminalitet og fattigdom, for rigtig mange kriminelle er fattige. Sagen er bare, at kriminalitet fører til fattigdom. Enten fordi fængsel giver et socioøkonomisk tilbageslag, men også fordi meget kriminalitet forhindrer lovlydige i området i, at skabe velstand.

Kriminaliteten gør for det første ofrene fattigere, men ofrene og dem, der regener sig som kommende ofre ændrer adfærd. Hvis de stadig mener det kan betale sig at forsøge sig med velstandsskabelse, så vil de bruge så mange ressourcer på at beskytte sig selv, at de ikke rigtigt kommer nogen vegne.

Kriminalitet skaber fattigdom, men fattigdom skaber ikke kriminalitet.

Frihed/Samfund

Frihed er vigtigere end demokrati

Posted on by Kian Conteh / 2 Comments

“Man kan ikke tvinge folk til at blive demokratiske.” Sætningen hører man ofte i diskussioner, og de kommer gerne fra dem, der taler imod at bekæmpe totalitære og morderiske dikataturer ude i verden. Uheldigvis for dem, er demokrati ikke målsætningen. Frihed er målsætningen. Demokrati er bare fællesnavnet for de meget forskellige styreformer, der gennem afstemninger har vist sig i praksis, at være de bedste måder til, at varetage den individuelle frihed.

Det er en simpel erkendelse, at mennesket er i stand til at tage beslutninger for sig selv, og forsøger, at tage de bedste beslutninger i egen interesse. Det er en endnu simplere konstatering, at mennesker, som de er flest, er interesseret i at leve sammen, og hjælpe hinanden. Samfund opstår helt spontant, og folk indretter sig efter hinanden uden at nogen tvinger dem til det. Alene det, at blive mødt med andre misbilligelse er nok til, at man justerer sin adfærd for at opnå anerkendelse i stedet. Ingen stat er nødvendig for at gennemtvinge det.

Men så let er det ifølge Kai Sørlander ikke, når han forkaster friheden til fordel for et sæt gummiagtigt demokrati-ideal

Der er ikke nogen entydig sammenhæng mellem politisk frihed og demokrati. Hvis samfundet gør friheden individets frihed til selv at bestemme til den højeste politiske værdi, ender det med ikke at kunne gøre sig til dommer over, hvilke værdier den enkelte bør have. Og så ender samfundet med ikke at have nogen højere værdi end det, den enkelte selv synes.

Det er sandt nok, at der ikke er nogen entydig sammenhæng mellem frihed og demokrati, for demkrati er bare en metode til en jævnlig udskriftning af magthaverne uden alt for meget ballade. Der hvor Kai Sørlander for alvor går galt i byen er når han ikke kan se forskel på Samfundet og Statsmagten.

Det er korrekt, at når er individuel frihed (hvilket i øvrigt er en pleonasme) er den højeste politiske værdi, så kan Statsmagten ikke bestemme, hvilke værdier den enkelte bør have – hvilket sådan set er hele pointen med individuel frihed. Hvad Kai Sørlander overser er, at Samfundet som den spontant organiserede samling individer den er, sagtens kan påvirke de enkelte medlemmer. Resultatet er en fælles kultur med fælles normer, der fører til gensidig tillid i Samfundet. Og det er altsammen uden brug af den voldelige magtanvendelse, som er Statsmagtens eneste virkemiddel.

Kun en Statsmagt, der udøver sit virke i harmoni med de spontane kulturelle normer vil have legitimitet. Begynder statsmagten gennem undertrykkelse at ændre på den spontane kulturelle orden, så forsvinder den legitimitet som dug for solen, og tyranniet står tilbage. Det er kun et spørgsmål om tid, før Statsmagten væltes af interne stridigheder eller undenlandsk intervention, som vi ser en kombination af i Mellemøsten for tiden.

