Hvad skal vi med jurister?

Hvad skal vi med jurister? I Jyllandsposten stillede højesteretsdommer, professor, dr.jur. Jens Peter Christensen dette fantastiske spørgsmål som overskrift i sin kronik. Man kan kun håbe, at overskriften er blevet ændret af debatredaktøren, for jeg tvivler på at en mand med så imponerende en titel og beskæftigelse, vil undlade at svare på sit eget spørgsmål.

Jens Peter Christensen besvarer et helt andet spørgsmål, som i sin simple udformning er lige så svær at svare på som spørgsmålet i overskriften: Hvad er en jurist? Selvom jeg ikke selv er jurist, synes jeg kronikken indeholder nogle spændende pointer. Men jeg mangler stadig svar på hvad vi egentlig skal med jurister. Ifølge Jens Peter Christensen er jurastudiet det største med 6000 studerende og 700 nye jurister hvert år. Men hvad skal vi med dem?
Det frække svar er, at vi skal bruge en masse jurister til at fortolke de love, andre jurister har skrevet. Selvom svaret er frækt, så er der efter min mening en hvis sandhed i det. Jens Peter Christensen illustrer det selv med hans eget eksempel på at jurister har spændende jobs:

Men virkeligheden har det med at overgå fantasien.
Byretten var delt 2-1 til fordel for, at spytklatten var § 244-vold. Landsretten var delt 4-2. Nu er spørgsmålet så én gang for alle blevet afklaret af Højesteret. Med deltagelse af ikke mindre end otte dommere.
Sådan kan jurastudiet føre til de mærkeligste beskæftigelser.

Det lyder da som en ganske spændende og særdeles vigtig juridisk problemstilling, som kun personer med en dybgående indsigt i den sagnomspundne juridiske metode kan svare ordentligt på: Er en spytklat vold eller er det bare en æreskrænkning? Problemet er bare, at det slet ikke er det spørgsmål Højesteret har taget stilling til, og selv eksperter i den juridiske metode kan i deres ekspertegenskab svare på det spørgsmål. Det Højesteret har svaret på er: Er en spytklat vold eller den en æreskrænkelse ifølge den lov andre jurister har skrevet? Der er mange kedelige og trivielle spørgsmål, som er nødvendige at få besvaret. Og dette spørgsmål er ét af dem. Jens Peter Christensen bringer selv citatet:

»Juristers udgangspunkt har altid været, at man ser på: “Hvad står der i reglerne”. Og det er jo deres styrke. Det holder dem til jorden, til det der er overskueligt. Og selv om det fremmer en vis form for pernittengrynhed, betyder det også, at juristerne ikke lader sig spise af med hvad som helst«.

De to ret så forskellige spørgsmål illustrerer forskellen mellem politikeren og juristen, og forvekslingen af de to spørgsmål illustrer sammenblandingen af hvad en politiker er, og hvad en jurist er. Gør man sig ikke klart hvad forskellen er på den politiske tankegang og den juridiske metode, eller hvis man er jurist, synes man nok det var et meget spændende at få afklaret et spytkast er. Selvom Jens Peter Christensen givetvis er en af de dygtigste jurister i Danmark, så bærer hans kronik præg af, at også han sammenblander politik og jura.

Jeg tænker nok mere som politikeren, for jeg synes ikke det var særligt spændende. Hvis Højesteret var kommet til den modsatte konklusion; at spytkast ikke er vold, så ville det bare betyde for mig at loven skulle skrives om. Det er en sjov anekdote at juristernes repræsentation i Grundlovsforsamlingen ville svare til at have 50 jurister i Folketinget, men jeg kommer til at gyse af den. Politikere med en juridisk baggrund, har en naturlig tendens til at anvende deres tillærte udefinerbare juridiske metode som politikere. Deres svar når jeg foreslår at lave loven om, så spytkast straffes som vold vil være: “Jamen, Højesteret har sagt spytkast ikke er vold, og de er dygtige jurister, der har anvendt den juridiske metode.”

Jeg beskylder langt fra Jens Peter Christensen for, at bruge den type argumenter i en politisk debat, men glorificeringen af den juridiske metode og dens anvendelse i Højesteret er med til at forstærke sammenblandingen af jura og politik. Højesterets afgørelse af spytsagen er kun spændende for de juranørder, der forhåbentlig er mange af i vores udmærkede retssystem. For politikeren fungerer Højesteret kun som en kvalitetssikring af det arbejde, lavet af de jurister politikerne har ansat til at oversætte deres politik til lov. For at bruge Jens Peter Christensens egne ord, så overgår virkeligheden nogen gange fantasien i hvor kedelig noget kan være. Men selv kedeligt arbejde kan være vigtigt for samfundet.

Jurister er altså vigtige fordi de forstår den juridiske metode, og den juridiske metode skal bruges til at forstå hvad andre jurister har skrevet. Men hvorfor skal vi dog bruge 700 nye jurister hvert eneste år, der har brugt mindst 5 år på at forstå juridiske metode? Jeg synes det er et sygdomstegn at vi har brug for så mange nye jurister hvert år, og sygdommen er, at vores love er blevet så komplicerede og mangfoldige at kun jurister kan hitte ud af det. Almindelige mennesker må enten hyre en jurist, eller krydse fingre for at det de gør, er lovligt.

Selvom vi skal bruge nogen jurister til at kvalitetssikre lovene, så må det være politikernes fornemmeste opgave at tilintetgøre jura som profession. Lovene skal forsimples. Jurister skal overflødiggøres og den juridiske metode skal ikke anvendes på politik. Sidstnævnte fortjener den nedladende titel: Juristeri.

Se artiklen som debatindlæg i Jyllandsposten.