HeresyBlog

10 begreber man ikke skal bruge overfor muslimer

Posted on April 1, 2009 by Leclerc / 2 Comments

10 terms not to use with Muslims af Chris Seiple

Der er stor forskel på det vi siger, og det de hører.

I forbindelse med mine rejser, fra Mellemøsten til Centralasien til Sydøstasien, har det været mit store privilegie at møde og blive venner med mange hengivne muslimer. Disse venskaber er definerede ved ærlig respekt når vi lytter til hinanden – en forståelse og enighed om hvordan, hvad, hvor vores uenighed er, både politisk og teologisk, med det resultat at vi bedre forstår vores samhørighed. Jeg har lært meget af mine muslimske venner, men mest af alt dette: Politisk uenighed kommer og går, men ægte respekt rodfæstet i vores respektive trosretninger gør ikke. Hvis der ikke er respekt, så er der ikke noget venskab, men bare en udveksling, der ikke giver nogen noget på den lange bane.

Når Præsident Obama overvejer sin første tale i et muslimsk domineret land (han besøger Tyrkiet 6-7 April), og når de amerikanske sikkerhedsorganisationer reviderer udenrigspolitikken og det offentlige diplomati, vil jeg gerne dele et råd jeg har fået fra mine lære muslimske venner fra hele verden, som omhandler ord og begreber, der ikke er brugbare når man skal starte et venskab med dem. Selvfølgelig skal vi ikke smide dem alle sammen væk, og det burde vi heller ikke gøre. Men vi må være påpasselige med i hvilken kontekst vi bruger dem.

1. “Civilisationernes sammenstød.” Sådanne diskussioner ender altid op med at vi er de gode og de er de onde. Der er ikke noget sammenstød mellem civilisationerne. Der er kun et sammenstød mellem dem, der for civilisation, og dem der er imod. Civilisation har mange karakteristika, men der er to fundamentale: 1) Det har ikke plads til dem, der opfordrer, inviterer til og/eller myrder uskyldige civile. 2) Det er defineret ved institutioner, der beskytter og fremmer både minoriteter og den gennemsigtige retsstat.

2. “Sekulær.” Muslimer har det med at høre ordet “gudløs”, når de hører dette ord udtalt. Og et gudløst samfund er simpelthen helt utænkeligt for det store flertal af muslimer i hele verden. Pluralisme er et meget bedre ord, der i højere grad siger, at alle med (og uden) et Guds-baseret verdensbillede er velkomne og har en ligeværdig plads i offentligheden.

3. “Assimilering.*” Dette ord fortæller at de muslimske mindretalsgrupper i Nordamerika og Europa skal se ud som flertallet, dvs. kristne. Integration siger på den anden side, at alle synspunkter, flertal og mindretal, fortjener ligeværdig respekt så længe begge er villige til at opføre sig være civiliseret i offentligheden.

4. “Reformation.” Muslimer er ganske godt klar over, og har en mening om kampen internt i islam om hvad det betyder at være en troende og god muslim. Det er ikke nødvendigt, at fornærme dem ved at foreslå dem at følge det kristne eksempel med Martin Luther. Spørg istedet for hvordan muslimerne forstår ijtihad** eller genfortolkning i deres religiøse tradition og kulturelle samfund.

5. “Jihadi.” Jihad er først og fremmest en intern kamp, hvor man skal forbedre sin egen spirituelle selvdiciplin for at komme tættere på Gud. Den mindre jihad er ekstern, og kan refærdiggøre “retfærdig krig” når det er nødvendigt. Ved at kalde de grupper vi bekæmper for jihadi (eller jihadister), bekræfter vi deres egen – og resten af den muslimske offentligheds forestilling om, at de er religiøse. Det er de ikke. De er terrorister, hirabister, som konsistent bryder de mest fundamentale forskrifter fra den Hellige Koran og mainstream islamiske lærde og imamer.

6. “Moderate.” Dette allestedsnærværende begreb er ment politisk, men kan forståes religiøst. Hvis nogen kaldte mig “moderat kristen” ville jeg også blive dybt fornærmet. Jeg tror på en Absolut, som også befaler mig at elske min nabo. Ligeledes er der ikke et oxymoron, at være mainstream muslim der der på en Absolut. En robust og civiliseret pluralisme må give plads til religiøse fra alle og ingen religioner.

