The Right Angle har en rigtig god artikel om John McCain. Jeg håber ikke min oversættelse gør for meget vold på citaterne.
Det er i orden at foragte ham for hans uvilje til at trække en klar ideologisk linie mellem højre og venstre, for hans svaghed for ”kompromis”, hans beundring for amnesti til illegale indvandrer og hans tilfredshed med regulering af kampagnedonationer. Det er også i orden at beundre ham for hans personlige modighed, hans ærefulde historie, hans enorme intellekt og hans loyalitet overfor hans land.
(…) På trods af alle hans dårligdomme, så er han en så umådeligt overlegen kandidat i forhold til Hillary Clinton og Barack Obama, at det ikke engang er sjovt. Selvom det muligvis ikke sker, så burde McCain slå Demokraternes kandidat med de samme procenttal som Ronald Reagan besejrede Walter Mondale med i 1984.
(…) McCain repræsenterer storhed, hvor hans demokratiske modstandere forsøger at blive de middelmådiges frelser. Han personificerer styrke hvor hans modstandere lovpriser svaghedens dyder. Han repræsenterer fremtiden, hvor han hans modstandere er besatte af fortiden.
(…) Fra et bestemt perspektiv, er McCain a allerede Amerikas faderfigur. Som konservative minder vores forhold til ham om vores forhold til vores egne fædre. Engang i mellem gør og siger vores fædre ting vi ikke kan lide. Engang i mellem træffer vores fædre beslutning vi er uenige i eller er modstandere af. Alligevel ved vi hele tiden dybt nede, at vores fædre elsker os, og ønsker at gøre hvad der er bedst for os.
Og så lige en sidste kommentar fra RedStateUpdate:
The republicans had a bunch of crappy candidates too and they all hated each other. But finally we all came together and we said “fuck it… McCain.”
