Film

… and then we fucked up the endgame

Posted on by Kian Conteh / 0 Comment

Charlie Wilson’s War med Tom Hanks i hovedrollen er en fantastisk film. Historien handler om det demokratiske kongresmedlem, Charlie Wilson, som fik USA til at støtte Afghanistan i kampen mod Sovjetunionen. Det var første gang den røde hær led et nederlag, og det var således starten på enden på det sovjetiske imperium.

Tom Hanks er rigtig god som de udsvævende og dameglade politiker, men han bakkes helt fantastisk op Philip Seymour Hoffman, som spiller en ”lidt” grovmundede CIA agent.

Filmen er tankevækkende, for den viser en sygdom, som eksisterer i den vestlige verden. Det var relativt let for en dedikeret politiker, at få udkæmpet og vundet en frygtelig, men vigtig krig. Men da krigen var overstået og russerne besejret, så var pengekassen lukket i, og USA lod Afghanistan sejle sin egen sø med de konsekvenser vi kender i dag. Og Afghanistan er ikke det eneste sted de gode kræfter er blevet ladt i stikken. Det samme skete i Irak efter Saddam var blevet smidt ud af Kuwait. Irakiske oprørere blev lovet en masse, hvorefter de bliver ladt i stikken.

Historien taler sit tydelige sprog. Hvis ikke man vil overgive sig til ondskaben i verden, så må man tage kampen op, og man må følge den helt til dørs. Vi har nu afsat de grusomme regimer i Irak og Afghanistan, og endnu engang er der et kæmpe pres for at lade både irakere og afghanere i stikken inden arbejdet er gjort færdigt. Hvor vil det være forfærdeligt hvis det lykkes for de kræfter, og med Charlie Wilson’ egne ord: ”… and then we fucked up the endgame”.

Charlie Wilson’s War er klart værd at se. Den er fuld af humor. Den er temperamentsfuld, og lur mig om den ikke også afspejler det politiske liv og efterretningstjenesterne ret korrekt.

Berlingske har en rigtig god artikel om Charlie Wilson og filmen her.

Muhammed og ytringsfriheden

Posted on by Kian Conteh / 0 Comment

Syaiful Bahri Anshori, talsmand for 50 mio. muslimer i Indonesien: ”Vi forstår ikke, hvordan man kan trykke Muhammed-tegningerne igen. Har disse mennesker ikke nogen respekt for Islam.”

Nej, det har jeg ikke! Jeg har ikke respekt for nogen religion (måske med undtagelse af min egen, men det er kun måske). Jeg har derimod masser af respekt for de mange muslimer, som viser mig respekt for ytringsfriheden og de andre frihedsrettigheder. Tåber, der bliver fornærmede og laver ballade over nogle platte tegninger, har jeg ingen respekt for – overhovedet!

Da Jyllandsposten første gang bragte tegningerne af Muhammed var det på alle måder en dum provokation, som mest af alt var udtryk for mangel på pli. Men efter den reaktion der kom, og de senere sager om samme emne, hvor Paven fik ballade over at være kritisk overfor en konkurrende religion, og i stormvejr for at have billeder af Muhammed i artiklen om Muhammed, så er det nu en klokkeklar kamp om ytringsfrihed.

Med mordkomplottet mod tegneren Kurt Westergaard, kan jeg kun bifalde at adskillige danske aviser har valgt at trykke tegningerne, og her er mit bidrag:

Men når alle fjolserne på TV har talt ud, så sidder jeg tilbage med en stor glæde. Under den oprindelige muhammed-krise udviste de danske muslimer en flot sans for demokrati. Bevars’, de gav udtryk for deres (berettigede) utilfredshed med JyllandsPosten, men de gjorde det med ord og ikke med vold. En flok uærlige og tåbelige imamer kom ud hvor de ikke kunne bunde med deres rundrejse, men de brugte ikke vold, og de blev hånet tilpas længe i de danske medier efterfølgende.

