Ny kræftbehandling – bare ikke i Danmark

Berlingske og JP beretter om at der er kommet en ny mere effektiv og sikrere måde at behandle kræft på, men behandlingen findes ikke i Danmark.

Han anslår, at 15 pct. af de danske kræftpatienter umiddelbart ville have glæde af partikelterapi (…) I dag viser beregninger, at ca. 30 pct. af børn behandlet med traditionel stråleterapi vil udvikle ny kræftsygdom inden for 10-20 år som følge af behandlingen. Med partikelterapi er risikoen reduceret til under to pct.

Regeringen har ikke taget skattekroner fra andre vigtige formål i samfundet, som veje, hjemmehjælp og kørselsfradrag til at kunne købe udstyret til effektiv kræftbehandling.

Når al sygdomsbehandling betales og prioriteres af statens bureaukrater og populistiske folkevalgte, så kommer det ikke som nogen overraskelse, at sådan en ny og dyr behandling ikke kommer til landet. Ingen har mulighed for at få behandlingen, og det bliver ikke anderledes af at et par læger i artiklen har sendt 10 danske patienter til udlandet for at få behandlingen. Når behandlingen ikke findes i det danske politiske sundhedssystem, så vil der ikke være ret mange, der får behandlingen. Man kunne med rette spørge hvorfor det er så tvingende nødvendigt for staten at prioritere hospitalsudstyr sammen med kulturstøtten.

Men historien bringer også en anden problemstilling på banen, for behandlingen koster mellem en og halvanden million kroner pr patient, og det er ganske dyrt. I det danske system er det princippet at alle skal kunne får den bedste tilgængelige behandling; politikerne glemmer bare at sige ”tilgængelig” når de taler om sundhed. Problemet er nemlig at hvis en patient mare får en halv procents øget chance for at overleve sin sygdom, så skal de have behandlingen, men det er der bare ikke råd til. Problemet løses med at de dyre behandlinger ikke findes i Danmark og hvis de gør, så er der lange ventelister. Den løsning kaldes rationering.

Når staten betaler for sygdomsbehandling og folk bare kan henvende sig, så er det nødvendigt med rationering. Hvis ikke man rationerede, så ville sundhedssystemet æde alle skatteindtægterne og mere til, og det går naturligvis ikke.

Problemet med at behandlingerne prioriteres sammen med boligstøtte og vedligehold af jernbanerne kan let løses ved at privatisere hospitalerne og lade den offentlige sygesikring købe ydelser til borgerne. Så kan de private hospitaler tage ud og hente penge på kapitalmarkederne når de har lyst, så de kan købe det nødvendige udstyr. Ingen unødvendig bureaukrati eller populisme involveret.

Problemet med størrelsen af sundhedsbudgetterne kan løses gradvist at lade de rigeste familier betale for deres egen behandling, og delvist ved at politikerne beslutter sig for åbent at afgrænse hvilke behandlinger staten vil garantere danskerne skal have adgang til uanset deres økonomiske situation. Det sidste bliver lidt svært, for det er ganske upopulært, men øvelsen sker alligevel af bagveje, se bare hvordan sundhedsministeren sylter problemerne i artiklen:

»Jeg har stor forståelse for ønsket, men det er utroligt dyrt,« siger han.

»Derfor skal det tænkes ind i en større sammenhæng, hvor vi ser på, hvordan vi får mest sundhed for pengene, og hvad værdien er af at købe anlægget selv.«

Hvor er kræftens bekæmpelse i sådan en sag? Nå ja, de er ude og slå rygere i hovedet med ligegyldige rapporter.

Fisking Christian Wedell-Neergaard’s euro

Christian Wedell-Neergaard har for nyligt postet et indlæg på sin blog om hvorfor euro er en god idé. Her præsenterer han en flot samling klassiske argumenter for euro’en pakket pænt ind. Det er ikke gode argumenter, men argumenter man hører så ofte, at det er værd at bruge et par minutter på.

