Berlingske: Et teleselskab opkrævede gebyrer fra mænd, der ringede til en kontakttelefon, mens kvinder kunne ringe gratis. Det er ulovligt, fastslår Østre Landsret.
Ifølge loven og ikke mindst de politiske principper og ønsker bag loven, så er jeg ikke i tvivl om at dommen er korrekt. Ligestilling er åbenbart vigtigere end alt andet, problemet er bare at ideerne om ligestilling er på vej til at forsøge at gøre os alle ens. Der er forskel på kønnene, men det må der åbenbart ikke være.
For teleselskabet er det ret simpelt: Mænd er åbenbart væsentligt mere villige til at betale for at komme til at tale med en kvinde, end kvinder er for at komme til at tale med en mand (hvilket biologisk ikke burde være nogen overraskelse). For at servicen skal give mening, så skal man på en eller anden måde forsøge at få lige mange mænd som kvinder til at ringe til kontakttelefonen. Men eftersom kønnene er forskellige og man ikke må justere gøre forskel på kønnene, så kan kontakttelefonen ikke fungere.
Ligestilling mellem kønnene er åbenbart så vigtigt at man må diskriminere på andre måder, bare man ikke skelner mellem kønnene. I afstemningen om tronfølgeloven er det åbenbart så vigtigt at man ikke diskriminerer mellem kønnene, at det er meget bedre at diskriminere på baggrund af hvilket nummer i børneflokken man er. Hvorfor det ene kriterie er værre end det andet ved jeg ikke. Men ligesom jeg ved at der er forskel på mænd og kvinder, så ved jeg også at traditionen i kongehuset er, at konger foretrækkes fremfor dronninger.
Måske skulle man i kongehuset gøre noget helt andet, og helt undlade at diskriminere på tilfældige ting, og i stedet se på hvem, der ville være den bedste regent. Når der skal findes en ny monark, så isolerer man de første fem i arverækken, statsministeren og formanden for folketinget, indtil de har opnået enighed om hvem i arverækken den næste monark skal være – lidt ligesom ved pavevalget i Vatikanet.