I maj sidste år ønskede SF af uransagelige årsager indført straf for uagtsom voldtægt. Se her og her.
På YouTube er der en interessant film, der ret godt illusterer konsekvenserne ved at indføre uagtsom voldtægt i straffeloven.
Pressens “frihed”
I artiklen Pressens grænser satte jeg netop spørgsmålstegn ved om pressen har en eller anden udvidet ytringsfrihed, som andre ikke har. Argumentet blev brugt i forbindelse med Grevil-sagen hvor et par Berlingske journalister var anklaget for at offentliggøre dele af en fortrolig rapport.
Nu mener nyhedschefen på TV2 åbenbart at journalister er hævet over våbenloven og dermed straffeloven, når bare kriminaliteten bliver til et nyhedsindslag. Undskyldningen går på at indslaget skulle være i samfundets interesse.
Igen melder spørgsmålet sig om hvornår nogen kan siges at tilhøre pressen. Hvem er denne presse? Er denne blog en del af pressen? Mener nyhedschefen også at jeg skal være straffri hvis jeg går ud ogkøber våben i morgen fordi jeg vil skrive en artikel? Hvor kommer den der særstatus fra?
Selve undskyldningen giver jeg heller ikke meget for. Jeg kan ikke se det kan være i samfundets/offetnlighedens interesse at vide at det er let at købe våben. Om noget, så kunne jeg let forestille mig at det kunne anspore mindre kriminelle i at skaffe våben. Og mon ikke politiet er ganske udmærket klar over hvordan våbenmarkedet i Danmark fungerer.
Hvis TV2 virkelig mener det er så vigtig en samfundsinteresse, så burde det ikke være noget problem at betale de 3 gange 10.000 kr, som politiet kræver. Jeg kunne forestille mig at når nyhedschefen henviser til samfundsinteressen, så mener han egentlig en sensationsværdi for TV2 Nyhederne. En sensationsværdi, som gang på gang har givet både prestige og økonomi til både journalister og det medie de kommer fra.
TV2 må bare gribe til lommerne og betale prisen for deres betydningsfulde nyhedsindslag.
Pressens grænser
Denne post udspringer af en god debat jeg havde med flere læsere af Punditokraterne, i forlængelse af en artikel om Berlingske og Grevil-sagen.
Sagen handler i sin enkelthed om hvilke grænser der bør være for pressen. Er der bare frit slag for pressen til at publicere alt hvad de har lyst til uden hensyn til hvor informationerne er fra, hvad konsekvenserne er for de personer det vedrører? Bør man have en ejendomsret til hemmeligheder, dvs. til hemmelige informationer?
Her er tre eksempler, som hver især illustrerer problemet om hvad pressen må bringe:
Da Nada Bang og Dan Marstrand fra TV3’s Robinson blev gift var der tale om at de ville sælge rettighederne og billederne fra deres bryllup til et enkelt medie. Det var oppe at andre medier ikke måtte bringe historier fra brylluppet, da parret mente at det var deres bryllup, og dermed deres historie. Det hele var på mange måder et stunt, der udsprang af nogle dårlige oplevelser med pressen. Så vidt jeg ved kom der ikke afslutning på sagen.
Tidligere på året brød historien om, at DFU tegnede Muhammed på deres sommermøde. Nogle ”kunstnere” havde filmet mødet, og efterfølgende bragte Nyhedsavisen historien. Spørgsmålet er om der her var tale om et privat arrangement, hvor medlemmerne af en politisk ungdomsorganisation må forlyster sig i fortrolighed, eller om det er i ”almen interesse” hvad man laver hvis man er medlem af et parti. I december afgjorde pressenævnet at Nyhedsavisen har tilsidesat god presseskik – hvilket chefredaktøren selvfølgelig var sur over.
Frank Grevil ser sig sur på Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), og lækker en hemmelig rapport om masseødelæggelsesvåben i Irak til journalister fra Berlingske. Rapporten skulle angiveligt modsige Anders Fogh. Berlingske viderebringer de hemmeligstemplede oplysninger fra rapporten. Frank Grevil bliver dømt for at lække oplysningerne, og journalisterne frikendes for at offentliggøre dem.