7. “Interfaith.” Dette begreb giver nogle fortyndede, laveste fællesnævner udsagn, der omgår de svære emner, og er af samme grund irrelevante. “Multifaith” indikerer at vi udtrykker vores dybe og uforenelige teologiske forskelle, med det formål at kunne samarbejde på tværs af dem af praktiske årsager – i overensstemmelse med det bedste fra vores religiøse traditioner, deler vi de fleste af vores værdier.

8. “Frihed.” Uheldigvis får “frihed”, som udtrykt i amerikansk udenrigspolitik, ikke altid den betydning, som man har lokalt og kulturelt. Ved fraværet af den betydning, kan frihed komme til at betyde uhæmmet tøjlesløshed. Balancen mellem frihed til noget og frihed fra noget, finder man bedst i dialog med den lokale kontekst og i særdeleshed med de muslimer, der udlever den. Frihed forstås bedst i sammenhæng med hvordan de ser på emner som fred, retfærdighed, ære, barmhjertighed og næstekærlighed.

9. “Religionsfrihed.” På sørgelig vis giver dette begreb den forestilling, at amerikansk udenrigspolitik kun handler om protestanters frihed til at prædike og konvertere andre, til skade for den lokale kultur og indfødte kristne. Selvom det ikke er sand, så er det min opfattelse, at det er bedre at definere religionsfrihed som udbredelsen af respekt og forsoning med de andre, der hvor kulturen og retsstaten mødes – respektful for den første og i tråd med den sidste.

10. “Tolerance.” Tolerance er ikke nok. At tillade andres eksistens eller opførsel er ikke nok til at opbygge et tillidsfuldt samvær på tværs af religioner og kulturer, som er nødvendig for at takle de komplekse udfordringer vores civilisation står overfor. Vi er nødt til at respektere og være ærlige overfor hverandre, så vi kan udtrykke vores forskelle og fællesskaber, i forhold til den iboende værdighed vi hver især har som Guds skabninger, der skal leve sammen i fred, retfærdighed og næstekærlighed.

De ovenstående begreber ændrer sig over tid i forhold til kulturelle og etniske traditioner, og de (fejl)opfattelserne, som muslimer og ikke-muslimer har haft af hinanden gennem tiderne. Selvom det er forventeligt, så er det ideen om at vi ærligt prøver at lytte til og prøver at forstå hinanden, der tæller, udtrykt gennem respekt.

# Chris Seiple er præsident for The Institure for Global Engagement, en “tænketank på benene”, der fremmer bæredygtige miljøer for religionsfrihed over hele verden.

* I Danmark bruges ordet integration, når der menes assimilation, hvorfor det er ordet integration, der er blevet lagt for had af flere grupper.

** ijtihad – Den intellektuelle proces, hvor man selvstændigt udleder nutidige regler fra Koranen og Haditherne. Det modsatte er taqlid, som betyder at efterligne andre uden at kende den religøse bagrund, hvilket ikke er acceptabelt.

Bøger/Frihed/Økonomi og penge

Tea Parties

Posted on March 27, 2009 by Kian Conteh / 0 Comment

I 1773 protesterede de amerikanske kolonier mod den britiske regerings urimelig beskatning og indgreb i koloniernes økonomi ved at afvise skibe med te, men i Bosten gik det galt, og teen blev smidt i havnen under det såkaldte Boston Tea Party. I de sidste par uger, er overalt i USA blevet holdt nye Tea Parties mod Obamas nye regering, og dens hovedløse uddeling af skatteborgernes penge til forfejlede investorer, og der er planlagt masser af Tea Parties i den kommende tid også.