Pund er sølv, men euro er guld. Og gjorde vi ligesom soldaten i H.C.Andersens Fyrtøjet, så kastede vi alle de sølvskillinger, han havde fyldt sine lommer og sit tornyster med og tog guld i stedet.

Det åbenlyse spørgsmål er så: Hvad nu hvis euro ikke er guld, men bare polerede stykker tin? Så ville det være lidt ærgerligt, at have smidt sølvet væk.

Pundet er faldet til 9,50 kr. Det betyder, at det er blevet meget dyrere for den engelske lønmodtager at købe importerede vare.

Til gengæld har de britiske virksomheder lettere ved at afsætte deres varer i udlandet, hvilket betyder at de hyrer folk. Derfor har briterne lettere ved i det hele taget at blive lønmodtager. At de så køber flere britiske varer er vist ikke så skidt. Det er ikke for sjovt at det tidligere var på mode at regeringer devaluerede deres valutaer i tidligere tider. Det er ikke sjovt for naboerne, så det er man holdt op med.

Man kunne på polemisk vis spørge om det det er bedre at opretholde en kunstig høj kurs med arbejdsløshed fattigdom til følge?

Angrebet af spekulanter og med den usikkerhed der er ved svingende valutakurs? Nej – det ville være dybt uforsvarligt.

Modsat planøkomomien forvildelse, så er spekulation en god ting. Det er en særdeles effektiv metode til at fordele og flytte ressourcer derhen hvor der er brug for dem. Når politikere beskylder spekulanter for alt muligt ondt, så er det bare udtryk for, at de ikke vil stå ved de negative effekter, der er ved deres egen lovgivning.

Ligeledes er det med usikkerheden ved svingende kurser; det er også ”bare” udtryk for at politikerne laver en masse elendig lovgivning, som har massive negative konsekvenser for økonomien. Man kan sige meget grimt og Fogh og hans regeringer, men han har formået ikke at indføre ret mange reguleringer af markedet, og dermed har han skabt stabilitet og økonomisk udvikling. Han har om nogen bevist at politisk tilbageholdenhed giver økonomisk stabilitet – og det er vel at mærke en stabilitet, der udmønter sig i stigende velstand.

For resten, så er euroen en svingende valutakurs, og svingende valutakurser er jo dybt uforsvarligt!

Mogens Strube skriver da også i Dagbladet d. 24. april, at han støtter fastkurspolitikken. Men så forstår jeg slet ikke modstanden mod, at vi tilslutter os euroen.

Fastkurspolitik indeholder modsat en fastfrysning til euroen stadig selvstændighed. I fastkurspolitikken er der et udsvingsbånd på kronekursen på 5% i forhold til euroen, og det er en hel del. For at holde kursen stabil følger Nationalbanken renteændringer fra ECB, men ikke slavisk

Nationalbanken har altså rig mulighed for at tilpasse den danske krone til de økonomiske behov i Danmark inden for udsvingsbåndet, samtidig med at ERM2 aftalen beskytter mod voldsomme udsving. Hvis vi bliver indlemmet i euroen, og det bliver nødvendigt med rentestigninger i Danmark og rentefald i Tyskland og Frankrig, hvad mon ECB så vil gøre? Mit gæt vil være at de ikke vil skelne ret meget til Danmarks problemer.

Hvorfor skal vi følge alle pengepolitiske beslutninger, men stå uden for indflydelse?

Nu følger vi ikke andres pengepolitiske beslutninger blindt, og selvom vi gjorde, hvad er det så for en indflydelse, der er tale om, og hvorfor er den ønskværdig?

For mig at se er der kun tale om at politikere og embedsmænd får lov til at sidde ved nogle pæne borde og blive stemt ned. Jeg har svært ved at se hvordan det giver indflydelse til danskerne, specielt når beslutningerne omkring bordene skal tage hensyn til hele euroland, og ikke bare til Danmark.