Men nu er en flok tåber blevet taget i færd med at lægge mordplaner mod tegnerne. Det eneste de har opnået er en stærk mistro mod alle danske muslimer, og jeg tør slet ikke tænke på hvordan stemningen ville være hvis det lykkedes dem at udføre deres planer.

Men igen, når Nyhederne er færdige, er der ét spørgsmål jeg ikke har fået besvaret: Hvordan kom politiet på sporet af de wannabe-mordere? Mon ikke det var nogen fornuftige mennesker i de muslimske miljøer, der gav et tip? Jeg er ligeglad med hvor meget halalkød de spiser, men der er nogen i miljøet, som efter min mening kan bryste sig med titlen ”helt”. Ikke nok med det, så melder Muslimernes Fællesråd ud, at det er i orden at genoptrykke tegningerne. De er ganske vist bekymrede for at det giver ballade, men man skal også være blind for ikke at kunne se en risiko for det.

Præsidentvalget i USA

Arnold, Rudy og Jeg

Posted on by Kian Conteh / 0 Comment

Sikke noget møg! Den bedst tænkelige amerikanske præsident er droppet ud af valgkampen. Rudy tabte i Florida, og med det momentum var der ikke ret meget andet at gøre, end at kaste håndklædet i ringen. Alt andet vil være spild af både tid og penge, hvilket kun vil komme Obama eller Hilary til gavn.

Men heldigvis er der stadig en rigtig god kandidat i feltet, og jeg også er helt sikker på vil kunne blive en rigtig god præsident, nemlig John McCain. Man kan sige meget om John McCain, men vigtigst af alt, så har han altid støttet befrielsen af Irak. Det har ikke afholdt ham fra at kritisere Bush – vel at mærke for ikke at sende nok soldater fra starten. Sådan skal det være.

Når nu Rudy ikke kommer på valgkortet, så glæder det mig meget, at han har valgt at give sin støtte til McCain. Og hvor er det en fantastisk tale støttetale han har givet McCain.

“John McCain gives us, as Republicans, the best chance of doing that…I’ll campaign for him in California, New York, New Jersey, Connecticut, anywhere he wants me…I am fully on board, 100 percent…Hope we can nominate him so we can unite the party…Proud to endorse my friend…God bless you, John.”

Men det er ikke kun Rudy og jeg, der nu støtter McCain. Schwarzenegger er nu også ombord. Schwarzenegger havde eller afvist at give sin støtte til nogen af kandidaterner før primærvalget var overstået – det er de åbenbart for Arnold nu! Meget tyder på at Schwarzenegger ikke har ønsket at støtte nogen, fordi han er meget gode venner med både Guiliani og McCain, som i øvrigt også har været venner i lang tid. Når nu Guiliani er droppet ud, så er der ikke længere nogen konflikt for Arnold.

Nu har Romney også kastet håndklædet i ringen. Ikke fordi han er langt efter McCain, men fordi han præcis er så langt bagud, at han under alle omstændigheder vil skade de republikanske chancer for at vinde, hvis McCain, som meget tyder på, vinder primærvalget. Det er hæderligt ud over alle grænser, og mon ikke det giver nok goodwill til en god fremtid i det republikanske parti. Hans tale er også helt oppe, hvor det begynder at prikke lidt i øjnene.

Nu bliver det bare spændende hvem der stiller op som vice-præsident for McCain. Rudy eller Mitt. Jeg håber da på Rudy, men Mitt har modsat Rudy ret godt fast i den religiøse fløj af partiet. Det bliver ganske spændende. Måske bliver det en helt tredje.

Nyhedskommentar/Økonomi og penge

Sæt Grønland og Færøerne stolen for døren

Posted on by Kian Conteh / 0 Comment

Røster om selvstændighed hører vi ofte fra Færøerne, og nu tager det grønlandske selvstyre skridt mod selvstændighed efter et møde med Fogh. Det har åbenbart skabt en del furore, at Fogh mener at Danmark og Grønland skal dele olieindtægterne ligeligt, og det er kun indtil Danmarks indtægter balancerer bloktilskuddet på tre milliarder kroner.

