“Lungekræft og Tobak – et offentligt eller et personligt ansvar?”

Jeg deltog i eftermiddag i symposiet “Lungekræft og Tobak – et offentligt eller et personligt ansvar?” på Rigshospitalet arrangeret af FOLK (Fokus på Lungekræft). I symposiet deltog en række læger, som fremlagde kendt viden om risikoen ved rygning. Inden jeg selv kom på og fremlagde et politisk aspekt i debatten, gav Peter Rossel en meget spændende gennemgang af nogle etiske overvejelser læger bør gøre sig.

Her er gengivet mit oplæg, som det var intentionen det skulle være:

Politik er for mig at se den praktiske implementering af den filosofiske erkendelse på baggrund af videnskabelige og faktuelle realiteter. Som repræsentant for Konservativ Ungdom, træder jeg dog et skridt tilbage på den måde, at jeg ikke tager hensyn til om der kan samles 90 mandater eller ej.

Hvis jeg lige må komme med en indskudt bemærkning om regeringens kamp mod smagsdommere i 2001, for det havde ikke noget at gøre med en kamp mod viden og videnskab. Problemet med smagsdommere er, der er tale om videnskabelige personer med stor indsigt i deres fagområder, som begynder at blande politik ind i deres videnskabelige udtalelser – men det holder stadig fast i at de er apolitiske eksperter. Med et pænt ord, så er det uærligt.

Når vi skal finde ud af om der skal laves lovindgreb mod rygning, så er det ikke videnskaben vi skal forholde os til først, men derimod vores menneskesyn: Er mennesket en oplyst og intelligent skabning, eller er det dumt og følgagtigt.

Nogen er tydeligvis overbevist om at mennesket er dumt, og ude af stand til at handle ifølge ”rational self-interest”. Det er jeg dybt uenig med dem i, men lad mig komme tilbage til hvorfor jeg er det, og hvilke konsekvenser det har, senere.

Hvis vi for argumentets skyld leger med på antagelsen om at mennesket er dumt, så støder vi ind i det lille-bitte problem, at politikere, læger, filosoffer og andre eksperter også er mennesker – som jo bekendt er dumme og følgagtige. Uanset politisk observans, så vil alle, der har fulgt valgkampen nikke genkendende til det. Vi har altså en situation hvor de blinde fører de blinde.

Nogle læger mener selv, at de ikke er blinde. Det er derimod alle andre, der er blinde, men ikke dem selv. Den vildfarelse deler de i øvrigt med mange politikere. Lidt mere moderate personer vil nok sige, at eksperter ikke er blinde, men bare svagtseende. Den forestilling kan jeg til nød acceptere, men det hjælper bare ikke noget at eksperten kan se konturerne af bjerge i horisonten, som filosoffen så kan sætte sig ned og spekulere over om hvorvidt de er gode eller onde. Ingen af dem kan sige noget om hvorvidt vi skal gå derhen, og slet ikke om vi skal tvinge folk til, at gå derhen selvom de ikke har lyst. I det hele taget giver det ikke mening at tilskrive rigtig og forkert, ondt og godt til bjerge, for naturen har ingen moral. Kun mennesker kan have moral.

Hvis ens menneskesyn går på, at mennesker er dumt, så kommer man ikke nærmere på et svar på om, der skal laves love og regler. Kun hvis man har den ekstreme arrogance, at tro man selv er klog og alle andre er dumme, kan man komme til et svar. Det er en arrogance, hvor man sætter sig selv over mennesket, og udfordrer det guddommelige – dvs. hybris. Hybris går som bekendt hånd i hånd med nemesis.

Et andet skræmmende aspekt af at opfatte mennesket noget dumt, der skal passes på af andre, er at i den paternalistiske verden, så er Fogh faren, Pia Kærsgaard er moderen og vi er børnene. En lidt skræmmende tanke, og den bliver ikke bedre af alternativet, hvor Villy er faren og Helle T. er moderen.

Lad os skifte menneskesyn, og antage at mennesket er i stand til at handle i overensstemmelse med deres ”rationelle self-interest”. To nøglebegreber i den antagelse er information, og ”self-interest” kan oversættes til præferencer, dvs. hvad holder de enkelte mennesker af, og hvor meget information har person til rådighed for at kunne træffe en beslutning, der opfylder præferencen?

Som fagpersoner og politikere har vi et meget stort problem; vi kender ikke enkeltpersonernes præferencer. De kender måske heller ikke deres egne præferencer til bunds, men de kender dem bedre end alle andre.

Under det tidligere menneskesyn var lægernes viden ikke meget værd, men nu bliver den viden pludselig helt essentiel. Enkeltpersoner kan ikke forventes at kunne overskue al viden i verden. De har brug for læger og eksperter til at sammenfatte viden i en form, som de kan bruge til at træffe en beslutning. Arrangørerne af dette symposium har nu en vigtig eksistensberettigelse i at udbrede viden om sammenhængen mellem kræft og rygning.

En indvending mod ”rationel self-interest” er, at når man først er blevet afhængig, så bliver rationaliteten sat ud af kraft – den køber jeg bare ikke! Afhængighed kan opdeles i en fysisk afhængighed og det nogen kalder en psykisk afhængighed. Den fysiske afhængighed er egentlig irrelevant. Det er bare et spørgsmål om vilje til at overkomme et fysisk ubehag; et ubehag man kan få hjælp til at gøre mere overkommelig.

Den psykiske afhængighed er mere besværlig. Hvordan kan vi adskille en psykisk afhængighed fra en simpel præference for eksempelvis at ryge? ”Jamen, der sker nogle kemiske reaktioner i hjernen”, siger kritikerne! Ja, det samme kan man sige om forelskelse og kærlighed. En præference er netop en forkærlighed for et eller andet. Hverken mere eller mindre.

Jeg synes det må være en rimelig antagelse, at rygere kan lide at ryge på trods af konsekvenserne. Ellers vil de jo bare stoppe, hvilket der også er mange, der gør. Der er en forestilling i samfundet om, at hvis man ryger, og kan lide at ryge, så har man en svag eller dårlig karakter. Det kan man ikke have hængende på sig, så de undskylder overfor sig selv og andre med at man jo er afhængig.

Hvis vi vender tilbage til spørgsmålet om information, så er der ikke nogen i Danmark, som ikke ved at det er overordentligt farligt at ryge. Men når nu folk ved det er farligt, og vi ikke kender folks præferencer, så er det helt ude i skoven at lave regler og forbud mod rygning og mange andre ting, hvor der ikke er andre ofre end forbryderen selv.

Vi rundede af med en debat med spørgsmål fra tilhørerne, og på trods af meget store meningsforskelle, så fandt vi alligevel frem til nogle fælles standpunkter, blandt andet at ingen skal udsættes for passiv rygning mod deres vilje. Vi var dog ikke helt enige om hvordan ”mod deres vilje” skulle forstås.

Alt i alt var det et rigtigt godt arrangement, hvor jeg selv fornemmer at det lykkedes mig at ruske lidt op i publikum og de andre debattører.