Men på den anden side, så muligheden for at sidde med og bestemme en masse ting, som driver politikere til at blive politiker til at begynde med. Det er der ikke nogen skam i, for det er til dels også det, der driver mig til at være politisk aktiv.

Hvorfor skal vi ikke deltage aktivt i ECB’s kamp mod inflationen, særligt i vores eget område, med stærkt stigende lønninger og prisstigninger på fødevare?

Fordi vi er bedre til at gøre det på egen hånd!

De vil dø for profeten – giv dem en hånd

I Pakistan er de åbenbart igen blevet gale over Jyllands-Postens tegninger og demonstranter er igen på gaden.

Politiken: den pakistanske regering har en måned til at udvise den danske og hollandske ambassadør og hjemkalde de pakistanske ambassadører fra de to lande.

»Ellers beder vi vore tilhængere om at marchere imod hovedstaden Islamabad«

Nyhedsavisen: – Vi vil dø for profeten, råbte folkemængden igen og igen.

Hvis de virkelig mener det, så synes jeg da vi skal give dem en hjælpende hånd.

Tåber som dem er netop årsagen til, at der bliver set skævt til alle andre fornuftige og fredelige muslimer verden over. På en måde er det lidt tamt, at de kun kan samle 4-5000 vrede mennesker i en by med 12 millioner indbyggere.

McCain – had og kærlighed forenet

The Right Angle har en rigtig god artikel om John McCain. Jeg håber ikke min oversættelse gør for meget vold på citaterne.

Det er i orden at foragte ham for hans uvilje til at trække en klar ideologisk linie mellem højre og venstre, for hans svaghed for ”kompromis”, hans beundring for amnesti til illegale indvandrer og hans tilfredshed med regulering af kampagnedonationer. Det er også i orden at beundre ham for hans personlige modighed, hans ærefulde historie, hans enorme intellekt og hans loyalitet overfor hans land.

(…) På trods af alle hans dårligdomme, så er han en så umådeligt overlegen kandidat i forhold til Hillary Clinton og Barack Obama, at det ikke engang er sjovt. Selvom det muligvis ikke sker, så burde McCain slå Demokraternes kandidat med de samme procenttal som Ronald Reagan besejrede Walter Mondale med i 1984.

(…) McCain repræsenterer storhed, hvor hans demokratiske modstandere forsøger at blive de middelmådiges frelser. Han personificerer styrke hvor hans modstandere lovpriser svaghedens dyder. Han repræsenterer fremtiden, hvor han hans modstandere er besatte af fortiden.

(…) Fra et bestemt perspektiv, er McCain a allerede Amerikas faderfigur. Som konservative minder vores forhold til ham om vores forhold til vores egne fædre. Engang i mellem gør og siger vores fædre ting vi ikke kan lide. Engang i mellem træffer vores fædre beslutning vi er uenige i eller er modstandere af. Alligevel ved vi hele tiden dybt nede, at vores fædre elsker os, og ønsker at gøre hvad der er bedst for os.

Og så lige en sidste kommentar fra RedStateUpdate:

The republicans had a bunch of crappy candidates too and they all hated each other. But finally we all came together and we said “fuck it… McCain.”

Kvindelige ledere eksporteres fra Danmark til Norge

JyllandsPosten: Siden 1. januar 2008 har de norske børsnoterede virksomheder skullet have 40 procent kvinder omkring bestyrelsesbordene for ikke at risikere tvangsopløsning.

(…) »Det er ret klogt af de norske firmaer at rekruttere fra hele Norden. Især fra Danmark, som jo ligger helt i bunden, når det kommer til kvindelige bestyrelsesmedlemmer. Det er nemt at headhunte kvinder dér, fordi der er så mange at tage af«, siger Marit Hoel fra det norske Center for Corporate Diversity.

(…) I faktiske tal betyder det, at der i dag sidder 48 danske kvinder i bestyrelserne for danske, børsnoterede selskaber, men hele 64 danske kvinder i de norske bestyrelser. Nordmændene kan med andre ord godt få øje på de kompetente danske kvinder.

