Nyhedskommentar

Våbenstramninger forhindrer ikke skolemassakrer

Posted on by Kian Conteh / 0 Comment

Dagen har runget med nyheden om skolemassakren i Finland, og danske journalister falder nærmest over hinanden for, at forklare hvordan Finlands afslappede holdning til skydevåben er skyld i massakren. De tager alle sammen fuldstændigt for givet, at en strammere våbenlovgivning ville have forhindret massakren, og man kan nærmest høre deres forundring over at finnerne ikke har indset det for lang tid siden.

Problemet er bare, at våbenlovgivningen absolut intet har at gøre med om skolemassakrer sker eller ej, hvilket Penn & Teller på fyldig vis har påvist. En strammere våbenlovgivning kan højest gøre det sværere for ofrene at forsvare sig mod galninge. Skal man overhovedet gøre noget for at forhindre skolemassakrer, så er det et spørgsmål om, at tage bedre hånd om galningene – på den ene eller den anden måde! Det er på ingen måde let, men derfor hjælper det ikke noget at lave en panikløsning, som forudseligt ikke vil gøre det fjerneste ved problemet.

Dermed ikke sagt, at der ikke er gode argumenter for en stram våbenlovgivning, for det er der bestemt. Der er hele situationen omkring at hvis skydevåben er let tilgængelige i enhver situation, så vil de også blive brugt i flere situationer, uanset om det er nødvendigt eller ej. Det uddybede jeg på i artiklen om Devin LaSalle, der blev skudt i ryggen på vej væk fra sit formodede gerningssted.

Sagen er at debatten om våbenkontrol er der kun to reelle muligheder, og ingen plads til mellemting mellem de to. Enten har alle til hver en tid ret til at bære skydevåben, eller også skal ingen overhovedet have ret til skydevåben, medmindre de opbevares adskilt og aflåst. Der kan ikke være nogen mellemvej. I den første situation bliver det muligt for lovlydige borgere at forsvare sig mod bevæbnede kriminelle, og i den anden er det ikke nødvendigt for lovlydige borgere at beskytte sig mod bevæbnede kriminelle, for politiet vil have let ved at fange bevæbnede kriminelle og straffe dem hårdt.

Enhver mellemvej er umulig, hvilket mange amerikanske delstater er beviser på, og da finnerne sikkert ikke vil opgive deres våben, så er det også den vej Finland går, til skade for alle normale og lovlydige mennesker. I Danmark har skydevåben ikke mere funktion, end at de kan adskilles og aflåses, så derfor kan det totale våbenforbud fungere, hvis altså politiet gjorde lidt mere ud af at fange ulovlige skydevåben.

Samfund

Kulturministeriet – udvikling eller afvikling

Posted on by Kian Conteh / 0 Comment

Politiken: Valget af Carina Christensen viser, at regeringen anser jobbet som kulturminister som en udviklingspost, mener Kunstrådets formand Mads Øvlisen.
Regeringen anerkender ikke betydningen af kunstens og kulturens rolle i det danske samfund.

Man kunne håbe på at jobbet som kulturminister var en afviklingspost, og ikke en udviklingspost, som formanden for skattenyderrådet påstår.

Tværtimod, så ved Mads Øvlisen åbenbart ikke meget om kunst og kultur, når han tror at det kun kan eksistere hvis regeringen velvilligt punger tvangsopkrævede skattekroner til hans pet-projects. Personer som ham glemmer åbenbart at de penge de bruger ikke er kommet til dem af frivillighedens vej. Det kan lyde som bitter retorik når der påpeges at pengene er opkrævet ved tvang, men problemet er nok først og fremmest at skattenyderne glemmer hvordan de faktisk er financieret

En kultur, der kun kan eksistere gennem tvang har ingen værdi. Og kunst og kultur, som kun kan værdsættes af kunstnere og kunstkendere spiller ikke nogen rolle for dansk kultur. Så hvis jeg skal svare på egne vegne på Øvlisens kritik i hans egen kontekst, så kan jeg kun give ham ret. Jeg kender ikke betydningen af elitær kunst, som ingen gider betale for af egen lomme; men siden han åbenbart ved det, så vil jeg da gerne oplyses.

