HeresyBlog

Nu er det for alvor gået galt. På symposiet “Lungekræft og Tobak – et offentligt eller et personligt ansvar?”, som jeg skrev om her, var min største kritik, at lægerne og eksperterne ikke gav troværdig information om rygning. Problemet er, at lægerne blandede en masse holdninger og formaninger ind i de fakta de præsenterede. Resultat er at de holdninger er lette at pille fra hinanden, og når det er let, så er det helt naturligt at tro at fakta også er forfejlede, hvis ikke man har et dybere kendskab til de præsenterede fakta.

Det er min egen overbevisning at rygning er pissefarligt, og at alle rygere burde holde med at ryge med det samme. Men når en overlæge med speciale i rygerelateret kræft stiller sig op og påstår at de nitrogene forbindelser, der tilsættes cigaretterne kun giver mere afhængighed, men ellers ikke ahr noget formål, så bliver jeg gal. For en rygers perspektiv er nitrogene forbindelser geniale, for de giver et bedre optag af den nikotin, der er i cigaretten, så rygeren får mere ud af at ryge en cigaret. Det er for pokker da derfor rygeren ryger, og det er nikotinen, som giver afhængighed. Lægen har ikke sagt noget faktuelt forkert, men han har tolket det fakta politisk, og kommunikeret politisk.

Problemet er bare, at politisk tolkning og kommunikation af fakta kun kan bruges til at overbevise nogen, som ikke har nogen forudgående overbevisning. Har man allerede en overbevisning, så rykket politisk retorik intet, og slet ikke når det er politiske amatører, som overlæger ofte er. Er der nogen, som har en forudgående overbevisning om rygning, så er det rygerne. Skal vi have dem overbevist om noget andet, så må der kommunikeres på deres præmisser med troværdige nøgterne informationer. På den front har Kræftens Bekæmpelse dumpet på det groveste med deres nye rapport om tilsætningsstoffer i cigaretter

Continue reading →

Lederen d. 18. oktober på 180grader.dk tager et meget vigtigt emne op omkring narkomani og misbrug.

Om så guleroden var en million kroner, så ville det ikke kunne helbrede en kræftpatient – end ikke en, der lider af influenza, kan blive rask med den slags midler. Men med den “sygdom”, som man kalder narkomani, er det anderledes. (…) små præmier for at holde sig clean – biografbilletter f.eks. – kan føre til, at narkomanerne pludselig evner at holde deres misbrug i ro for en tid. Det tyder på, at forestillingen om narkomani som en sygdom bare ikke holder.

Lederens tese er interessant, men den har nogle problemer, som endda nævnes. Narkomaner kan med belønninger holde misbruget i ro for en tid. Det er altså ikke noget permanent eller noget kurerende i belønningerne, som lederen påstår andetsteds. Kræftpatienter kan også lokkes til at lade være med at tage deres medicin i en periode hvis man giver dem belønninger. Det er netop her humlen ligger: Narkomani er en sygdom, og narkoen er medicinen.

Alene ved at se på ordet narkomani. Endelsen –mani viser, at der er tale om en mental forstyrrelse. Det er endda vist at narkomaners hjerner udviser nogle forandringer i forhold til andre. Det kan så være et spørgsmål om hvorvidt narko forårsager forandringerne, eller kommende narkomaner allerede har anlæg for forandringerne. Men det ligger udenfor denne debat.

Narkomaners manien går som sådan ikke på heroin specifikt, men på den rus, som heroinen giver. Langt de fleste narkomaner har et blandingsmisbrug, der involverer mange andre stoffer. Heroin er bare det bedste stof de kan få fat i. Lederen anfører at opfattelsen af narkomani som en sygdom måske kan passivisere narkomaner, så de bare venter på at nogen kommer og helbreder dem. På en måde er det en meget mærkelig indvending, hvis man anerkender at heroin er medicin for narkomanen. Det ville være det samme som at påstå at astmatikere passive venter på at blive helbredt for deres afhængighed af astmamedicin (modsat kræft, så er hverken narkomani eller astma direkte livstruende).

Lederen har alligevel en smule merit, for det er min overbevisning, at der er en markant forskel på en narkomisbruger og en narkoman. Hvor narkomanen har en (måske) kronisk sygdom i form af manien, så er misbrugeren ikke manisk. Misbrugeren tager stoffer for sjov, eller for at holde de fysiske abstinenser på afstand, men kan stoppe med sit misbrug fra den ene dag til den anden uden andre problemer en lidt fysisk ubehag – og det ser man netop mange mennesker gøre. Et middel til tungt misbrug i en periode i ungdommen, så pludselig stopper de. De sagnomspundne 68’ere er et godt eksempel på det. Ikke ret mange af dem hænger stadig i et misbrug. Ligeledes skal man være lidt virkelighedsfjern hvis man tror alle alkoholdrikkere pr. definition er alkoholikere

Hvis man anser misbrugere og narkomaner som noget forskelligt, og anerkender at narko er medicin for narkomaner, må vi tage et opgør med den måde narkotikalovgivningen er skruet sammen i dag. I dag forhindrer lovgivningen nogle psykisk syge mennesker i at få deres medicin, og det bør ikke være meningen. I forhold til de ikke-maniske misbrugere virker lovgivningen puritansk og hyklerisk når man ser på lovgivningen om andre rusmidler som nikotin, coffein og alkohol.

Måske kan misbrugere udvikle sig til narkomaner, hvilket der er en reel teoretisk risiko for at de kan. Men det har vi meget lidt viden om, og indicierne taler efter min overbevisning imod. Om ikke andet, så virker den gigantiske indsats mod narkotika noget forhastet i forhold til den viden vi har, medmindre det er puritanismen, der viser sit ansigt.