Frihed er vigtigere end demokrati

“Man kan ikke tvinge folk til at blive demokratiske.” Sætningen hører man ofte i diskussioner, og de kommer gerne fra dem, der taler imod at bekæmpe totalitære og morderiske dikataturer ude i verden. Uheldigvis for dem, er demokrati ikke målsætningen. Frihed er målsætningen. Demokrati er bare fællesnavnet for de meget forskellige styreformer, der gennem afstemninger har vist sig i praksis, at være de bedste måder til, at varetage den individuelle frihed.

Det er en simpel erkendelse, at mennesket er i stand til at tage beslutninger for sig selv, og forsøger, at tage de bedste beslutninger i egen interesse. Det er en endnu simplere konstatering, at mennesker, som de er flest, er interesseret i at leve sammen, og hjælpe hinanden. Samfund opstår helt spontant, og folk indretter sig efter hinanden uden at nogen tvinger dem til det. Alene det, at blive mødt med andre misbilligelse er nok til, at man justerer sin adfærd for at opnå anerkendelse i stedet. Ingen stat er nødvendig for at gennemtvinge det.

Men så let er det ifølge Kai Sørlander ikke, når han forkaster friheden til fordel for et sæt gummiagtigt demokrati-ideal

Der er ikke nogen entydig sammenhæng mellem politisk frihed og demokrati. Hvis samfundet gør friheden individets frihed til selv at bestemme til den højeste politiske værdi, ender det med ikke at kunne gøre sig til dommer over, hvilke værdier den enkelte bør have. Og så ender samfundet med ikke at have nogen højere værdi end det, den enkelte selv synes.

Det er sandt nok, at der ikke er nogen entydig sammenhæng mellem frihed og demokrati, for demkrati er bare en metode til en jævnlig udskriftning af magthaverne uden alt for meget ballade. Der hvor Kai Sørlander for alvor går galt i byen er når han ikke kan se forskel på Samfundet og Statsmagten.

Det er korrekt, at når er individuel frihed (hvilket i øvrigt er en pleonasme) er den højeste politiske værdi, så kan Statsmagten ikke bestemme, hvilke værdier den enkelte bør have – hvilket sådan set er hele pointen med individuel frihed. Hvad Kai Sørlander overser er, at Samfundet som den spontant organiserede samling individer den er, sagtens kan påvirke de enkelte medlemmer. Resultatet er en fælles kultur med fælles normer, der fører til gensidig tillid i Samfundet. Og det er altsammen uden brug af den voldelige magtanvendelse, som er Statsmagtens eneste virkemiddel.

Kun en Statsmagt, der udøver sit virke i harmoni med de spontane kulturelle normer vil have legitimitet. Begynder statsmagten gennem undertrykkelse at ændre på den spontane kulturelle orden, så forsvinder den legitimitet som dug for solen, og tyranniet står tilbage. Det er kun et spørgsmål om tid, før Statsmagten væltes af interne stridigheder eller undenlandsk intervention, som vi ser en kombination af i Mellemøsten for tiden.

Kai Sørlander vil sætte rationalitet som det højeste politiske mål i stedet for frihed, og at det vil føre til et rationelt optimalt samfund. Fravær af tvang er ikke længere ønskværdigt. Ifølge Kai Sørlander vil et rationelt samfund være kendetegnet ved at “vi hver især kan leve som personer” med “frihed” til at danne egne politiske og religiøse holdninger, som de er “frie” til at gøre gældende i en eller anden form for demokrati, som skal sikre en politisk ligeværdighed. Det vil så resultere i en sekulær demokratisk samfundsorden.

Lad os et øjeblik se bort fra, at denne metode er testet utallige gange med frygtelige konsekvenser til følge. Styret i blandt andet DDR var sekulære, og de mente de også var rationelle og demokratiske – det ene D i DDR står trods alt for Demokratisk.

Først og fremmest, så danner mennesker ikke sine holdninger i et vacuum. Vi danner vores holdninger gennem interaktion og spejling i vores medmennesker; forhåbentlig gennem velreflekterede overvejelser.