Af en eller anden årsag er der nærmest ingen mediedækning af de mange demonstrationer, og det er ingenlunde fordi der er tale om små demonstrationer, som billederne viser. Dog har det “svagt” venstreorienterede New York Times ment at det var vigtigere, at omtale en ligegyldig bustur uden ret mange deltagere. De mange velbesøgte Tea Parties har i hvert fald ikke været nævnt i den danske presse, men du er det danske mediebillede jo også helt enige i at Obama er frelseren, og hans såkaldte hjælpepakke er det eneste rigtige, hvilket der også er delte meninger om i virkeligheden. John Stossel fra programmet 20/20 forklarer det rigtigt godt i dette 7 minutters indslag:

Et par gennemgående temaer handler om Atlas og hans shrugging og ikke mindst John Galt og hans gøremål, som næsten er blevet er selvstændigt begreb. Referencen er til Ayn Rands bog “Atlas Shrugged”, som handler om en alternativ verden hvor hun beskriver hvordan USA langsomt bliver mere om mere socialistisk. Udviklingen er beskrevet i mindste detalje, hvor mange af regeringens nye love har meget positive titler, som American Recovery and Reinvestment Act, men i virkeligheden er frygtelige og katastrofale indgreb i borgernes frihed, og langsomt men støt eroderer deres velstand. John Galt er en af hovedpersonerne, som overtaler de driftige og dygtige mennesker til at sige fra og gå i strejke, simpelthen ved at forsvinde fra samfundet.

Problemet med “Atlas Shrugged” er, at den er intet mindre end profetisk. Den beskriver nøjagtig den udvikling vi ser i dag, hvor de problemer, der er opstået ved reguleringerne af bankerne og manipulation af pengene, bliver bebrejdet på det frie marked og kapitalismen, og nye reguleringer bliver tilføjet på bekostning af borgerne. Når de reguleringer slå fejl, bliver de så fulgt op at nye reguleringer igen. Det profetiske i bogen ligger også i hvem, der efterspørger nye reguleringer, for det er ikke de åbenlyse socialister, men derimod de mange mange virksomheder, som ikke kan klare sig i konkurrencen, eller kan se en smutvej i at få fat i skatteborgernes penge, eller gennem andre former for statslig beskyttelse mod konkurrence. Og det er lige præcis det vi ser i dag. Bankerne og finansinstitutionerne kæmper om at få lov til at formøble skatteborgernes penge, og andre virksomheder med bilfabrikanterne i spidsen vil have hjælp og beskyttelse mod de slemme udenlandske firmaer, som fint har været i stand til at tjene penge i mange år.

Bliver Rands profeti helt til virkelighed, så går vi noget meget slemt i møde, men heldigvis er der da nogen, der siger fra og deltager i Tea Parties. Lad os nu se hvor lang tid der går inden de danske medier vågner op til dåd, og ikke bare laver afskrift af New York Times.

Statens opgaver

Copyright – Laster og forbrydelser

Posted on March 18, 2009 by Leclerc / 0 Comment

Jeffrey Tucker har skrevet en god artikel på Mises blog om copyright, som jeg på grund af artiklens indhold vil vove at oversætte i sin helhed.

Af de ca. 18 artikler jeg har skrevet om “intellektuel ejendomsret”, har min uddybning af en bog jeg mener er epokegørende, Against Intellectual Monopoly, skabt en syndflod af emails, som jeg aldrig før har set om noget emne. Det, der får folk op af stolene er konklusionen: I et frit marked bør der ikke være nogen lov om patenter og copyright.

Det mange gør, som er ret deprimerende fra en forfatters synspunkt, er at tage konklusionen, ignorere begrundelserne og argumenterne, og så forsøge en hurtig ryglænstilbagevisning.

Det lyder altid som noget i denne retning: “Så du siger at jeg bare kunne stjæle denne artikel du har skrevet, sætte mit eget navn på og sælge den. Og det ville der ikke være noget i vejen med?”

Nogen går ligefrem skridtet videre, og gør netop det; sætter deres navn på, poster det et sted, og sender mig linket.

Jeg tænker præcis det samme som du tænker: “Sikke en nar!”

Jeg er ikke sikker på hvilket svar de havde forventet fra mig. De må virkelig have troet at jeg ville sige: “Hvor er det dog chokerende! Jeg havde slet ikke troet at nogen ville gøre det mod mig, hvis vi afskaffede copyright! Du godeste, dette kan ikke tolereres. Jeg tog fuldstændigt fejl i alt hvad jeg sagde. Jeg er også taknemmelig for alt det staten gør for at beskytte mine intellektuelle værker og mit gode navn.” Jeg er ked af at sige det, men det er ikke mit svar. Mit detaljerede svar er følgende: “Hvis du gør det i et frit samfund, vil du ikke blive arresteret af politiet eller blive udsat for fysisk tvang, som beskrevet i lovgivningen. Men alle er frie til at se dig som en slyngel, en nidding, en trussel mod samfundet og en, der fuldstændig mangler troværdighed. Hvis et godt rygte er noget værd for dig, så er det formodentlig en god ide ikke at lade som om man har skrevet noget man ikke har skrevet.”

