George Ayittey skriver på CNN, at de vestlige demokratiske traditioner med flertalsstyre ikke altid egner sig andre steder, da denne form ignorerer mindretal. I lande hvor etniske grupperinger spiller en stor rolle for folk, kan det være et alvorligt problem. I lande hvor de afhængige bliver flere end de selvforsørgende, vil det blive et problem.
Den største gruppe kommer til magten, favoriserer sig selv og forfordeler alle andre i demokratiets navn og med demokratiske metoder. Listen over lande, hvor det er sket er lang, og konsekvenserne med borgerkrig og etniske udrensninger er ikke sjældne. Rwanda og Somalia er nogle meget tydelige eksempler. Hvor Rwanda ikke behøver uddybning, så er det interessant, at konflikterne mellem grupperne i Somalia blusser op hver gang, der gøres forsøg på at indfære det vestlige flertalsstyre, for hvem der er i flertal, kan let ændres med våben tilsat en smule brutalitet.
En afrikansk demokratisk tradition kan løse nogle af de problemer. Landsbysamfund i Somalia, Ghana, Nigeria, Botswana, Zimbabwe og Sydafrika har tradition for et konsensusdemokrati, hvor en høvding udpeges på livstid af kongefamilien. Udpegningen skal godkendes af Ældrerådet, som består overhovederne fra byens storfamilier. Høvdingen skal i alle vigtige sager opnå konsensus med Ældrerådet, og har ingen magt uden den konsensus. Kan der ikke opnåes et konsensus vil det blive debatteret af hele byen indtil der er konsensus. Viser det sig at høvdingen er en skurk, så kan han afsættes af kongefamilien eller af ældrerådet. Sker det ikke, stemmer folk med fødderne og forlader ham og flytter andre steder hen.
Gevinsten ved at ignorere mindretallet er, at demokratiet kan fungere hurtigt og effektivt. Den politiske sfære bliver ikke begrænset af praktiske hensyn. Konsensusdemokratiet kan arbejde meget langsomt, men ingen udelukkes fra beslutningerne. Begrænses den politiske sfære, er det formodentligt ikke noget problem.
George Ayittey foreslår en model hvor hver gruppe vælge deres egne ledere, som danner Den Nationale Forsamling. Sideløbende vælger hver provins sine ledere, som samles i Det Nationale Råd. Præsidenten vælges af Rådet og han kan kun handle på baggrund af konsensus med Rådet. Kan der ikke opnås konsensus, sendes spørgsmålet til Forsamlingen, som så træffer beslutning
Sådan et system passer kun til lande hvor der eksisterer veldefinerede gruppe, og hvor ingen ønsker at stemme på tværs af sin egen gruppe. I Vesten findes der ikke veldefinerede grupper, og i Irak ser vi, at mange stemmer på partier, der ikke har et etnisk eller religiøst tilhørsforhold. At samle et Råd ved at vælge et antal medlemmer fra hver kommune er ikke meget anderledes et vores nuværende system. At de skal godkende en regering udpeget af kongehuset er heller ikke anderledes, men at alle beslutninger skal være konsensus, vil være noget nyt. Forsamlingen kan dannes med lidt teknisk snilde, hvor hver borger med deres digitale signatur kan støtte en politiker de har tillid til. Mister man tilliden, kan man til hver en tid skifte støtten til en anden politiker. Før hvert møde i forsamlingen, kan man hurtigt opgøre, hvilke politikere, der har nok støtter til at have stemmeret, eksempelvis 10.000 støtter. For at undgå stemmespild kan systemet raffineres med et elektronisk ventelistesystem, så man kan støtte andre politikere, hvis ens favorit allerede har nok støtter før et møde.