Dernæst så giver det ikke mening at kalde udfoldelsesmuligheder for frihed. Frihed er fravær af tvang, og vil man udfolde sig på en måde, der ikke betvinger andre, så må ingen forhindre en i at gøre det. Har man ikke mulighederne for at gøre det, så må man skabe muligheden selv, eller lede efter en velgører, der vil hjælpe. Man har ikke krav på sådan en hjælp uanset hvor vigtig man mener hjælpen er. Heldigvis skal man ikke lede længe i de frie og spontane samfund, hvis man har brug for hjælp til noget vigtigt; sådan er mennesket heldigvis indrettet fra naturens side.

Inspirationen fra de socialistiske akitektstater er en ren tilståelsessag, når Kai Sørlander fortæller, at den rationalitet han ønsker ikke uden videre eksisterer i mennesket før en vis indlæringsprocess har fået de såkaldte rationelle ideer ind i hovedet. Det er jo netop socialismens og kommunismens forbrydelse og undergang, at de ikke er bygget på hvad mennesket er, men derimod på hvad de socialistiske tænkere med vold og magt vil have mennesket til at være.

Det mest underlige er, at Kai Sørlander mener vi i Vesten har vores velfungerende og rationelt demokratiske samfund fordi Kristendommen som religion skulle være sekulær. Mon ikke det mere handler om at vi har formået at forkaste magthavere, der i religionens navn prøver at tage folks frihed fra dem. Store dele af den muslimske verden lever desværre under sådanne magtmenneskers åg.

Et opgør med sådanne magtmennesker, giver en chance for frie samfund, men risikoen er, at det lykkedes andre magtmennesker at fortsætte udnertrykkelsen i rationalitetens navn.

2 Comments

  1. Et lidt ældre indlæg, men jeg tillader mig alligevel at lægge en kommentar i håb om, at den bliver set.

    Glimrende synspunkter du tilkendegiver her. Dog er jeg uenig i en enkelt ting:

    “Kai Sørlander vil sætte rationalitet som det højeste politiske mål i stedet for frihed, og at det vil føre til et rationelt optimalt samfund.”

    Ovenstående citat er faktisk forkert. Det Kai Sørlander ønsker er et pragmatisk samfund, som udnytter ressourcerne effektivt. Faktisk er det netop dette, som diverse socialister mener, er det “ulækre” ved kapitalisme. I virkeligheden er det ulækre nok bare Kai Sørlanders udlægning, da den indebærer tvang, hvor kapitalismen kun indebærer frivillighed. Under kapitalisme kan man ikke opnå noget gennem tvang, og alt produktion tilfalder derfor sin retmæssige ejermand.

    Et rationelt samfund, som du nævner, er nødvendigvis et med højeste mål om frihed. For under frihed kan alle individers personlige højeste mål nås. Om en persons definition på lykke skulle være tryghed, at dygtiggøre sig, dovenhed eller rigdom, kan disse nås under frihed, og det må derfor nødvendigvis være det højeste mål i et rationelt samfund. Under frihed kan frivillige samfundsfællesskaber indgåes. Om det skulle være et frivilligt retssamarbejde eller en frivillig, økonomisk tryghedsfond.

  2. Socialismen er ligeledes “rationel”, og dens tilhængere mener også socialismen vil udnytte ressurcerne effektivt. Jeg mener det du citerer mig for er helt korrekt idet Kai Sørlander mener, at rationalitet vil føre til effektiv udnyttelse af ressourcerne, og alt muligt ander han mener er godt. Der er lidt et cirkelargument i det han skriver, for alt det han mener er godt, mener han tydeligvis er rationelt, og vi skal søge det “rationelle” fordi det føre til meget godt.

    Jeg er lidt tilbageholdende med at deltage i din brug af rationalitet. Det er som om rationalitet er et deterministisk og entydigt, og kommer andre til et andet resultat, så er det fordi de er dumme eller sindssyge.

    Jeg ser derimod rationalitet som et individuelt valg, der bringer den enkelte nærmere opfyldese af den enkeltes individuelle præference. At tale om rationalitet på samfundsniveau er derfor noget sludder. Det nærmeste man kan komme en rationalitet i samfundet er resultatet af et frit markeds virke – og det er komplet umuligt at tænke sig til!

Leave a Comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.