Forskellen kommer her ned til en vidunderlig skelnen, som blev fremsat af Lysander Spooner i det 19. århundrede. Han gjorde meget ud af at forklare forskellen på en last og en forbrydelse. En forbrydelse indeholder vold eller en trussel om vold mod andre mennesker og deres ejendom. En last er i modsætning en langt større kategori af handlinger, som ikke har noget med aggressiv adfærd mod andre eller deres ejendom at gøre.

Laster kan være at lyve, at være ubehøvlet mod andre, æde som et svin i offentligheden, fylde sig selv med stoffer og alkohol, lade være med at bade og derved stinke som et svin, bande i offentligheden, svigte andre, sprede rygter, udvise utaknemmelighed, ikke holde aftaler, være en grådig gnier, ikke gøre det man lover, tage æren for det andre gør, ikke give æren hvor den hører til og andre af denne type ting.

I et frit samfund bliver laster holdt i skak af decentraliseret social pression på baggrund af sociale, etiske og religiøse normer. Det store problem med stat-isme er, at det laver laser om til forbrydelser, og når loven så forkastes har folk glemt at der trods alt er nogle sociale normer, der nødvendigvis må overholdes, og vil blive overholdt når samfundet håndterer sig selv i stedet for at blive håndteret af staten.

Se for eksempel på afskrivning i skolen. En lærer skrev til med med en bekymring om, at det ville blive sværere at straffe elever for at skrive af fra andre, hvis copyrightlovgivningen blev afskaffet. Jeg pointerede at politiet og domstolene ikke arbejder med reglerne i skoen i dag, så hvorfor skulle en ændring i lovgivningen ændre noget ved det? At skrive af, er stadig at skrive af. Lovgivningen har i virkeligheden formået at forskrue samfundets forståelse af disse problemer. Det har gjort, at alle ikke længere er villige til at vedkende os at imitering og genskabelse af andres arbejde er det, der gør udvikling mulig. Den har gjort folk pinlige over at kopiere andres succes og stå ved, at de har gjort det. Forfattere, kunstnere og entreprenører lever alle med en underlig forventning om at alt hvad de laver skal være fuldstændigt originalt, og at de aldrig må trække på andre kilder. Hvor er det fjollet!

På den anden side er vi nogen gange lidt for hurtige til at give staten skylden for nye udbrud af ældgamle laster. Selv uden copyright og patenter vil nogen former for adfærd være forkastelig, urimelig og socialt uacceptable. Hvad ville du for eksempel sige om en lokal forfatter, der påstod at have skrevet et nyt skuespil, der senere viste sig at være skrevet af Shakespeare? Det ville være fuldstændigt legalt at gøre det. Men han ville blive betragtet som en tølper og et fjols resten af livet.

Derfor vil afskaffelsen af lovene om “intellektuel ejendomsret” ikke betyde en eller anden form for skørt alt-for-fri kaos, hvor ingen rigtigt kan være sikker på identitet, værker, hvem skrev hvad, hvilket firma gjorde hvad, hvem æren tilfalder, hvad ens forpligtelser er og lignende. Det vi ville få, ville være en større forståelse for vores moralske forpligtelser overfor hinanden.

I fraværet af statens monopolprivilegier, vil vi blive mere overvågne overfor at give ære til dem, der fortjener det. Du skal stadig behandle andre mennesker pænt, og agere med en sans for fairness, sindsro, retfærdighed som begreberne normalt forstås. Hvis du ikke gør det, så kommer staten ikke og slår dig oven i hovedet, men du vil miste noget der er overordentligt vigtigere.

Med andre ord vil fraværet af IP lovgivningen give os en større forståelse for hvad forskellen er på laster og på hvad der er forbrydelser, og dermed bedre mulighed for at håndtere begge.