Jeg kan udmærket forstå, at der på Grønland og Færøerne kan være et ønske om selvstændighed, men når selvstændigheden bliver udskudt på grund af bloktilskud fra Danmark, og de venter først vil løsrive sig hvis de finder olie, så falder kæden af. Rigsfællesskabet skulle gerne være mere end en midlertidig økonomisk løsning.

Jeg vil mægtigt gerne bevare Grønland og Færøerne sammen med Danmark, selvom det koster masser af bloktilskud, men det må være et gensidigt forhold. Danmark burde sætte dem stolen for døren. Enten forkastes alle ambitioner om selvstændighed de næste hundrede år, og Grønland og Færøerne bliver på alle måder en 6. og 7. region i Danmark, hvor alle olieindtægter tilfalder den danske statskasse. Alternativt træder Danmark ud af Rigsfællesskabet med øjeblikkelig virkning, og så kan de sejle deres egen sø i fuld selvstændighed med al den olie de måske eller måske ikke har. Den nuværende ordning er helt utålelig.

Grønland og Færøerne har deres egenart, og den skal de selvfølgelig bevare. Der er masser af dansksindede grønlændere og færinger, og dem skal vi bakke op om med den hjælp de har brug for. Men er det ikke den generelle holdning deroppe, og flertallet bare sidder på hænderne og venter på olien, så er det rent og skært snylteri. Hvis nogen kun ønsker at være sammen med mig for at snylte på mig, og derefter giver mig fingeren når de har overskud, så er det ikke et venskab jeg ønsker at tage del i.

Lad befolkningerne på Færøerne og Grønland bestemme. Enten bliver de fuldgyldig del af den danske stat indtil år 2100 med alle de rettigheder det medfører, eller også bliver de fuldt ud selvstændige fra 2010 med alle de konsekvenser og muligheder det har. Selv hvis Danmark med sikkerhed skal sende penge til både Grønland og Færøerne de næste hundrede år, så ville jeg håbe de fortsat ville være sammen med os. Men jeg gider ikke nassere.

Diskrimination/Økonomi og penge

Aldersdiskrimination eksisterer ikke

Posted on by Kian Conteh / 0 Comment

Selvom diskrimination anses som et ekstremt negativt ord, så er det ikke nødvendigvis uretfærdigt hvis arbejdsgivere fravælger ansøgere, som nærmer sig efterlønsalderen eller måske allerede kan få efterløn. I mange fag kræves der en stor del oplæring af nye ansatte, og det er dyrt. En stor del af skylden er naturligvis de aldersbetingede pensioner, som ikke tager hensyn til folks fysiske og psykiske formåen.

Risikoen for at den ældre går på pension efter endt oplæring er ganske høj, og så går uddannelsesinvesteringen tabt. Det er klart at yngre mennesker også kan finde på at skifte job efter endt oplæring, men det er vel ikke anderledes for de ældre. De kan også skifte job, udover at de kan lade sig pensionere. Den mulighed har unge ikke, og unge uden stor erfaring er stadig billigere i løn i de fleste brancher.

Det er rigtigt ærgerligt for de ældre, som stadig føler de har flere år tilbage på arbejdsmarkedet. Men det nytter bare ikke noget, og så kan beskæftigelsesministeren hidse sig nok så meget op, det er stadig en dyr risiko at tage når en virksomhed hyrer ældre mennesker.

Men det er måske slet ikke så slemt som det gøres til når Dansk Arbejdsgiverforening ikke mener at der er tale om nogen diskrimination, selvom der er problemer inden for nogen brancher hvor de ældre ønsker at arbejde med det samme de altid har gjort. Verden ændrer sig, og arbejdsfunktioner ændrer sig, og nogen forsvinder. Derfor er det helt naturligt at nogle områder er trængte.

På den anden side, så kan arbejdsgiveren være ret sikker på at have den samme nyansatte 55 årige ansat i hvert fald i 5 år. Selvom det er de 55-60 årige, der har størst arbejdsløshed, ligger den stadig under 4% af den aldersgruppes arbejdsstyrke, hvilket er lavere end for de 30-34 årige.