Dansk kultur er umådelig stærk og i en globaliseret verden har danskerne en stor interesse i den. For at være lidt poetisk, så er dansk kultur er den muld et træ skal rodfæstes i for at strække grenene op i himlen og ud i verden. Folk som Øvlisen ved udmærket godt at deres hjertebørn ikke er interessante nok for andre end dem selv, og at de ville dø hvis ikke de havde skattepatten at sutte på. Risikoen er bare at når Øvlisen og co. får lov til at dele penge ud til det de synes er godt, så sker der en en forskydning i kulturlivet, som svarer til at plante et træ i en potte i stedet for ude i skoven. Kulturen snævrer ind og befolkningen kan ikke længere se dens betydning, og ikke mindst så har de betalt de penge i skat, som de skulle have brugt til at betale den kultur der betyder noget for dem, og som rodfæster dem som danskere.

Skal kulturministeriet have have en funktion, så lad den beskytte rødderne fra de gamle træer i skoven. Beskyt den kultur, som tidligere generationer i Danmark fandt værdifulde, så de nye generationer kan lære og blive inspireret af den. Men lad den nutidige kultur udvikle sig på dens egne præmisser, og ikke de præmisser Øvlisen og hans slæng vil diktere med statsmagtens hjælp. Sæt kulturen fri!

Miljø

Vindmøller er en miljøtrussel

Posted on by Kian Conteh / 0 Comment

Man skal ikke tale om miljø og energi ret længe før nogen, typisk en byboer, begynder at tale om vindmøllernes velsignelser. Det er typisk personer, som ikke lever med larmende vindmøller, som beskæmmer enhver udsigt i Jylland. Vindmøller er ikke godt for dyrelivet, som har svært ved, at tilpasse sig møllernes larm og bevægelser.

Nogen siger at vindmøller kræver ca. 500 kvadratkilometer for at producere 1.000 MW, og når Danmark i 2006 i gennemsnit brugte i omegnen af 8.400 MW, så svarer det til 10 % af Danmarks samlede areal, som skal helliges vindmøller. De største møller fra Vestas er på 3 MW, så det skal altså bruges næsten 3.000 af de største møller for at dække Danmarks forbrug, og så har er der slet ikke kapacitet til hverken spidsbelastningerne, eller når der ikke er meget vind over landet.

Man kan selvfølgelig bygge møllerne i vandet, men når man tager i betragtning at man er ved at planlægge verdens største vindmøllepark i Kattegat, som kun skal have 175 møller, og producere 400 MW. Man tør næsten ikke tænke på hvor dyrt det bliver, og hvor meget mere forbrugerne kommer til at betale fordi det er vindmøller.

Forskere fra DTU har regnet på hvilke affaldsmængder møllerne afgiver når de de er udtjente, og det er ikke ligegyldige mængder. Der er tale om flere millioner tons vindmølleskrot, som dårligt kan anvendes og som heller ikke kan brændes, og det koster ca. 1 million kr at skrotte en mølle bare 7 km ude i vandet. For at være lidt polemisk, så er det stort set den samme problematik atomkraft kritiseres for. Her er der også affald, som skal opbevares i lang tid, men her er mængden ikke ret stor, og meget af det kan endda genbruges i nye de nye typer af reaktorer.

Vi må bare indse at vindmøller er en dyr energikilde, med en kæmpe miljøbelastning, og en regning for affaldet, som eftertiden må betale. Og så er det grimt.

Alternative overskrifter

Regeringen vil tage penge fra borgere og turister

Posted on by Kian Conteh / 0 Comment

Dette afsnit i kategorien med alternative og bedre overskrifter kommer fra en artikel i Nyhedsavisen: Regeringen vil tage penge fra sæler og elefanter

I et forslag til finansloven for 2009, som Nyhedsavisen har fået fat i, fremgår det, at Kulturministeriet vil skære 12 millioner kroner i støtten til i alt otte zoologiske haver og akvarier. Det drejer sig om København, Odense og Aalborg Zoo, Danmarks Akvarium, Randers Regnskov, Nordsøen Oceanarium, Givskud Zoo og KattegatCentret. (…)

»Det er jo helt håbløst. Vi kan blive nødt til at hæve billetpriserne endnu mere, i værste fald helt op til 10 kroner. Eller også må vi spare nogle tilbud væk. Vi vil selvfølgelig kæmpe hårdt for, at det går så lidt som muligt ud over vores gæster, men jeg kan ikke udelukke, at det vil gå ud over servicen,« siger Lars Lunding Andersen.