Det her er jo på ingen måde nogen overraskelse, tværtimod så er det udtryk for, at danske kvinder stormer frem gennem ledelsesrækkerne, og nu får lov til at træde deres barnesko som norske bestyrelsesmedlemmer.

Med det skrækkelige lovindgreb de har gjort i Norge i et desperat forsøg på ensrette kønnene, som de kalder ligestilling, har de Norge effektivt sænket baren for hvor mange kompetencer bestyrelsesmedlemmer skal have. Derfor er det helt åbenlyst, at de norske firmaer kigger til Danmark, hvor der opbygget en kæmpe underskov af karrierekvinder, som står højt på trappen til bestyrelseslokalerne.

»De valgte mig på grund af min profil og min erfaring. Mit køn er bare et af parametrene. Der er ingen kvinder, der får en bestyrelsespost uden at være dygtige«, siger hun [Helle Trap Friis].

De er ganske sikkert alle meget dygtige, men det er ikke ensbetydende med at alle er dygtige nok til at få bestyrelsesposter, hvis ikke kønnet var en parameter. Jeg kan på ingen måde se hvorfor kønnet skulle være en parameter i bestyrelseslokalet, hvis ikke loven sagde det.

Men der er ingen grund til bekymring. De norske virksomheder får nu dårligere bestyrelser, hvilket gør det lettere for danske virksomheder at konkurrere, og Danmark får uddannet mange kvindelige ledere til at blive bestyrelsesmedlemmer ved at give dem erfaringer, hurtigere end de ellers ville have fået dem. Det er som en fodboldkamp mellem Norge og Danmark, hvor nordmændene starter med at score to selvmål. Tak Norge!

Narkomaner har det i generne

I en tidligere artikel om afhængighed skrev jeg:

Misbrug er tydeligvis en svær størrelse at arbejde med, og det bliver ikke nemmere af at det ikke er alle brugere, der udvikler sig til misbrugere. Konventionel visdom siger at alle brugere er i risiko for at blive misbrugere, men vi ved bare ikke hvad der udløser den risiko. Måske den forestilling er forkert!

Flere danske medier bringer historien fra Ritzau om at forskere har fundet et gen for rygetrang og lungekræft. Men går man tilbage til kilden hos Nature bliver det hele meget mere interessant.

Tre studier har identificeret gener som har en sammenhæng til lungekræft. Metoden der bruges er lidt grov, da den ikke svarer på hvilken virkningsmekanisme, der er mellem gen og kræft. Men nærmere undersøgelser af genet viser, at det måske ikke har noget med hjernens belønningssystem at gøre (Live Science), men nærmere noget med hjernens kontrol af depression og angst (link). Det underbygges også ved at rygere ofte får symptomer på depression når de kvitter tobakken, og at man under afprøvningen af et depressionsmiddel opdagede at forsøgspersonerne mistede trangen til at ryge. Det middel markedsføres nu til rygestop under navnet Zyban.

Genet er fundet ved at undersøge rygere, men det tyder på at genet også spiller ind ved andre afhængigheder. ScienCentral har en god video om det (kræver gratis registrering). Og derfor bliver det virkeligt interessant. Efter alt at dømme har vi nu en kemisk afhængighed, som er det ubehag alle vil føle når deres fortrukne stof ikke længere tages, og nu har vi altså også en biologisk komponent, som gør at nogen kan stoppe og andre ikke kan. Når den kemiske afhængighed kombineres med en meget aktiv version af genet, så er ”ofret” så at sige godt og grundigt på røven.

Der er altså al mulig grund til at betragte narkomani som en sygdom, hvor vi allerede kender en god og effektiv behandling i form af de stimulanser som narkomanerne selv ønsker. Ikke nok med det, så åbner forskningen op for at udvikle medicin, som kan give den ønskede effekt for narkomaner, men uden alle generne ved de nuværende stoffer.

