HeresyBlog

Jyllands Posten fortæller om den tyske by Bohmte, som har valgt at fjerne vejskilte, trafiklys og fortove i byen. Ideen kommer fra trafikforskeren Hans Monderman (wiki), som har introduceret ideen om at alle trafikanter skal kunne se hinanden og være mere opmærksomme på hinanden frem for skilte og regler. Mondermans model har allerede forbedret trafiksikkerheden og effektiviteten i den hollandske by Drachten.

Hans idé er ikke helt ny hvis man ser ud i verden. I Cairo, Beirut og Tehran har trafikken altid fungeret på den måde. Det nye er, at Moderman har fået det introduceret i vesteuropæiske lande, som helt pr. refleks ser ned på trafikken i byer som Cairo, og at han er med til at designe vejene, så de passer til den kørestil. Men det er vigtige i denne forbindelse er at anarki ikke er det samme som kaos. Anarki er en naturlig opstået orden, som ikke bestemmes af regler og love.

I 2006 bragte Dagbladet i Norge en artikel om Modermans model.

– De mange regler i trafikken tager vores vigtigste evne fra os; evnen til at tage hensyn. Vi er i færd med at miste vores evne til at opføre os socialt ansvarligt.

(…)

Psykologer har længe undersøgt effekten af en så omfattende regulering. Bilister overser ca. 70 procent af trafikskiltene.

Effekten af reglerne er at mange opfører sig som børn. Når de skal stoppe for fodgængere ved fodgængerovergangene, gør de alt hvad de kan for at hindre folk i at gå over gaden andre steder. Hvert trafiklys han må standse for gør bilisten mere motiveret for at strække det gule lys ved det næste kryds.

Modermans model med at blande bilister, fodgængere og cyklister uden regulering, kun gælder i meget befærdede områder hvor hastigheden ikke er høj. Men der skulle ikke være noget i vejen for at bruge de samme principper på motortrafikveje og lignende, hvor der kun er biler. Ligeledes kan cykelstien også fint regulere sig selv.

Reaktionen fra trafikautoriteterne er ikke udeblevet. I Tyskland tvivler Berlins Tekniske Trafik Institut på om erfaringerne fra Holland kan overføres til Tyskland. Herhjemme tror Danmarks Transportforskning at effekten vil aftage efter et par dage, og folk bare vil køre som de plejer – uagtet at det ikke vil kunne lade sig gøre! Rådet for Større Færdselssikkerhed mener vi har trafiklys fordi vi ikke tager hensyn til hinanden, og at der bare vil være nogen, der drøner af sted.

Kritikken er altså at vi vil køre som vi plejer uden at tage hensyn til hinanden, og at nogen bare vil drøne af sted; hvilket alligevel er status quo. Det kan godt være det er hønen eller ægget om autoriteterne er kritiske overfor regelsanering, eller om de er autoriter fordi de er imod regelsanering. Faktum er at både Danmarks Transportforskning og Rådet for Større Færdselssikkerheds eksistensberettigelse består i at tage initiativer (lave regler) for at forbedre trafiksikkerheden. Hvis det bedste man kan gøre er, at indføre anarki, så har vi ikke noget at bruge autoriteterne til, og de vil være arbejdsløse. Det ville også være mærkelige hvis de er enige i at deres egne råd i virkeligheden skulle øge usikkerheden i trafikken. Vi kan altså forvente, at de vil være imod anarki i trafikken uanset hvor gode argumenterne er for det. Det er tragisk, men regler har det med at avle flere regler, og bureaukrati fostrer mere bureaukrati. Sådan er det bare.

Det bliver spændende at se om Bohmte kan genskabe succesen fra Drachten, og hvilke designmidler Moderman kan få til at understøtte en anarkistisk trafikorden.

Jeg er netop kommet tilbage fra ferie i Ægypten. Vi besøgte blandt andet Cairo, som jeg ikke helt ved hvad jeg skal mene om. Men om ikke andet, så var trafikken i Cairo vild fascinerende. Der herskede nærmest en tilstand af anarki, trafiklysene var slukkede og færdselsbetjentene hold pause, hvis der overhovedet var nogen. Men trafikken fungerede alligevel over al forventning. Sammenlignet med København fungerede den endnu bedre, for hvis vi havde det samme antal biler ville alt stå stille. Og jeg mener helt stille.