Om pengene betales over skatten eller ved indgangen burde være ligegyldigt. Pengene skal betales alligevel. Men når det kommer til stykket, så er det ikke lige meget, for hele bureaukratiet omkring indkrævning og fordeling af pengene er på ingen måde gratis.

Men man kan da godt forstå at Zoo er ked af det, for nu skal de til at opkræve pengene selv, og stå med al balladen fra gæsterne. De kan ikke længere få skattevæsenet til at opkræve pengene ved at sende trusselsbreve ud til borgerne i landet. På den anden side, så er det vel rimeligt nok at det er dem, der benytter Zoo, som betaler til Zoo. Det kan være lidt svært at forstå hvorfor den enlige mor, som arbejder som kassedame, skal betale skattekroner, så svenske turister kan få billigere billetter til Zoo. Det er trods alt ikke en menneskeret at gå i Zoo (det bør det i hvert fald ikke være).

Det ærgerlige ved denne historie er, at de sparede penge ikke går til skattelettelser.

Nyhedskommentar

Robin Hood som skurk

Posted on by Kian Conteh / 0 Comment

Der er mange historier om Robin Hood, hvilket man kan læse en del om på Wikipedia. Fortolkningerne historierne deler sig groft sagt i 3 kategorier: Den første er at Robin Hood i virkeligheden var en gemen landevejsrøver, den populære version er at han stjal fra de rige og gav til de fattige, men der er også en version, der handler om at han kæmpede mod feudalsystemet, ved at stjæle herremændenes indkrævede skattepenge, og gav dem tilbage til de fattige retmæssige ejere. Specielt de to sidste versioner er lidt tvetydige i de mange forskellige fremstillinger af Robin Hood.

Historien om at han stjæler fra de rige og giver til de fattige, er nok den der er mest udbredt, for det passer i ind i venstrefløjens kram, og de forspilder ikke en chance for at kalde skattelettelser for en omvendt Robin Hood. Der er så mange fejl den udlægning, blandt andet, så er penge i statskassen ikke de fattiges penge (medmindre det er de fattige, der har indbetalt dem). Kæmper Robin Hood derimod for at give skattepengene tilbage til borgerne, så ville han være højrefløjens helt.

Åbenbart har Ridley Scott været i gang med en Robin Hood-film, kaldet Nottingham, hvor Robin Hood skulle være skurken. Det spændende bliver om han kommer til at passe ind i en af de tre versioner. Mon ikke det bliver den første, eftersom Sheriffen åbenbart skulle være helten. Om ikke andet, så bliver det interessant at se en anden version af den tvivlsomme heltestatus Robin Hood har på venstrefløjen i dag.

Update: Filmen er tilbage på sporet igen med Russel Crowe på rollelisten.

Præsidentvalget i USA

Had og kærlighed til Bush

Posted on by Kian Conteh / 0 Comment

Bloggen The Right Angle har et nævneværdigt indlæg om Bush, som jeg vil forsøge at oversætte.

In The Bush
af D.R. Tucker

Hvad gør man når man ikke ønsker at kunne lide George Bush, og man heller ikke vil hade ham?

Vi nærmer os enden på den 43’ende præsidents embede, og man kan kun kigge tilbage med forundring på, hvordan Bush kunne gå fra at være en af historiens mest vellidte præsidenter to en af de mest hadede. Bush ser ud til at være blevet en anti-Reagan; for næsten tyve år siden ville de fleste amerikanere gerne have beholdt Reagan i fire år mere, hvorimod de fleste amerikanere i dag gerne så Bush smutte i morgen.

Jeg har stemt på Bush to gange, og var de muligt at udskifte John McCain med ham, som kandidat, så ville jeg stemme på ham igen. Alligevel er det nogen gange hårdt at samle energi til at forsvare Bush mod de overentusiastiske kritikere på venstrefløjen. Bush formåede aldrig selv at samle energi nok til at sætte de kritikere på plads.

