Hvorfor bliver pensionsopsparinger opfattet som noget specielt? Det er ganske vist nogle penge, man kan bruge, når man bliver gammel, men sådan er det vel med alle opsparinger; man vil gerne bruge nogle penge på et senere tidspunkt.
Staten spiller en kæmpe rolle i opsparingen af pension. Ikke fordi der er så meget opsparing i det, at det gør noget. Staten laver bare en kæmpe omfordeling af pengene, fra dem der arbejder, til dem der ikke gør. Resultatet er, at dem der arbejder nu, dårligt har råd til at spare op til deres egen alderdom. De bliver ganske vist lovet, at de så vil få penge fra dem der arbejder på det senere tidspunkt. Logikken holder ganske godt, når der er mange i arbejde og få mennesker, der skal forsøgers. Men den antagelse holder bare ikke. I 1970 var der dobbelt så mange forsøgere, end der var modtagere. Allerede i dag er der ca lige mange af hver, og så er offentlige ansatte ikke engang talt med. Fremover vil en meget stor gruppe mennesker forlade arbejdsmarkedet uden at der kommer nye ind, og så bliver det for alvor hårdt.
Ud over statens pensionscirkus, indbetaler mange arbejdsgivere en procentdel af deres ansattes løn til pensionsselskaber, med krav om at den ansatte betaler en fast del af sin øvrige løn til pensionsselskabet. Der er ingen grund til at lave den opdeling. Samlet er det bare én stor tvungen opsparing. Uden overhovedet at tale mere om pensiosselskaberne monstrøse gebyrer, så lider pensionsselskaberne af den samme lidelse som staten – der er ikke tale om et depot, der forrentes som økonomien kan bære. Der er tale om en pulje, hvor der er garanteret et bestemt afkast, der både er baseret på successfulde investeringer af pensionsselskabet, og rekrutering af nye kunder. Nogen af de mange private pensionsselskaber i USA, er allerede nu ved at gå på røven, for at sige det på godt dansk.
Uanset om pensionspengene kommer gennem staten eller tvungne opsparinger over lønnen, så mangler fleksibiliteten – både i selve opsparingen, men også opsparingstidspunktet. Unge mennesker, der kommer på arbejdsmarkedet midt i tyverne, har mere brug for en kontant lønudbetalig til at etablere sig for. Ikke nok med at lønningerne helt naturligt er lave i starten af karrieren, så er udgifterne til at anskaffe og indrette en bolig store; og gud hjælpe dem der også får børn.
Der er ingen grund til, at unge mennesker absolut skal spare op til pensionen lige nu. De ville være meget bedre stilliet ved at få alle penge udbetalt. Måske vil de kunne lave en fornuftigere opsparing i boligen, som de alligevel skal anskaffe, end de kunne få hos pensionsselskaberne.
Under alle omstændigheder vil alle være bedre stillet med personlige opsparinger, som vi kan forvalte på den måde vi finder bedst. Dem der forventer at bruge andres penge, vil nok ikke blive glade!