Frihed/Samfund/Sundhed

Krigen mod narko er tabt, og burde aldrig være startet

Posted on March 17, 2009 by Leclerc / 0 Comment

The Economist: I næste uge samles politikere fra hele verden i Wien, hvor den den internationale narkopolitik for det næste årti skal fastsættes. Som generaler fra første verdenskrig, vil mange påstå, at det der er brug for er mere af det samme der allerede er gjort. Sagen er, at krigen mod narkotika har været en katastrofe, og har skabt fejlslagene stater blandt udviklingslandene selvom afhængigheden er blomstret i den rige verden. Uanset hvordan man fornuftigt måler det, så har denne hundredeårskrig ikke skabt frihed, været morderisk og ligegyldig. Derfor mener The Economist fortsat at den mindst dårlige fremgangsmåde er legalisering af narkotika.

“Mindst dårlig” betyder ikke godt. Legalisering, som vil være godt for de producerende lande, vil skabe (andre) problemer i forbrugerlandene. som beskrevet nedenfor vil mange udsatte narkobrugere komme til at lide, men i vores perspektiv vil flere få gavn.

Modstandere af denne fremgangsmåde siger, at legalisering svarer til at overgive sig til de kriminelle, og bare fordi de er svære at bekæmpe, bør man stadig prøve. Og skal vi også legalisere hjemmerøverier fordi de heller ikke kan bekæmpes?

Først og fremmest, så er er der nogle uskyldige ofre ved hjemmerøverier, det er der ikke når folk tager narkotika. Selvom en narkoman påvirker familie og venner negativt, så kan man ikke sige at de er mere ofre, end at de kan vende narkomanen ryggen, hvilket er lidt mere problematisk ved hjemmerøverier og tyveri generelt.

Men sagen er, at i alle andre henseender vurderer vi en indsats på hvor godt formålet med indsatsen bliver opfyldt. Kriminalisering fejler uanset hvad formålet er, så derfor må det være på sin plads, overveje nye metoder. For at gøre det må vi gøre formålet klart. Hvad er det vi ønsker at opnå? Mindre kriminalitet, mindre elendighed hos narkomanerne, bedre sundhed eller er vi bare simpelthen bare imod, at folk beruser sig?

The Economist: Legalisering vil ikke bare bekæmpe gangsterne; det vil forandre narkotika fra et lov-og-orden-problem til et sundhedsproblem, hvilket det burde være. Stater kunne beskatte og regulere handlen med narkotika, og bruge indtægterne (og milliarderne sparet fra politi og retsvæsen) til at uddanne offentligheden om risikoen ved at tage narkotika, og til at finansiere behandlingen af narkomaner. Salget af narkotika til mindreårige burde fortsat være ulovligt.

Legaliseringen gør det muligt at hjælpe folk ud af deres forbrug før de fysisk, psykisk og socialt går i hundene. Myndighederne har allerede gennem apotekerne et detaljeret overblik over individuelle personers (mis)brug af stærk smertestillende medicin. Med det system kan der målrettes detaljeret information til brugere, og tidligt tilbud om hjælp hvis forbruget bliver til et misbrug.

Et stort sundhedsproblem for narkomaner og alle andre stofbrugere, er at man aldrig kan vide hvor stærke de stoffer man køber er, og endnu værre er det, at der kan være blandet alle mulige uønskede giftstoffer i af gangsterne eller deres leverandører. Det problem vil fuldstændigt forsvinde, hvis fremstilling og handel med narkotika sidestilles med medicin. Det er heller ikke utænkeligt, at legale lægemiddelvirksomheder kunne opfinde og fremstille bedre og sikrere stoffer.

Gennem skatter og afgifter, kan prisen på de narkotiske stoffer reguleres, men alt andet end lige så udgør langt størstedelen af prisen (nogen siger 99%) “rockerafgiften”, som er prisen de kriminelle tager for den ulovlige og risikable distribution. Den afgift vil helt forsvinde, og alt andet end lige vil det blive lettere for narkomanerne at finansiere deres behov, og de behøver derfor ikke begå kriminalitet for at skaffe pengene.