Jeg ville ønske Bush ikke var gået så meget i forfald. I nogen henseende var Bush en fantastisk præsident. Ikke siden Reagan har vi haft en præsident, der har været så effektiv indenfor national sikkerhed. Hans nomineringer til domstolene har være i første klasse. Uagtet de seneste dårlige nøgletal, så har Bush holdt økonomien stærk i det meste af årtiet.

Alligevel vil Bush-administrationens fejltagelser stå ved siden af succeserne i historiebøgerne. Skolereformerne, Harriet Miers, Dubai Ports World-sagen, illegale immigration og ukontrolleret brug af statskassen. Bush lavede flere pletskud, men han tabte også bolden flere gange end hvad godt er.

Ofte har konservative sagt til dem selv: Hvis bare vi havde bedre valgmuligheder i 2000. Hvis bare vi havde en republikansk kandidat, som i sandhed havde taget de konservative værdier til sig, i stedet for en kandidat, som var mere som sin far end vi havde forventet. Hvis bare vi havde en ny Reagan i stedet for en ny Ford/Nixon. Hvis bare.

Vi stemte på Bush i håbet om at han ville vise sig at være mere konservativ end han viste os. Da han tog eden den 20 januar 2001 håbede vi, at dette ville være begyndelsen på en ny republikansk æra. Vi håbede og vi håbede, men belønningen kom ikke rigtigt.

De fleste konservative er faktisk enige med de ”progressive” i at de sidste otte år ikke har været fantastiske, men de kommer til konklusionen af forskellige årsager. De konservative, der støttede Bush i 2000 ville have Reagan fra ’80 tilbage; de overbeviste sig selv om, at de gode gamle dage på en eller anden måde ville vende tilbage. Takket være Bush’ manglende overholdelse af de konservative principper, gik det ikke helt på den måde.

Alligevel ønsker konservative ikke helt at undsige Bush. De husker hvordan han på skammeligste vis blev dæmoniseret af venstrefløjen, og hvor sadistisk hans navn blev trukket gennem sølet. De husker hans fundamentale moral, ærlighed og anstændighed. På trods af hele klagesangen om hans fejl, kan de ikke glemme, at han på bunden er et godt og nobelt menneske.

Dette er Bush-paradikset. Som konservative kan vi ikke rigtigt blive indfanget af ham, men vi kan heller ikke løbe væk fra ham. Vi kan ikke glemme hvor glade vi var, da det lange nationale mareridt fra november-december 2000 var overstået. Ligeledes kan vi ikke glemme, hvor opløftede vi følte os, da John Kerry endelig kastede håndklædet i ringen i november 2004. Bush er vores på godt og ondt.

Selv hvis John McCain formår at slå Barack Obama, er det svært at forestille sig, at han kommer til at overgå Bush’ bedrifter. Konservative er ikke helt sikre på at McCains dommere vil være bedre en Bush’, eller at han vil være lige så standhaftig som hans forgænger i krigen mod terror. Dette er delvis årsagen til, at konservative i bedste fald kun lige akkurat kan tolerere McCain.

20. januar 2009 vil være en svær dag for konservative. Bush har på godt og ondt gjort sig selv til en væsentlig del af den amerikanske konservative bevægelse, selvom han ikke delte bevægelsens mål. Arven efter Bush er helt uundgåeligt bundet sammen med højrefløjens arv.

Ligesom vi aldrig vil få en præsident som Reagan, så vil vi aldrig se en Commander-in-Chief som Bush – en mand, som uagtet alle hans fejl, forblev stærkt i kampen de største udfordringer mod ham. Selvom Bush har lavet utallige fejltagelser, så var han også den mand vi behøvede i Det Hvide Hus på dette kritiske tidspunkt i den amerikanske historie. Hverken Gore eller Kerry ville have konfronteret islamofacismen med den beslutsomhed og det mod Bush har udvist op gennem 2000. Han var vores eneste mulighed i 2000 og 2004, og på trods af hans fejl, forglemmelse og bommerter, så var han også historiens eneste mulighed.