Kai Sørlander vil sætte rationalitet som det højeste politiske mål i stedet for frihed, og at det vil føre til et rationelt optimalt samfund. Fravær af tvang er ikke længere ønskværdigt. Ifølge Kai Sørlander vil et rationelt samfund være kendetegnet ved at “vi hver især kan leve som personer” med “frihed” til at danne egne politiske og religiøse holdninger, som de er “frie” til at gøre gældende i en eller anden form for demokrati, som skal sikre en politisk ligeværdighed. Det vil så resultere i en sekulær demokratisk samfundsorden.

Lad os et øjeblik se bort fra, at denne metode er testet utallige gange med frygtelige konsekvenser til følge. Styret i blandt andet DDR var sekulære, og de mente de også var rationelle og demokratiske – det ene D i DDR står trods alt for Demokratisk.

Først og fremmest, så danner mennesker ikke sine holdninger i et vacuum. Vi danner vores holdninger gennem interaktion og spejling i vores medmennesker; forhåbentlig gennem velreflekterede overvejelser.

Dernæst så giver det ikke mening at kalde udfoldelsesmuligheder for frihed. Frihed er fravær af tvang, og vil man udfolde sig på en måde, der ikke betvinger andre, så må ingen forhindre en i at gøre det. Har man ikke mulighederne for at gøre det, så må man skabe muligheden selv, eller lede efter en velgører, der vil hjælpe. Man har ikke krav på sådan en hjælp uanset hvor vigtig man mener hjælpen er. Heldigvis skal man ikke lede længe i de frie og spontane samfund, hvis man har brug for hjælp til noget vigtigt; sådan er mennesket heldigvis indrettet fra naturens side.

Inspirationen fra de socialistiske akitektstater er en ren tilståelsessag, når Kai Sørlander fortæller, at den rationalitet han ønsker ikke uden videre eksisterer i mennesket før en vis indlæringsprocess har fået de såkaldte rationelle ideer ind i hovedet. Det er jo netop socialismens og kommunismens forbrydelse og undergang, at de ikke er bygget på hvad mennesket er, men derimod på hvad de socialistiske tænkere med vold og magt vil have mennesket til at være.

Det mest underlige er, at Kai Sørlander mener vi i Vesten har vores velfungerende og rationelt demokratiske samfund fordi Kristendommen som religion skulle være sekulær. Mon ikke det mere handler om at vi har formået at forkaste magthavere, der i religionens navn prøver at tage folks frihed fra dem. Store dele af den muslimske verden lever desværre under sådanne magtmenneskers åg.

Et opgør med sådanne magtmennesker, giver en chance for frie samfund, men risikoen er, at det lykkedes andre magtmennesker at fortsætte udnertrykkelsen i rationalitetens navn.

Statens opgaver

Højere straf virker faktisk

Posted on by Kian Conteh / 1 Comment

Regeringen har hævet straffen betragteligt for en række forbrydelser, begrundet med at det sammen med øget efterforskning vil have en præventiv effekt. Berlingske har udnævnt en juraekspert i Århus til ekspert i virkningen af straf; jeg var ikke klar over at jurister var eksperter i de sociologiske effekter af straf, men sådan er det nu engang.

Eksperten mener ikke, at der er nogen præventiv effekt ved længere straffe og mere efterforskning, og det er måske sandt nok. Forbrydere er ikke just kendte for deres høje intelligens og langstidsplanlægning. Men som Peter Skaarup påpeger, så laver forbryderen ikke kriminalitet ude i samfundet, når han er bag lås og slå.

Hvad vigtigere er, så virker længere straffe og i særdeleshed mere efterforskning på vores retsfølelse, når der er tale om meget krænkende forbrydelser, som hjemmerøverier.

Straf handler om langt mere end bare, at forhindre forbrydelser. Det handler i særdeleshed også om, at hævne ofret på en rimelig måde. Borgerne skal ikke føle sig magtesløse overfor forbryderes overgreb. Gør de det, så tager folk loven i egen hånd, hvilket let resulterer i en overdrevet straf.

Borgerne skal føle en tryghed i at retssystemer tager hånd om forbryderen på en ordentlig måde, og varetager borgernes ønske om hævn, uanset at det er meget politisk ukorrekt at ønske hævn. Kan forbryderen ikke forstå budskabet, så må han holdes væk fra samfundet, og på trods af fængslernes dårligdomme, så kan de dog klare det.