Hvis formålet med indsatsen er, at forhindre folk i beruse sig i det hele taget, så er legalisering nok ikke vejen frem. Måske vil forbruget af narkotika stige, måske vil der komme flere narkomaner. Men vi ved det ikke, for der er alt for mange faktorer, der spiller ind på det. Vi kan dog se, at graden af kriminalisering ikke spiller ind på forbruget af narkotika i forskellige lande, men alligevel må vi nok formode at forbruget vil stige, og svage sjæle vil i større antal opleve problemer end vi ser i dag. At problemerne formodentlig vil blive langt mindre end i dag, ændrer ikke på at der formodentlig vil komme flere. Spørgsmålet er så, om kampen mod beruselsen er vigtigere end narkomanernes sundhed, den øgede kriminalitet og de økonomiske og personlige problemer det giver i samfundet. Er svaret ja, så burde vi også overveje et totalforbud mod nikotin og alkohol.

Nyhedskommentar/Samfund

Gratis skolemad til fattige børn

Posted on January 28, 2009 by Kian Conteh / 0 Comment

Endelig kommer Socialdemokraterne og SF med et fornuftigt forslag, der kan opsummeres i: ”Hjælp de fattige, og lad alle andre klare sig selv.”

Berlingske: Børn fra fattige hjem skal have gratis skolemad. Socialdemokraterne og SF i København er klar til at forskelsbehandle de københavnske børnefamilier, så folk med en lav hustandsindkomst får betalt skolemaden for deres børn i folkeskolen, mens andre selv må betale de omkring tyve kroner, et måltid i dag koster.

Ikke mindre end en fantastisk idé, hvor man nøjes med at hjælpe dem, der har brug for hjælp, og ikke bliver formynderiske overfor alle andre. Mest overraskende er, at det er fuldstændigt i modstrid med alle bærende principper i den universelle velfærdsstat, hvor alle skal have lige meget. Men de velhavendes og velfærdsstatens formynderiske redningsmænd er nær:

Men hos Venstre og de Radikale får forslaget om gratis mad til fattige børn en lunken modtagelse. Venstre er med i budgetforliget, men vil ikke være med til en generel forskelsbehandling. (…) Det er lige så vigtigt for et barn fra en velstillet familie, at han eller hun husker at spise rigtigt. At man kommer fra en god familie betyder ikke nødvendigvis, at man husker at spise den madpakke, mor har stået derhjemme og smurt,« siger Pia Allerslev, kultur- og fritidsborgmester. (…)

»Det at rubricere fattigdom ud fra forældrenes indtægt er uendelig gammeldags socialdemokratisk betontankegang. Fattigdom har mange andre ansigter i dag. Selvom man har en god indtægt, kan der være andre grunde til, at man har brug for hjælp,« siger de Radikales uddannelsesordfører Kasper Johansen

Man skal høre meget før ørerne falder af, og læse meget før øjnene falder ud, men dette er godt nok utroligt.

De to liberale partier vil ikke lade velfungerende forældre have ansvaret for deres egne børn. Hvis ikke alle skal have hjælp, så skal ingen have hjælp. Sikke noget sludder. Jeg vil hjertens gerne hjælpe familier, der ikke har ressourcer nok selv; jeg vil ligefrem mene at de bør få hjælp hvis det er nødvendigt, men jeg vil på ingen måde hjælpe velfungerende og velstillede forældre med noget de udmærket kan klare selv. Det er fuldstændigt moralsk forkasteligt at fratage de forældre ansvaret for deres børn, når de sagtens kan forvalte det ansvar selv. Det vil være at belønne en negativ adfærd, hvor det mere gælder om at rage andre folks penge til sig, end det gælder om at forsøge sig selv og tage ansvar for sig og sine, så godt man nu kan.

De Radikale sætter dog prikken på i’et, når de påstår folk med masser af ressourcer og høje indtægter godt kan være fattige. Det kan godt være, at man med specielle briller på kan sige at sådanne personer kan være fattige, men det er ikke en type fattigdom, der fortjener at blive afhjulpet af offentlige kroner. Jeg vil i hvert fald ikke være med til det. Hvis høj indkomstfamilier ikke kan få pengene til at række til at børnene kan få frokost hver dag, så er det fordi deres prioriteringer er helt ude i skoven. De skal ikke hjælpes til fortsat, at prioritere komplet tåbeligt og ansvarsløst. Hvis politikere understøtter sådan en adfærd, så er det politikerne, der er tåbelige og ansvarsløse, og det kan borgerne ikke være tjent med. Endnu mindre kan de familier, der oprigtigt har problemer være tjent med ansvarsløse politikere.