Samtidig er der altså ikke nogen grund til at forbyde alle andre adgang til stoffer, som højest vil give dem et fysisk ubehag hvis de bliver taget i for lang tid.

Saddam havde ingen forbindelse til al-Qaeda… So what?

Politiken rapporterer: I Pentagon-rapporten hedder det, at Saddam Husseins regime havde forbindelser til regional og global terrorisme, og at statsterrorisme blev et rutinemiddel for statsmagten.

»Men det altovervejende mål for statsterroroperationer var irakiske statsborgere«, understreges det.

Bush, vicepræsident Dick Cheney og højtstående embedsmænd i Bush-administrationen har tidligere insisteret på, at der var forbindelser mellem Saddam og al-Qaeda.

So what? Der var ingen direkte forbindelse, men hvad så med den indirekte? Det vides med sikkerhed at kendte al-Qaeda rejste frit i Irak, og at der blev holdt møder. Det er selvfølgelig ikke i sig selv kriminelt, men gad vide hvad de holdt møde om?

Vi ved jo også alle sammen, at så længe terroren kun gik ud over den irakiske civilbefolkning, og hele Mellemøsten kun blev holdt i et jerngreb af frygt for Saddam, så gør det jo ikke noget. Det er jo bare arabere det går ud over…

At påpege, at der ikke var nogen direkte forbindelse mellem Saddam og al-Qaeda, selvom Bush og Cheney har udtalt det, er ligegyldigt, hvis ikke misvisende. Uanset hvor tåbelig titlen på den overordnede kamp er, så hedder den ”War on terror” og ikke ”War on al-Qaeda”. Selv hvis man ikke havde formuleret en krig mod terror, så var det stadig en god idé at afsætte Saddam, på baggrund af hans manglende samarbejde med det internationale samfund – men det er også den begrundelse den danske regering vil vedtaget deltagelsen i koalitionen på i Folketinget – en detalje, men nu skal vi ikke ødelægge en god historie med fakta.

Sexarbejdernes Interesseorganisation ønsker Green-card

EkstraBladet:I første omgang handler det om sexarbejdere fra EU, men på sigt mener foreningen også at sexarbejdere fra Afrika og Asien kan få arbejdstilladelse som kvalificeret arbejdskraft eller såkaldt greencard.

Nu skal jeg ikke gøre mig forestillinger om at Sexarbejdernes Interesseorganisation har fået ideen fra det indlæg jeg skrev her på bloggen for 4 dage siden. Jeg kan jo kun håbe at jeg har bidraget, men under alle omstændigheder, så kan jeg kun erklære mig helt enig i det de foreslår.

Netop fordi vi taler om en dansk interesseorganisation, synes jeg det er helt fantastisk at de også tænker på de udlændinge, der kommer til landet som prostituerede:

‘Vi er jo ikke så vilde med, at få mange udenlandske sexarbejde til landet, for så bliver der kamp om kunderne. Men det er vigtigt, at få fjernet den der forestilling om, at alle er ufrivillige ofre eller sexslaver, der er tvunget ind i faget, og det er derfor, vi mener at man skal kunne søge arbejdstilladelse, siger Susanne.

Jeg tror ikke at frivillige udenlandske prostituerede vil være det store problem for danske prostituerede. Både på TheHumanStain og En luders dagbog skriver de ofte om at forholdet mellem den prostituerede og kunden også kan handle om omsorg. Og ligesom med den polske håndværker, kan kommunikationen være svær med en udlænding, der lige er kommet til landet.

Men når det er sagt, så er Sexarbejdernes Interesseorganisations ønske om at rense markedet for ufrivillige ofre og sexslaver helt reel og agtværdig. Jeg kan ikke se hvordan man effektivt kan gøre det uden at oversvømme markedet med frivillige udenlandske prostituerede.

At det så samtidigt er et udfald mod rufferiforbuddet, er heller ikke så dårligt. Jeg vil bare ønske held og lykke med projektet.

