Homoseksuelle skal ikke have ret til at adoptere

De radikales familieordfører mener at der er flertal for at tillade homoseksuelle at adoptere, selvom deltagerene i flertallet ikke helt er på linie med ham. Forslaget bliver markedsført som et forslag, der giver mere ligestilling, hvilket i sig selv er fjollet, da homoseksuelle og heteroseksuelle par adskiller sig på i hvert fald ét ret væsentligt område når vi skal tale om børn – hos homoseksuelle par kan barnet ikke får en mor og en far.

Jeg kan godt lide det Charlotte Dyremose udtaler, selvom hun ifølge de radikale skulle være en del af flertallet:

For mig er børn ikke en rettighed, de er en gave, og skal man endelig tale om rettigheder, så mener jeg ikke, det er en rettighed at få et barn – til gengæld bør det være en rettighed, at børn har forældre.
(…)
Hvis jeg skal stemme for et forslag, som giver homoseksuelle mulighed for at adoptere, så skal det være, fordi at forslaget sikrer, at der bliver flere børn, som får forældre, og ikke fordi homoseksuelle skal have en rettighed

Bedre kan det ikke siges. Det må ikke opfattes som en rettighed at kunne adoptere. Det er barnet, der har rettighederne og ikke eventuelle adoptivforældre. Pia Christmas-Møller har sagt noget lignende, og hun skulle også være en del af flertallet:

Der er ingen tvivl om, at et ansvarsfuldt homoseksuelt par er bedre for et forældreløst barn end et gadehjørne eller børnehjem i Den Tredje Verden.

Essensen er altså, at børn skal have de bedst mulige forhold. Det bedste for et barn er at leve som minimum i en velstående og velfungerende familie (ca. en dansk middelklassefamilie) med en mor og en far. Så længe, der er sådanne familier, der ønsker adoptivbørn, så er der ingen grund til at kunne adoptere. Homoseksuelle par kan ikke give barnet en far og en mor, og derfor skal de ikke ligestilles med heteroseksuelle par. Det har intet at gøre med seksuel orientering, men meget at gøre med den strukturelle opbygning af et homoseksuelt parforhold. Bliver der mangel på heteroseksuelle stabile familier, så kan man sagtens åbne op for at homoseksuelle familier kan adoptere. Børn tager trods alt ikke decideret skade af at blive opfostret af homoseksuelle.

I debatter om homoseksuel adoption bliver der altid modargumenteret med, at børn ofte lever uden en mor eller far alligevel. Mange homoseksuelle par ville også være bedre til at opfostre et barn end mange heteroseksuelle alkoholikere og narkomaner. Burde man så ikke tvangsfjerne de børn, bliver der spurgt. For det første, så kan hverken enlige eller alkoholikere adoptere. Noget andet er, at de børn utilsigtet er havnet i den situation. Man bliver ikke skilt med henblik på at blive enlig forælder. Man laver heller ikke børn med henblik på at blive skilt. Dem der gør, og de enlige, der går i byen for at blive gravide har et ganske alvorligt moralsk problem – det er ikke alle moralske problemer, der kan forhindres gennem love og indgreb.

Men i adoptionssager forholder det sig helt anderledes. Her placerer man med fuldt overlæg et barn i en bestemt familie. Spørgsmålet er så om man med vilje skal placere barnet i en dårligere situation end nødvendigt. Efter min mening er det ikke engang acceptabelt at staten bare blander sig udenom, som lederen på 180gader.dk foreslår. Selvom adoptionen foregår frivilligt, og de biologiske forældre laver en frivillig aftale med adoptivforældrene, så er der en part i sagen, som ikke bliver hørt, og som ikke kan høres; barnet. Her har staten en opgave i at tale barnets sag, og gribe ind om nødvendigt. I Tønder-sagen, indgik pigernes forældre også frivillige aftaler med frivillige fremmede, men uden at høre pigerne. Når store spørgsmål vedrører børn, så har staten en rolle – ja, det er faktisk statens eksistensberettigelse, at den skal hjælpe de hjælpeløse. Børn er hjælpeløse – homoseksuelle er ikke!