Charlie Wilson’s War med Tom Hanks i hovedrollen er en fantastisk film. Historien handler om det demokratiske kongresmedlem, Charlie Wilson, som fik USA til at støtte Afghanistan i kampen mod Sovjetunionen. Det var første gang den røde hær led et nederlag, og det var således starten på enden på det sovjetiske imperium.
Tom Hanks er rigtig god som de udsvævende og dameglade politiker, men han bakkes helt fantastisk op Philip Seymour Hoffman, som spiller en ”lidt” grovmundede CIA agent.
Filmen er tankevækkende, for den viser en sygdom, som eksisterer i den vestlige verden. Det var relativt let for en dedikeret politiker, at få udkæmpet og vundet en frygtelig, men vigtig krig. Men da krigen var overstået og russerne besejret, så var pengekassen lukket i, og USA lod Afghanistan sejle sin egen sø med de konsekvenser vi kender i dag. Og Afghanistan er ikke det eneste sted de gode kræfter er blevet ladt i stikken. Det samme skete i Irak efter Saddam var blevet smidt ud af Kuwait. Irakiske oprørere blev lovet en masse, hvorefter de bliver ladt i stikken.
Historien taler sit tydelige sprog. Hvis ikke man vil overgive sig til ondskaben i verden, så må man tage kampen op, og man må følge den helt til dørs. Vi har nu afsat de grusomme regimer i Irak og Afghanistan, og endnu engang er der et kæmpe pres for at lade både irakere og afghanere i stikken inden arbejdet er gjort færdigt. Hvor vil det være forfærdeligt hvis det lykkes for de kræfter, og med Charlie Wilson’ egne ord: ”… and then we fucked up the endgame”.
Charlie Wilson’s War er klart værd at se. Den er fuld af humor. Den er temperamentsfuld, og lur mig om den ikke også afspejler det politiske liv og efterretningstjenesterne ret korrekt.
Berlingske har en rigtig god artikel om Charlie Wilson og filmen her.