Misforstået anklage mod ytringsfriheden

Helen Latifis small talk: Hvis man kan se, at en provokation af sådan en grænseoverskridende art for nogle, går ud over menneskeliv og skaber kaos og ufred, så hellere stoppe disse tiltag istedet for, at smide mere benzin på den iforvejen antændte situation. Jeg vil personligt helst ønske sådanne unødvendige provokationer stoppet straks.

Hvorfor blive ved med at skabe overflødig sorg, vrede og atter vrede? Hvornår stopper dette vanvid. Jeg kan slet ikke forholde mig mere til situationen, da det ikke længere handler om, at bruge sine kræfter konstruktivt på, at opbygge samfundet men istedet handler det om, at forfølge en bestemt gruppe.

Det skal siges at Helen Latifi aktivt har agiteret mod voldshandlinger, og det skal hun have ros for. Men ikke desto mindre har hun fuldstændigt misforstået hvad muhammedtegningerne er blevet symbol på, og hvad al balladen handler om. Ytringsfriheden er en ejendomsret. Dvs. den der ytrer sig har ikke bare en ret til at ytre sig, de ejer retten til at gøre det. Hvis nogen ikke synes om ytringerne, så kan de bruge deres ejendom til at sige fra. Det giver på ingen måde ret til at krænke nogen andre mennesker fordi man ikke kan lide deres ytringer.

Hvis nogen skaber kaos og ufred og tager menneskeliv efter at have set nogle sindsoprivende tegninger, så er ufreden deres skyld, og ikke tegnernes eller redaktørernes skyld. Det giver ikke engang mening at tale om, at de deler skylden på nogen måde. Det er ene og alene ballademagerne ansvar og skyld, hvis der sker voldshandlinger.

De voldshandlinger, trusler og modkomplotter vi ser, er en direkte trussel mod ytringsfriheden – hvis man ikke tør ytre sig af frygt for vold, så har man pr. definition ingen ytringsfrihed. Sådan er det, og længere er den ikke. Som alle andre friheder, kan ytringsfriheden kun forsvares ved at man bruger den eller ved brug af vold. Netop fordi der for vores side af balladen ikke bruges nogen som helst form for vold, er det helt ude i hampen at påstå at vi forfølger en bestemt gruppe. Det er decideret dumt!

Den ejendomsretslige ytringsfrihed er helt essentielt for et frit samfund, da den viser de øvrige friheders tilstand. Den oprindelige optrykning af tegningerne var tåbelig, men hvis fanatikerne ude i verden (og herhjemme) får succes med deres optøjer og mordforsøg, hvad sker der så når næste tåbe eller provokatør (f.eks Gert Wilders) stikker næsen frem og forkaster alt hvad der hedder pli og ordentlig opførelse? Hvad sker der hvis fanatikerne får blod på tanden og skærper endnu mere, hvad der må siges? Hvor får det en ende?

Når det kommer til stykket, så burde fanatikerne slet ikke lave ballade. De kan boycotte danske varer hvis de har lyst, hvilket de også kan gøre uden muhammedtegninger hvis de vil det. Men de burde i det hele taget ikke lave optøjer. Kun ved at trykke tegningerne igen og igen og igen kan vi vise dem at deres optøjer ikke nytter noget; at de lige så godt kan lade være med det. Først da kan vi atter sige, at vi har ytringsfrihed igen. I det lys er optrykningen af muhammedtegningerne i høj grad konstruktivt og samfundsopbyggende, for uden ytringsfriheden og dermed de andre friheder er der slet ikke noget samfund, der er værd at have med at gøre.

Kampen står mod voldsmændene, er det bedste våben i kampen mod dem, er at gøre det modsatte af hvad de ønsker. Appeasement virker ikke, og selvom de brugte forskellige midler på forskellige tidspunkter, så vidste både Churchill og Ghandi det.

Green-card til prostituerede

I Politiken græmmes de over at “Danmark er magnet for prostituerede.” Baggrunden skulle være at resten af Norden har forbud prostitution eller køb af sex, og så er der kun lille Danmark tilbage med de lempelige regler. Samtidig kommer der mange prostituerede fra Østen og fra Afrika.