De andre jeg rejste med fandt trafikken kaotisk og farlig. Men fakta er at selvom bilerne kører meget tæt på hinanden hele tiden, og på fodgængerne, så sker der utroligt få ulykker. Det er ikke bare få i forhold til kørestilen, men også i forhold til andre byer i verden.

Guiderne fortalte som en vittighed at der kun er få trafikregler. En er at størst kører først, og at man må køre over for rødt, men man skal køre over for grønt. Den sidste regel er lidt irrelevant når lysene ikke er tændt, at størst kører først er faktisk ret fornuftigt. Den danske mentalitet stejler, når vi hører at de store har fortrinsret, men når man sidder i trafikken i Cairo giver det faktisk mening. Sikkerhedsmæssigt er det sværere for de store trafikanter at tage hensyn til de små. Samtidig får det trafikken til at glide bedre, når de store køretøjer får lov til at flytte sig, og ikke er lukket inde blandt de andre trafikanter.

I Danmark er reglerne lige modsat. Her er det de små, der har forrang overfor de store køretøjer. Resultatet er tydeligt når cyklister i København forventer, at lastbiler og andre højresvingende holder tilbage for dem. Ofte ser man i København, at cyklister kan lukke et kryds helt ned, når de bliver ved med at komme bagfra og forhindre højresvingende biler i at komme frem. Er der tre eller fire biler, der skal svinge, kan de blokere vejen for dem, der bare skal ligeud. Og det samme gentager sig næste gang der bliver grønt. En tur igennem København i myldretiden vil hurtigt vise at jeg har ret.

Nøglen til den glidende trafik i Cairo er, at man er meget mere opmærksom på de andre trafikanter. Den opmærksomhed gør, at der nærmest gælder universelle fletteregler; uanset hvor og hvornår man skal ind i en strøm af biler, så fletter man i Cairo. Selv fodgængere og biler fletter når de krydser hinanden. Det er ret fascinerende at se i virkeligheden.

Når man bevæger sig i Cairo til fods, skal man huske på, at lige så lidt du er interesseret i ikke at blive ramt af en bil, lige så interesseret er bilisten i ikke at ramme dig. Går man rundt i overensstemmelse med det råd, så er det både sikkert og der kommer heller ingen sure miner fra bilisterne. Man være helt sikker på at få det at vide hvis man gør noget forkert, for bilisterne har et helt bestemt signal med hornet, som betyder ”hvad fanden laver du, idiot”. Det signal bliver der ellers ikke sparet på.

Det er godt nok obligatorisk at have et kørekort i Cairo, men det krav virker mere som en metode til at cheferne hos politiet kan skrabe noget korruption ned i lommerne. Prøven består af at man møder op og svarer på nogle få spørgsmål, og derefter har man kørekort. Jeg tvivler på man nogensinde kan miste det igen, men det blev der ikke fortalt noget om.

Sammenligningen mellem trafikken i Cairo og København, er et godt eksempel på at mange regler får folk til at holde op med at tage et personligt ansvar for dem selv og deres egen sikkerhed. I København kører alle i deres egne baner, og stopper pænt op hvis bilen foran stopper op. Ingen tager hensyn til om man opfører sig hensigtsmæssigt, hvis bare man følger reglerne. Samtidig, så forventer man at alle andre også overholder reglerne, og hvis nogen ønsker at skifte kørebane, så man selv må røre lidt på bremsen, så er det helt galt. Laver nogen noget galt, så er det op til politiet at gøre noget ved det.

Danskere har en eller anden tyrkertro på at et ægte solidarisk samfund bedst opnås hvis vi laver en masse lovregler om hvordan vi skal omgås hinanden. Resultatet er bare, at vi får et ekstraordinært selvoptaget samfund. Trafikanterne i Cairo har nærmest ingen regler, men de tager fantastisk meget hensyn til hinanden. De er heller ikke tilbageholdende med at give direkte udtryk for deres utilfredshed, hvis nogen ikke udviser nok hensyn, og gør et eller andet farligt. Ikke nok med at de udviser mere ansvar i trafikken i Cairo, så er trafikken også mere sikker og langt mere effektiv end herhjemme.