Selvom jeg ikke er lige så pessimistisk omkring McCain, så synes jeg artiklen beskriver min egen indstilling til Bush. Han var det eneste fornuftige valg, men hans fejl var mange, men alligevel er det hans stålvilje i kampen mod terror, og dermed befrielsen af både Irak og Afghanistan, som gør ham til en af de bedste præsidenter i historien – selvom han på ingen måde når op på siden af Reagan.

Sundhed

Fitness uden motion

Posted on by Kian Conteh / 0 Comment

Politiken fortæller om en ny artikel i tidsskriftet Cell, hvor det er lykkedes forskere at lave et stof, som kan øge muskelmasse og udholdenhed – ligesom ved træning. Indtil videre er det kun påvist i museforsøg, men det gør ikke resultaterne ret meget mindre spændende. Alene det, at de er kommet så langt tegner rigtigt godt for fremtiden, for behovet for en bedre fysik er tiltrængt for mange mennesker.

Men puritanismen ligger ikke langt væk, og mange vil sikkert se det som ”snyd”, selvom det ville kunne redde liv og give et bedre og længere liv til mange. Kostdoktorn.se prøver ihærdigt at komme malurt i bægeret:

Risken att det har negativa biverkningar lär vara stor tror jag.

Der er vel ingen grund til at formode flere bivirkninger end ved alle mulige andre lægemidler. Et lægemiddel med stor gavn har ikke nødvendigvis også store bivirkninger – hvis bare det var så simpelt. Under alle omstændigheder skal man være opmærksom på bivirkninger. Dette er sikkert ikke vidundermidlet, men nok nærmere generation nul i en lang række, før det kan blive et middel til ellers raske mennesker, som ikke dyrker motion.

Priset? Runt 120 dollar per gram. Priset för en dos som motsvarar den mössen fick anpassat till människor blir då tusentals dollar per dag.

Mere sludder skal man lede længe efter. Dosis for mennesker er langt fra fastsat, da der kun er tale om museforsøg, og desuden er der en himmelvid forskel på prisen ved fremstilling i laboratorium, og industrialiseret masseproduktion. Men der er alligevel mere sludder i vente.

Varför hade annars inte människor utvecklats till att själva aktivera detta enzymsystem lite extra?

Hvorfor skulle mennesket det? Styrke og fysisk fitness har i naturen en kæmpe pris på det nødvendige energiindtag. Ikke nok med det, så har mennesket også en kæmpe energikrævende hjerne, som også skal vedligeholdes. At mennesket lukker ned for de fysiske kompetencer når maden er knap (hvilket det har været det meste af tiden), og er i stand til at opbygge muskelmasse og udholdenhed når det skal bruges, er fantastisk smart.

Fysisk udfoldelse og motion er menneskets måde at aktivere det pågældende enzymsystem. Problemet er bare at menneskets livsstil i en moderne verden ikke formår, at aktivere systemet gennem motion, selvom der er rigeligt med mad. Udvikling af denne type lægemidler er en naturlig og fornuftig konsekvens af levemåden i den moderne civilisation. At bruge masser af tid på at dyrke motion uden noget egentligt formål, virker langt mere tåbeligt, end at spise en tablet for at få et godt helbred.

Frihed

Velfærdsstaten i en nøddeskal

Posted on by Kian Conteh / 0 Comment

Fra Machinery of Freedom af David Friedman s. 132:

Forestil dig, at vi køber biler på same måde, som vi køber ydelser fra staten. Vi mødes ti tusind mennesker for at stemme på den bil vi foretrækker, hvorefter alle ti tusind er forpligtet til at købe den bil, der vinder afstemningen. Det vil ikke kunne betale sig for nogen af os, at gøre noget specielt for at finde ud af hvilken bil der er bedst. Uanset hvad jeg beslutter mig for, så bliver min bil valgt af de andre i gruppen. Med sådan en metode ville kvaliteten af bilerne hurtigt falde.

Det kan kun blive værre, hvis afstemningen kun handler om at vælge nogen andre til, at stemme om hvad det er for en bil vi alle skal have. Og det bliver ikke bedre af at valgkampen går ud på, at fortælle hvilken farve de måske ønsker at stemme på.

Link: Arnold Kling @ Econlog