Afskaffelse af den universelle efterløn og pensionsalder vil være et godt skridt på vejen. En anden måde er at gøre det muligt for ældre på arbejdsmarkedet fuldstændigt at afskrive pensionering i en årrække fremover, i det omfang at de ikke bliver syge eller bliver fyret. Det ville være en begrænsning af de ældres muligheder, men de ældre vil frivilligt kunne give arbejdsgiverne en højere grad af tryghed, som de øjensynligt har brug for.

Diskrimination/Statens opgaver

Homoseksuelle skal ikke have ret til at adoptere

Posted on by Leclerc / 5 Comments

De radikales familieordfører mener at der er flertal for at tillade homoseksuelle at adoptere, selvom deltagerene i flertallet ikke helt er på linie med ham. Forslaget bliver markedsført som et forslag, der giver mere ligestilling, hvilket i sig selv er fjollet, da homoseksuelle og heteroseksuelle par adskiller sig på i hvert fald ét ret væsentligt område når vi skal tale om børn – hos homoseksuelle par kan barnet ikke får en mor og en far.

Jeg kan godt lide det Charlotte Dyremose udtaler, selvom hun ifølge de radikale skulle være en del af flertallet:

For mig er børn ikke en rettighed, de er en gave, og skal man endelig tale om rettigheder, så mener jeg ikke, det er en rettighed at få et barn – til gengæld bør det være en rettighed, at børn har forældre.
(…)
Hvis jeg skal stemme for et forslag, som giver homoseksuelle mulighed for at adoptere, så skal det være, fordi at forslaget sikrer, at der bliver flere børn, som får forældre, og ikke fordi homoseksuelle skal have en rettighed

Bedre kan det ikke siges. Det må ikke opfattes som en rettighed at kunne adoptere. Det er barnet, der har rettighederne og ikke eventuelle adoptivforældre. Pia Christmas-Møller har sagt noget lignende, og hun skulle også være en del af flertallet:

Der er ingen tvivl om, at et ansvarsfuldt homoseksuelt par er bedre for et forældreløst barn end et gadehjørne eller børnehjem i Den Tredje Verden.

Essensen er altså, at børn skal have de bedst mulige forhold. Det bedste for et barn er at leve som minimum i en velstående og velfungerende familie (ca. en dansk middelklassefamilie) med en mor og en far. Så længe, der er sådanne familier, der ønsker adoptivbørn, så er der ingen grund til at kunne adoptere. Homoseksuelle par kan ikke give barnet en far og en mor, og derfor skal de ikke ligestilles med heteroseksuelle par. Det har intet at gøre med seksuel orientering, men meget at gøre med den strukturelle opbygning af et homoseksuelt parforhold. Bliver der mangel på heteroseksuelle stabile familier, så kan man sagtens åbne op for at homoseksuelle familier kan adoptere. Børn tager trods alt ikke decideret skade af at blive opfostret af homoseksuelle.

I debatter om homoseksuel adoption bliver der altid modargumenteret med, at børn ofte lever uden en mor eller far alligevel. Mange homoseksuelle par ville også være bedre til at opfostre et barn end mange heteroseksuelle alkoholikere og narkomaner. Burde man så ikke tvangsfjerne de børn, bliver der spurgt. For det første, så kan hverken enlige eller alkoholikere adoptere. Noget andet er, at de børn utilsigtet er havnet i den situation. Man bliver ikke skilt med henblik på at blive enlig forælder. Man laver heller ikke børn med henblik på at blive skilt. Dem der gør, og de enlige, der går i byen for at blive gravide har et ganske alvorligt moralsk problem – det er ikke alle moralske problemer, der kan forhindres gennem love og indgreb.