Hjælp de svage og ikke de stærke!

Frihed/Nyhedskommentar

Jalving om ondt og godt i Afghanistan

Posted on December 28, 2008 by Kian Conteh / 0 Comment

Mikael Jalving: Det er naturligvis alt sammen meget kompliceret – militært, politisk, økonomisk. Men hvis piger skal myrdes for at gå i skole, så bliver det hele lige pludselig meget enkelt.

De danske soldater i Afghanistan er helte i ordets fineste betydning, og de bør hyldes som så!

Bøger

”Give War A Chance”

Posted on December 7, 2008 by Kian Conteh / 0 Comment

It’s impossible to get decent Chinese takeout in China, Cuban cigars are rationed in Cuba, and that’s all you need to know about communism.

P.J. O’Rourke er en fantastisk journalist, og i bogen ”Give War A Chance” har han samlet en række kronikker fra flere af verdens brændpunkter, som han har besøgt gennem årene.

Skjult bag påtaget naivitet beskriver han begivenhederne som om det er set med et barns øjne, men tag ikke fejl – det er et skalkeskjul for nogle vedkomne, intelligente og til tider kontroversielle observationer. O’Rourke har en kvalitet, som jeg også holder meget af i Weekendavisen; jeg har altid en idé om hvad skribentens holdning er til emnet, og jeg kan derfor tage visse ting med et gran salt, og lære en masse af resten. O’Rourke skriver på samme måde. Man er aldrig i tvivl om hvad han mener på trods af en stor dosis selvironi. Efter min mening gør hans selvironi, at han kan slippe af sted med nogle spidse kommentarer, man ellers ikke ser på tryk. Fra indledningen:

Liberals [venstreorienterede] actually hate wealth because they hate all success (…) sometimes they even hate the success they achieve themselves.

Så er tonen sat!

Titlen er på den ene side lidt misvisende i forhold til bogens indhold, men det er utvivlsomt lige i O’Rourkes stil. Kronikkerne i bogen er i modsætning meget anden rapportering fra konfliktområder, ikke fyldt med moraliseren og politisk korrekthed. Tværtimod, så formår O’Rourke at få beskrevet nogle dybere emner

Selvom O’Rourke er republikaner, og konservativ/libertarianer, så er han ikke kritikløs hang-around for republikanske præsidenter og republikanske politikere. Det kommer ganske godt til udtryk, da han følger nogle amerikanske soldater under optakten til den første golfkrig. Ligeledes får USA’s indsats i Mellemamerika også nogle ord på vejen. Men på den anden side prøver han heller ikke at skildre USA’s indsats som grundløs, som ret mange USA-kritiske journalister og meningsdannere har en tendens til.

Bogen er rigtig god læsning, og man kan lære meget om flere konflikter, hvis man eller kan holde O’Rourkes stil ud, og se bag om spydighederne. Det er jeg ikke sikker på alle kan, og det er en skam for dem.

Bogen kan bestemt anbefales, men O’Rourke skal efter min mening nydes i mindre doser i form af en artikel eller kronik i ny og næ. De seneste artikler i Weekly Standard kan findes her. For at få en hurtig forsmag på ham, kan hans humoristiske artikel i Los Angeles Times Give me liberty and give me death, hvor han fortæller om hans oplevelse med at få konstateret kræft.

Ingen konsensus om klima

Posted on November 29, 2008 by Kian Conteh / 0 Comment

Politiken: Kun 62 pct. af danskerne mener som videnskaben, at klimaændringer primært skyldes mennesket.
Der skal mere end 2.000 enige forskere i FN’s Klimapanel og talrige toppolitikere til at overbevise danskerne om, at den globale opvarmning primært er en følge af menneskets udledning af CO-2 og andre drivhusgasser.
(…)
»Det er ret overraskende«, siger Ove Kaj Pedersen, professor i statskundskab på Copenhagen Business School.

