I stedet for at få stater til at udstede patenter på det ene og det andet, så kunne man meddele opfinderne, at de bare kan holde deres ideer hemmelige hvis ikke fortælle om deres opfindelse. For mange produkters vedkomne er det ikke specielt problematisk at holde flere nuværende patenter hemmelige selvom produktet er frit tilgængeligt, som for eksempel nye produktionsmetoder.
Der er flere områder, hvor det ikke er muligt at skjule opfindelsen fra brugeren. Det kan være et nyt smart stykke værktøj eller lignende. For at forhindre at banebrydende samfundsvigtige opfindelser ikke holde hemmeligt, så kan staten i stedet oprette specielle fonde, som opfinderen kan søge for til gengæld at offentliggøre sin opfindelse. Det kan være fondene specialiseres inden for specielle områder. Det er ikke utænkeligt at brancheforeninger vil oprette deres egne fonde, da én virksomheds opfindelse kan komme de andre til gode. Det gode kan de andre betale for ved at donere til fonden.
På den måde undgås patentretssager, udgifter til patentsøgning og i det hele taget frygten for at man uvidende er kommet til at krænke en andens patent, som man aldrig har hørt om. Juraen kommer om ved det problem ved at forpligte alle til at holde øje med hvilke patenter der udstedes. I praksis sker det ikke, for det er stort set umuligt for mindre virksomheder at gøre.
Dette forslag stikker til spørgsmålet om hvad et patent er. Sådan som systemet er indrettet i dag, kan man ikke fortænke nogen i at tro at et patent er det papir opfindere får på at de har ejendomsret over deres idé. Den forestilling giver bare ikke mening i længden, for hvorfor skulle man miste sin ejendom 20 år efter man har fået ”skødet”? Noget andet er om man overhovedet kan tale om ejendomsret til en idé, for flere mennesker kan uafhængigt af hinanden få den samme idé, men hvis den ene først får et patent, så må den anden ikke bruge sin egen idé
I sin grundsubstans er et patent en byttehandel mellem samfundet og en opfinder. Til gengæld for at opfinderen offentliggør sin opfindelse, får han af samfundet eneret på opfindelsen i 20 år. Det er alt sammen fint nok, men så er der ikke noget i vejen for at samfundet siger nej til at indgå flere byttehandler. Der er heller ikke noget i vejen for at samfundet tilbyder opfinderen et engangs kontantbeløb for offentliggørelsen. Uanset hvilken kompensation samfundet tilbyder, så er opfinderen i sin gode ret til at holde sig væk
Det største praktiske problem med patenter er at afgøre om opfindelsen er stor nok, den såkaldte opfinderhøjde. En patentansøgning har ikke opfinderhøjden når en ”skilled person in the arts” uden videre vil kunne finde på det selv. Det hjælper bare ikke meget, for hvordan kan nogen vurdere hvad en ”skilled person” kan finde ud af. Får ansøgeren ikke patentet, kan han bare ligge sag an. Resultatet er at stort set alle ansøgninger, hvor man ikke kan finde lignende opfindelser (prior art), får et patent. Fonde vil ikke have det problem, da de suverænt selv bestemmer hvad der er stort nok til at udløse kompensation. Sandsynligvis har fondene også et budget, som skal overholdes. Derfor vil det kun være de vigtigste opfindelser der bliver kompenseret i hvert budgetår.
Et andet problem for lovgiverne er at finde ud af hvad der kan patenteres, og hvad der ikke kan, hvilket i sig selv er en større debat. I EU kan man ikke patentere software, dog med nogle få undtagelser, hvilket man kan i USA. EU kan bare ikke rigtig finde ud af helt præcis hvor grænserne for undtagelserne går. Resultatet er at, i mange tilfælde kan softwareansøgningerne bare omformuleres, for så kan der alligevel gives et patent. Fonde vil ikke have det problem. Det står alle frit for at oprette en softwarefond, som kan lave præcis de undtagelser de ønsker.
Et alvorligt problem ved indførelsen af sådan et system i ét eller nogle få lande er at det ikke er kompatibelt det nuværende system. De andre lande kan med god ret påstå at vi nasser på deres system, men på den anden side, så er det vel op til dem om de vil følge efter og afskaffe deres forældede patentsystem.