Men i adoptionssager forholder det sig helt anderledes. Her placerer man med fuldt overlæg et barn i en bestemt familie. Spørgsmålet er så om man med vilje skal placere barnet i en dårligere situation end nødvendigt. Efter min mening er det ikke engang acceptabelt at staten bare blander sig udenom, som lederen på 180gader.dk foreslår. Selvom adoptionen foregår frivilligt, og de biologiske forældre laver en frivillig aftale med adoptivforældrene, så er der en part i sagen, som ikke bliver hørt, og som ikke kan høres; barnet. Her har staten en opgave i at tale barnets sag, og gribe ind om nødvendigt. I Tønder-sagen, indgik pigernes forældre også frivillige aftaler med frivillige fremmede, men uden at høre pigerne. Når store spørgsmål vedrører børn, så har staten en rolle – ja, det er faktisk statens eksistensberettigelse, at den skal hjælpe de hjælpeløse. Børn er hjælpeløse – homoseksuelle er ikke!

Irak/Nyhedskommentar

Qureshi: Krig er i orden – hvis det ikke hjælper os selv

Posted on by Kian Conteh / 3 Comments

Kamal Qureshi fra SF havde en rigtig god historie i Politiken tidligere på måneden, hvor han taler for at Danmark skal have en aktiv udenrigspolitik, som også skal kunne bruge militær magt.

Jeg vil gerne vil være med til at bevæge venstrefløjen. Jeg tror, at der stadigvæk er en pacifistisk gruppe – inkarnerede pacifister – som ganske vist ikke formulerer sig som pacifister. Men når det kommer til stykket, så skal der så meget til, før de bruger magt, at de reelt er passifister.
(…)
Det er meget muligt, at vi bør gå ind [i Darfur] og slå 10-20.000 af røverne der ihjel, så den øvrige befolkning, der lider nød, kan få fred. Hvis det er det, der skal til, så lad os gå ind og gøre det. Og derefter trække militæret ud og lade civile overtage opgaverne. Vi ved, hvem vi skal gå efter, og de civile lejre, hvor folk opholder sig, vil vi kunne forsvare.

Jeg kan kun bifalde Qureshis opgør med den passifistiske venstrefløj, og han har helt ret i at de er pacifister (undtagen når man vil have skatteborgere til at betale for et ungdomshus). Men jeg forstår simpelthen ikke det forbehold han tager, og endnu mindre eksemplet med Afghanistan. Men der er åbenbart undtagelser, og så kan vi igen se at det er en SF’er.

Vi skal ikke bruge militæret af hensyn vores egne strategiske interesser. Magtanvendelse skal være begrundet i civile katastrofer. Der skal være menneskeliv på spil, førend vi griber til militære midler.
(…)
Krigen i Afghanistan var et hævntogt, som amerikanerne havde brug for. Sådan var stemningen efter 2001. Der var ikke noget logisk argument for at gå ind i Afghanistan.

Der er et udbredt, men alligevel bekymrende princip på venstrefløjen, der siger, at hvis man skal gøre noget godt, så må man ikke selv få noget ud af det udover glæden ved at gøre det. Hvis nogen gør noget til egen fordel, og det stadig gør andres liv umådeligt meget bedre, så er det i bund og grund en moralsk tvivlsom handling.

Tankegangen går egentlig ud på at man skal ofre sig for sine medmennesker, og jo mere man ofrer sig og jo mere fremmede dem man ofrer sig for er, jo bedre er det. Det er i bund og grund en dødsideologi, som Ayn Rand på mesterlig vis beskrev konsekvenserne af i Atlas Shrugged. En ting er at tankegangen er udtryk for en dødsideologi, hvor man skal ofre sig selv på uselviskhedens alter, men noget andet er at det også skaber afstand mellem mennesker, når det man gør helst skal være for fremmede. Man må hjælpe familie og venner mere end helt fremmede, for det kunne jo være familien og vennerne gav noget tilbage på et senere tidspunkt – og det er fy fy. Noget helt tredje er at mennesker slet ikke er indrettet på den måde. Hvis vi var, så var vi gået til grunde i evolutionen for længe siden.

