The Economist: I næste uge samles politikere fra hele verden i Wien, hvor den den internationale narkopolitik for det næste årti skal fastsættes. Som generaler fra første verdenskrig, vil mange påstå, at det der er brug for er mere af det samme der allerede er gjort. Sagen er, at krigen mod narkotika har været en katastrofe, og har skabt fejlslagene stater blandt udviklingslandene selvom afhængigheden er blomstret i den rige verden. Uanset hvordan man fornuftigt måler det, så har denne hundredeårskrig ikke skabt frihed, været morderisk og ligegyldig. Derfor mener The Economist fortsat at den mindst dårlige fremgangsmåde er legalisering af narkotika.
“Mindst dårlig” betyder ikke godt. Legalisering, som vil være godt for de producerende lande, vil skabe (andre) problemer i forbrugerlandene. som beskrevet nedenfor vil mange udsatte narkobrugere komme til at lide, men i vores perspektiv vil flere få gavn.
Modstandere af denne fremgangsmåde siger, at legalisering svarer til at overgive sig til de kriminelle, og bare fordi de er svære at bekæmpe, bør man stadig prøve. Og skal vi også legalisere hjemmerøverier fordi de heller ikke kan bekæmpes?
Først og fremmest, så er er der nogle uskyldige ofre ved hjemmerøverier, det er der ikke når folk tager narkotika. Selvom en narkoman påvirker familie og venner negativt, så kan man ikke sige at de er mere ofre, end at de kan vende narkomanen ryggen, hvilket er lidt mere problematisk ved hjemmerøverier og tyveri generelt.
Men sagen er, at i alle andre henseender vurderer vi en indsats på hvor godt formålet med indsatsen bliver opfyldt. Kriminalisering fejler uanset hvad formålet er, så derfor må det være på sin plads, overveje nye metoder. For at gøre det må vi gøre formålet klart. Hvad er det vi ønsker at opnå? Mindre kriminalitet, mindre elendighed hos narkomanerne, bedre sundhed eller er vi bare simpelthen bare imod, at folk beruser sig?
The Economist: Legalisering vil ikke bare bekæmpe gangsterne; det vil forandre narkotika fra et lov-og-orden-problem til et sundhedsproblem, hvilket det burde være. Stater kunne beskatte og regulere handlen med narkotika, og bruge indtægterne (og milliarderne sparet fra politi og retsvæsen) til at uddanne offentligheden om risikoen ved at tage narkotika, og til at finansiere behandlingen af narkomaner. Salget af narkotika til mindreårige burde fortsat være ulovligt.
Legaliseringen gør det muligt at hjælpe folk ud af deres forbrug før de fysisk, psykisk og socialt går i hundene. Myndighederne har allerede gennem apotekerne et detaljeret overblik over individuelle personers (mis)brug af stærk smertestillende medicin. Med det system kan der målrettes detaljeret information til brugere, og tidligt tilbud om hjælp hvis forbruget bliver til et misbrug.
Et stort sundhedsproblem for narkomaner og alle andre stofbrugere, er at man aldrig kan vide hvor stærke de stoffer man køber er, og endnu værre er det, at der kan være blandet alle mulige uønskede giftstoffer i af gangsterne eller deres leverandører. Det problem vil fuldstændigt forsvinde, hvis fremstilling og handel med narkotika sidestilles med medicin. Det er heller ikke utænkeligt, at legale lægemiddelvirksomheder kunne opfinde og fremstille bedre og sikrere stoffer.
Gennem skatter og afgifter, kan prisen på de narkotiske stoffer reguleres, men alt andet end lige så udgør langt størstedelen af prisen (nogen siger 99%) “rockerafgiften”, som er prisen de kriminelle tager for den ulovlige og risikable distribution. Den afgift vil helt forsvinde, og alt andet end lige vil det blive lettere for narkomanerne at finansiere deres behov, og de behøver derfor ikke begå kriminalitet for at skaffe pengene.
Hvis formålet med indsatsen er, at forhindre folk i beruse sig i det hele taget, så er legalisering nok ikke vejen frem. Måske vil forbruget af narkotika stige, måske vil der komme flere narkomaner. Men vi ved det ikke, for der er alt for mange faktorer, der spiller ind på det. Vi kan dog se, at graden af kriminalisering ikke spiller ind på forbruget af narkotika i forskellige lande, men alligevel må vi nok formode at forbruget vil stige, og svage sjæle vil i større antal opleve problemer end vi ser i dag. At problemerne formodentlig vil blive langt mindre end i dag, ændrer ikke på at der formodentlig vil komme flere. Spørgsmålet er så, om kampen mod beruselsen er vigtigere end narkomanernes sundhed, den øgede kriminalitet og de økonomiske og personlige problemer det giver i samfundet. Er svaret ja, så burde vi også overveje et totalforbud mod nikotin og alkohol.
