Qureshi: Krig er i orden – hvis det ikke hjælper os selv

Kamal Qureshi fra SF havde en rigtig god historie i Politiken tidligere på måneden, hvor han taler for at Danmark skal have en aktiv udenrigspolitik, som også skal kunne bruge militær magt.

Jeg vil gerne vil være med til at bevæge venstrefløjen. Jeg tror, at der stadigvæk er en pacifistisk gruppe – inkarnerede pacifister – som ganske vist ikke formulerer sig som pacifister. Men når det kommer til stykket, så skal der så meget til, før de bruger magt, at de reelt er passifister.
(…)
Det er meget muligt, at vi bør gå ind [i Darfur] og slå 10-20.000 af røverne der ihjel, så den øvrige befolkning, der lider nød, kan få fred. Hvis det er det, der skal til, så lad os gå ind og gøre det. Og derefter trække militæret ud og lade civile overtage opgaverne. Vi ved, hvem vi skal gå efter, og de civile lejre, hvor folk opholder sig, vil vi kunne forsvare.

Jeg kan kun bifalde Qureshis opgør med den passifistiske venstrefløj, og han har helt ret i at de er pacifister (undtagen når man vil have skatteborgere til at betale for et ungdomshus). Men jeg forstår simpelthen ikke det forbehold han tager, og endnu mindre eksemplet med Afghanistan. Men der er åbenbart undtagelser, og så kan vi igen se at det er en SF’er.

Vi skal ikke bruge militæret af hensyn vores egne strategiske interesser. Magtanvendelse skal være begrundet i civile katastrofer. Der skal være menneskeliv på spil, førend vi griber til militære midler.
(…)
Krigen i Afghanistan var et hævntogt, som amerikanerne havde brug for. Sådan var stemningen efter 2001. Der var ikke noget logisk argument for at gå ind i Afghanistan.

Der er et udbredt, men alligevel bekymrende princip på venstrefløjen, der siger, at hvis man skal gøre noget godt, så må man ikke selv få noget ud af det udover glæden ved at gøre det. Hvis nogen gør noget til egen fordel, og det stadig gør andres liv umådeligt meget bedre, så er det i bund og grund en moralsk tvivlsom handling.

Tankegangen går egentlig ud på at man skal ofre sig for sine medmennesker, og jo mere man ofrer sig og jo mere fremmede dem man ofrer sig for er, jo bedre er det. Det er i bund og grund en dødsideologi, som Ayn Rand på mesterlig vis beskrev konsekvenserne af i Atlas Shrugged. En ting er at tankegangen er udtryk for en dødsideologi, hvor man skal ofre sig selv på uselviskhedens alter, men noget andet er at det også skaber afstand mellem mennesker, når det man gør helst skal være for fremmede. Man må hjælpe familie og venner mere end helt fremmede, for det kunne jo være familien og vennerne gav noget tilbage på et senere tidspunkt – og det er fy fy. Noget helt tredje er at mennesker slet ikke er indrettet på den måde. Hvis vi var, så var vi gået til grunde i evolutionen for længe siden.

Det kommer nok bag på mange på venstrefløjen, incl. Qureshi, at den vestlige verden strategiske interesser er de samme som fred, frihed og velstand. Afghanistan var en rotterede at mordere hvis eneste interesse var at slå vesterlændinge ihjel, og så alle afghanere, som ikke var enige i deres psykopatiske fortolkning af islam. Udover det, så er Afghanistans strategiske værdi noget nær nul.

Både Afghanistan og Irak handlede om at skabe fred, frihed og velstand for landene. Alle tre ting er også en fordel for os i vesten. I ingen af landene har det været nemt, og vores indsats har ikke været stor nok til at være effektiv fra begyndelsen. Hvis Irak var for oliens skyld, så er det den dyreste olie vesten nogensinde har erhvervet uden at få noget olie ud af Afghanistan har hverken olie eller ret meget andet.

Pointen er at Qureshis opgør er velkommen, men hans venstreorienterede tankegang omkring velgørenhed, er stadig et problem for ham. Begge lande har fået foræret en reel chance for at blive integreret i verdenssamfundet, så de kan blive rige og velstående. Den chance har de fået fordi det giver os andre mere fred til at blive rige og søge lykken – alle er glade (undtagen morderne). Next stop Darfur!