Måske er det agurketiden, men medierne er fyldt med historier om folk, der bliver restforfulgt og kritiseret for at have gjort noget, som ikke kommer nogen til skade; ja nogen gange er alle involverede glade.
Købte baby på internettet: Et hollandsk par er anklaget for at have købet en belgisk født baby på internettet.
Parret kunne ikke selv få børn og tog derfor kontakt til drengens biologiske mor, efter at de havde set en annonce på internettet.(…) Hollandske medier hævder at parret betalte drengens biologiske forældre op mod 10.000 euro – det svarer til knap 75.000 danske kroner.
Den biologiske mor er glad, hun har fået en stor bunke penge, og hendes barn har formodentligt fået et godt hjem, hvilket må formodes når adoptivforældrene er villige og i stand til at betale så meget. Adoptivforældrene har fået sig et barn de brændende ønsker sig. Barnet har bare krav på gode og omsorgsfulde forældre, og det kan adoptivforældrene nok bedre give end den biologiske mor, som formodentligt har bortadopteret sit barn af nogle årsager.
Alle involverede er glade. Der er ingen ofre. Hvad er problemet?
Det er nok pengene, der er problemet, for “man må ikke handle med mennesker.” Men det har de ret beset heller ikke gjort, for de har handlet med forpligtelsen til at give barnet en god opvækst. Man må gerne forære børn væk, det vil sige forære forpligtelsen væk. Hvorfor det ene er værre end det andet er ikke åbenlys.
Fynsk greve tog for høj husleje: Byretten i Odense har givet sommerhusejerne ret i, at grundejeren, grev Niels Iuel Reventlow, krævede for meget i leje, da han i 2006 satte prisen op, og han skal nu betale en del af pengene tilbage.
Greven udlejer sin jord på den attraktive Bøgebjerg Strand ved Kerteminde til 59 sommerhusejere, men ifølge sommerhusejerne har han gennem årene ladet huslejen stige urimeligt meget.
(…) Nu har retten fastsat et niveau for lejen, der ligger under det, greven opkrævede, og han skal derfor betale sommerhusejerne en del af penge tilbage.
(…) Problemet for sommerhusejerne på Bøgebjerg Strand er, at fritidshuse på lejet grund ikke er omfattet af for eksempel lejeloven, og at udlejeren derfor kan hæve lejen så meget, som udlejeren ønsker det – uden at lejerne kan gøre noget.
Altså en lejer og en udlejer indgår en aftale om leje af noget ejendom og hvordan fastsættelse af betaling skal fastsættes. Lejer fortryder og klager, og retssystemet ændrer aftalen og fastsætter en pris de mener er rigtigt. Det er da ikke rimeligt?
I den konkrete sag, kan udlejer åbenbart hæve lejeprisen efter forgodtbefindende, og det er da surt for lejerne når det sker. Men hvis lejerne ikke er tilfredse med prisen, så står det dem frit for at opsige lejemålet og forlade ejendommen. Er prisen for høj, så kommer der ikke nye lejere, og udlejer taber penge. Hvis lejerne var smarte, så skulle de i stedet få indført restriktioner på hvordan udlejer kan hæve lejen, men det har de ikke gjort.
Journalisten påstår det er et problem, at fritidshuse ikke hører under lejeloven, hvor huslejenævnet bare kan nedsætte en aftalt leje. Problemet er ikke at fritidshuse ikke hører under lejeloven. Problemet er at lejeloven overhovedet giver mulighed for at ændre frivillige aftaler mellem en lejer og en udlejer. Det er formodentlig de bestemmerlser i lejeloven, der har fået lejerne i den denne sag til at være så skødesløse ved indgåelsen af lejekontrakten.
Greven har overholdt lejekontrakten, da han hævede lejen. Hvad er problemet?
Problemet er nok, at han både er greve og udlejer, og så er der jo ikke nogen tvivl om at han er ond.