Continue reading →
Sommerhuse uden fundament
Naturfredningsforeningen udtrykker i Jyllands Posten sin utilfredshed med DF’s forslag om sommerhuse på naturskønne øer, som middel til at styrke øerne økonomisk. Jeg er tilbøjelig til at give foreningen ret, men så alligevel ikke. Problemet minder mig om en løsning jeg i efterårsferien så på Barbados i Caribien. Øen er en stor naturperle, men der bor også mange mennesker. Her fik fattige lov til at bygge huse, selvom de ikke ejede jorden. Husene måtte bare ikke have et fast fundament. På den måde kunne husene flyttes, hvis deres placering blev et problem. Hus ejerne kunne også købe egen jord et andet sted, og så flytte deres hus derhen.
Ved at gøre det samme kunne de danske øer få en fordel. Udstyk naturen til sommerhuse, og lej brugsretten til stykkerne ud, så der kan bygges sommerhuse uden fundament. Hvis det bliver nødvendigt, kan lejemålet opsiges og huset kan flyttes uden de helt store problemer, f.eks. hvis naturfredningsforeningen finder på et fantastisk projekt i området, der udelukker sommerhuse.
Problemerne er små, og fordelene kan være store. En del af lejen kunne være, at lejer skal betale for naturvedligeholdelsen i området, hvilket også gør området endnu mere idyllisk for lejeren. Lejeren har selv en interesse i, at området holdes pænt, og hvis ikke, kan kommunen bare opsige lejemålet og lade andre komme til. Resultatet er, at kommunen får lettet trykket på pengekassen til naturvedligeholdelse, og der kommer sikkert også en indtægt fra udlejningen.
De stakkels grillbarejere
Den engang så borgerlige Jyllands Posten (se engelsk wikipedia) har begået en artikel med klart socialistisk tankegods.
30 shawarma-grillbarer på et område mindre end en kvadratkilometer konkurrerer om de sultnes gunst med katastrofale følger for både kunder og erhvervsdrivende; priserne trykkes, kvaliteten følger med ned, mange må lukke.
Det må jo være åbenlyst for enhver at konkurrence er noget skidt når “mange af grillbarejerne er ved at køre sig selv ned af arbejde”, så de må lukke eller lade kvaliteten gå ned. Når så, oven i købet, priserne går ned, så er den da helt galt – det skal vi ikke finde os i, så heldigvis har vi staten, kommunerne og EU til at hjælpe:
Han [Shahriar Shams Ili] er projektleder og konsulent på det statsligt-, kommunalt og EU-støttede erhvervscenter EVU i København, som står til rådighed for de omkring 5.000 erhvervsvirksomheder herhjemme, hvis ejere har udenlandsk baggrund.
EVU-projektet Flere og bedre indvandrervirksomheder er oprettet for at hjælpe indvandrere og deres efterkommere væk fra deres traditionelle erhvervsområder og over i andre kategorier.
Selvfølgelig er det synd for den enkelte grillbarejer, at priserne går ned, og han risikerer at må lukke. Men faktum er, at han ikke er i stand til at lave et godt nok produkt til den rigtige pris, som hans konkurrenter kan/forsøger på. Så længe han bliver ved med det, så spilder han bare sin egen tid og penge.
Det er meget muligt, at der er for mange grillbarer på et for lille område, og nogen må lade livet. Spørgsmålet er bare hvilke. Enten kan vi lave et system bestemt af politikere, der sikkert aldrig kommer på Nørrebro, eller også kan vi lade forbrugerne på Nørrebro bestemme med fødderne – dvs. dem, der kan tiltrække forbrugerne og deres penge er vinderne.
Som forbrugere kan vi vægte mange forskellige ting. Det gælder i vid udstrækning prisen, men i særdeleshed også kvaliteten. Kvaliteten vil aldrig nogensinde falde under den kvalitet forbrugerne som gruppe ønsker. Den desperate grillejer behøver ikke lang tid til, at finde ud af hvordan han overlever, hvis forbrugerne ønsker kvalitet (hvilket vil sige vi er parate til at betale for kvalitet). Når JP påstår at konkurrencen er katastrofal for både kunder og erhversdrivende, så er det en lodret løgn. Det kan ikke være mere forkert.
Problemer kan opstå hvis grillejerne begynder at svinde ved at sælge sundhedsfarligt “mad” eller “skinken” i virkeligheden slet ikke er en skinke. Det er på alle måder et bekymrende problem, for dem der bliver snydt. Men alle andre vil hurtigt finde ud af at der er noget galt hos synderen, og så har Shahriar på EVU en ny klient.