Det kommer nok bag på mange på venstrefløjen, incl. Qureshi, at den vestlige verden strategiske interesser er de samme som fred, frihed og velstand. Afghanistan var en rotterede at mordere hvis eneste interesse var at slå vesterlændinge ihjel, og så alle afghanere, som ikke var enige i deres psykopatiske fortolkning af islam. Udover det, så er Afghanistans strategiske værdi noget nær nul.

Både Afghanistan og Irak handlede om at skabe fred, frihed og velstand for landene. Alle tre ting er også en fordel for os i vesten. I ingen af landene har det været nemt, og vores indsats har ikke været stor nok til at være effektiv fra begyndelsen. Hvis Irak var for oliens skyld, så er det den dyreste olie vesten nogensinde har erhvervet uden at få noget olie ud af Afghanistan har hverken olie eller ret meget andet.

Pointen er at Qureshis opgør er velkommen, men hans venstreorienterede tankegang omkring velgørenhed, er stadig et problem for ham. Begge lande har fået foræret en reel chance for at blive integreret i verdenssamfundet, så de kan blive rige og velstående. Den chance har de fået fordi det giver os andre mere fred til at blive rige og søge lykken – alle er glade (undtagen morderne). Next stop Darfur!

Film

The Golden Compass (filmen)

Posted on by Kian Conteh / 0 Comment

Jeg var i biografen den anden dag for at se The Golden Compass, som er filmatiseringen af Philip Pullmans Northern Lights.

Det er en umærket filmatisering, selvom der bliver lavet en del om i rækkefølgen i filmen. Men i det mindste har de læst bogen inden de lavede filmen, hvilket ikke kan siges om filmatiseringen af Eragon, som er en fantastisk bog, men en elendig film.

Ændringerne i plottet er lidt irriterende, og tempoet i filmen er lidt for højt. Begge dele er ikke overraskende når der er tale om en bog med mange begivenheder i. Jeg synes dog ikke personerne i bogen er skildret ret godt. Både Lord Asriel og Mrs. Coulter er nogle dybere personer i bogen end i filmen. Der bliver alligevel brugt en del tid i filmen til at vise hvem de er, men tiden kunne være brugt bedre, for den bruges bare til at gøre god og ond endnu mere sort og hvid.

I bogen er personernes dybde og udviskningen af godt og ondt det interessante i historien. Ligeledes bruges der ekstra tid på at fremstille de teokratiske magthavere som mere skumle end de bliver i bogen, og det synes jeg egentligt ikke er nødvendigt.

Det er en udmærket film, men handlingen, flowet og skuespillet ville let og med fordel kunne strammes op. Og det er lidt ærgerligt at de ikke har gjort det. Forhåbentlig gør de det bedre i næste film, for der er to bøger endnu.

Økonomi og penge/Statens opgaver

Privatiser tilsyn med kommunale institutioner

Posted on by Kian Conteh / 0 Comment

Overborgmester Ritt Bjerregaard ønsker at privatisere tilsynet med kommunens sociale institutioner, fordi kommunen ikke magter opgaven. Og socialborgmester Mikkel Warming fra enhedslisten er enig – og ligeledes er SF. Det er som verden er gået af lave. Hvad er det der sker? Fornuftige tanker fra betonsocialisterne i København!

Privatisering af kommunens opgaver er som udgangspunkt en god ide. Men det er det forkerte, der privatiseres. Borgmestrene afleder opmærksomheden fra det vigtige når de siger at kommunen ikke magter tilsynet. Nej, det kommunen ikke magter er, at producere nogle ordentlige sociale tilbud i høj kvalitet.

Skal noget privatiseres, så er det kommunens institutioner, og det kan gøres efter samme model som hospitalerne; private producerer ydelserne, og det offentlige betaler, og kommunen holder øje med at de private leverer den kvalitet de bliver betalt for.

Ritt Bjerregård har helt ret i at problemet er, at kommunen producerer ydelserne og kommunen selv står for kontrollen. Jeg er helt sikker på at tilsynet med fordel kan privatiseres, også selvom der så skal føres tilsyn med tilsynet. Det er bare stadig et problem at tilsynet stadig ikke rigtig vil få nogen tænder. Hvis det kommunale tilsyn havde til opgave at sørge for at private leverandører opfylder deres det af kontrakten, så ville tilsynet automatisk have masser af tænder og sikkert også drakoniske sanktioner med i bagagen.