Økonomi og penge

Ingen fattigdom i Danmark

Posted on by Kian Conteh / 1 Comment

Der er ingen fattigdom i Danmark, for ingen står uforskyldt uden mad på bordet, tøj på kroppen og tag over hovedet. Alle har adgang til disse livs-essentielle ting, og vælger man ikke at gøre brug af dem af forskellige årsager, så bliver man ikke fattig af den grund. Al snak om fattigdom udover de livs-essentielle ting, handler alene om grader af velstand, dvs om man er mere eller mindre rig.

På den baggrund skal man finde den gode humor frem når man læser Jonas Schytz Juul’s harceleren over regeringens fattigsomsmål, som angiveligt skulle gøre grin med fattigdomsdebatten. Det gør det ikke bedre, at han er chefanalytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

For det første er tallet enormt afhængigt af konjunkturer. Således faldt tallet fra 415.000 i 2007 til 347.000 i 2008. Altså et fald på bare et år, der er tre gange så stort, som målsætningen for 2020. Frem mod 2009 er tallet vokset igen, og er nu på 360.000 personer.

Nuvel, lad os blive i terminologien og kalde de mindre velhavende for fattige: Når der bliver færre fattige samme år en global recession, der populært kaldes finanskrisen, ødelægger økonomien og truer hele verden med konkurs, så burde selv en chefanalytiker blive bekymret over opgørelsesmetoden.

Men det er jo simpelt nok, for når den rigeste halvdel af befolkningen lider store økonomiske tab, så falder medianindkomsten, og det samme gør fattigdomsgrænsen som er halvdelen af medianindkomsten. I sagens natur vil flere tidligere fattige komme over fattigdomsgrænsen, selvom de stadig har helt den samme indkomst.

Socialministeren har i stedet fremhævet stofmisbrug, alkoholisme, fysisk eller psykisk sygdom, mangel på uddannelse eller noget helt sjette som mulige fattigdomsindikatorer. Og med det nyeste udspil er det tilsyneladende beskæftigelse, der er i fokus. I forsøget på at konstruere en række fattigdomsindikatorer, får man sammenblandet, hvad der er årsager til fattigdom, hvad der er fattigdom og hvad konsekvenserne af fattigdom er. (…)

Når først man erkender, at fattigdom drejer sig om økonomi, og bliver enige om, hvem der er fattige, kan man analysere, hvad årsagerne til fattigdom er, og hvilke konsekvenser fattigdommen har.

Selvfølgelig handler fattigdom/mindre velstand om økonomi. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har bare ikke opdaget, at Socialministeren allerede har anerkendt, at fattigdom/mindre velstand handler om økonomi, og fluks er gået videre til bekæmpe årsagerne, startende med de dårligst stillede først. Man behøver ikke nogen fattigdomsgrænse for at tage hånd om de svageste i samfundet.

Problemet er nok snarer, at chefanalytikeren, modsat regeringen, hellere vil hjælpe den gruppe borgere, der ikke er specielt fattige og ikke er misbrugere eller er syge, ved at give dem andres penge i overførelsesindkomster.

Det er selvfølgeligt ærgeligt for Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, at man ikke kan blive rigtigt velhavende ved at få foræret penge af andre. Skal man opnå velstand, må den enkelte tilpasse sin adfærd, så de selv kan tjene pengene. Andres penge kan kun få folk ud af nød, og ikke mere, men selv her sker der skader på folks selvværd ved at blive forsørget af andre.

TANSTAAFL – There ain’t no such thing as a free lunch. Vi lokker dig med en masse penge andre har tjent, men til gengæld tager vi dit selvværd. Det kan være en nødvendig handel i en nødsituation, men i alle andre situationer er det en skidt handel. En rigtig skidt handel. At tilbyde den handel til borgere med en meget stram økonomi, er intet andet end bondefangeri og rovdrift på samfundets svage.

Djævelen skulle angiveligt købe folks sjæle for materielle goder – staten burde ikke gøre det, og slet ikke folks skatteindbetalinger.