Den mest fantastiske sprogblomst er, at vi bliver ”Nordens bordelbaggård.” Men hvorfor egentlig dog det? Man kunne da i stedet gøre Danmark til landet hvor prostituerede har ordnede forhold. Landet hvor politiet og myndigheder passer på de prostituerede og beskytter dem mod overgreb. Landet hvor kvinderne har magten til at gøre som det passer dem, magten til at komme ud af økonomiske kriser uden at skulle ty til kriminalitet. For prostitution er et erhverv, der ligesom andre handler om at tjene penge.

Netop pengene er Politiken også bekymret over; prostitution er nemlig et fattigdomsproblem, og kvinder prostituerer sig for at klare sig økonomisk. Artiklen fortæller også at 95% gør det fordi de er fattige. (Det underlige er bare at den anden artikel siger at 80% af prostitutionen er skjult. Hvordan kan de så kende det tal?). Derefter går artiklen videre og hiver nogle gamle stråmænd frem fra forbudsfolkenes gemmer, herunder udsagnet om at den lykkelige luder er en myte – ja, det er nok en myte, i hvert fald at modstanderne af et forbud overhovedet taler om lykkelige ludere. Alle argumenterne har jeg allerede afvist tidligere her på bloggen.

Jeg kan ikke se hvorfor det er forfærdeligt, at kvinder prostituerer sig for pengenes skyld. Hvis det ikke var for pengenes skyld, så skulle det ikke være svært for dem, at samle kunder op på det nærmeste værtshus, og forære dem seksuelle ydelser – hvilket sjovt nok er lovligt nok! Det hedder kvindefrigørelse. Nej, det er sjovt nok når kvinder vil tjene penge det går galt for puritanerne.

Hvis fattige kvinder ikke kunne tjene hurtige penge på prostitution, hvordan ville deres situation så se ud? Jeg er da ret sikker på at prostitution er et symptom på fattigdom, men det er også en ganske hurtig vej ud af fattigdom. Så hvis fattigdom er problemet, så kan prostitution være en del af løsningen. Hvis det er selve prostitutionen, der problemet, så vil et forbud være en del af problemet.

For noget tid siden så jeg et dokumentarprogram fra Københavns Lufthavne, hvor man så politiet, der stolte afslørede den ene udenlandske prostituerede efter den anden på vej til København eller bare på gennemrejse. Formålet for kvinderne var at komme til det rige Norden og tjene nogle penge til dem selv og deres familie. Jeg sad og fik helt ondt af de kvinder. Hvorfor pokker skulle de ikke have lov til at komme til landet og tjene en hulens bunke penge? De skulle da bare lukkes ind i landet. De er tydeligvis selvforsørgende. De må nødvendigvis bruge en del af pengene i Danmark, og de penge de sender tilbage til Afrika er en mere effektiv fattigdomsbekæmpelse end nogen ulandsbistand nogensinde har været. Og hvis vi bliver Nordens Bordel, så hjælper det også på vores betalingsbalance.

I stedet burde man indføre en green-card ordning for prostituerede fra hele verden. Hvis man afskaffer rufferiforbudet i Danmark, så der kan oprettes organiserede, sygdomskontrollerede bordeller med vagter til at sikre kvinderne. De bordeller skal så kunne udstede green-cards til de kvinder de ansætter. Med en sådan green-card ordning, så er der ingen incitament til kvindehandle og tvangsprostitution. Markedet for prostituerede vil allerede være dækket med frivillige power-kvinder, der forsøger sig selv og sikkert en kæmpe familie i deres hjemland. Man kan derimod frygte at den kvindehandlen i resten af Norden eksploderer når alle de frivillige prostituerede de facto kriminaliseres.

Sjovt nok ser det ud til at der er særdeles fornuftige radikale på dette område: Undersøg sagen, mand.