Én ting er at ingen har draget drivhuseffekten i tvivl, og det gør undersøgelsen bag heller ikke. Drivhuseffekten er en kendsgerning, men det har ikke så meget at gøre med spørgsmålet om hvordan menneskets udledning af CO2 på virker klimaet, og hvilke konsekvenser ændringer i klimaet har. Man kan også undre sig over hvad en professor i statskundskab kan bidrage med til det spørgsmål.

Noget helt andet er påstanden om at ”videnskaben” skulle sige noget andet. Videnskaben er ikke en fast størrelse, og påstanden om konsensus i videnskaben er en skrøne. Ikke nok med at nogen af videnskabsfolkene har truet med søgsmål fordi de mod deres vilje er medregnet i FN’s klimapanels konsensus, så blev der sidste år lavet en rundspørge mellem nogen af deltagerne i dette ”konsensus”:

During the month of October, DemandDebate.com polled each of the 345 U.S. scientists listed as contributing authors and reviewers of the IPCC’s “Climate Change 2007: The Physical Basis” with a six-question survey on climate change. Fifty-four IPCC scientists completed the survey, including several of the most prominent global warming alarmists and several IPCC lead authors. (…)

When asked about the ideal climate, only 14% said that the ideal climate was cooler than the present climate. Sixty-one percent said that there is no such thing as an ideal climate. (…)

Another notable result is that an astounding 20% of those surveyed said that human activity is the principal driver of climate change.

Så når over 6 ud af 10 danskere mener mennesket er skyld i klimaændringerne, så er det altså en del mere end de 2 ud af 10 klimaforskerne i FN’s klimapanel, der mener det samme. Endnu færre af dem mener åbenbart at klimaet bør være koldere end det er nu. Men det ser endnu værre ud for det videnskabelige konsensus i FN, og det kan der læses mere om her, hvor de går lidt dybere ind i hvordan den seneste klimarapport er blevet til.

De 2.000 enige forskere er måske slet ikke så enige alligevel, og enigheden i videnskaben er måske heller ikke så stor at det gør noget, når 31.000 forskere har skrevet under på Global Warming Petition Project , som i al sin simpelhed lyder sådan:

We urge the United States government to reject the global warming agreement that was written in Kyoto, Japan in December, 1997, and any other similar proposals. The proposed limits on greenhouse gases would harm the environment, hinder the advance of science and technology, and damage the health and welfare of mankind.

There is no convincing scientific evidence that human release of carbon dioxide, methane, or other greenhouse gasses is causing or will, in the foreseeable future, cause catastrophic heating of the Earth’s atmosphere and disruption of the Earth’s climate. Moreover, there is substantial scientific evidence that increases in atmospheric carbon dioxide produce many beneficial effects upon the natural plant and animal environments of the Earth.

Længere behøver det ikke være.

Måske bør vi lige kaste et blik på temperaturudviklingen de sidste 10 år.

Temperaturen er altså ikke steget, men faldet. Når der vises temperaturkurver, så stopper kurven næsten altid i 1998, som er det varmeste år i meget lang tid, og de starter som oftest i 1978, som var det koldeste i mange år. Resultatet kommer unægtelig til at ligne en meget kraftig stigning, men kigger vi efter 1998, så er det et andet billede, der tegner sig. Det ser ud til at temperaturen er stabiliseret, men at der på det seneste er blevet koldere. Måske er det en tendens; vi ved det ikke endnu.

Der er også meldinger om at gletscherne vokser, senest meldinger fra Norge, men også fra mange andre steder. Gletscherne har øjensynligt været i tilbagegang de sidste 150 år, som der vises her, hvor Al Gores påstande efterprøves (læs: tilbagevises). Påstandene der omtales er temperaturudviklingen, sammenhængen mellem CO2 og temperatur, gletscherne, afsmeltningen af Nordpolen og påstanden om at der er flere orkaner.

Når det kommer til stykket, så anerkender jeg fuldt ud at der er en risiko for at vores adfærd påvirker klimaet på en negativ måde. Skal vi gøre noget seriøst ved CO2-udledningen, så er atomkraft vejen frem. Det er både økonomisk fornuftigt, miljøvenligt, også tager det hånd om de mulige problemer ved CO2. Man kan dårligt ønske sig mere.