Jeffrey Tucker har skrevet en god artikel på Mises blog om copyright, som jeg på grund af artiklens indhold vil vove at oversætte i sin helhed.
Af de ca. 18 artikler jeg har skrevet om “intellektuel ejendomsret”, har min uddybning af en bog jeg mener er epokegørende, Against Intellectual Monopoly, skabt en syndflod af emails, som jeg aldrig før har set om noget emne. Det, der får folk op af stolene er konklusionen: I et frit marked bør der ikke være nogen lov om patenter og copyright.
Det mange gør, som er ret deprimerende fra en forfatters synspunkt, er at tage konklusionen, ignorere begrundelserne og argumenterne, og så forsøge en hurtig ryglænstilbagevisning.
Det lyder altid som noget i denne retning: “Så du siger at jeg bare kunne stjæle denne artikel du har skrevet, sætte mit eget navn på og sælge den. Og det ville der ikke være noget i vejen med?”
Nogen går ligefrem skridtet videre, og gør netop det; sætter deres navn på, poster det et sted, og sender mig linket.
Jeg tænker præcis det samme som du tænker: “Sikke en nar!”
Jeg er ikke sikker på hvilket svar de havde forventet fra mig. De må virkelig have troet at jeg ville sige: “Hvor er det dog chokerende! Jeg havde slet ikke troet at nogen ville gøre det mod mig, hvis vi afskaffede copyright! Du godeste, dette kan ikke tolereres. Jeg tog fuldstændigt fejl i alt hvad jeg sagde. Jeg er også taknemmelig for alt det staten gør for at beskytte mine intellektuelle værker og mit gode navn.” Jeg er ked af at sige det, men det er ikke mit svar. Mit detaljerede svar er følgende: “Hvis du gør det i et frit samfund, vil du ikke blive arresteret af politiet eller blive udsat for fysisk tvang, som beskrevet i lovgivningen. Men alle er frie til at se dig som en slyngel, en nidding, en trussel mod samfundet og en, der fuldstændig mangler troværdighed. Hvis et godt rygte er noget værd for dig, så er det formodentlig en god ide ikke at lade som om man har skrevet noget man ikke har skrevet.”
Forskellen kommer her ned til en vidunderlig skelnen, som blev fremsat af Lysander Spooner i det 19. århundrede. Han gjorde meget ud af at forklare forskellen på en last og en forbrydelse. En forbrydelse indeholder vold eller en trussel om vold mod andre mennesker og deres ejendom. En last er i modsætning en langt større kategori af handlinger, som ikke har noget med aggressiv adfærd mod andre eller deres ejendom at gøre.
Laster kan være at lyve, at være ubehøvlet mod andre, æde som et svin i offentligheden, fylde sig selv med stoffer og alkohol, lade være med at bade og derved stinke som et svin, bande i offentligheden, svigte andre, sprede rygter, udvise utaknemmelighed, ikke holde aftaler, være en grådig gnier, ikke gøre det man lover, tage æren for det andre gør, ikke give æren hvor den hører til og andre af denne type ting.
I et frit samfund bliver laster holdt i skak af decentraliseret social pression på baggrund af sociale, etiske og religiøse normer. Det store problem med stat-isme er, at det laver laser om til forbrydelser, og når loven så forkastes har folk glemt at der trods alt er nogle sociale normer, der nødvendigvis må overholdes, og vil blive overholdt når samfundet håndterer sig selv i stedet for at blive håndteret af staten.
Se for eksempel på afskrivning i skolen. En lærer skrev til med med en bekymring om, at det ville blive sværere at straffe elever for at skrive af fra andre, hvis copyrightlovgivningen blev afskaffet. Jeg pointerede at politiet og domstolene ikke arbejder med reglerne i skoen i dag, så hvorfor skulle en ændring i lovgivningen ændre noget ved det? At skrive af, er stadig at skrive af. Lovgivningen har i virkeligheden formået at forskrue samfundets forståelse af disse problemer. Det har gjort, at alle ikke længere er villige til at vedkende os at imitering og genskabelse af andres arbejde er det, der gør udvikling mulig. Den har gjort folk pinlige over at kopiere andres succes og stå ved, at de har gjort det. Forfattere, kunstnere og entreprenører lever alle med en underlig forventning om at alt hvad de laver skal være fuldstændigt originalt, og at de aldrig må trække på andre kilder. Hvor er det fjollet!
På den anden side er vi nogen gange lidt for hurtige til at give staten skylden for nye udbrud af ældgamle laster. Selv uden copyright og patenter vil nogen former for adfærd være forkastelig, urimelig og socialt uacceptable. Hvad ville du for eksempel sige om en lokal forfatter, der påstod at have skrevet et nyt skuespil, der senere viste sig at være skrevet af Shakespeare? Det ville være fuldstændigt legalt at gøre det. Men han ville blive betragtet som en tølper og et fjols resten af livet.
Derfor vil afskaffelsen af lovene om “intellektuel ejendomsret” ikke betyde en eller anden form for skørt alt-for-fri kaos, hvor ingen rigtigt kan være sikker på identitet, værker, hvem skrev hvad, hvilket firma gjorde hvad, hvem æren tilfalder, hvad ens forpligtelser er og lignende. Det vi ville få, ville være en større forståelse for vores moralske forpligtelser overfor hinanden.
I fraværet af statens monopolprivilegier, vil vi blive mere overvågne overfor at give ære til dem, der fortjener det. Du skal stadig behandle andre mennesker pænt, og agere med en sans for fairness, sindsro, retfærdighed som begreberne normalt forstås. Hvis du ikke gør det, så kommer staten ikke og slår dig oven i hovedet, men du vil miste noget der er overordentligt vigtigere.
Med andre ord vil fraværet af IP lovgivningen give os en større forståelse for hvad forskellen er på laster og på hvad der er forbrydelser, og dermed bedre mulighed for at håndtere begge.