Vi vil sikkert få et bedre tilsyn når det privatiseres. Men kommunen står stadig med mange dårligt fungerende institutioner. Forhåbentligt vil det private tilsyn så kunne lave nogle bedre rapporter til politikerne – hvis altså ikke de er bange for at være for kritiske, for de politikere, der kan hænges op på problemerne fra rapporterne er de samme, som betaler regningen for tilsynet. Og mindst, så vil politikerne stadig stå med hatten i hånden og bede om flere penge, frem for at gøre arbejdet bedre med de samme midler. Hvis en tilsynsrapport kritiserer en privat udbyder, så er der ikke rug for flere skattekroner. Så må firmaet bare gribe i egen barm, og får orden på tingene.

Selvom den københavnske venstrefløj går i den rigtige retning, med deres privatiseringsforslag, så skyder de lidt forbi målet, og kanonen er ikke stor nok.

Bøger

“Northern Lights” (Det Gyldne Kompas)

Posted on by Kian Conteh / 1 Comment

”Northern Ligths” er den første bog i Philip Pullman’s ”His Dark Materials” trilogi, og er netop filmatiseret under titlen ”Det Gyldne Kompas”. Det er en rigtig god fantasybog henvendt til de yngste teenagere. Men som i alle gode børnebøger, er der et lag mere i historien, som udelukkende er henvendt til voksne.

I bogens verden har alle mennesker en daimon, som er en slags skytsengel eller sjæl i form af et dyr, som følger folk gennem hele livet. Sker der noget med en persons daimon, så kan personen også mærke det. Historien handler om pigen Lyra, som vokser op på et universitet i Oxford. Hendes onkel, Lord Asriel, har placeret hende der, efter hendes forældre angiveligt døde i en ballonulykke.

Lyra er kort og godt en møgunge, som laver ballade og slås med byens andre børn. Historien går i gang, da børn forsvinder sporløst, herunder Lyras ven, Roger. Hun sætter sig for at redde Roger og de andre børn fra kidnapperne. Det bringer hende ud på en fantastisk rejse, hvor hun møder både hekse og krigeriske isbjørne med panser. Til hjælp på rejsen, har hun af universitetets rektor fået et mystisk instrument, kaldet et alethiometer, som ingen kan aflæse. Men Lyra kan! Alethiometeret fungerer som et kompas, som viser sandheden, hvis man vel at mærke spørger det rigtigt.

Philip Pullman er blevet mødt med en del kritik fordi skurkene i bogen minder meget om et katolsk teokrati, og Philip Pullman er erklæret ateist. Jeg har dog svært ved at se hvordan bogen skulle være anti-religiøs eller anti-kristen, men der er ikke nogen tvivl om, at bogen er kritisk overfor religiøs dogmatisme, og religiøse organisationer, som misbruger deres magt. I det hele taget er der en tilpas dosis af etiske spørgsmål i bogen, men uden den bliver klam eller formanende.

Universet i bogen er ret speciel, da man i nordlyset kan se glimt af andre verdener. Ideen er, at når man for eksempel slå plat eller krone, så bliver det krone i vores univers. Men fordi det lige så godt kunne blive plat, så deler universet sig, og i det andet univers blev udfaldet plat. Når det sker for alle begivenheder hvor tilfældigheder spiller ind, så vil der eksisterer et uendeligt antal parallelle universer.

Jeg kommer til at tænke på om Philip Pullman har læst ”The Universe Next Door” af Marcus Chown. Her beskrives hvordan Max Tegmark fra MIT, har lavet et matematisk argument for, at kvantemekanikken tillader eksistensen af et multivers, og hvad konsekvensen af det er. Ideen om multivers er netop fundamentet for Philip Pullmans trilogi om Lyra og hendes daimon.