Politiken: »I mine øjne burde der ikke være så mange zoologiske haver i Danmark. Et seriøst anlæg skal efter min mening leve op til nogle helt klare kvalitets- og etikkrav. Det er der mange, som ikke gør, og med dem har jeg svært ved at se formålet ved at drive en zoo«, siger Bengt Holst.
Bengt Holst er i øvrigt vicedirektør i Zoologisk have i København, som har svært ved at få indtægterne til at dække udgifterne.
For at opsummere sagen lidt anderledes end Bengt Holst ville gøre, så handler det om at de store zoologiske haver er i problemer, og er udsat for hård konkurrence fra de mange små haver, som Næstved Zoo. Nu søger de store at bekæmpe de små ved at kræve overholdelse af nogle såkaldte kvalitets- og etikkrav, som blandt andet skulle kræve nogle bestemte former for formidling, forskning og bevaring. Alt sammen ting som er lette at gøre når man er stor, og umuligt at gøre som lille eller nyetableret. Til formålet vil de store benytte Rådet vedrørende Hold af Særlige Dyr under Justitsministeriet, som skal godkende alle nye anlæg, og som selvfølgelig har repræsentation af de store haver.
Bevars, alle zoologiske haver skal behandle dyrene ordentligt, og det tror jeg ikke der en nogen, der er uenige i; selv ikke de små haver. Men at lave regler derudover virker ikke særligt logisk, hvis man altså ikke har andre motiver med i bagagen. Formidling, forskning og bevaring er alt sammen meget agtværdigt og godt, men synes ikke rigtigt at være nærliggende at stille det som krav for at have en zoologisk have. Bevaring er lige til højrebenet, da det antageligt er billigere at avle dyrene selv end at skulle købe dem udefra, og så kan man også vise de populære dyreunger frem. Formidling er en god idé for at tiltrække gæster, om ikke andet, så er formidling svært at undgå på et eller andet niveau. Hvorfor man absolut skal lave forskning for at drive en zoologisk have er en gåde, men det kan være et krav fordi det er svært.
Jeg skal da være den første til at sige at jeg nyder en tur i zoologisk have i København, og Givskud ligger også højt på steder jeg gerne vil besøge. Denne fremgangsmåde, hvor de store og etablerede bruger staten til at indføre unødigt strenge regler og meget høje krav, der kvæler de mange små konkurrenter og forhindrer nyeetablering, er almindelig kendt. Det sker indenfor næsten alle brancher, hvor en ny regel intet betyder for en stor spiller på markedet, men tager livet af den lille og farlige konkurrent. Supermarkederne har gjort det med den såkaldte “egenkontrol” alle butikker skal lave. For Kvickly og Bilka er ingen problem at føre en logbog over temperaturen i køledisken, som ikke har nogen værdi fordi den let kan forfalskes. Men for små butikker kan det være en meget stor opgave, som ikke i sig selv truer virksomheden. Men når alle de andre krav også kommer, så er det ikke ligegyldigt længere. Restauranterne har det med smiley-ordningen, som ikke er noget problem for McDonalds og andre store kæder, men kan være et alvorligt problem for den lille lokale restaurant, som i øvrigt ikke har problemer med hygiejnen. Lægemiddelbranchen har også problemet, hvor de store råber på flere regler, og politikerne lydigt vedtager dem; for hvem er imod sikre lægemidler?
Kritikerne af frie markeder peger altid på de store etablerede virksomheder, som nogen der driver gæt med lovgivningen, og tvinger borgerne til at gøre alt muligt de ikke vil, når de ønsker mere regulering. De overser fuldstændigt at lovgivning er de etablerede virksomheders bedste ven. De borgerlige politikere, som traditionelt er mere venligt stemte over for markedet, fremfører deres politik som erhversvenlig, og lytter derfor til hvad erhvervslivet siger; dvs. de store etablerede virksomheder, som typisk også sidder på brancheorganisationerne og er repræsenteret i diverse råd og udvalg, som Rådet vedrørende Hold af Særlige Dyr.
Sammen kan anti-markeds folkene og de erhvervsvenlige borgerlige let finde komprimisser, og så bare skændes lidt om detaljerne i offentligheden. Problemet er bare at ingen repræsenterer det frie marked, hvor de store og dovne bliver udraderet af de små og hurtige; de gamle bliver overhaldet af de nye. Hvis de store og gamle organisationer skal klare sig godt på amrkedet, hvilket de har alle forudsætninger for, så skal de tilpasse sig markedet og levere det kunderne og gæsterne efterspørger i en høj kvalitet til billige penge. Med lidt lobbyarbejde for den uhellige alliance mellem de erhvervsvenlige og anti-markeds politikerne, kan de etablere virksomheder undgå, eller i det mindste udsætte tilpasningen til markedet, til skade for alle andre.
Det er præcis den gennemtestede og succesfulde øvelse Bengt Holst og hans organisation, DAZA, er i gang med. Hovedfjenden er opkomlingen i Næstved, hvor gæsterne mod betaling kan få lov at klappe en sund og tydeligvis glad tigerunge. Zoologisk have i København er helt oppe på den høje hest over det, og kalder det uetisk, og hvad ved jeg. Det er nok ikke nu vi skal diskutere det etiske i at lade dyrene i København få en masse unger, så folk strømmer til, og derefter aflive dem, når de ikke længere er en attraktion. Jeg har svært ved at se problemerne i nogen af eksemplerne. Der er ikke noget i vejen med at financiere haven ved at lade folk klappe en sund og rask tigerunge, som tilsyneladende kan lide opmærksomheden, og på at tjene lidt ekstra i entre for at se dyreunger, som dyrene i naturens orden får når de lever i nærheden af hinanden.
Det er det frie marked, der skal styrkes, og ikke de etablerede. De eksisterende firmaer skal presses af markedet til at levere deres bedste til kunder og gæster, og dem, der leverer presset er de mange små og nye spillere på markedet. Er det målet, så får vi et stærkt og konkurrencedygtigt marked. Men det kræver nogle ansvarlige politikere, der har mod til at overhøre de store virksomheders råb om hjælp. Virksomheder er godt for samfundet, men de skal ikke beskyttes mod andre virksomheder. Heller ikke når virksomheden er en have med eksotiske dyr.
