Der er ingen fattigdom i Danmark, for ingen står uforskyldt uden mad på bordet, tøj på kroppen og tag over hovedet. Alle har adgang til disse livs-essentielle ting, og vælger man ikke at gøre brug af dem af forskellige årsager, så bliver man ikke fattig af den grund. Al snak om fattigdom udover de livs-essentielle ting, handler alene om grader af velstand, dvs om man er mere eller mindre rig.
På den baggrund skal man finde den gode humor frem når man læser Jonas Schytz Juul’s harceleren over regeringens fattigsomsmål, som angiveligt skulle gøre grin med fattigdomsdebatten. Det gør det ikke bedre, at han er chefanalytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
For det første er tallet enormt afhængigt af konjunkturer. Således faldt tallet fra 415.000 i 2007 til 347.000 i 2008. Altså et fald på bare et år, der er tre gange så stort, som målsætningen for 2020. Frem mod 2009 er tallet vokset igen, og er nu på 360.000 personer.
Nuvel, lad os blive i terminologien og kalde de mindre velhavende for fattige: Når der bliver færre fattige samme år en global recession, der populært kaldes finanskrisen, ødelægger økonomien og truer hele verden med konkurs, så burde selv en chefanalytiker blive bekymret over opgørelsesmetoden.
Men det er jo simpelt nok, for når den rigeste halvdel af befolkningen lider store økonomiske tab, så falder medianindkomsten, og det samme gør fattigdomsgrænsen som er halvdelen af medianindkomsten. I sagens natur vil flere tidligere fattige komme over fattigdomsgrænsen, selvom de stadig har helt den samme indkomst.
Socialministeren har i stedet fremhævet stofmisbrug, alkoholisme, fysisk eller psykisk sygdom, mangel på uddannelse eller noget helt sjette som mulige fattigdomsindikatorer. Og med det nyeste udspil er det tilsyneladende beskæftigelse, der er i fokus. I forsøget på at konstruere en række fattigdomsindikatorer, får man sammenblandet, hvad der er årsager til fattigdom, hvad der er fattigdom og hvad konsekvenserne af fattigdom er. (…)
Når først man erkender, at fattigdom drejer sig om økonomi, og bliver enige om, hvem der er fattige, kan man analysere, hvad årsagerne til fattigdom er, og hvilke konsekvenser fattigdommen har.
Selvfølgelig handler fattigdom/mindre velstand om økonomi. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har bare ikke opdaget, at Socialministeren allerede har anerkendt, at fattigdom/mindre velstand handler om økonomi, og fluks er gået videre til bekæmpe årsagerne, startende med de dårligst stillede først. Man behøver ikke nogen fattigdomsgrænse for at tage hånd om de svageste i samfundet.
Problemet er nok snarer, at chefanalytikeren, modsat regeringen, hellere vil hjælpe den gruppe borgere, der ikke er specielt fattige og ikke er misbrugere eller er syge, ved at give dem andres penge i overførelsesindkomster.
Det er selvfølgeligt ærgeligt for Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, at man ikke kan blive rigtigt velhavende ved at få foræret penge af andre. Skal man opnå velstand, må den enkelte tilpasse sin adfærd, så de selv kan tjene pengene. Andres penge kan kun få folk ud af nød, og ikke mere, men selv her sker der skader på folks selvværd ved at blive forsørget af andre.
TANSTAAFL – There ain’t no such thing as a free lunch. Vi lokker dig med en masse penge andre har tjent, men til gengæld tager vi dit selvværd. Det kan være en nødvendig handel i en nødsituation, men i alle andre situationer er det en skidt handel. En rigtig skidt handel. At tilbyde den handel til borgere med en meget stram økonomi, er intet andet end bondefangeri og rovdrift på samfundets svage.
Djævelen skulle angiveligt købe folks sjæle for materielle goder – staten burde ikke gøre det, og slet ikke folks skatteindbetalinger.
1 Comment