Henrik Bang-Møller har et interessant debatindlæg i dagen JP, omkring hvordan velfærdsstaten fortrænger velfærdssamfundet.
Pointen er at i en velfærdsstat overtager staten ansvaret for meget, som førhen blev varetaget af civilsamfundet uden nogen regulering. Mennesket beholder “friheden”, men ikke ansvaret. Resultatet er ikke kønt:
Med det problematiske omfang vor danske velfærdsstat har antaget i dag, er velfærdsstaten og dens skingert ideologiserende svagheds- og offerretorik begyndt at udgøre en fare ikke alene for civilsamfundets sammenhængskraft, men dermed også for et velfungerende demokrati.
Debatindlæget er specielt, fordi den går fuldstændig på tværs af den samfundsopfattelse, som dækker hele venstrefløjen, og store dele af de borgerlige partier; den opfattelse at stat og samfund er et, og ikke kan adskilles. Hos dem er det uregulerede ude af kontrol og bliver regeret af ondskab og egoisme. Problemet ved den opfattelse er at mennesker dæmoniseres, og opfattes som uansvarlige skabninger, som først er mennesker, når deer blevet civiliseret af staten.
Hvis man derimod er enig med Henrik Bang-Møller i at mennesker måske ikke er onde. At mennesker har en interesse i at det går godt for folk omkring dem, så bliver statens ansvarstyveri pludselig stærkt bekymrende. Det er en besnærende tanke, at det kunne være dejligt at have friheden uden alt det der besværlige ansvar. Henrik Bang-Møller beskriver meget godt hvorfor det ikke er ønskværdigt, men det er værre end det, for frihed og ansvar hænger uløseligt sammen. Man kan ikke have det ene uden det andet og vice versa.
Det er nødvendigt at have frihed til at varetage ansvaret på den måde man kan se er bedst. Omvendt er det nøvendigt at have ansvaret for at være fri, ellers er risikoen for uansvarlighed for stor, og de ansvarlige blive derfør nødt til at afgrænse friheden, som om vi alle var små børn.
Der er dog ét sted hvor jeg ikke er helt enig med Henrik Bang-Møller.
Det civile samfund er den del af samfundet, som formelt set ikke reguleres, men idealt set heller ikke uden videre lader sig regulere af hverken markedet eller staten.
Et myndigt civilsamfund vurderer både markedet og staten kritisk, med mindre det allerede på forhånd har deponeret sin selvstændighed og myndighed hos enten staten eller markedet.
Problemet er at markedet opfattes som noget fysisk eksisterende ligesom staten. Det er den bare ikke. Markedet er civilsamfundet. Markedet er den spontane orden, som får civilsamfundet til at hænge sammen. Markedet kan ikke i sig selv regulere noget som helst, da markedet er civilsamfundets måde at regulere sig selv. Markedet er ikke noget eksternt med sin egen vilje, for lige så vel at vi alle er en del af civilsamfundet, er vi også en del af markedet. Dvs. når markedet ser ud til at udtrykke en vilje, så er det i virkeligheden vores egen vilje, der kommer til udtryk uden brug af stemmesedler. På amarkedet giver vi udtryk for vores vilje hele tiden hver dag og nat. Stemmesedlerne kommer kun frem hver 4. år.
Når Henrik Bang-Møller mener demokratiet tager skade, så har han ret, for civilsamfundets marked er det ulitimative demokrati, hvor alle med friheden i hånden kan udvise ansvar og stemme med fødderne.