Noget helt andet, og langt værre er, at projektmagere, som Shahriar Shams Ili kan slippe af sted med et projekt målrettet på at få indvandrer til at lave noget andet end mad. Sådan et projekt skriger ligefrem at indvandrer er for dumme til selv at finde ud af, at de skal lave noget andet når forretningen ikke kan løbe rundt. Hvis man ønsker, at gøre en forskel på området alligevel så kan man hjælpe alle, der går ned med biksen til at lave noget andet (hvilket jeg i øvrigt mener EVU gør). Grillejerne har allerede bevist sig selv som driftige mennesker alene fordi de har åbnet en grillbar. Potentialet er enormt, og så er løsningen ikke at pakke dem ind i diverse ordninger og ydelser fordi de kan et andet sprog end dansk.
Stat versus samfund
Henrik Bang-Møller har et interessant debatindlæg i dagen JP, omkring hvordan velfærdsstaten fortrænger velfærdssamfundet.
Pointen er at i en velfærdsstat overtager staten ansvaret for meget, som førhen blev varetaget af civilsamfundet uden nogen regulering. Mennesket beholder “friheden”, men ikke ansvaret. Resultatet er ikke kønt:
Med det problematiske omfang vor danske velfærdsstat har antaget i dag, er velfærdsstaten og dens skingert ideologiserende svagheds- og offerretorik begyndt at udgøre en fare ikke alene for civilsamfundets sammenhængskraft, men dermed også for et velfungerende demokrati.
Debatindlæget er specielt, fordi den går fuldstændig på tværs af den samfundsopfattelse, som dækker hele venstrefløjen, og store dele af de borgerlige partier; den opfattelse at stat og samfund er et, og ikke kan adskilles. Hos dem er det uregulerede ude af kontrol og bliver regeret af ondskab og egoisme. Problemet ved den opfattelse er at mennesker dæmoniseres, og opfattes som uansvarlige skabninger, som først er mennesker, når deer blevet civiliseret af staten.
Hvis man derimod er enig med Henrik Bang-Møller i at mennesker måske ikke er onde. At mennesker har en interesse i at det går godt for folk omkring dem, så bliver statens ansvarstyveri pludselig stærkt bekymrende. Det er en besnærende tanke, at det kunne være dejligt at have friheden uden alt det der besværlige ansvar. Henrik Bang-Møller beskriver meget godt hvorfor det ikke er ønskværdigt, men det er værre end det, for frihed og ansvar hænger uløseligt sammen. Man kan ikke have det ene uden det andet og vice versa.
Det er nødvendigt at have frihed til at varetage ansvaret på den måde man kan se er bedst. Omvendt er det nøvendigt at have ansvaret for at være fri, ellers er risikoen for uansvarlighed for stor, og de ansvarlige blive derfør nødt til at afgrænse friheden, som om vi alle var små børn.
Der er dog ét sted hvor jeg ikke er helt enig med Henrik Bang-Møller.
Det civile samfund er den del af samfundet, som formelt set ikke reguleres, men idealt set heller ikke uden videre lader sig regulere af hverken markedet eller staten.
Et myndigt civilsamfund vurderer både markedet og staten kritisk, med mindre det allerede på forhånd har deponeret sin selvstændighed og myndighed hos enten staten eller markedet.
Problemet er at markedet opfattes som noget fysisk eksisterende ligesom staten. Det er den bare ikke. Markedet er civilsamfundet. Markedet er den spontane orden, som får civilsamfundet til at hænge sammen. Markedet kan ikke i sig selv regulere noget som helst, da markedet er civilsamfundets måde at regulere sig selv. Markedet er ikke noget eksternt med sin egen vilje, for lige så vel at vi alle er en del af civilsamfundet, er vi også en del af markedet. Dvs. når markedet ser ud til at udtrykke en vilje, så er det i virkeligheden vores egen vilje, der kommer til udtryk uden brug af stemmesedler. På amarkedet giver vi udtryk for vores vilje hele tiden hver dag og nat. Stemmesedlerne kommer kun frem hver 4. år.
Når Henrik Bang-Møller mener demokratiet tager skade, så har han ret, for civilsamfundets marked er det ulitimative demokrati, hvor alle med friheden i hånden kan udvise ansvar og stemme med fødderne.
Innovationsfonde fremfor patenter
I stedet for at få stater til at udstede patenter på det ene og det andet, så kunne man meddele opfinderne, at de bare kan holde deres ideer hemmelige hvis ikke fortælle om deres opfindelse. For mange produkters vedkomne er det ikke specielt problematisk at holde flere nuværende patenter hemmelige selvom produktet er frit tilgængeligt, som for eksempel nye produktionsmetoder.
