Fredag aften. Lidt godt at spise og en tur i biografen. På menuen stod Syriana med den imponerende rolleliste: George Clooney, Matt Damon og ikke mindst Julian Bashir, undskyld Alexander Siddig.
Anmeldelserne har været helt overdådige. Jyllandsposten gav filmen 5 uf af 6 stjerner, og det samme gør Politiken. Kun Berlingske formår at forholde sig lidt mere kritisk til filmen, som her “kun” får 3 af 6 stjerner.
Uden at afsløre for meget, så handler filmen kort og godt om, at store amerikanske virksomheder er grådige og og skruppelløse kæmper, der tjener penge gennem korruption undertrykkelse af de stakkels diktatorer i Mellemøsten. Den onde amerikanske regering er næsten overivrig efter at hjælpe med at rydde de gode kræfter af vejen, som formaster sig til at sige nej til USA. I en sidehistorie følger man også lige den stakkels selvmordsterrorist, der brutalt er blevet fyret fra sit arbejde af en amerikansk virksomhed.
Midt i al elendigheden får filmen alligevel tid til en scene, der absolut intet har noget med resten af historien at gøre. Scenen er en ordentlig sviner af Milton Friedman, hvor det lykkedes filmen at gøre så meget grin med hans Nobelpris, at biografen brød ud i spontan latter (uden overhovedet at vide hvem Friedman er).
Filmen illustrerer ret godt venstreorienteredes idé om, at velstand er et nul-sumsspil. Matt Damon udtrykker det ret direkte, da han siger, at det gælder om at forhindrer Mellemøsten i at opbygge en ordentlig infrastuktur og en bæredygtig økonomi, så man kan hive alle rigdommene til Vesten. Filmskaberne forstår tydeligvis ikke, at vi i vesten ville blive endu rigere med et stabilt og velstående Mellemøsten. De forstå heller ikke, at olie bliver handlet på verdensmarkedet, og at det er ret ligegyldigt for olieprisen om det er kinesiske eller amerikanske virksomheder, der pumper olien op af den arabiske ørken.
Syrianas største problem burde være børnelærdom for enhver filmproducent: Skurken skal have et troværdigt motiv! Det har skurkene i filmen ikke. Skurkene vil tjene penge på et frit marked, men alligevel ønsker de et forarmet og korrupt Mellemøsten i kaos. Filmen lader ingen være i tvivl om, at det er frihandel og profit der er grunden til al ulykken.
Det sørgeligste er næsten at Syriana er nomineret til 2 Oscar’s. Heldigvis ikke for bedste film, men komisk nok for bla. Original Screenplay. Måske skulle den i stedet have en for Bedste Fordrejning af Virkeligheden.
Om ikke andet giver filmen et godt indblik i hvordan venstreorienterede ser på konflikten i Mellemøsten og USA’s rolle i den – og det er i hvert fald de 90 kr, som værd biografbilletten kostede.
