I USA raser en debat over udvidelse SCIP, som er en statslig skatteyderbetalt sygesikring for børn fra mellemindkomstfamilier (selvom over halvdelen af modtagerne er voksne). Det vil sige en ægte velfærdsydelse, der dækker mange flere end de værdigt trængende.
Man kan føre mange gode økonomiske argumenter om problemer med finansiering, og uheldige incitamenter i velfærdssystemer. Men det mest interessante argument er i mine øjne det moralske, som Max Borders skriver om.
I kriminalretten ser man ikke kun objektivt på den handling der er begået. Man ser også på intentionen bag. Vi siger eksempelvis ikke, at en jæger er en morder, hvis han kommer til at slå en jagtkammerat ihjel i en vådeskudsulykke (som det næsten skete for Cheney). Der kræves beviser for, at jægeren ønsker at skade sin kammerat, for at han kan dømmes for mord. Han kan måske straffes for uagtsomhed, men det er på alle måder i en helt anden kategori.
Mon ikke det samme bør gøre sig gældende for gode gerninger? Man ikke tale om en god gerning medmindre man har haft en intention om at gøre en god gerning overfor andre. Hvis en 20 krone ved uheld faldtr ud af min lomme og ned i hånden på en tigger, da jeg tog mit buskort op af lommen, så har jeg ikke gjort nogen god gerning. Ligeledes hvis en røver stikker en pistol i panden på mig og tager 20’eren og giver den til tiggeren, så har jeg ikke opfyldt noget moralsk ansvar overfor nogen fattige mennesker i Danmark. Netop derfor bør vi blive mistænksomme når når nogen påstår, at ”vi” eller ”samfundet” har en moralsk forpligtigelse til at give velfærd.
Ikke nok med at staten ikke er samfundet, så er samfundet bare en samling af individer. Samfundet kan ikke have nogen moralske forpligtigelser, det kan kun individer. Margaret Thatcher talte netop om det i en af hende famøse taler:
“I have a problem, it is the Government’s job to cope with it!” or”I have a problem, I will go and get a grant to cope with it!” “I am homeless, the Government must house me!” and so they are casting their problems on society and who is society? There is no such thing! There are individual men and women and there are families and no government can do anything except through people and people look to themselves first.
(…)
If children have a problem, it is society that is at fault. There is no such thing as society. There is living tapestry of men and women and people and the beauty of that tapestry and the quality of our lives will depend upon how much each of us is prepared to take responsibility for ourselves and each of us prepared to turn round and help by our own efforts those who are unfortunate.
Den lille sætning er ofte blevet taget ud af kontekst, og misforstået på det groveste. Et lille eksempel her.
Samfundet kan ikke have et ansvar, og vi kan ikke som mennesker udøve vores ansvar gennem en stat, som tvinger os til at yde på samme måde, som røveren der giver vores penge til tiggeren. Når vi tvinges til at betale skat, så kan der ikke være nogen intention om at gøre godt for andre. Staten kan gøre, at vi ikke udøver noget ansvar for hverken os selv eller andre, og det er på alle måder et moralsk problem.