Der er flere områder, hvor det ikke er muligt at skjule opfindelsen fra brugeren. Det kan være et nyt smart stykke værktøj eller lignende. For at forhindre at banebrydende samfundsvigtige opfindelser ikke holde hemmeligt, så kan staten i stedet oprette specielle fonde, som opfinderen kan søge for til gengæld at offentliggøre sin opfindelse. Det kan være fondene specialiseres inden for specielle områder. Det er ikke utænkeligt at brancheforeninger vil oprette deres egne fonde, da én virksomheds opfindelse kan komme de andre til gode. Det gode kan de andre betale for ved at donere til fonden.
Continue reading →
DR2 Udefra: Kyllinge-massakren
DR2 viste d. 17 oktober 2006 en fransk dokumentarfilm om slagtekyllinger. Originaltitlen på filmen er The Chicken Stampede, og er lavet af Jose Bourgarel & Hubert Dubois. Filmen er én af mange hvor Tyge Pedersen går til angreb på globaliseringen og frie markeder.
Filmen er fyldt til randen med logiske fejl og fordrejninger. Jeg vil prøve at gengive nogle af (de mange) problematiske udsagn, og prøve at rette op på dem. Jeg skal ikke kunne sige hvor loyal Tyge Pedersen er overfor det originale speak, så det er udelukkende det danske speak jeg vil kommentere. Artiklen er blevet noget lang, men det siger mere om mængden af problemer i filmen, en om denne artikel.
En direktør for et af store og slemme multinationale virksomheder i Thailand, refereres der kun til som Mr. Shih i stedet for at bruge hans fulde navn. På den måde opfattes han på intet tidspunkt i filmen som et menneske, men som en marionet for det multinationale selskab. Sådanne virkemidler er helt gennemgående i filmen, hvor der konstant bruges objektivt korrekte ord om de store selskaber og globaliseringen, men ord, der entydigt giver en negativ association hos publikum. Man må give Tyge Pedersen, at det er en flot og professionel manipulation – men ikke desto mindre en manipulering af værste skuffe.
Jeg holder af mine laster
Det kommer næsten til at lyde helt idyllisk, når jeg sådan proklamere at jeg holder af mine laster. For hvad med alle dem, der kommer i problemer, og får ødelagt deres liv, når deres forkærlighed til alkohol bliver til alkoholisme og deres kærlighed for et godt væddemål bliver til ludomani? Jeg bider mærke i at det ikke er brugen af alkohol og spil, der er et problem. Det er når brugen på en eller anden måde bliver til et misbrug. Når lasten bliver til en besættelse.
Grænsen mellem et forbrug og et misbrug kan nogen være særdeles svær at finde. Det nærliggende svar vil være at, grænsen går hvor man ikke kan fungere fysisk eller socialt uden at få tilfredsstillet sin last først. Men i hvilken gruppe skal vi placere teenageren, der drikker en halv liter cola om dagen fordi han rigtig godt kan lide cola? Eller hvad med de mange personer, der først bliver menneske om morgenen efter de har fået deres første kop kaffe?
Man skal ikke spøge med koffeinen i både cola eller kaffe. På Johns Hopkins har de samlet noget af den viden der findes på området: Én kop kaffe omdagen er nok til at give problemer med hovedpine, træthed, sløvhed, depression, irritabilitet, koncentrationsbesvær og influenzalignende symptomer. Alligevel betragter vi hverken kaffe eller cola som misbrug, selvom man en gang imellem hører ordet colaholiker brugt.
Hvad skal vi med jurister?
Hvad skal vi med jurister? I Jyllandsposten stillede højesteretsdommer, professor, dr.jur. Jens Peter Christensen dette fantastiske spørgsmål som overskrift i sin kronik. Man kan kun håbe, at overskriften er blevet ændret af debatredaktøren, for jeg tvivler på at en mand med så imponerende en titel og beskæftigelse, vil undlade at svare på sit eget spørgsmål.
Jens Peter Christensen besvarer et helt andet spørgsmål, som i sin simple udformning er lige så svær at svare på som spørgsmålet i overskriften: Hvad er en jurist? Selvom jeg ikke selv er jurist, synes jeg kronikken indeholder nogle spændende pointer. Men jeg mangler stadig svar på hvad vi egentlig skal med jurister. Ifølge Jens Peter Christensen er jurastudiet det største med 6000 studerende og 700 nye jurister hvert år. Men hvad skal vi med dem?
Continue reading →